Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0372
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0372
Børn&Unge får kritik for at anvende billeder uden samtykke
Børn&Unge bragte i september 2019 omtale af et projekt med sansehaver i en børneinstitution.
I den forbindelse bragte Børn&Unge blandt andet to billeder af et barn fra institutionen.
Barnets forældre klagede til Pressenævnet over, at Børn&Unge havde bragt billederne uden at have indhentet deres samtykke hertil.
Nævnet udtalte kritik af Børn&Unge for at have bragt billederne uden samtykke.
Nævnet lagde vægt på, at barnet havde en alder, hvor hun som udgangspunkt ikke kunne medvirke i en publikation uden sine forældres samtykke, og at der ikke var en så almen interesse knyttet til de anvendte billeder af barnet, at der var grundlag for at fravige dette udgangspunkt, så billederne kunne bringes uden hendes forældres samtykke hertil.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at barnet var let genkendelig på billederne, som var taget, mens hun opholdt sig i sin børnehave.
[Mor] har på egne vegne og på vegne af [Far] klaget til Pressenævnet på vegne af [Klager] (under 18 år).
[Mor] og [Far] er forældre til [Klager].
[Klager] har klaget over indholdsfortegnelsen til fagbladet Børn&Unge nr. 10/2019, bragt den 2. september 2019, samt artiklen ”Sådan arbejder vi med sansehaver” , bragt på side 36-37 i samme blad, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Børn&Unge i indholdsfortegnelsen og i artiklen har bragt to billeder af hende uden at have indhentet hendes forældres samtykke hertil.
1 Sagsfremstilling
Fagbladet Børn&Unge omtalte i bladets udgave nr. 10/2019, som blev offentliggjort den 2. september 2019 i et trykt magasin og som e-avis på https://bupl.dk/fagbladet-boernunge/ , et projekt med sansehaver.
På side 2 i bladet fremgår i venstre spalte en indholdsfortegnelse over bladets artikler.
I sidens højre spalte er tre af bladets artikler fremhævet med større skrifttype end i venstre spalte og med billede.
Om tredje artikel fremgår teksten
”GUIDE SÅDAN
Arbejder vi med sansehaver
36”
Til venstre for artiklen fremgik på offentliggørelsestidspunktet samme nærbillede af en pige i en lyserød T-shirt med en plastikbeholder om halsen, som er beskrevet nedenfor, idet billedet på side to var beskåret øverst og nederst.
På side 36-37 i bladet fremgår artiklen ”GUIDE Sådan arbejder I med sansehaver” .
Artiklen indledes som følger
”[Børnehuset] i Odense har brugt to år på at skabe en sansehave med 11 sanselige uderum.
De skaber tilsammen en eventyrlig have, hvor børnene kan smage, mærke, dufte og sanse.
I en sansehave er der som udgangspunkt ingen legeredskaber.
I stedet ligger fokus på elementer, som kan styrke børnenes sanser og give dem ro ved naturen.
[…]”
I artiklen er der indsat flere faktabokse, herunder faktaboksen ”Hvad er en sansehave?
” , som fremgår øverst på side 37.
Til venstre for faktaboksen var der på offentliggørelsestidspunktet indsat et nærbillede af en lyshåret pige.
På billedet, som er taget udenfor, ses pigens ansigt og overkrop.
Pigen har en lyserød T-shirt på og en lille plastikbeholder i en snor om halsen.
På billedet rækker hun plastikbeholderen frem mod fotografen, så den på billedet dækker den nedre, venstre halvdel af hendes ansigt.
Nederst i højre hjørne på samme side fremgik på offentliggørelsestidspunktet et billede af to piger, som ses i hel figur.
Forest på dette billede ses en mørkhåret pige, der står og vander et bed med en vandkande, mens den lyshårede pige, som også fremgår på det ovenfor beskrevne billede, står bag ved den mørkhårede pige og griner.
Ingen af pigerne på billederne er nævnt ved navn i artiklen.
I indholdsfortegnelsen og artiklen, som de nu er tilgængelige i Børn&Unge nr. 10/2019 på https://bupl.dk/fagbladet-boernunge/ , er de ovenfor beskrevne billeder nu skiftet ud med andre billeder.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 13. september 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har anført, at Børn&Unge i sin omtale af [Børnehuset]s sansehave i bladets indholdsfortegnelse og i selve artiklen har bragt to letgenkendelige billeder af hende uden at have indhentet hendes forældres samtykke hertil.
[Klager]s forældre ville på ingen måde have givet samtykke til en anvendelse af disse billeder i bladet.
[Klager]s forældre har efter en mailkorrespondance med Børn&Unges redaktør fået billederne af [Klager] fjernet fra den digitale udgave af fagbladet.
Billederne af [Klager] er imidlertid stadig at finde i de allerede trykte og distribuerede udgaver af bladet, hvilket [Klager]s forældre er meget frustrerede over, da de ikke har givet samtykke til, at billeder af hende skal bruges i sådanne sammenhænge.
2.2 Børn&Unges synspunkter
Børn&Unge har anført, at det er korrekt, at [Klager]s forældres samtykke ikke blev indhentet, inden billederne af hende blev bragt.
Dette var en fejl, som Børn&Unge kun kan beklage og undskylde, hvilket de har gjort over for [Klager]s forældre.
Da Børn&Unge blev opmærksomme på fejlen, fjernede de straks billederne fra deres e-avis og den tilhørende nyhed.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, henhører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence.
God presseskik
[Klager] har klaget over, at Børn&Unge har bragt billeder af hende uden at have indhentet hendes forældres samtykke hertil.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser.
Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor, jf. punkt B.
1 og B.
5.
Pressenævnet finder, at der generelt skal udvises varsomhed, når børn gøres til genstand for medieomtale.
Dette gælder også, når der er tale om brug af billeder.
Det er således generelt Pressenævnets opfattelse, at det må anses for at være udtryk for god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne til de medvirkende.
Det fremgår af artiklen ”GUIDE Sådan arbejder I med sansehaver” , at den omtaler en sansehave i [Børnehuset] i Odense.
Børnene, der optræder på billederne i omtalen, er herudover ikke identificeret.
Pressenævnet finder, at omtale af pædagogiske tiltag i form af sansehaver er i offentlighedens interesse.
Pressenævnet finder imidlertid, at [Klager] har en alder, hvor hun som udgangspunkt ikke kan medvirke i en publikation uden sine forældres samtykke.
Nævnet finder samtidig, at der ikke er en så almen interesse knyttet til de anvendte billeder af [Klager], at der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt, så billederne kunne bringes uden hendes forældres samtykke hertil.
Pressenævnet finder derfor, at Børn&Unge burde have indhentet [Klager]s forældres samtykke til at bringe billederne af hende.
Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [Klager] er let genkendelig på billederne, som fra kort afstand er taget af hende alene og sammen med én anden pige, mens hun opholdt sig i sin børnehave.
Nævnet bemærker, at det forhold, at Børn&Unge efterfølgende fjernede billederne fra deres e-avis og den tilhørende nyhed, ikke kan føre til en ændret vurdering.
Nævnet udtaler på den baggrund kritik af Børn&Unge for ikke at have indhentet [Klager]s forældres samtykke til at offentliggøre billederne af hende.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Børn&Unge at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer fagbladet Børn&Unge
[underrubrik]
Børn&Unge får kritik for at anvende billeder uden samtykke
[tekst]
I en artikel bragt i september måned omtalte Børn&Unge et projekt med sansehaver i en børneinstitution.
Børn&Unge bragte i den forbindelse blandt andet to billeder af et barn fra institutionen.
Barnets forældre har klaget til Pressenævnet over, at Børn&Unge har bragt billederne uden at have indhentet deres samtykke hertil.
Pressenævnet kritiserer Børn&Unge for at have bragt billederne uden at have indhentet forældrenes samtykke hertil.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse på hjemmesiden
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal ske som en selvstændig artikel, der prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” til nævnets kendelse ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet
Offentliggørelse i den trykte avis
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.
Offentliggørelse skal ske på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet.
Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i mediet.
Afgjort den 14. januar 2020