Erstatningsansvarsloven § 26
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarsloven § 26 – godtgørelse for tort, nævnets j.nr. 19-520-05272
Under en bytur drak ansøger af en drink, hvorefter hun mistede hukommelsen.
Det var ansøgers opfattelse, at nogen havde tilsat stoffer i hendes drink.
Ansøger forklarede til politiet, at det næste hun huskede var, at hun stod inde på et toilet, hvor en ukendt mand var trængt op i hende vaginalt.
Ansøger huskede, at hun sagde stop flere gange, men hun kunne ikke i øvrigt huske, hvad der var sket.
Nævnet fandt overgrebet omfattet af offererstatningsloven.
Nævnet lagde i den forbindelse særlig vægt på ansøgers troværdige forklaring og på, at der ved retskemisk håranalyse blev påvist kokain i ansøgers hår.
Nævnet lagde desuden vægt på, at en af ansøgers veninder havde forklaret, at hun ligeledes mistænkte, at nogen havde tilsat stoffer i hendes drink.
Nævnet tilkendte ansøger 100.000 kr. i godtgørelse for tort.
Nævnet lagde ved udmålingen af tortgodtgørelsens størrelse vægt på, at ansøger var blevet hensat i en tilstand, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, og at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at det var den samme person som voldtog ansøger.
Efter forarbejderne til straffeloven sidestilles forskaffelse af samleje ved at hensætte offeret i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, med vold eller trussel om vold.
Da hændelsen fandt sted efter den 01-04-2018, fastsatte nævnet størrelsen på godtgørelsen i overensstemmelse med lovændringen af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, hvor det generelle niveau for tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, blev forhøjet.