Erstatningsansvarslovens § 2

Erstatningsansvarslovens § 2 – erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, nævnets j.nr. 18-520-00829

Ansøger arbejdede på fuld tid som pædagog på et opholdssted.

Ultimo 2015 fik hun i forbindelse med sit arbejde kastet en rygsæk på sig og tildelt flere slag på armen.

Ansøger blev i umiddelbar forlængelse af hændelsen sygemeldt med psykiske gener, og ansøger søgte i den forbindelse Erstatningsnævnet om erstatning, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra det tidspunkt, hvor ansøgers arbejdsgiver ophørte med at udbetale fuld løn.

Arbejdsgiveren oplyste, at ansøger blev fyret som følge af omstruktureringer og ikke som følge af hændelsen og den efterfølgende sygemelding.

Nævnet fandt i den forbindelse, at ansøger var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da ansøger havde godtgjort en fast og varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger kontinuerligt havde været i arbejde siden 2012, og at ansøger med rette kunne forvente at være kommet i job igen efter fyringen, såfremt hun ikke havde været sygemeldt som følge af hændelsen.

Nævnet tilkendte herefter i marts 2019 ansøger erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra maj 2016 til august 2017, jf. erstatningsansvarslovens § 2.

Erstatningsnævnet blev efter nævnets afgørelse gjort bekendt med, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i august 2018 havde truffet afgørelse om et aktuelt erhvervsevnetab på 35 %, hvilket skulle udbetales med en månedlig ydelse med virkning fra april 2017.

Ansøger søgte efterfølgende om yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra november 2018 til august 2019.

Nævnet fandt i den forbindelse, at der kunne ske modregning af den tidligere for meget udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i det nye krav på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i august 2018 havde truffet afgørelse om aktuelt erhvervsevnetab på 35 % med tilbagevirkende kraft, jf. FED 2019.8 V.

Nævnet lagde vægt på princippet om, at ansøger ikke må overkompenseres, og at modregning ikke er udelukket efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt., når modregningen sker i samme erstatningspost.