Offererstatningslovens § 13

Offererstatningslovens § 13 – 2-årsfristen, nævnets j.nr. 19-520-03455

Ansøger kom i 2008 i slagsmål på en musikfestival.

Ansøger fik som følge heraf blandt andet slået to tænder løse.

Politiet henlagde sagen med ukendt skadevolder.

Nævnet fandt i 2009 forholdet omfattet af offererstatningslovens § 1, nedsatte erstatningsansvaret med halvdelen på grund af egen skyld og tilkendte erstatning for udført tandbehandling.

Samtidig anmodede nævnet om et overslag vedrørende fremtidig tandbehandling fra tandlægen.

I 2010 fremkom tandlægen med et overslag for behandling med to implantater.

Nævnet gav den 03-12-2010 tilsagn om at ville dække udgifterne hertil med 20.000 kr., svarende til halvdelen af den rimelige udgift forbundet hermed.

Desuden tilkendegav nævnet, at ansøger skulle vende tilbage ”inden rimelig tid” med regningen.

Den 07-01-2019 anmodede ansøger nævnet om at bekræfte, at nævnet stadig ville dække halvdelen af udgiften til behandlingen med to implantater, idet ansøger oplyste, at hans tænder i mellemtiden var blevet meget misfarvede.

Nævnet indhentede herefter ansøgers tandlægejournal og en udtalelse fra ansøgers tandlæge om, hvornår behandlingen med implanter kunne være foretaget.

Tandlægen udtalte, at færdigbehandling havde været mulig siden 2012.

På den baggrund fandt nævnet den 26-11-2019, at ansøgers mulighed for at rejse krav om fremtid tandbehandling var forpasset efter den nugældende offererstatningsloven § 13, stk. 3.

Nævnet lagde vægt på, at behandlingen kunne have været udført siden 2012, og at ansøger burde være klar over dette.

Ligesom nævnet fandt, at rimelig tid, som tilkendegivet i tilsagn af 03-12-2010, for længst var passeret i 2019.

Nævnet fandt ikke grundlag for at dispensere fra fristen i § 13 mange år efter, at en behandling utvivlsomt var mulig.