Offererstatningslovens § 9, stk. 2
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 9, stk. 2 – hurtigere tilkendelse af erstatning og/eller godtgørelse i sager, hvor kravet har en værdi på indtil 3.500 kr., nævnets j.nr. 19-520-04997
Ansøger blev i en bus tildelt 3-4 knytnæveslag i ansigtet af en ukendt skadevolder.
Ansøger søgte som følge heraf om erstatning for udgifter til tandbehandling opgjort til 555,45 kr. samt udgifter til ødelagt T-shirt.
Ansøger havde over for nævnet oplyst, at udgifterne til tandbehandlingen var anmeldt til ulykkesforsikringen.
Det følger af offererstatningslovens § 9, stk. 2, at der ydes erstatning og godtgørelse for krav indtil 3.500 kr., hvis forholdet er omfattet af § 1, og kravet er fremsat rettidigt, jf. § 13, medmindre det er åbenbart, at lovens øvrige betingelser ikke er opfyldt.
Nævnet meddelte herefter afslag på ansøgningen om erstatning for udgifter til tandbehandling under henvisning til offererstatningslovens § 7, stk. 1, og § 9, stk. 2.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger over for nævnet havde oplyst, at kravet var anmeldt til ulykkesforsikringen, hvorved det var åbenbart, at der ikke skulle ydes erstatning efter offererstatningslovens § 9, stk. 2, idet der var en nærliggende mulighed for, at forsikringsselskabet ville udbetale erstatning for tandbehandlingen.
Nævnet vejledte ansøger i den forbindelse om dennes mulighed for genoptagelse af sagen, såfremt forsikringsselskabet ikke ville dække behandlingen.