Offererstatningslovens § 9, stk. 2

Offererstatningslovens § 9, stk. 2 – hurtigere tilkendelse af erstatning og/eller godtgørelse i sager, hvor kravet har en værdi på indtil 3.500 kr., nævnets j.nr. 19-520-03803

Ansøger blev udsat for vold af skadevolder, som hun på det tidspunkt var kæreste med.

Ansøger anmeldte herefter forholdet til politiet.

Undervejs i efterforskningen valgte ansøger at trække anmeldelsen tilbage, idet det endelig var lykkedes hende mentalt at komme videre fra skadevolder, og hun vidste, at såfremt efterforskningen fortsatte, ville hun blive kontaktet af skadevolder, hvilket kunne betyde, at hun ikke kunne komme videre med sit liv uden kontakt fra hans side.

Politiet valgte herefter at stoppe efterforskningen under henvisning til, at ansøger ikke længere ønskede at retsforfølge skadevolder, og politiet vurderede i den forbindelse, at det ikke var muligt at opklare sagen, såfremt ansøger ikke medvirkede.

Nævnet modtog herefter en ansøgning om erstatning fra ansøger, hvor det samlede krav ikke oversteg 3.500 kr. Da kravet var under 3.500 kr., følger det af offererstatningslovens § 9, stk. 2, at der ydes erstatning og godtgørelse, hvis forholdet er omfattet af offererstatningslovens § 1 og kravet er fremsat rettidigt, jf. § 13, medmindre det er åbenbart, at lovens øvrige betingelser ikke er opfyldt.

Nævnet meddelte afslag på ansøgers ansøgning om erstatning.

Nævnet vurderede, at det var åbenbart, at principperne i offererstatningslovens § 10 om ansøgerens pligt til efter evne at have medvirket til sagens opklaring ikke var opfyldt.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøger trak anmeldelsen tilbage, ligesom nævnet lagde vægt på, at politiet vurderede, at hendes medvirken var afgørende for at få sagen opklaret.