Offererstatningslovens § 1

Offererstatningslovens § 1 – lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger, nævnets j.nr. 18-520-00393

Ansøger var ansat som pædagogmedhjælper i en kommune, hvor hun arbejdede på et botilbud for voksne autister.

Under hendes arbejde overfaldt beboer 1 beboer 2 med spark, bid og slag.

Ansøgers kollega trak beboer 1 væk fra beboer 2, og ansøger fastholdt herefter beboer 1 og brugte sin krop som afskærmning mellem de to beboere.

Ansøger blev herved revet og skubbet rundt, hvorved hun kom til skade med sin ryg.

Nævnet afslog i 2015 ansøgers ansøgning om erstatning i medfør af offererstatningslovens § 10.

Nævnets afslag skyldtes, at forholdet ikke var anmeldt til politiet inden 72 timer, og at nævnet ikke fandt, at der forelå oplysninger i sagen, som kunne medføre, at nævnet skulle se bort fra den manglende anmeldelse.

I lyset af Højesterets dom af 04-09-2018, som underkendte nævnets praksis for politianmeldelse i sager om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden, blev sagen genoptaget, og nævnet dispenserede herefter fra anmeldelseskravet i offererstatningslovens § 10 under henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for, at ansøger havde modsat sig politianmeldelse eller i øvrigt ikke havde villet medvirket til sagens oplysning.

Vedrørende offererstatningslovens § 1 fandt nævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøger havde været udsat for en straffelovsovertrædelse, idet beboer 1 ikke sås at have forsæt til at udøve vold mod ansøger, men alene til at komme fri fra en fastholdelsessituation, så hun kunne komme over til beboer 2 igen.

Nævnet fandt imidlertid, at ansøgers personskade skete i forbindelse med, at ansøger forsøgte at afværge en strafbar handling, og forholdet ansås derfor alligevel for omfattet af offererstatningsloven, jf. lovens § 1, stk. 1, 2. pkt. Nævnet behandlede herefter ansøgers krav.