Offererstatningslovens § 1
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 1 – straffelovsovertrædelser begået i udlandet, nævnets j.nr. 19-520-04289 og 19-520-4664
Ansøgerne søgte om efterladtegodtgørelse som følge af, at deres fælles datter under en vandretur i Marokko blev dræbt af marokkanske terrorister.
Nævnet fandt, at drabet var udtryk for en terrorhandling, og at sagen undtagelsesvist kunne behandles efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, selv om drabet havde fundet sted i udlandet.
Nævnet lagde herved vægt på bemærkningerne i betænkning 751/1975 om, at bestemmelsen kan anvendes i sager, hvor skadelidte i udlandet er offer for (andre) terrorhandlinger (end flykapringer).
Nævnet lagde ved afgørelsen særlig vægt på forbrydelsens meget voldsomme karakter samt eksponeringen af drabet i pressen og på internettet og på, at ansøgerne som følge heraf havde været udsat for en sådan krænkelse og følelsesmæssig belastning, at der var grundlag for at tilkende dem efterladtegodtgørelse, uanset at deres datter ikke var mindreårig og på tidspunktet for drabet var flyttet hjemmefra.