Offererstatningslovens § 1
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 1 – direkte og indirekte skadelidte, nævnets j.nr. 18-520-02569, 18-520-02570, 18-520-02571 og 18-520-02572
Ansøgerne lå og sov i stueetagen i en beboelsesejendom, da skadevolder, som var beboer i naboopgangen, satte ild til sin egen lejlighed.
Ansøgerne boede i stueetagen, hvorimod branden blev påsat på 1. sal i naboejendommen.
Skadevolder blev dømt efter straffelovens § 181 (brandstiftelse).
Ansøgerne kom ikke fysisk til skade under branden, men ansøgte efterfølgende nævnet om erstatning for psykiske gener som følge af hændelsen.
Familien nåede ud af ejendommen kort tid efter, at branden fik fat, og ansøgernes egen lejlighed nedbrændte ikke, men den var fyldt med vand og lugtede af røg.
Det fremgik endvidere af en farlighedserklæring fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, at branden, herunder røgudviklingen, hovedsageligt havde spredt sig via ejendommens tagkonstruktion.
Nævnet besluttede at afslå ansøgernes ansøgning om erstatning, idet nævnet fandt, at ansøgerne ikke i lovens forstand var direkte skadelidte eller, at de var så tæt på begivenhedernes centrum, at de kunne anses for at være i nærliggende fare for at lide fysisk overlast ved hændelsen.