Offererstatningslovens § 10, nævnets j.nr. 14-520-05277 og 18-520-00247

Offererstatningslovens § 10, nævnets j.nr. 14-520-05277 og 18-520-00247

Ansøger var på arbejde på en døgninstitution for personer med fysiske handicaps.

En beboer på stedet var blevet vred over ikke at kunne få hjælp med at få en fjernstyret bil til at virke.

Beboeren kom i den forbindelse ud fra sit værelse og løb ind i ansøger, der var ved at rydde op.

Beboeren ramte ansøger på skulderen, begyndte at kaste med stole og truede endvidere ansøger, herunder med en urtekniv.

Episoden blev ikke anmeldt til politiet.

Der var ikke fra arbejdsgiverens side oplyst om konkrete, individuelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolder eller episoden, som skulle tale imod politianmeldelse, og nævnet fandt derfor i medfør af den nu underkendte praksis ikke grundlag for at se bort fra, at forholdet ikke var anmeldt til politiet.

Efter Højesterets dom af 04-09-2018 anmodede ansøger om genoptagelse af sin sag.

Nævnet behandlede derfor på ny spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at dispensere fra anmeldelseskravet i offererstatningslovens § 10.

Vedrørende den manglende politianmeldelse havde ansøger over for nævnet oplyst, at det skyldtes flere forhold, herunder at ansøger ikke umiddelbart efter hændelsen mente, at der var sket personskade.

Den primære årsag til den manglende anmeldelse var dog, at en anmeldelse ville vanskeliggøre det fortsatte arbejde med beboeren.

Herudover frygtede ansøger at blive forflyttet eller afskediget, hvis han anmeldte forholdet.

Arbejdsgiveren oplyste derimod i et brev over for nævnet, at ledelsen på stedet i samråd med ansøger og arbejdsmiljørepræsentanten valgte ikke at anmelde hændelsen, da ansøger ikke ønskede dette, ligesom ansøger valgte ikke at søge om erstatning.

Som bilag til brevet var vedlagt en vejledning til de ansatte ”i situation med vold”, hvoraf det bl.a. fremgik, at ”al vold inden for definitionen skal anmeldelses/registreres ved politiet”, og ”såfremt forurettede ønsker at søge erstatning i henhold til offererstatningsloven, skal hændelsen anmeldes til politiet hurtigst muligt, helst inden 24 timer [fristen er i dag rettelig 72 timer]”.

Arbejdsgiveren havde imidlertid i et andet brev stilet til ansøgers repræsentant oplyst, at den manglende politianmeldelse skyldte en række forskellige forhold, bl.a. at ansøger ikke tog på skadestuen efter overfaldet og ikke mente, at det var nødvendigt at anmelde episoden.

Der var altså ikke enighed mellem ansøger og arbejdsgiver om, hvad der rent faktisk lå til grund for den manglende politianmeldelse.

Nævnet fandt, at nævnet som udgangspunkt måtte lægge afgørende vægt på arbejdsgiverens oplysninger, da arbejdsgiveren ikke havde en selvstændig interesse i erstatningssagens udfald.

Nævnet fandt herefter, at hvis vejledningen om politianmeldelse, som udtrykkeligt angav, at der i visse situationer skulle ske politianmeldelse, samt arbejdsgiverens udtalelse til nævnet , hvorefter der desuagtet ikke var sket politianmeldelse, fordi ansøger ikke ønskede dette, havde stået alene, så ville der være tale om en sag, hvor ansøger efter at være blevet opfordret til (via den utvetydige vejledning) at indgive politianmeldelse, havde modsat sig dette.

I den konkrete sag fandt nævnet imidlertid alligevel grundlag for at dispensere fra anmeldelseskravet i § 10, stk. 1, idet nævnet lagde afgørende vægt på, at arbejdsgiveren i brevet til ansøgers repræsentant havde skrevet, at den manglende politianmeldelse skyldtes en række forskellige forhold, bl.a. at ansøger ikke mente, at det var nødvendigt at anmelde episoden.

Nævnet fandt herefter ikke at kunne lægge til grund, at det alene var ansøgers forhold, der gjorde, at der ikke var skete politianmeldelse.