SU - indkomstkontrol - periodisering - forholdsmæssig fordeling - dispensation - kort sammenfaldende periode
Statutory Text (5 Articles)
SU - indkomstkontrol - periodisering - forholdsmæssig fordeling - dispensation - kort sammenfaldende periode
Egenindkomsten kan ved indkomstkontrollen i visse tilfælde periodiseres.
Indkomst, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, f.eks. fra selvstændig virksomhed, fordeles som udgangspunkt ligeligt over alle årets 12 måneder og medregnes ved opgørelsen af egenindkomsten med den del, som svarer til uddannelsesperioden.
Der kan i særlige tilfælde dispenseres for denne ligelige fordeling af indkomsten, hvis den studerende ellers vil blive stillet urimeligt ringe.
Dispensation kan være aktuel, hvis den studerende påbegynder drift af selvstændig virksomhed kort tid inden uddannelsens ophør, og hvis kun en lille andel af virksomhedens årlige arbejde er udført i uddannelsesperioden.
Det forudsætter, at der er dokumentation for, at virksomhedens arbejde alene er udført i en bestemt periode, og at virksomhedens driftsperiode kun har et kortvarigt sammenfald med uddannelsesperioden.
Dokumentationen kan eksempelvis være fakturaer med angivelse af arbejdets udførelse, dokumentation for betaling, som stemmer overens med fakturaernes indhold, samt registreringsdato, som stemmer overens hermed.
Dispensationen kan i dette tilfælde medføre, at virksomhedens indkomst fordeles ligeligt over de måneder, hvor virksomheden har været drevet.
Reglerne
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017
Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte, bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017
Sagsfremstilling
Den studerende afsluttede sin uddannelse den 26. juni og havde registreret en enkeltmandsvirksomhed den 21. juni.
Der var kun udstedt én faktura for arbejde udført i juni måned.
Der var faktureret ”honorar for juni” på 40 enheder af 302,50 kr., i alt 12.100 kr. ekskl.
moms med forfaldsdato 11. august.
Der forelå kontoudskrifter, hvoraf betaling for denne faktura fremgik den 10. august.
Der var i øvrigt i faktureret 180 enheder i juli måned, 220 enheder i august, 272 enheder i september, 298 enheder i oktober og 354 enheder i november, i alt 1324 enheder.
Der forelå ikke faktura for december måned.
Virksomhedens arbejde i juni udgjorde på den baggrund ca. 3 % af det udførte arbejde i perioden fra juni til november.
Ankenævnet fandt, at der skulle dispenseres fra opgørelsen af egenindkomsten, så indkomsten fra den studerendes virksomhed skulle fordeles ligeligt på perioden fra juni til december.
Ankenævnet vurderede i den forbindelse, at den studerende blev stillet urimeligt ringe, hvis indkomsten fra virksomheden skulle fordeles ligeligt på alle årets kalendermåneder.
Afgørelse
Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at indkomsten fra den studerendes virksomhed i 2017 skulle fordeles ligeligt på perioden fra juni 2017 til december 2017.
Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger ændrede dermed styrelsens afgørelse.
Begrundelse for afgørelsen
Dispensation og fordeling af indkomst
Vi vurderer, at der skal dispenseres fra opgørelsen af egenindkomsten, så indkomsten fra din virksomhed fordeles ligeligt på perioden fra juni 2017 til december 2017.
Vi vurderer i den forbindelse, at du bliver urimeligt ringe stillet, hvis indkomsten fra din virksomhed skal fordeles ligeligt på kalendermånederne i 2017.
Vi har lagt vægt på, at der er dokumentation for, at virksomheden er startet i juni 2017, og at arbejdet i din virksomhed alene er udført fra juni 2017 og frem.
Vi har tillige lagt vægt på, at din virksomhed er registreret med startdato den 21. juni 2017, og på at du afslutter din uddannelse den 26. juni 2017.
Vi har også lagt vægt på, at virksomhedens arbejde udført i uddannelsesperioden udgør en meget lille andel af virksomhedens årlige arbejde.
Vi har videre lagt vægt på, at du den 18. juli 2017 har sendt faktura nr. 3 til [virksomhedsnavn], hvor du har faktureret ”honorar for juni” på 40 enheder af 302,50 kr., i alt 12.100 kr. ekskl.
moms med forfaldsdato 11. august 2017.
Vi bemærker, at faktura nr. 1 er på samme beløb, men til anden modtager.
Faktura nr. 2 er en kreditnota, som ophæver faktura nr. 1.
Vi har desuden lagt vægt på, at du ifølge kontoudskrifter får betaling herfor den 10. august 2017.
Vi har også lagt vægt på, at du har faktureret 180 enheder i juli måned, 220 i august, 272 i september, 298 i oktober og 354 i november, i alt 1324 enheder.
Der foreligger ikke faktura for december måned.
Virksomhedens arbejde i juni 2017 udgør på den baggrund ca. 3 % af det udførte arbejde i perioden fra juni 2017 til november 2017.
Vi bemærker, at der ved opgørelsen tages udgangspunkt i tidspunktet for, hvornår indkomsten er optjent, hvilket i dette tilfælde er tidspunktet for arbejdets udførelse, og ikke tidspunktet for fakturering, betaling eller beskatning.
Vi henviser i den forbindelse til forarbejderne til loven, hvoraf det blandt andet fremgår, at hvis der tages udgangspunkt i den kalendermåned, hvor beløbet beskattes, vil det have store økonomiske konsekvenser for den uddannelsessøgende, om indkomsten – fx en aktieindtægt – beskattes i eller uden for uddannelsesperioden.
•
§ 22 a, om periodisering.
•
§ 55, stk. 4, om dispensation for ligelig fordeling af indkomst, som ikke fremgår af indkomstregistret.