Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold

J.nr. 19-43358

En mand med tilknytning til Iran klagede til Ligebehandlingsnævnet over et forløb, hvor manden havde kontakt med en advokat og med politiet.

Manden fremlagde for nævnet et handlingsforløb og gjorde gældende, at forløbet var udtryk for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse.

Der var ikke oplysninger i klagen, der gav anledning til at formode, at manden havde været udsat for forskelsbehandling i strid med lov om etnisk ligebehandling.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen på grund af race og etnisk oprindelse med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med klagers henvendelse til en advokat og til politiet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klagen angår et forløb i perioden april – oktober 2019, hvor klager havde kontakt med en advokat og med politiet.

Det fremgår af klagen, at klager har et udenlandsk klingende navn, og at han har tilknytning til Iran, som han betegner som ”mit land”.

Klager har i sin klage oplyst følgende om forløbet

Den 7. april 2019 deltog klager i en messe.

Her købte klager gamle danske pengesedler af en sælger.

Klager spurgte, om sælgeren også havde gamle pengesedler og mønter fra Iran, hvorefter sælgeren ifølge klager overfaldt ham verbalt og fornærmede ham, hans familie, hans land og hans religion.

Den 10. april 2019 tog klager telefonisk kontakt til politiet (indklagede 1) og fortalte om sælgerens nedsættende udtalelser.

Den 11. april 2019 tog klager hen til en politistation.

Her talte klager med en anden politibetjent, der tog imod hans anmeldelse af sælgeren på messen.

Den 25. april 2019 tog klager hen til politistationen for at orientere sig om sagens forløb og få sagens journalnummer.

Klager fik ikke sagens journalnummer, men han fik navnet på politibetjenten, der havde taget imod hans anmeldelse den 11. april 2019.

Den 26. april 2019 talte klager telefonisk med den pågældende politibetjent, der oplyste, at sagen var under behandling i en anden afdeling.

Den 21. maj 2019 havde klager en tid hos en advokatvagt.

Her talte klager med en advokat (indklagede 2) omkring anmeldelsen af sælgeren på messen.

Klager oplyste i den forbindelse, at han ikke havde hørt fra politiet vedrørende anmeldelsen.

Klager bad advokaten om at føre sagen som en civilretlig sag, hvorefter advokaten bad om at få sagens journalnummer hos politiet.

Den 23. maj 2019 fik klager journalnummeret på sagen hos politiet.

Samme dag ringede klager til advokatens kontor.

Klager talte med advokatens sekretær, som ville orientere advokaten om, at klager havde ringet.

Den 27. maj 2019 ringede klager atter til advokatens kontor.

Advokaten var optaget, og sekretæren ville igen give besked til advokaten om, at klager havde ringet.

Den 29. maj 2019 talte klager med en politibetjent, der oplyste, at politiet endnu ikke havde fået fat i sælgeren fra messen.

Klager sagde til politibetjenten, at han var interesseret i at vide, hvem bagmanden bag sælgerens udtalelser var.

Politibetjenten sagde til klager, at der ikke var en bagmand.

Under samtalen spurgte politibetjenten klager, om der var sket noget nyt i sagen.

Klager svarede, at der ikke var sket noget nyt fra hans side.

Den 6. juni 2019 ringede klager til advokatens kontor igen.

Klager fik heller ikke denne gang fat på advokaten.

Klager ringede igen den 13., 17. og 19. juni 2019 til advokatens kontor, men han fik ikke fat på advokaten.

Den 21. juni 2019 ringede den politibetjent, som klager havde talt med den 29. maj 2019.

Politibetjenten oplyste, at han havde talt med sælgeren fra messen.

Sælgeren havde til politiet forklaret, at han havde haft en dårlig dag på messen, og at han derfor var sur den pågældende dag.

Politibetjenten og klager aftalte et møde den 27. juni 2019, hvor de kunne drøfte sagen.

Den 24. juni 2019 ringede klager atter til advokatfirmaet for at tale med advokaten.

Til mødet den 27. juni 2019 forklarede politibetjenten, at sælgeren fra messen nægtede hele hændelsesforløbet, og at der derfor var tale om påstand mod påstand.

Klager spurgte, hvorfor der gik 72 dage, før politiet talte med sælgeren.

Politibetjenten oplyste klager om muligheden for et konfliktmøde med sælgeren.

Klager takkede nej til tilbuddet.

Den 2. juli 2019 var klager til et møde med en anden politibetjent, der havde kontaktet klager telefonisk den 1. juli 2019.

Klager takkede denne gang ja til at deltage i et konfliktmøde med sælgeren, men klager har stadig ikke hørt noget herom.

Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 5. september 2019.

Det fremgår af klagers efterfølgende bemærkninger til nævnet, at han den 2. oktober 2019 blev anholdt som følge af, at advokatfirmaet havde meldt klager til politiet.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse.

Han ønsker en godtgørelse på 10.000 kr.

Klager blev den 7. april 2019 verbalt overfaldet af sælgeren på messen.

Da klager herefter tog telefonisk kontakt til politiet og fortalte om sælgerens nedsættende udtalelser, fik klager at vide, at det er meget normalt, og at det sker hver dag.

Klager tog efterfølgende hen til en politistation, hvor han talte med en anden politibetjent, der tog imod hans anmeldelse af sælgeren på messen.

Klager havde den 21. maj 2019 en tid hos en advokatvagt, hvor han talte med en advokat omkring anmeldelsen af sælgeren på messen.

Klager oplyste i den forbindelse, at han ikke havde hørt fra politiet vedrørende anmeldelsen.

Klager bad advokaten om at føre sagen som en civilretlig sag, hvorefter advokaten bad om at få sagens journalnummer hos politiet.

Den 23. maj 2019 fik klager journalnummeret på sagen hos politiet, og klager ringede samme dag og flere gange efterfølgende til advokatens kontor.

Klager fik på mødet med en politibetjent den 29. maj 2019 oplyst, at politiet endnu ikke havde fået fat i sælgeren fra messen.

Klager sagde til politibetjenten, at han var interesseret i at vide, hvem bagmanden bag sælgerens udtalelser var.

Politibetjenten sagde til klager, at der ikke var en bagmand.

Det er klagers opfattelse, at politibetjenten var hurtig til at reagere.

Klager formoder, at politiet allerede havde talt med sælgeren fra messen, og at politiet rådede sælgeren til ikke at indrømme sine udtalelser.

Klager finder det underligt, at politiet efter så mange dage stadig ikke havde fået kontakt til sælgeren.

Under mødet spurgte politibetjenten klager, om der var sket noget nyt i sagen, hvortil klager svarede, at der ikke var sket noget nyt fra hans side.

Klager forstod spørgsmålet sådan, at politiet lagde en fælde for ham for at ramme hans eventuelle reaktion/overreaktion som følge af hans frustrationer.

Klager kontaktede advokatfirmaet mindst seks gange.

Advokatfirmaet diskriminerede/undertrykte imidlertid klager, fordi de i advokatfirmaet tror, at personer med anden etnisk oprindelse end dansk er vant til diskrimination i Danmark.

Den 2. oktober 2019 blev klager anholdt som følge af, at advokatfirmaet havde meldt klager til politiet.

Advokatfirmaet havde påstået, at klager havde truet dem, hvilket ikke er sandt.

Klager havde bare forklaret advokatfirmaet, hvordan de i advokatfirmaet havde behandlet klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en bestemmelse, betingelse eller praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbnebart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det er den person, der anser sig for krænket, der skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Der er ikke i klagen af 5. september 2019 eller klagers efterfølgende bemærkninger oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forløbet, herunder i forbindelse med de indklagedes behandling af klager, har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af de indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

<19-43358>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1 om klagebehandling

-

§ 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7, om bevisbyrde