Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse - kompetence - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse - kompetence - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 19-30747

En kunde med jødisk oprindelse reklamerede over flere varer, han havde købt i en forretning.

I den forbindelse havde han en telefonsamtale med indehaveren af forretningen.

Kunden påstod, at indehaveren havde udtalt, at kunden intet havde at komme i forretningen efter grundet sit efternavn, da forretningen ikke havde plads til jøder.

Forretningen bestred, at indehaveren skulle have fremsat sådan ytring.

Nævnet vurderede, at parternes uenighed om forløbet af telefonsamtalen kun kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro og etnisk oprindelse i forbindelse med en reklamation over et køb i en forretning.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, da der er sådan tvivl om hændelsesforløbet, at en afgørelse kræver mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager, der er af jødisk oprindelse, købte den 10. april 2019 en vare hos den indklagede forretning.

Efter købet reklamerede klager telefonisk til indklagede over denne vare og over flere andre varer, købt hos indklagede.

I forbindelse med reklamationen havde klager og indklagede en længere telefonsamtale.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. juni 2019.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for hadefuld adfærd på grund af sin jødiske oprindelse.

Klager købte flere varer hos den indklagede forretning, som han reklamerede over.

Klager havde en telefonsamtale med indehaveren af forretningen, hvor klager oplyste, at han ikke ville handle i forretningen mere på grund af forretningens holdning til at erstatte de defekte varer.

Indehaveren ytrede under parternes telefonsamtale, at han var glad herfor, da klager intet havde at komme i forretningen efter grundet sit efternavn, da forretningen ikke havde plads til jøder.

Indehaveren adspurgte klager om, hvorvidt klager ikke godt nok var jøde.

Klagers efternavn gav ikke indehaveren ret til at udstille klager over telefonen i et offentligt butikslokale.

At indehaveren refererede til klagers efternavn og jødiske ophav var nedværdigende og krænkende mod klager som person.

Klager følte sig betragtet som en jøde, der ikke havde noget at gøre nogen steder.

Klager ønskede blot en retfærdig behandling, og at få de varer, han havde betalt for.

Klager følte ubehag ved at tage tilbage til forretningen.

Han endte derfor med at beholde varerne.

Indehaveren af forretningen er yderst uegnet til at drive den form for virksomhed, når han har had til folk efter navn eller oprindelse.

Indklagede driver virksomhed med en nazistisk holdning.

Klager håber med klagen, at der kan sættes en stopper for den hadefulde adfærd over for folk, der enten måtte være jøde, eller have jødisk blot i sine årer.

Sagen ender ud i påstand mod påstand.

Påstanden er ikke nogen løgnehistorie, som indklagede kalder det.

Indklagede afviser klagers påstand om indehaverens ytring vedrørende jøder.

Der er tale om en løgn.

En medarbejder havde en telefonsamtale med klager i omkring en halv time.

Herefter opgav medarbejderen, og indehaveren af forretningen havde en længere telefonsamtale med klager, hvor klager blev ved med at ”ævle”, og de ikke kom videre.

Da klager under telefonsamtalen sagde, at han ikke ville sætte sine ben i forretningen igen, oplyste indehaveren, at det var han glad for, da klager var en kunde, som man ikke kunne stille tilfreds.

Indklagede har ikke forurettet klager.

Indehaveren af forretningen kunne aldrig finde på at sige, at der ikke var plads til jøder i forretningen, og at indklagede kunne se ud fra klagers efternavn, at klager var jøde.

Indehaveren er ligeglad med, om klager er jøde eller muslim, og er ikke racist.

Indklagede har tre vidner, der overhørte samtalen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Religion eller tro

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Forskelsbehandlingsloven yder alene beskyttelse mod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet.

Nævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro uden for arbejdsmarkedet.

Nævnet kan derfor ikke behandle klagen over spørgsmål om forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Etnisk oprindelse

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands etniske oprindelse.

I dom af 6. april 2017 i sag nr. C-668/15 udtalte EU-Domstolen, at begrebet ”etnisk oprindelse” bygger på den opfattelse, at samfundsgrupper blandt andet kendetegnes ved indbyrdes at have samme nationalitet, religiøse overbevisning, sprog, kulturelle baggrund, traditioner og levested.

EU-Domstolen fastslog, at en persons etniske oprindelse ikke kan afgøres alene på baggrund af ét kriterium.

Det bør derimod baseres på en vifte af elementer, hvoraf nogle har objektiv karakter og andre subjektiv karakter.

Klager har oplyst, at indklagede i en telefonsamtale ytrede, at der ikke var plads til jøder i forretningen, med henvisning til klagers efternavn.

Klagen angår udsagn om religion eller tro fremsat på baggrund af klagers udenlandsk klingende efternavn.

Nævnet vurderer, at der heri lå en henvisning til flere momenter end blot religion.

Nævnet behandler herefter klagen efter lov om etnisk ligebehandling.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har oplyst, at indehaveren af forretningen under telefonsamtalen udtalte, at der ikke var plads til jøder i forretningen, og at klager derfor ikke havde noget at gøre i forretningen.

Indklagede har bestridt, at have ytret sig sådan over for klager.

Indklagede har oplyst, at indehaveren af forretningen oplyste over for klager, at han var glad for, at klager ikke ville handle i forretningen igen.

Indehaveren henviste her til, at klager var en kunde, der ikke kunne stilles tilfreds.

Nævnet vurderer, at parternes uenighed om forløbet af telefonsamtalen, hvor ytringen ifølge klager, skulle være blevet fremsat, kun kan afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

Forskelsbehandlingsloven

<19-30747>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

-

§ 8, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 2, om lovens anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 4 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7, om delt bevisbyrde

-

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling