Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
J.nr. 19-11411
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at den første aften for et lagersalg kun var for kvinder.
Tilbuddet til kvinder om at deltage på lagersalgets første aften var begrundet i hensynet til de kvindelige kunders blufærdighed.
Nævnet vurderede, at hensynet til blufærdighed i en situation, hvor kvinder kunne prøve tøj uden adgang til prøverum, var et legitimt mål, og at de midler, som virksomheden havde brugt for at opnå dette mål, ikke gik ud over, hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et lagersalgs første aften kun var for kvinder .
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at den første aften for lagersalget hos indklagede kun var for kvinder.
Sagsfremstilling
Den indklagede virksomhed reklamerede med lagersalg af sine varer torsdag den 28. februar 2019 fra kl.
17 til kl.
21 samt lørdag og søndag den 2. og 3. marts 2019 begge dage fra kl.
10 til kl.
16.
Af annoncen fremgår bl.a.
”Lagersalg med kollektionsprøver.
Der vil være tøj og accessories til både mænd og kvinder.
Samt tøj fra linjen [X] og [Y].
OBS
Torsdag kun adgang for kvinder!
Fredag er der lukket.
Lørdag + søndag adgang for mænd & kvinder”
Den 21. februar 2019 kontaktede klager, der er en mand, indklagede med følgende mail
”Til [indklagede]
Hvorfor er der kun adgang for kvinder på den første og dermed bedste dag på lagersalget?
”
Ved mail af 25. februar 2019 svarede indklagedes daværende CEO klager
”Hej [klager]
Tak for din mail.
Vi har altid haft torsdag aften kun for kvinder, da disse prøver tøj, og ikke bryder sig om, at mænd står og kikker på.
Der er rigeligt med herretøj til Weekenden, og denne gang er der et større udvalg.
Vi glæder os til at se dig.
”
Hertil svarede klager ved mail samme dag
”Kære [fornavnet på indklagedes CEO]
Tak for dit svar, og den problemstilling, må der kunne findes en anden løsning på end en løsning der er direkte kønsdiskriminerende.
Eksempelvis kunne der være prøverum, eller et prøveområde, hvor der alene foregår tøjprøvning.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. februar 2019.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede kønsdiskriminerer mænd ved, at lagersalget kun gav adgang til kvinder på lagersalgets første dag.
Klager blev forhindret i at handle den første dag på lagersalget alene grundet sit køn.
Det er usagligt og kønsdiskriminerende over for mænd, når indklagede begrundede adgangen for kvinder med hensyn til kvindernes tøjprøvning.
Indklagede kunne have prøvekabiner/prøveområder, hvor kvinder kunne prøve tøj i private omgivelser.
Mænd fik adgang til ringere udvalg af varer, da tilgængelige varer på førstedagen dermed allerede ville være solgt, når mænd blev tilladt adgang efter den første dag.
Klager ønskede at deltage på lagersalgets første dag, idet der på et lagersalgs første dag er de bedste varer.
På et lagersalg genopfyldes ikke med varer på samme måde som i en normal butik.
Indklagede har i sine bemærkninger til nævnet bekræftet at have foretaget diskrimination på grund af køn og begrundet dette med, at det sker ”uden sultne blikke fra mænd”.
Bemærkningen forekommer groft generaliserende over for mænd.
Det forhold, at den indklagede virksomhed efterfølgende har fået ny ejer, ændrer ikke på virksomhedens ansvar og det forhold, at virksomheden tidligere har ageret på en måde, som klager finder kønsdiskriminerende.
Hvis nævnet vurderer, at indklagede har ageret kønsdiskriminerende, kan det indgå i en eventuel sanktion, at indklagede har skiftet ejer og oplyst, at de ikke længere udbyder den pågældende aktivitet.
Indklagede er kede af, at klager har følt sig krænket.
Lagersalget blev arrangeret af den tidligere ejer af virksomheden.
Den indklagede virksomhed startede med salg af herretøj.
Indklagede har to gange årligt haft kollektionssalg over en weekend fra virksomhedens kontorlokaler.
Der er tale om små lokaler.
Da indklagede startede med salg af dametøj, besluttede indklagede at lade kvinder komme om torsdagen for at købe dametøj, så de kunne indgå at prøve tøj uden sultne blikke fra mænd.
Dette har altid været en meget stor succes hos kvinderne.
De få mænd, der hver gang troppede op, forstod indklagedes beslutning.
Indklagede har fra de deltagende kvinder kun høstet stor ros herfor.
Om lørdagen og om søndagen kan mændene komme og se på herretøjet.
På disse dage er der lige betingelser.
Indklagede har ikke mulighed for at lave prøverum, da pladsen i kontorerne er lille.
Den indklagede virksomhed har under sagens behandling for nævnet fået ny ejer.
Den nye ejer er ked af og beklager, at klager har følt sig krænket.
Indklagede lytter meget til de tilbagemeldinger, de får fra deres kunder, idet de sigter mod at skabe de bedste kundeoplevelser som muligt.
Dette er bl.a. også årsagen til, at indklagede afholder lagersalg.
Indklagede må derfor overveje, om det fortsat er en oplevelse, som indklagede skal tilbyde sine kunder.
Såfremt den nye ejer fortsat vil afholde lagersalg, vil det ikke blive afholdt i den hidtidige form.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt ufordelagtigt i forhold til det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, kriterium eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede tilbød til sit lagersalg adgang kun for kvinder på lagersalgets første aften.
Nævnet lægger til grund, at der på lagersalgets første aften var adgang til at købe såvel dame- som herretøj.
Klager, der er en mand, var udelukket fra at deltage denne aften.
Nævnet vurderer, at klager på den baggrund har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det følger af ligestillingslovens § 3 a, at ligestillingsloven, uanset forbuddet mod forskelsbehandling, ikke er til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Det fremgår af betragtning 16 i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, at et legitimt mål for eksempel kan være hensyn til blufærdighed.
Indklagedes tilbud til kvinder om at deltage på lagersalgets første aften var ifølge indklagedes mail til klager af 25. februar 2019 begrundet i hensynet til de kvindelige kunders blufærdighed.
Nævnet vurderer, at hensynet til blufærdighed i en situation, hvor kvinder kunne prøve indklagedes tøj uden adgang til prøverum, er et legitimt mål, og at de midler, som indklagede har brugt for at opnå dette mål, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
Rådets direktiv 2004/113
<19-11411>
-
§ 1, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1 a, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
-
§ 3 a, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
-
Betragtning 16, om legitimt mål