Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0319
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0319
JydskeVestkysten får ikke kritik for omtale af retssag efter trafikdrab
JydskeVestkysten omtalte i marts måned en retssag efter et færdselsuheld, hvor en ældre kvinde havde mistet livet, da en lastbil på motorvejen var kørt op bag i hendes bil.
Det fremgik af artiklen, at det var kommet frem på retsmødet, at kvinden havde været påvirket af alkohol og bedøvelsesmedicin, og at hendes bil på ulykkestidspunktet havde kørt meget langsomt eller stået helt stille på motorvejen.
Den afdøde kvindes datter klagede til Pressenævnet over, at JydskeVestkysten med formuleringer i artiklen ikke havde udvist tilstrækkeligt hensyn til hendes mor eller til hende som pårørende.
Pressenævnet udtrykte forståelse for, at visse formuleringer i artiklen kunne opfattes som stødende, men nævnet fandt ikke, at artiklen var i strid med god presseskik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Trafikdræbt ældre kvinde var bedøvet af sprut og medicin” , som blev bragt i JydskeVestkystens lokaludgaver for Sønderborg og Aabenraa og i netavisen jv.dk den 6. marts 2019, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten har beskrevet hendes mors død på en måde, der ikke er skånsom over for moderen eller over for hende som pårørende.
1 Sagsfremstilling
JydskeVestkysten bragte den 6. marts 2019 artiklen ”Trafikdræbt ældre kvinde var bedøvet af sprut og medicin” i JydskeVestkysten Sønderborg og JydskeVestkysten Aabenraa og i netavisen jv.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”Den 73-årige kvinde, der i september blev dræbt på Sønderborgmotorvejen, da en lastbil kørte op bag i hendes bil, var meget fuld og havde et ekstremt højt indhold af bedøvelsesstoffet Ketamin i blodet.
Lastbilchaufføren er nu dømt for uagtsomt manddrab på kvinden.
”
Herefter fremgår
”Sønderborg: Klokken 13.06 torsdag 6. september kørte en lastbil op bagi en lille Fiat Panda på Sønderborgmotorvejen ved Gråsten.
Inde i bilen sad en 73-årig kvinde, der døde på stedet af de voldsomme kvæstelser, hun pådrog sig ved sammenstødet.
Nu viser det sig, at den ældre kvinde var meget fuld og påvirket af meget stærk medicin.
Det kom frem i Retten i Sønderborg tirsdag, da den 63-årige lastbilchauffør blev dømt for uagtsomt manddrab, fordi han kørte op bag i kvindens bil.
Lastbilchaufføren indledte retsmødet med at erkende sig skyldig.
Derfor var det ikke nødvendigt at afhøre de indkaldte vidner, som kunne forlade Domshuset uden at have afgivet forklaring.
Men under dokumentationen kom det frem, at kvindens nedskrevne promille var på 1,85 - og det er langt over den grænse, hvor man ville få en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Dertil blev der i kvindens blod fundet ekstremt store tal for bedøvelsesstoffet Ketamin.
Det bruges ved operationer af både mennesker og større dyr som heste, ligesom narkomaner også bruger stoffet, fordi det giver en rus og kan give kraftige hallucinogene virkninger.
Ifølge lastbilchaufførens forsvarer Erik Schøt-Bæk cirka 50 gange højere Ketamin-værdi end den tilladte ved bilkørsel.
Forsvareren gjorde da også opmærksom på, at man med de høje værdier er "ganske uegnet til at køre i bil".
- Hun er formentlig faldet i søvn i bilen, og derfor har bilen holdt stille midt på motorvejen, sagde han.
Undersøgelser fra ulykkesstedet har slået fast, at kvindens bil holdt stille eller kørte meget langsomt, da lastbilen kørte op bag i den.
Lastbilen kørte 85 kilometer i timen lige før ulykken, men chaufføren nåede at bremse cirka et halvt hundrede meter før, de to køretøjer ramte hinanden, så hastigheden var faldet med cirka ti kilometer i timen, da de kolliderede.
Chaufføren blev idømt en betinget frakendelse af førerretten i tre år - og 20 dagbøder af 200 kroner.
Det er i den milde ende, og det sagde retsformand Leon Fredgaard da også til den dømte i sine bemærkninger til dommen, hvor han også pointerede, at kvinden måske har holdt stille på motorvejen.
- Hun har også haft godt med sprit og Ketamin i blodet, sagde han.
Mødte hende på rasteplads
Lastbilchaufføren forklarede, at sagen har påvirket ham.
Han sad konstant og bevægede sine ben under vidneskranken.
-Hun var der bare lige pludselig.
Jeg har været uopmærksom i et kort øjeblik, forklarede han.
Solen skinnede, og han havde netop taget sin solbrille på, da ulykken skete.
-Det er klart, det er ikke rart.
Det er jo ikke noget, man gør med vilje, sagde chaufføren.
Han havde kort tid før ulykken tilfældigvis talt med den 73-årige kvinde på en rasteplads på den sønderjyske motorvej E45.
-Det var på den rasteplads, hun spurgte efter et cafeteria.
Jeg svarede hende, at det var der ikke, og at det kunne hun vel se.
Så sagde hun: "Jeg kører bare efter lastbilerne", forklarede chaufføren.
Han forklarede også, at der som ofte ikke var ret meget trafik på Sønderborgmotorvejen.
-Måske er det derfor, jeg kan have slappet lidt mere af.
Når man er ude på E45, så er man altså på hele tiden, sagde lastbilchaufføren.
Han modtog dommen, og han skal betale cirka 12.000 kroner, som den dræbte kvindes forsikring ikke har betalt for begravelse og forplejning i den forbindelse.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 24. april 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
[Klager] er datter af den afdøde kvinde, som den påklagede artikel omhandler.
[Klager] og hendes familie er meget påvirket af det, de har været igennem efter hendes mors dødsfald.
Måden, den påklagede artikel er skrevet på, har påvirket de efterladte yderligere og har fået store konsekvenser for dem som familie.
For [Klager] og hendes familie handler det ikke om, at ”sandheden” ikke må komme frem.
Måden, som journalisten har valgt at håndtere og fremføre sagens detaljer på, har efter familiens opfattelse imidlertid været usmagelig og uetisk.
Artiklen indeholder oplysninger, som familien ikke kendte til.
Det fremgår således, at [Klager]s mor ved sin død havde store mængder af alkohol og medicin i sig.
Så vidt familien er orienteret, handlede det om små mængder af medicin, som blev fundet ved blodprøver.
Familien havde ingen viden om, at det stof, [Klager]s mor havde i blodet, er medicin, der blandt andet bruges til at bedøve heste.
Det er kritisabelt, at historien bliver udlagt på en sådan måde i artiklen.
Én ting er, at [Klager] og hendes familie skal leve med, at denne tragiske hændelse er sket.
Det er ikke nødvendigt i artiklen at nedgøre [Klager]s mor, uden at hun på nogen måde har mulighed for at forsvare sig over for sådan en historie, og det er ikke i orden, at hverken [Klager]s mor eller de efterladte bliver ofre for sådan en historie.
Til JydskeVestkystens bemærkninger under pressenævnssagen har [Klager] anført, at hun har en klar forståelse for, at artiklens indhold og de nye oplysninger, der kom frem under retssagen, er interessante for offentligheden, ikke mindst i forhold til lastbilchaufførens skyld.
Det havde imidlertid været pæn skik, hvis JydskeVestkysten havde overvejet, hvilke konsekvenser offentliggørelsen og offentliggørelsesmåden ville have for [Klager] og hendes familie som pårørende til den afdøde.
Da familien ikke tidligere har oplevet situationer, hvor [Klager]s mor har været påvirket af piller, sidder de tilbage med den tanke, at [Klager]s mor ikke ønskede at være her mere.
Således havde det været god tone og en form for ordentlighed fra avisens side, hvis journalisten ikke havde ”penslet historien ud” med oplysninger om, hvilke piller [Klager]s mor havde taget, og med formuleringer som ”Det bruges ved operationer af både mennesker og større dyr som heste, ligesom narkomaner også bruger stoffet, fordi det giver en rus og kan give kraftige hallucinogene virkninger.
”
2.2 JydskeVestkystens synspunkter
God presseskik
JydskeVestkysten har afvist, at artiklen er i strid med god presseskik.
Avisen skrev første gang om sagen i artiklen ”Fire uheld ramte motorvej: 73-årig kvinde døde på stedet” , som blev bragt den 6. september 2018.
Af denne artikel fremgår blandt andet
”Sønderborg-Aabenraa: En 73-årig kvinde, der kort efter klokken 13 torsdag var impliceret i en ulykke på Sønderborgmotorvejen, blev umiddelbart efter ulykken meldt afgået ved døden.
De pårørende er underrettet.
Ulykken skete i østgående retning på motorvejen ud for Gråsten.
En lastbil kørte op i en forankørende personbil, hvor den 73-årige kvinde sad bag rattet.
- Enten holdt bilen helt stille, eller også kørte den med meget lav hastighed.
Kvinden blev meldt død på stedet, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann.
Han oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke ved, om kvinden eventuelt var død inden ulykken.
Det skal først undersøges.
Føreren af lastbilen, en 62-årig mand fra [Bynavn] i Midtjylland, slap fra ulykken uden skader.
Det er dog muligt, der kommer et retsligt efterspil.
- Du skal altid holde afstand til en forankørende.
Og det gjorde han ikke her, lyder det fra vagtchefen.
Motorvejen var i forbindelse med ulykken lukket i et par timer, så der kunne blive ryddet op, og stedet kunne blive undersøgt.
Vejen blev genåbnet klokken 15.13.
[…]”
JydskeVestkysten har anført, at oplysningerne i den påklagede artikel er faktuelt korrekte, de er af væsentlig offentlig interesse og har betydning for sagens udfald, og de er fremkommet under et åbent retsmøde uden begrænsninger fra rettens side om videregivelse af informationer.
Medicin og alkohol i forbindelse med trafikulykker generelt er et væsentligt samfundsmæssigt tema, og det er derfor af væsentlig offentlig interesse at beskrive færdselsulykker, hvor brugen af alkohol, medicin og narkotiske stoffer har været årsagen, som det har været tilfældet i denne sag.
I den konkrete sag var en lastbilschauffør tiltalt for uagtsomt manddrab ved at have påkørt [Klager]s 73-årige mor bagfra på motorvejen ved Sønderborg.
Lastbilchaufføren blev idømt en mild sanktion netop med henvisning til, at afdøde var så påvirket af spiritus og medicin, at hun inden påkørslen formentlig holdt helt stille eller kørte ekstremt langsomt på motorvejen.
I artiklen er retsformanden direkte citeret for at lægge dette til grund, og ud fra en journalistisk vurdering er det væsentlige og nye oplysninger, som naturligvis bør indgå i en retvisende artikel om sagen.
Hertil har JydskeVestkysten understreget, at hverken den forudgående eller den påklagede artikel indeholder afdødes navn.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.
Retlig interesse
I tilfælde, hvor den berørte person var død, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter Pressenævnets praksis under visse omstændigheder indgives af nære pårørende, herunder ægtefælle, forældre og børn m.fl.
Klagen angår artiklens omtale af en afdød 73-årig kvinde, og [Klager] er som datter af afdøde omfattet af den kreds af nære pårørende, der efter nævnets praksis kan klage over omtalen.
Klagen behandles derfor.
God presseskik
[Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten har beskrevet hendes mors død på en måde, der ikke er skånsom over for moderen eller for hende som pårørende.
[Klager] har anført, at JydskeVestkysten ved detaljeret at have omtalt, i hvilket omfang afdøde var påvirket af piller på ulykkestidspunktet, har bragt oplysninger, som afdødes pårørende ikke kendte til.
Samtidig er oplysningerne nedgørende for afdøde, som ikke har mulighed for at forsvare sig imod historien.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn.
Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede, jf. punkt B.
1 og B.
3.
Det følger videre, at en retsreportage bør være objektiv.
På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter.
En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse, jf. punkt C.
3.
JydskeVestkysten omtalte første gang sagen den 6. september 2018 på dagen, hvor ulykken indtraf, og den påklagede artikel indeholder en reportage fra den efterfølgende retssag mod den lastbilschauffør, som påkørte [Klager]s mor.
Af artiklen fremgår blandt andet
” […]
Lastbilchaufføren indledte retsmødet med at erkende sig skyldig.
Derfor var det ikke nødvendigt at afhøre de indkaldte vidner, som kunne forlade Domshuset uden at have afgivet forklaring.
Men under dokumentationen kom det frem, at kvindens nedskrevne promille var på 1,85 - og det er langt over den grænse, hvor man ville få en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Dertil blev der i kvindens blod fundet ekstremt store tal for bedøvelsesstoffet Ketamin.
Det bruges ved operationer af både mennesker og større dyr som heste, ligesom narkomaner også bruger stoffet, fordi det giver en rus og kan give kraftige hallucinogene virkninger.
Ifølge lastbilchaufførens forsvarer Erik Schøt-Bæk cirka 50 gange højere Ketamin-værdi end den tilladte ved bilkørsel.
Forsvareren gjorde da også opmærksom på, at man med de høje værdier er "ganske uegnet til at køre i bil".
- Hun er formentlig faldet i søvn i bilen, og derfor har bilen holdt stille midt på motorvejen, sagde han.
Undersøgelser fra ulykkesstedet har slået fast, at kvindens bil holdt stille eller kørte meget langsomt, da lastbilen kørte op bag i den.
Lastbilen kørte 85 kilometer i timen lige før ulykken, men chaufføren nåede at bremse cirka et halvt hundred meter før, de to køretøjer ramte hinanden, så hastigheden var faldet med cirka ti kilometer i timen, da de kolliderede.
Chaufføren blev idømt en betinget frakendelse af førerretten i tre år - og 20 dagbøder af 200 kroner.
Det er i den milde ende, og det sagde retsformand Leon Fredgaard da også til den dømte i sine bemærkninger til dommen, hvor han også pointerede, at kvinden måske har holdt stille på motorvejen.
- Hun har også haft godt med sprit og Ketamin i blodet, sagde han.
[…]”
Pressenævnet har forståelse for, at de pårørende kan opfatte omtalen af afdødes indtagelse af medicin og alkohol som stødende, og nævnet har også forståelse for, at oplysningerne om stoffet Ketamin i artiklen kan virke voldsomme.
Pressenævnet finder imidlertid også, at det har almen interesse at omtale alvorlige trafikulykker, og at det i omtalen af den konkrete sag havde almen interesse at omtale, at afdøde på ulykkestidspunktet var påvirket af alkohol og medicin, idet retten lagde vægt herpå ved domsafsigelsen.
Der er endvidere ikke grundlag for at antage, at omtalen ikke er en objektiv gengivelse af, hvad der blev oplyst under behandlingen af sagen i retten, ligesom JydskeVestkystens omtale ikke oplyste afdødes navn, således at kun personer, der i forvejen har kendskab til sagen, kan identificere afdøde.
Uanset, at artiklen indeholder formuleringer, der af klager må opfattes som krænkende, udtaler Pressenævnet på denne baggrund ikke kritik af JydskeVestkysten.
Afgjort den 6. november 2019