Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - medhold
J.nr. 19-4624
En jobsøgende borger klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke havde mulighed for at anvende computerne på kommunens jobcenter.
Borgeren er ordblind, og kunne ikke bruge de tilgængelige computere, da de ikke havde et ordblindeprogram installeret.
Nævnet vurderede, at borgerens ordblindhed udgjorde et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Idet personer med læsevanskeligheder ikke havde adgang til relevant IT-udstyr til brug for jobsøgning, blev denne gruppe af borgere stillet ringere end andre borgere i forbindelse med jobsøgning.
Indklagede havde ikke ved alene at henvise borgeren til biblioteket, med hvilket der ikke var indgået nærmere aftale om rådgivning af jobsøgende med ordblindhed, løftet bevisbyrden for at have opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 20.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en mand med ordblindhed ikke havde mulighed for at anvende computerne på en kommunes jobcenter til jobsøgning på lige vilkår med personer uden ordblindhed
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager, der er ordblind, ikke havde mulighed for at anvende computerne på indklagede kommunes jobcenter til jobsøgning
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 20.000 kr.
Sagsfremstilling
Den indklagede kommune har på dennes jobcenter offentligt tilgængelige computere til brug for jobsøgning.
På disse computere er der ikke installeret et ordblindeprogram.
Klager, der er ordblind og jobsøgende, havde af denne grund ikke mulighed for at anvende jobcenterets computere til jobsøgning.
Indklagede henviste klager til at søge rådgivning om sine muligheder i relation til ordblindhed og relevant software på biblioteket og ved bibliotekets personale.
På kommunens bibliotek er der heller ikke installeret et ordblindeprogram på de offentligt tilgængelige computere.
Klagen vedrører dog alene klagers manglende mulighed for at anvende den indklagede kommunes jobcenters computere til sin jobsøgning.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. november 2018.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Det fremgår af konklusionen af en læse- og retskrivningsundersøgelse, som klager har gennemført på en dag- og aftenskole den 13. juni 2017, at
”Undersøgelsen viser, at [navn på klager] har specifikke ordblindevanskeligheder, og han anbefales derfor kompenserende ordblindeundervisning.
”
Specifikt om klagers læsehastighed konkluderer den udførte læse- og retskrivningsundersøgelse
”Læsning af tekst viser en læsehastighed væsentlig under normen.
”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at det er forskelsbehandling på grund af handicap, at kommunens jobcenter ikke har stillet en computer til rådighed, hvorpå der er installeret et ordblindeprogram.
Dermed kan klager som ordblind ikke søge jobs på lige fod med andre.
Klager ønsker selvstændighed, og at kommunen på deres jobcenter vil stille det ønskede hjælpemiddel til rådighed.
Det vil gøre klager i stand til at læse og skrive på lige fod med personer uden ordblindhed.
Jobcenterets computere er til generel rådighed i kommunens åbningstid for andre borgere, men klager kan på grund af manglende installation af et ordblindeprogram ikke benytte disse.
Klager bliver af kommunen fastholdt i arbejdsløshed, da kommunen ikke giver ham den hjælp, han har brug for.
Det er kommunens jobcenter, der skal stille hjælpemidler til rådighed.
Som borger skal klager ikke sidde med en bibliotekar, men en sagsbehandler, når han har brug for personlig hjælp.
Kommunen er den styrende myndighed, og er forpligtet til at vejlede borgerne om behov fx inden for handicapområdet.
Det er ikke bibliotekets ansatte, som har dette ansvar.
Biblioteket skal altså ikke pålægges et ansvar, som egentlig er kommunens.
Jobcentrets computere skal stilles til rådighed for alle borgere.
Det kan ikke forventes, at klager benytter bibliotekets computere.
Klagen handler om at inkludere folk med handicap i samfundet og ikke ekskludere dem.
Indklagede gør gældende, at der ikke er sket overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.
Det er ikke et lovkrav, at kommunens computere, som er i det offentlige rum, skal være forsynet med bestemte programmer i forhold til ordblinde.
Det er muligt på kommunens bibliotek at modtage daglig vejledning i muligheder og viden om relevant software, der kan bidrage til, at borgere med læsevanskeligheder bliver mere selvhjulpne.
Bibliotekets computere er stillet til rådighed for alle bibliotekets besøgende, og står derfor også til rådighed for alle kommunens borgere.
Bibliotekets personale formodes at være i bedre stand til at yde borgeren den nødvendige hjælp, da personalet er erfarent i at vejlede personer med læsevanskeligheder.
Bibliotekets personale kan vejlede generelt i brugen af bibliotekets computere, herunder de programmer som er installeret på computerne.
Personalet, som er ansat i kommunens Handicap og Psykiatriafdeling, kan alene vejlede borgeren i lovgivningen henhørende under
handicapområdet.
Kommunen har tidligere haft opstillet en computer specifikt beregnet til brug for borgere med læsevanskeligheder.
Grundet manglende brug heraf blev tilbuddet afviklet.
På baggrund af klagen til Ligebehandlingsnævnet har kommunen igangsat en undersøgelse af behovet for, om der skal ske en reetablering på kommunens bibliotek af computeren beregnet til borgere med læsevanskeligheder.
Praksis i forhold til ordblinde er, at de fleste ordblinde, som har dokumentation for deres handicap, får digitale hjælpemidler/programmer lagt på deres personlige computer.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Forskelsbehandlingsloven forpligter ikke kun arbejdsgivere, men ligeledes enhver der anviser beskæftigelse.
Sagen omhandler klage over manglende adgang til jobsøgning på jobcenterets computere, hvilket er et forhold, som har nær sammenhæng med jobcenterets anvisning af beskæftigelse.
Af denne grund finder forskelsbehandlingsloven anvendelse.
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.
830H og UfR2018.
853H.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Klager har oplyst, at han er ordblind, og at han som følge heraf har brug for ordblindesoftware for at kunne anvende en computer.
Klager har til dokumentation for sin ordblindhed fremvist resultatet af en læse- og retskrivningsundersøgelse gennemført på en dag- og aftenskole.
Af testen fremgår, at klager har specifikke ordblindevanskeligheder, og at klager har en læsehastighed væsentlig under normen.
At kunne læse og skrive korrekt udgør en nødvendig kvalifikation til en lang række jobs.
På baggrund af oplysningerne om omfanget af klagers ordblindhed, herunder navnlig den fremviste læse- og retskrivningsundersøgelses konklusion om, at klager har en væsentligt nedsat læsehastighed, lægger nævnet til grund, at klagers ordblindhed hindrer ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Der er efter det oplyste ikke i jobcenteret en computer, der kan anvendes af personer med læsevanskeligheder til brug for jobsøgning.
Indklagede har tidligere haft opstillet en computer til brug for personer med læsevanskeligheder.
Da computeren efter det oplyste ikke blev brugt, besluttede man at afvikle tilbuddet.
Indklagede har oplyst, at man overvejer at genindføre tilbuddet.
Det forhold, at personer med læsevanskeligheder ikke har adgang til relevant IT-udstyr til brug for jobsøgning gør, at denne gruppe af borgere stilles ringere end andre borgere i forbindelse med jobsøgning.
Klager har hermed påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.
Pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.
Det gælder dog ikke, hvis den pågældende derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.
Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på tidspunktet for forholdet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.
Klager har bevisbyrden herfor.
Klagers handicap har ikke været bestridt i sagen, og indklagede henviste netop klager til biblioteket på grund af hans handicap.
Der er for nævnet derfor ikke tvivl om, at indklagede på tidspunktet for forskelsbehandlingen vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Indklagede har derfor bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.
Indklagede har ikke alene ved at henvise klager til biblioteket, med hvilket der ikke var indgået nærmere aftale om rådgivning af jobsøgende med ordblindhed, løftet bevisbyrden for at have opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 20.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 20.000 kr. til klager.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
<19-4624>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 3, stk. 2 om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 2 a, om tilpasning
-
§ 7, stk. 1, om godtgørelse
-
§ 7 a, om delt bevisbyrde