Fastholdelse af strakspåbud om at anvende åndedrætsværn under arbejde i biohallen, indtil arbejdet blev planlagt, tilrettelagt og kunne udføres, så udsættelse for biologiske agenser undgås (sundhedsskadelige påvirkninger - organisk materiale)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Fastholdelse af strakspåbud om at anvende åndedrætsværn under arbejde i biohallen, indtil arbejdet blev planlagt, tilrettelagt og kunne udføres, så udsættelse for biologiske agenser undgås (sundhedsskadelige påvirkninger - organisk materiale)
Arbejdstilsynet gav strakspåbud til en virksomhed om at anvende åndedrætsværn under arbejde i biohallen, indtil arbejdet blev planlagt, tilrettelagt og kunne udføres, så udsættelse for biologiske agenser undgås.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelsen, da nævnet vurderede at de ansatte hos virksomheden på arbejdsstedet på tilsynstidspunktet blev udsat for sundhedsskadelige påvirkninger fra mikroorganismer, sporer, bakterier, endotoksiner, organisk støv og aerosoler, ved at arbejde i biohallen.
Nævnet lagde vægt på, at det organiske materiale ved behandlingen i biohallens åbne forbehandlingsanlæg blev sønderrevet og findelt og flyttet rundt med forskellige mekaniske transportsystemer.
Herved skete en frigivelse og spredning af biologisk materiale til biohallens indeklima og nedfald på vandrette flader.
Dette skete især, når det organiske affald blev rystet, sønderrevet eller faldt fra transportbånd til transportbånd, eller når luftstrømme bevægede sig over, eller igennem, det organiske affald.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved rengøring af hallens flader, blev spulet med vand.
Herved hvirvledes det biologiske materiale op sammen med det anvendte vand, hvorved der dannedes bio-aerosoler.
Nævnet lagde desuden vægt på, at de ansatte ikke gjorde brug af P3-filtrerende åndedrætsværn med turboenhed stillet til rådighed af virksomheden for de ansatte, der var beskæftiget i biohallen.
Et mindretal på et af nævnets medlemmer vurderede, at Arbejdstilsynet ikke havde dokumenteret, at der var en sundhedsmæssig risiko i denne sag.
Medlemmet fandt endvidere, at der kun i særlige situationer som ved direkte åbning og rengøring af anlægget, skulle anvendes værnemidler.
Den konkrete afgørelse
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. august 2019 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 22. november 2018 med strakspåbud til virksomheden om at anvende åndedrætsværn under arbejde i biohallen, indtil arbejdet er planlagt, tilrettelagt og kan udføres, så udsættelse for biologiske agenser undgås.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 22. november 2018.
B E G R U N D E L S E
Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer vurderer, at de ansatte hos [navn udeladt] på arbejdsstedet [adresse udeladt] på tilsynstidspunktet den 1. november 2018 blev udsat for sundhedsskadelige påvirkninger fra mikroorganismer, sporer, bakterier, endotoksiner, organisk støv og aerosoler, ved arbejde i biohallen.
Flertallet lægger til grund, at biohallen dagligt modtager og behandler ca. 100 tons affald fra private husholdninger, samt kasserede madvarer fra fødevareproducenter og virksomheder som kantiner, køkkener, slagtere, grønthandlere mv. Affaldet kan inden afhentningen have været deponeret i containere eller affaldsposer i flere uger.
Der er tale om et organisk materiale under nedbrydning, i form af forrådnelse mv.
Flertallet lægger vægt på, at det organiske materiale ved behandlingen i biohallens åbne forbehandlingsanlæg sønderrives og findeles og flyttes rundt med forskellige mekaniske transportsystemer.
Herved vil der ske en frigivelse og spredning af biologisk materiale til biohallens indeklima og nedfald på vandrette flader.
Dette sker især, når det organiske affald rystes, sønderrives eller falder fra transportbånd til transportbånd, eller når luftstrømme bevæger sig over, eller igennem, det organiske affald.
Flertallet lægger endvidere vægt på, at der ved rengøring af hallens flader, spules med vand.
Herved hvirvles det biologiske materiale op sammen med det anvendte vand, hvorved der dannes bio-aerosoler.
Flertallet lægger desuden vægt på, at de ansatte ikke gjorde brug af P3-filtrerende åndedrætsværn med turboenhed stillet til rådighed af [navn udeladt] for de ansatte, der er beskæftiget i biohallen.
Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Det følger af reglerne om brug af personlige værnemidler, at hvis arbejdet ikke på anden måde kan planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, må arbejdsgiveren kun lade arbejdet udføre, såfremt der anvendes personlige værnemidler.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at personlige værnemidler bliver benyttet straks ved det pågældende arbejdes begyndelse og under hele dets udstrækning.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et flertal på 10 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer.
B E M Æ R K N I N G E R T I L K L A G E N
I klagen er det anført, at det er vigtigt at skelne mellem lugt og sundhedsrisiko.
Bioaffald lugter, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der er en sundhedsrisiko ved at opholde sig i hallen, eller at der sker en eksponering i sundhedsskadelige koncentrationer for mikroorganismer ved arbejdet.
Risici for indånding ved affaldssortering er især knyttet til tørt affald, hvor der er mulighed for udsættelse for støv, som vil kunne indeholde mikroorganismer, eller hvor der kan dannes aerosoler.
I dette anlæg var der tale om vådt bioaffald, hvor støvudsættelsen vil være minimal.
Hvert 15. minut sprayes vand ud i hallen for at reducere støvdannelsen til et absolut minimum.
Dette medfører, at der er våde områder på gulvet.
Herudover foregår sønderrivningen af affaldet i et lukket system, så frigivelsen af aerosoler minimeres.
[Navn udeladt] henviser til, at bioanlægget repræsenterer den måde, som man inden for branchen indretter behandlingsanlæg i Danmark.
Der arbejdes i overensstemmelse med vilkårene i AT-vejledning C.
0.18, bilag 2, samt retningslinjerne i BFA vejledning om ”affald-Industriel behandling”.
Det er videre anført, at der er etableret undertryk i behandlingshallen, så der ikke opstår lugtgener uden for biohallen, at anlægget rengøres dagligt, og at antallet af ansatte på stedet begrænses, så der kun er én ansat til stede til at overvåge anlægget.
Biohallen er omfattet af arbejdsmiljøcertificering OHSAS 18001, og der er lavet instrukser og procedurer ved de forskellige arbejdsmiljøområder på de certificerede faciliteter, jf. vedlagte udpluk af de instrukser, som de ansatte i hallen instrueres i, herunder instruks for rengøring af anlægget.
Selvom klageren er uenig i Arbejdstilsynets vurdering af sundhedsrisikoen ved at opholde sig i behandlingshallen, blev der øjeblikkeligt igangsat et serviceeftersyn af arbejdet med henblik på at vurdere, om der kan laves rimelige yderligere forbedringer af processen.
Dette gælder mulighederne for at reducere lugtgenerne yderligere, men også for at kortlægge udsættelsen for mikroorganismer, selvom der ikke er grænseværdier, som evt.
målinger kan relatere til.
Herudover ville der blive strammet op på instruktionerne for brug af personlige værnemidler ved rengøringsprocesser, hvor der benyttes højtryksspuling, og hvor der kan være risiko for udsættelse for mikroorganismer.
Endelig er det anført, at arbejdsmiljølovens § 38 ikke kan bruges, da anlægget netop er indrettet efter retningslinjerne i AT-vejledning C.
0.18.
[Navn udeladt] finder derfor, at kravet om brug af åndedrætsværn er udokumenteret og går langt ud over, hvad der er beskrevet i AT- vejledning og i BFA-vejledningen, og hvad der er praksis i branchen.
Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer skal henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 13. februar 2019, hvori det udtales, at strakspåbuddet ikke var begrundet i, at der lugtede i biohallen, men at tilsynet vurderede, at de ansatte, der arbejdede der, var udsat for biologiske agenser i form af mikroorganismer, sporer, bakterier, endotoksiner og bioaerosoler, der er sundhedsskadelige.
Arbejdstilsynet lagde til grund, at biohallen dagligt modtog og behandlede ca. 100 tons organisk affald fra private husholdninger, samt kasserede
madvarer fra fødevareproducenter og virksomheder, der kunne have været deponeret i et stykke tid i containere eller affaldsposer, og som ved nedbrydning udvikler mikroorganismer, herunder bakterier, svampe og endotoksiner.
Tilsynet henviste til At-vejledning C.
0.18, afsnit 3, om at bakterier og svampe er mikroorganismer, der som alt andet levende kræver fugt og næring for at vokse.
Små mængder organisk materiale giver under fugtige betingelser rig mulighed for vækst af mikroorganismer.
Mikroorganismer vokser særdeles godt i organisk husholdningsaffald, hvor der er plante- og kødrester.
Det fremgår også af C.
0.18, at erfaring fra brancher, hvor der håndteres organiske materialer, fx husholdningsaffald, fødevarer eller biobrændsel, viser, at der er risiko for, at de ansatte kan pådrage sig en række sygdomme, der skyldes påvirkning fra mikroorganismer og/eller deres bestanddele.
Påvirkningen kan ske ved indånding, men det er også muligt ved påvirkning via munden, når forurenede hænder føres til munden.
Arbejdstilsynet bemærkede om sønderrivningen af affaldet i lukket system, at den tilsynsførende supplerende har oplyst, at det er korrekt, at selve sønderrivningen af affaldet foregår i et lukket system, men at det sønderrevne og findelte organiske materiale flyttes rundt med forskellige åbne og lukkede mekaniske transportsystemer, hvor der i de åbne dele af forbehandlingsanlægget sker en frigivelse og spredning af biologiske agenser til biohallens indeklima og som nedfald på vandrette flader.
Dette sker især, når den organiske dagrenovation aflæsses fra skraldebiler, når det organiske affald under transporten mellem forbehandlingsanlæggets forskellige åbne dele omvæltes eller rystes, når rejekt falder fra transportbånd til transportbånd, eller når luftstrømme bevæger sig over eller igennem den organiske dagrenovation eller rejekten.
Arbejdstilsynet vurderede, at de dele af rejekten, der er uorganisk, f.eks plastik og metal, er dækket af fugtigt organisk materiale, da disse dele er blandet sammen med den organiske dagrenovation.
Ved rengøring af hallens flader, spules der med højtryksspuler.
Herved hvirvles biologiske agenser op sammen med det anvendte vand, hvorved der dannes bioaerosoler.
Arbejdstilsynet fandt, at uanset at bioanlægget repræsenterer den måde, som man indenfor branchen indretter behandlingsanlæg, og at biohallen er omfattet af AML OHSAS 18001, samt at virksomheden har en række instrukser og procedurer omkring rengøring af biohallen, udsættes de ansatte, der på skift arbejder i hallen, for sundhedsskadelige biologiske agenser ved arbejdet.
Det forhold, at virksomheden vil foretage et serviceeftersyn af arbejdet og stramme op på instrukserne for brug af personlige værnemidler ved rengøringsprocesser, ændrede ikke ved, at tilsynet på tilsynstidspunktet fik oplyst, at virksomheden stillede åndedrætsværn til rådighed for de ansatte, men de ansatte gjorde ikke brug af åndedrætsværnene.
Arbejdstilsynet henviste til bilag 2 til vejledning C.
0.18 om foranstaltninger i anlæg, hvor store mængder organisk materiale skal håndteres og bearbejdes, hvorefter egnede personlige værnemidler skal anvendes, hvor det ikke på anden måde er muligt at beskytte sig mod sundhedsfarer hidrørende fra arbejdsprocessen.
Det fremgår videre, at ved arbejdsprocesser, hvor der udvikles støv eller aerosoler indeholdende mikroorganismer, skal der anvendes egnet åndedrætsværn.
Arbejdstilsynet afviste ikke, at det på anden måde end ved brug af åndedrætsværn er muligt at beskytte de ansatte mod sundhedsfarerne fra arbejdsprocessen, og at tilsynet på baggrund af tilsynsbesøgene har afgivet påbud med frist til virksomheden om, at arbejdet i biohallen skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at påvirkning fra biologiske agenser så vidt muligt undgås.
Hvis det ikke er muligt at undgå påvirkning fra biologiske agenser, skal der iværksættes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen for sundhedsskader.
Arbejdstilsynet lagde til grund for strakspåbuddet, at de ansatte ved arbejdet i biohallen udsættes for sundhedsskadelige biologiske agenser, og at de derfor skal anvende åndedrætsværn ved dette arbejde.
Arbejdet var derfor ikke planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, hvorfor § 38 var anført som hjemmel i påbuddet.
Flertallet er enig i det af Arbejdstilsynet anførte.
Nævnet skal bemærke, at den nævnte skrivelse ”affald-Industriel behandling” fra BFA ikke er en vejledning, men informationsmateriale.
M I N D R E T A L S U D T A L E L S E
Et mindretal på 1 af nævnets medlemmer vurderer, at Arbejdstilsynet ikke har dokumenteret, at der er en sundhedsmæssig risiko i denne sag.
Medlemmet finder endvidere, at der kun i særlige situationer som ved direkte åbning og rengøring af anlægget, skal anvendes værnemidler.
Derfor bør påbuddet ophæves.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
Om arbejdets udførelse
Om personlige værnemidler
Reglerne kan læses på de følgende sider.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
[Navn udeladt]
[Stilling udeladt]
Kopi til
[Adressat udeladt]
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1706 af 15. december 2010 om brug af personlige værnemidler
Kapitel 2
Arbejdsgiveren
§ 3.
Hvis arbejdet ikke på anden måde kan planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, må arbejdsgiveren kun lade arbejdet udføre, såfremt der anvendes personlige værnemidler.
§ 4.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at personlige værnemidler bliver benyttet straks ved det pågældende arbejdes begyndelse og under hele dets udstrækning.
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
•
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
•
§ 3 og § 4, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1706 af 15. december 2010 om brug af personlige værnemidler med senere ændringer.
[Adressat udeladt]
[Adressat udeladt]