Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0215
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0215
Ikke kritik af Økonomisk Ugebrev for kritisk artikelserie
En person klagede over en artikelserie i Økonomisk Ugebrev, der indeholdt kritisk omtale af hans erhvervsmæssige engagementer, herunder finansielle udfordringer i den forbindelse.
Personen klagede navnlig over, at artiklerne krænker hans privatliv, samt over manglende forelæggelse.
Personen klagede desuden over, at Økonomisk Ugebrev ikke ville imødekomme hans anmodning om sletning af artiklerne.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at omtalen gik på personens erhvervsmæssige engagementer, samt at personen havde været i løbende dialog med mediet.
Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af Økonomisk Ugebrev for ikke at have imødekommet personen anmodning om sletning af artiklerne, da disse ikke fandtes at indeholde oplysninger af følsom eller privat karakter.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en række artikler i Økonomisk Ugebrev bragt i november og december 2018, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Det drejer sig om artiklerne ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” bragt den 4. november 2018, ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” bragt den 11. november 2018, ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” bragt den 18. november 2018 samt artiklerne ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid” begge bragt den 9. december 2018.
Økonomisk Ugebrev har desuden bragt omtale på deres facebookside, facebook.com/ugebrev.
[Klager] har navnlig klaget over, at artiklerne krænker hans privatliv og indeholder ukorrekte oplysninger om ham samt over manglende forelæggelse.
[Klager] har desuden klaget over, at Økonomisk Ugebrev ikke har imødekommet hans anmodning om sletning af artiklerne.
1 Sagsfremstilling
Forud for og i forbindelse med de påklagede artikler har Økonomisk Ugebrev fremsendt mails til klager og [Klager]s presserådgiver [Presserådgiveren].
Korrespondance forud for de påklagede artikler
”Fra: [Journalisten] <[Mailadresse]>
Sendt: 30. oktober 2018 11:48
Til: [Presserådgiveren] <[Mailadresse]>
Emne: Re: Presse
Kære [Klager],
Via CVR-registret kan jeg se, du indtil for nylig har været den direkte ejer af selskaberne Blue Energy og Studido.
Den 5. oktober ser det ud til, at ejerskabet er flyttet over til New Nordic Holding, som vel også er dig.
Rigtigt mange kunder føler sig "svindlet" af disse selskaber.
At salgs metoderne er helt uanstændige.
Du kan jo starte med at læse Trust Pilot.
I den forbindelse vil jeg også gerne høre, om det er dine virksomheders politik, at presse kunderne til at give positive anmeldelser på Trust Pilot?
Det er jeg i gang med researche.
Jeg vil i den forbindelse gerne interviewe dig.
Og det skulle gerne ske senest i morgen onsdag.
Ser frem til dit snarlige svar.
Bh.
[Journalisten]
Fra: [Presserådgiveren]
Sendt: 30. oktober 2018 23:58
Til: '[Journalisten]' <[Mailadresse] >
Kære [Journalisten],
På vegne af [Klager]
Det kan oplyses, at der ingen ændringer er i ejerskabet.
Strukturen er en Limited Partner struktur – med en General Partner og Limited Partners (klassisk kapitalfond).
CVRregistret er ikke egnet til udenlandske selskabsstrukturer, så der er gennemført en ensretning på tværs af gruppen.
[Klager] har ikke yderligere kommentarer til din historie.
Som svar på dine spørgsmål om Trustpilot henviser jeg til disse fakta og nedenstående udtræk.
Det bemærkes, at Blue Energy er den højest rangerende aktør i kategorien ”El-energi” med en score på 8,3
Studido.com har på baggrund af 1.034 anmeldelser med en samlet karakter på 8,4 ud af 10 mulige (https://dk.trustpilot.com/review/studido.com)
[…]
Med venlig hilsen
[Presserådgiveren]
Den 31. okt. 2018 kl.
11.00 skrev [Journalisten] <[Mailadresse]>
Kære [Person A],
Som nævnt er vi på vej med en artikel om [Klager]s andre selskaber
Blue Energy og Studido.
De lever af at sælge ubegrænset strøm, internet og lektiehjælp til private danskere for et fast, lavt beløb.
Derudover også forsikringer, ifølge hjemmesiden.
2
Se her, hvad kunderne har oplevet (de skriver om fup, svindel og humbug)
Blue Energy
https://dk.trustpilot.com/review/www.blueenergy.dk?
languages=da&stars=1
Studido
https://dk.trustpilot.com/review/studido.com?
languages=da&stars=1
Du arbejder jo for [Klager] som Senior Advisor i New Nordic, der så vidt jeg kan se på
CVR netop har overtaget ejerskabet af ovennævnte selskaber fra [Klager].
Du sidder også i bestyrelsen i Qudos.
Og det jeg gerne vil tale med dig om kredser om
1) Hvad synes du om de beskrevne forretnings metoder?
2) Du sidder også som næstformand i [Pensionsselskab].
Er det foreneligt med samtidig at være i
en koncern med ovennævnte metoder?
3) Giver det anledning til overvejelser fra din side?
Til din orientering har [Klager] svaret mig, at anmeldelserne samlet set er pæne på Trust Pilot.
Bemærk venligst i den sammenhæng, at kunder beskriver i ovennævnte links, at sælgerne presser dem til at give gode anmeldelser på Trust Pilot, første gang de ringer dem op.
Jeg hører også gerne dine input.
Jeg ser frem til at høre fra dig senest i morgen tidlig, som vi aftalte.
På forhånd tak og bh.
--
[Journalisten]”
Fra: [Person A] <[Mailadresse] >
Emne: Vedr.
: Presse.
Efter telefonisk aftale
Dato: 1. november 2018 kl.
10.38.50 CET
Til: [Journalisten] <[Mailadresse]>
Kære [Journalisten]
Tak for en god telefonsamtale.
Som lovet hermed mit svar: “Mine opgaver har været koncentreret om forsikringsselskabet Qudos, hvor fokus et at sikre primært forsikringstagere og sekundært aktionærer bedst muligt på trods af en hale af underskudsgivende forsikringsaftaler.
Da jeg ikke spiller nogen rolle i forhold til Blue Energy, kan jeg ikke kommentere detaljeret.
Generelt har min holdning altid været, at man kun kan bygge en sund og bæredygtig forretning på tilfredse kunder, der behandles ordentligt.
Det er min opfattelse, at [Klager] deler denne opfattelse, også når det gælder Blue Energy.
Det har jeg netop fået bekræftet af [Klager].
”
Som sagt må du meget gerne sende mig artiklen, når den er klar.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen / best regards,
[Person A]”
Økonomisk Ugebrev bragte den 4. november 2018 artiklen ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” med følgende underrubrik
”Økonomisk Ugebrev kan nu afsløre, at ejeren bag det kriseramte forsikringsselskab Qudos er under voldsom kundekritik for ufine forretningsmetoder, gentagen overfakturering og aggressive salgsmetoder i de to selskaber Blue Energy og Studido.
De ejes af [Klager] via holdingselskabet New Nordic, som også ejer Qudos.
Han afviser at kommentere kritikken.
”
Af artiklen fremgik følgende
”Alarmsignalerne blinker nu rødt omkring udenlandsdanskeren [Klager] og hans forretningsmetoder.
For tiden kæmper hans forsikringsselskab Qudos Insurance for livet med en solvens under lovens mindstekrav.
Men samtidig kommer det nu frem, at han via sit holdingselskab også driver andre særdeles problemfyldte forretninger.
Det drejer sig om to danske selskaber, Blue Energy og Studido, hvor en lang række kunder har brugt tid og ressourcer på at udtrykke særdeles hård kritik omkring selskabernes forretningsmetoder.
Kunderne føler sig ganske enkelt bondefanget af selskabets sælgere, selvom de afviser at blive kunder, viser en række kundeanmeldelser fra Trustpilot.
Svindel og humbug
Her er der blandt andet følgende kommentarer
”Slipper man da aldrig af med jer.
Aldrig i mit liv har jeg været udsat for noget lignende.
Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at I bliver ved med at sende fakturaer og ringe.
Jeg har både sendt mails og ringet til kundeservice for at få jer til at slette mig som kunde i over et år nu.
Hvad sker der for jer.
Vil aldrig nogensinde anbefale jer til andre,” skriver [Person B] for et par uger siden.
”Så lad mig dog være.
Firmaet, som ikke forstår et nej.
Jeg er pludselig begyndt at modtage regninger fra Blue Energy, selv om jeg ingen produkter har hos dem.
Jeg har måtte ringe til dem to gange for at få slettet en regning, nu har jeg modtaget en ny.
Fusker-firma,” skriver [Person B].
Og sådan bliver de negative anmeldelser ved og ved.
Flere kunder taler om svindel og humbug, om automatisk at blive registreret som kunde og dermed få tilsendt regninger uden accept.
Nogenlunde samme kritik rejses omkring selskabet Studido, der også er ejet af [Klager].
Her lyder det bl.a. fra [Person C]: ”En pige kommer over til mig en dag på strøget og udlover en gratis slikpose, hvis jeg skriver mit telefonnummer og mailadresse på en seddel.
Det gør jeg i god tro, da hun understreger, at jeg ikke vil blive opkrævet penge men blot bliver sendt et tilbud på lektiehjælp.
Herefter trækker Studido 200 kroner på mit mobilabonnement.
Jeg opsiger tjenesten tre gange, men de bliver ved med at sende rykkere for regninger, som jeg ikke har modtaget.
” [Person C] anbefaler andre at holde sig langt væk fra firmaet
”Min oplevelse med Studido har været skrækkelig.
Jeg føler mig bondefanget og forfulgt, og deres kundeservice har ikke været i stand til at hjælpe mig ud af det abonnement, de har fanget mig i.
Hold jer væk, hvis I har mulighed for det,” skriver hun.
Aggressive selskaber og sælgere
Blue Energy lever af at sælge ubegrænset strøm, bredbånd og sågar forsikringer, lyder det på selskabets hjemmeside.
Men det er altså sket på en måde, der har fået over hundrede danskere til at reagere kraftigt på Trustpilot.
Også Forbrugerombudsmanden har sidste år været efter selskabet for brud på markedsføringsloven.
Ikke desto mindre er det lykkes [Klager] at skabe en forretning, der hvert år leverer flere mio. kr. i overskud.
Men forretningsmetoderne er også mildest talt kontroversielle.
Der har været beskyldninger fra store elselskaber om, at sælgerne i Blue Energy bruger uetiske og direkte ulovlige metoder til at få almindelige mennesker til at skifte elselskab.
Eller som beskrevet af en anden ”modvillig” kunde
”Det er mig ubegribeligt at forstå, hvordan man først kan narre nogen til at sige ja til noget, som man har gjort meget klart, at man ikke vil sige ja til, for derefter gentagne gange komplet at ignorere, at man ønsker dette standset.
Jeg synes, det er en meget ufin forretningsmetode, at man på den måde forsøger at fastholde sine ”kunder” på enhver måde.
Om jeg så kunne spare 1 mia. kroner, vil jeg aldrig handle med et sådant firma,” skriver [Person D] på Trustpilot.
Tvivl om gode anmeldelser
Økonomisk Ugebrev har bedt [Klager] om en kommentar til de mange kritiske anmeldelser.
Han ønsker ikke at kommentere på kritikken, lader han vide via sit pressebureau.
Men den mangeårige Danske Bank-direktør [Person A], der er også en del af koncernen, og som i dag er ansat som senior advisor i ejerselskabet New Nordic – og i øvrigt bestyrelsesmedlem i Qudos Insurance – siger
“Mine opgaver har været koncentreret om forsikringsselskabet Qudos, hvor fokus er at sikre primært forsikringstagere og sekundært aktionærerne bedst muligt på trods af en hale af underskudsgivende forsikringsaftaler.
Da jeg ikke spiller nogen rolle i forhold til Blue Energy, kan jeg ikke kommentere detaljeret.
Generelt har min holdning altid været, at man kun kan bygge en sund og bæredygtig forretning på tilfredse kunder, der behandles ordentligt.
Det er min opfattelse, at [Klager] deler denne opfattelse, også når det gælder Blue Energy.
Det har jeg netop fået bekræftet af [Klager].
”
[Person A] er også næstformand i pensionsselskabet [Pensionsselskab]s bestyrelse.
Både han og [Klager] peger over for Økonomisk Ugebrev på, at de overordnede scorer for både Blue Energy og Studio rent faktisk er ganske høje på Trustpilot, til trods for de mange meget kritiske reaktioner fra kunderne.
Men det kan også skyldes andre årsager, hvis man læser gennem flere af de kritiske kommentarer.
Her spekulerer flere kunder direkte i, at mange af de positive anmeldelser af Blue Energy er fabrikerede, mens andre er forsøgt fjernet fra Trustpilot.
Eksempelvis lyder det fra [Person E]
”Omkring de mange positive anmeldelser, hvor de allerfleste jo kun har afleveret én anmeldelse, fristes man til at tro at de er fabrikeret.
Jeg tog mig tid til at tjekke et par.
En eksisterede slet ikke.
En anden, jeg har skrevet til på Facebook, var fuldstændig uforstående.
”
Dertil kommer, at andre skriver, at sælgerne i første telefonsamtale først vil slutte samtalen, når kunden har givet dem en positiv anmeldelse på Trustpilot.
”
Til artiklen var der indsat en boks med links til de øvrige artikler i Økonomisk Ugebrevs artikelserie ”Qudos”.
Herefter fandt følgende mailkorrespondance sted
”Fra: [Presserådgiveren]
Sendt: 5. november 2018 16:32
Til: '[Journalisten]' <[Mailadresse]>
Kære [Journalisten],
CC: chefredaktør [Chefredaktøren]
Det var jo helt profetisk (men også alt andet end overraskende), da jeg i sidste uge besvarede endnu en byge af dine spørgsmål – og skrev til dig
”Nuvel, du lykkes vel igen med at få vendt tingene rundt…”
Dét holdt i dén grad stik.
Jeg har stor respekt for kritisk journalistik.
At man researcher til bunds og fremlægger en sag for læserne, hvor et medie afdækker og belyser sager på et sagligt grundlag.
Det sidste kan jeg konstatere, at vi ikke vægter lige tungt.
I denne uges udgave af Ugebrevet er det på ny lykkedes dig med stor præcision at dreje ALT til ugunst for [Klager] (og nu også Blue Energy).
Velvidende, at jeg på ny tilvejebragte saglig information til dig (som du endda spurgte ind til), fravælger du med overlæg alt, der kan bringe journalistisk balance og yde retfærdighed i dine fremstillinger.
Der er adskillige fortilfælde i den dialog, som vi har haft gennem snart mange måneder: Du vælger notorisk slagside og endda i en grad, hvor det bliver stadig mere tydeligt, at kampagnejournalistik er trådt i stedet for kritisk journalistik.
Og at det i hvert fald ikke er læsernes interesser, du varetager og deres ærinde, du går.
Eller hvad og/eller hvem, der driver dig.
Det har været et langvarigt forløb, hvor personhetz og stadig mere brutalt sprogbrug fra din side er blevet stadig mere udtalt.
Og det er i stigende grad uforståeligt for mig, at Ugebrevet stiller spalterne til rådighed for din kampagne, der kaster vrang på journalistiske dyder og principper.
Jeg ved jo, hvad jeg har forsynet dig med af informationer – og jeg ved derfor også, at du med vilje har tilsidesat redelig journalistisk adfærd – og at dine fremstillinger til tider bygger på trods og mod bedre vidende.
Det har ikke været kønt at se på – og burde afstedkomme en redaktionel eftertanke…
Med venlig hilsen
[Presserådgiveren]
Fra: [Chefredaktøren] (Bestyrelsen.dk) <[Mailadresse]>
Sendt: 7. november 2018 14:26
Til: [Presserådgiveren] <[Mailadresse]>
hej [Presserådgiveren],
Tak for din mail
Jeg har læst din tidligere mail og din mail fra i dag.
jeg synes ikke at det fremgår klart, hvilke oplysninger i artiklerne I opfatter som fejlagtige og mangelfulde.
Derfor har jeg ikke rigtig mulighed for at agere på det.
Vores politik er, at når kilder påpeger faktuelle og konkrete fejl, så retter vi dem altid prompte.
Det står jer selvfølgelig frit for at gå til Pressenævnet.
Men det ville være fint, hvis du konkretiserede dine påstande om "personhetz og usandheder."
Med venlig hilsen I Best regards
[Chefredaktøren]
[Chefredaktøren]
Editor-in-Chief I Chefredaktør
Økonomisk Ugebrev A/S
Fra: [Presserådgiveren] <[Mailadresse]>
Sendt: 7. november 2018 14:16
Til: [Chefredaktøren] (Bestyrelsen.dk);
[Chefredaktøren] (Bestyrelsen.dk)
Emne: Ny henvendelse vedr.
[Klager]
Økonomisk Ugebrev
Att.
chefredaktør [Chefredaktøren]
Kære [Chefredaktøren],
Jeg følger hermed op på min (ubesvarede) mail forleden.
Vi erfarer nu, at din journalist [Journalisten] fortsætter med at kontakte øvrige aktører (herunder investeringsbanken Pareto), hvor spredning af usandheder og personhetz fortsat er massiv.
Det kan oplyses, at vi inden for få dage indbringer sagen (Økonomisk Ugebrevs artikler og adfærd) for Pressenævnet, hvilket følges op af de nødvendige juridiske skridt.
Vi beder om, at Økonomisk Ugebrevs adfærd og metoder øjeblikkeligt bringes til ophør således, at sagen ikke vokser i omfang.
Må jeg bede om en reaktion på mine henvendelser i indeværende uge?
Med venlig hilsen
[Presserådgiveren]
Fra: [Presserådgiveren] <[Mailadresse]>
Sendt: 8. november 2018 13:48
Til: [Chefredaktøren] (Bestyrelsen.dk)
Emne: SV: Ny henvendelse vedr.
[Klager]
Kære [Chefredaktøren],
Jeg modtog din mail i går.
Som det tydeligt fremstår for enhver læser, er der intet dokumenteret indhold af bare den mindste erhvervsmæssige relevans i artiklerne.
Disse fremstår som et sammensurium af irrelevante oplysninger om et privat selskab, og med den konstante undskyldning for at fremsætte uunderbyggede og bevidst urigtige oplysninger, at de identificerede personer (naturligvis) ikke har ønsket at udtale sig til journalisten.
At selskaberne, og enkeltpersonerne gang på gang har leveret faktuelle korrektion gennem mig, ignoreres, og bevidst urigtige påstande, herunder om [Klager], bringes til torvs med en vinkling, der skal få alt og alle til at se odiøse ud.
Artiklernes præmis er derfor konstruerede og falske.
Selv middelmådigt journalistisk håndværk ville have lavet et faktatjek, der havde afsløret usandhederne i artiklerne.
Og skulle journalistens evner på det erhvervsretlige område være så begrænsede, at sædvanlige forhold fremstår som odiøse og mistænkelige, var det måske værd at overveje, om journalisten skulle skrive om noget andet.
Der er således intet indhold, og fortsat ingen almen interesse, og intet der taler for at offentliggøre udokumenterede spekulationer og oplysninger af disse forhold, eller den fortsatte fokus på enkeltpersoner.
Dette understreges af, at journalisten onsdag igen har fremsendt en forvrøvlet sammenrend af misforståede og fejlagtige oplysninger, der alle kan faktatjekkes som enten forkert refererede eller sædvanlige.
Igen med en slet skjult trussel om, at hvis man ikke går i dialog, vil der blive skrevet med en negativ vinkel.
Hvad betyder det?
Og hvad er relevansen?
Den gentagne og fortsatte krænkelse af privatlivs fred, og tilsidesættelsen af enhvers krav på beskyttelse af sin personlige anseelse er en åbenlys overtrædelse af de presseetiske regler.
Og mere er der egentlig ikke at sige, udover, at det må gøre indtryk, at seriøse medier stort set aldrig refererer de bragte artikler.
Dette burde for længst have manet til omtanke.
Med venlig hilsen
[Presserådgiveren]
Fra: [Chefredaktøren] (Bestyrelsen.dk) <[Mailadresse]>
Sendt: 8. november 2018 14:06
Til: [Presserådgiveren] <[Mailadresse]>
Cc: [Journalisten] <[Mailadresse]>
Emne: Sv: Ny henvendelse vedr.
[Klager]
Kære [Presserådgiveren],
Jeg har tilsyneladende ikke formuleret mig særlig klart: Du må gøre rede for, hvor i artiklerne du ser konkrete fejl og mangler.
Når vi bruger energi på artiklerne er det selvfølgelig fordi vi vurderer at de har almen interesse, både ud fra et samfundsmæssigt og erhvervsmæssigt aspekt.
Ærlig talt virker det ikke som om, at du har meget erfaring med erhvervsjournalistikkens vilkår og spilleregler.
Med venlig hilsen I Best regards
[Chefredaktøren]
[Chefredaktøren]
Editor-in-Chief I Chefredaktør
From: [Presserådgiveren]
To: [Journalisten]
Date: 08 November 2018 15:49:57
Importance: High
Kære [Journalisten],
På vegne af [Klager] fremsender jeg hermed nedenstående
Med venlig hilsen
[Presserådgiveren]
_ _ _ _ _
Kære [Journalisten],
Din sidste artikel i ØU "Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber" overgik alligevel, hvad du hidtil har bedrevet ud i uanstændig og presseetisk uforsvarlig journalistik, så den kan jeg ikke sidde overhørig.
Min klage er Pressenævnet i hænde i denne uge.
Din artikel, der er så sensationslysten og insinuerende i sprogbrug ("Fup og humbug", "Svindel", "Alarmklokkerne blinker rødt omkring udenlandsdanskeren [Klager]" etc.), at man, hvis man ikke vidste bedre, skulle tro, at jeg havde begået noget kriminelt eller var blevet politianmeldt, er kildemæssigt udelukkende (og jeg understreger udelukkende) baseret på 3 kritiske Trustpilot-anmeldelser af Blue Energy.
Du vil kunne bruge samme artikel og samme overskrift (ved bare at skifte navn, firma og den specifikke ordlyd ud) om stort set hvilket som helst firma med abonnement- og telefonsalg, hvis du udelukkende bygger dine artikler på kritiske Trustpilot-anmeldelser.
Det er vanskeligt helt at undgå kundeklager, men jeg kan forsikre dig, at Blue Energy arbejder konstant og fokuseret på at minimere antallet af utilfredse kunder.
Du kan læse mere på https://www.blueenergy.dk/kontakt/kundeambassador/ og https://www.blueenergy.dk/omos/adfaerdskodeks/.
Tiltrods for at du havde fået tilsendt materiale, hvoraf det fremgik, at Blue Energy er det energiselskab, der trods en mindre procentdel negative anmeldelser (8% dårlige og 1% under middel), scorer højest i tilfredshed på Trustpilot, vælger du ikke at kommentere én eneste positiv anmeldelse.
Du rejser endda tvivl om de gode anmeldelser (fremhævet i dine to underoverskrifter "Tvivl om gode anmeldelser" og "Svindel og humbug").
De ca. 8% kritiske anmeldelser af Blue Energy på Trustpilot bruger du som pålidelig kilde, mens du mere end insinuerer, at de 68% fremragende og 19% gode anmeldelser er fabrikerede, falske eller afgivet under pres.
Som underbyggelse af denne "afsløring" har du som "kronvidne" og eneste kilde i øvrigt (ud af over 2000 anmeldere) [Person E], som du vælger ikke at præsentere nærmere.
Du skriver i artiklen "Ejeren", "de ejes af [Klager]", "hans forsikringsselskab" og "han [.
.
.
] driver andre særdeles problemfyldte forretninger" og får det igen til at se ud som om jeg er ene-ejer af New Nordic, Quodos, Blue Energy, Studido etc. Jeg har gentagne gange gjort dig opmærksom på, at det ikke er tilfældet.
Enten skriver du altså mod bedrevidende for at stille mig som person i et tvivlsomt lys, eller også forstår du simpelthen ikke helt almindelig selskabsstruktur.
Hvis det sidste er tilfældet, er det yderst betænkeligt og kritisabelt, at din redaktør lægger spalter til dine skriverier.
Du skriver endvidere i artiklen: "Ikke desto mindre er det lykkes [Klager] at skabe en forretning, der hvert år leverer flere mio. kr. i overskud".
Det er faktuelt forkert.
New Nordic købte først Blue Energy den 28. august 2017 (ejerskabet har eksisteret godt ét år), og New Nordic og jeg har dermed intet haft med "skabelsen" af Blue Energy at gøre.
De i artiklen omtalte beskyldninger fra store el-selskaber mod Blue Energy samt påtale fra Forbrugerombudsmanden går forud for New Nordic's tid og har intet med mig at gøre, hvilket du lader læseren tro.
Da din artikel overvejende består af faktuelle fejl og et personligt, usandt angreb på mig som person, vil jeg bede dig om at fjerne og af-indexere den, da artiklen, der dukker op, når mit navn søges på nettet, er krænkende for mit privatliv og min anseelse.
Jeg har stor respekt for godt og presseetisk journalistisk håndværk.
Det er journalisters fornemmeste opgave at grave og afdække.
Og jeg står til enhver tid til rådighed for presseetisk korrekte henvendelser.
Sensations- og kampagnejournalistik vil jeg derimod ikke røre med en ildtang.
Du har, som jeg ovenfor har gjort rede for, i artiklen ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug” netop beskrevet mig i et sensations- og kampagnejournalistisk lys, og derfor ønsker jeg ikke at besvare dine nye spørgsmål, fordi jeg ikke har tillid til, at din intention er at gengive dem sagligt og korrekt.
Dine fire spørgsmål har allerede i sin udformning insinuerende karakter og/eller kan faktatjekkes af dig selv.
Jeg vil for god ordens skyld lige gøre dig opmærksom på, at det er mig bekendt, at du pt ringer rundt, i nogle tilfælde uden indledningsvis at præsentere dig som journalist, for at få oplysninger om mig som person.
Til sidst lige til redaktionel oplysning og hjælp: Det ser ud som om I er kommet til at af-indexere [Person A] i artiklen.
Venlig hilsen
[Klager]
_ _ _ _ _
From: [Presserådgiveren]
To: [Journalisten]
Subject: ØU_tilbagevisning af [Person E] som kilde
Date: 09 November 2018 15:05:06
Kære [Journalisten],
På vegne af [Klager] fremsender jeg hermed nedenstående
Med venlig hilsen
[Presserådgiveren]
Kære [Journalisten],
Jeg er i gang med at undersøge dine 4 navngivne Trust-Pilot kilder.
Det tager lidt tid for de skal selvfølgelig undersøges på rette vis med hensynstagen til deres legitime ret til at forholde sig negativt til Blue Energy og det forhold, at deres negative anmeldelse kan være berettiget.
Den første, der er undersøgt er [Person E], som er din hovedkilde og eneste navngivne kilde til dokumentation af underoverskriften "Tvivl om gode anmeldelser".
Jeg kan se, at hans kritiske anmeldelse af Blue Energy på TrustPilot er offentliggjort 8. januar 2016 (og opdateret 17. januar 2016).
Du har kunnet læse Blue Energy's svar (fra april 2016), da du skrev din artikel, så du har altså bevidst valgt ikke at balancere klagen med Blue Energy's svar.
Derudover skal jeg igen understrege, at New Nordic først købte Blue Energy i August 2017.
Derfor har New Nordic eller jeg intet med [Person E]s kritiske anmeldelse at gøre og kan af gode grunde ikke stå til ansvar for den.
Da [Person E]s anmeldelse fra 2016 således ikke kan benyttes som kilde til underbyggelse af påstande om mig i forbindelse med mit medejerskab af Blue Energy, beder jeg dig endnu engang om at fjerne artiklen "Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber" fra Økonomisk Ugebrev.
Jeg vedhæfter for god ordens skyld klage og svar.
Venlig hilsen
[Klager]”
Økonomisk Ugebrev bragte den 11. november 2018 artiklen ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” med følgende underrubrik
”Kort før konkursen i Alpha Insurance dette forår skiftede et trecifret millionbeløb hænder flere gange i nogle mistænkelige transaktioner.
Det var den medvirkende årsag til, at Finanstilsynet mistede tilliden til ledelsen i forsikringsselskabet.
Mistanken er, at en mystisk kapitalforhøjelse, hvor indskuddet blev udlånt til den nye aktionær, blot skulle få tilsynet af vejen ved kunstigt at puste selskabets kapitalgrundlag op.
Ejernes af Qudos Insurance købte nye aktier for 105 mio. kr. og lånte samtidig samme beløb tilbage fra Alpha.
”
Af artiklen fremgik følgende
”En enkelt kontroversiel aktiehandel i det konkursramte Alpha Insurance kan have været den udløsende faktor for den største konkurs i nyere dansk forsikringshistorie, og sagen kan komme til at koste danske forsikringstagere op mod en milliard kroner, fordi Garantifonden står tilbage med et kæmpe hul.
Kun en måned før Alpha Insurance i februar 2018 kastede håndklædet i ringen, købte ejerne af et andet kriseramt forsikringsselskab, Qudos, sig nemlig ind i Alpha med en aktiepost for 105 mio. kr. Men ganske kort tid efter blev præcis 105 mio. kr. sendt tilbage til ejerne af danske Qudos i form af et lån fra Alpha, viser dokumentation i sagen, Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af.
Transaktionen omkring årsskiftet var antageligt medvirkende til at udløse konkursen i Alpha Insurance, der allerede i februar 2018 stod og manglede de 105 mio. kr., som ejerne af Qudos ikke havde råd eller vilje til at betale tilbage.
Den kontroversielle og cirkulære handel med de 105 mio. kr. tændte alle advarselslamper i Finanstilsynet.
Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger havde det den effekt, at tilsynet mistede tilliden til ledelsen.
I dag går mistanken nemlig på, at købet af aktieposten blot var proforma og målrettet på at fjerne et stigende og meget ubehageligt pres fra Finanstilsynet på det kriseramte Alpha Insurance.
Efterfølgende havde transaktionen dog også den effekt, at ejerne i Qudos kom ud af gælden ved kun at betale 65 mio. kr. tilbage til konkursboet.
Tabet på differencen – altså 40 mio. kr. – ender i sidste ende i Garantifonden for Skadesforsikring, som Økonomisk Ugebrev har forelagt dokumenterne.
”Et hvilket som helst tab for boet er dårligt nyt for Garantifonden.
Men vi kan ikke gøre noget ved det i Garantifonden.
Ved konkursen i Husejernes Forsikring blev det politisk bestemt, at ansvaret skulle placeres med en advokatredegørelse betalt af garantifonden.
Fonden har ikke mulighed for at beslutte, at der skal udarbejdes en advokatredegørelse i f.eks. Alpha sagen.
Det er derfor op til Kammeradvokaten og Finanstilsynet at undersøge, om der er sket uregelmæssigheder op til konkursen i Alpha Insurance.
Og det forventer fonden også, at de gør,” siger underdirektør [Person I] fra Garantifonden for Skadesforsikring.
Økonomisk Ugebrev har talt med en række aktører tæt på selskaberne og myndighedernes arbejde med sagen.
Vi har gennemgået omfattende dokumenter, der hidtil ikke har været kendt af offentligheden.
En finansakrobat
Det hele starter i foråret 2017.
Her lykkes det finansmanden [Klager] med en fortid som porteføljemanager i først Sydinvest og dernæst Formuepleje, at købe sig ind i det kriseramte forsikringsselskab Qudos.
Ejerne er det canadiske forsikringsselskab Echelon.
Planen var at skabe et helt nyt nordisk forsikringsselskab, og dertil behøvede han en licens.
Den havde Qudos allerede, men selskabet havde også været plaget af underskud og meget lav solvens i en årrække og var derfor samtidig under skærpet overvågning fra Finanstilsynet.
Men det går galt fra starten.
Det viser sig nemlig, at selskabet simpelthen havde hensat for lidt til skader, og den tendens fortsatte efter overtagelsen, så tabene ved at omstrukturere forretningen blev langt højere end ventet.
Og selv om Finanstilsynet havde sanktioneret handlen, stod det hurtigt klart, at Qudos skulle bruge mere kapital i flere omgange.
Men de penge havde [Klager] tilsyneladende ikke.
Han havde allerede struktureret en handel sammen med den canadiske sælger Echelon, hvor han senere skulle afdrage på købesummen.
Det lykkes ham tilsyneladende at købe et stort forsikringsselskab med milliarder i præmieindtægter stort set uden en krone på lommen.
Endda med Finanstilsynets velsignelse af handlen.
Men [Klager] kan ikke opfylde aftalen med canadierne om betaling og må have henstand flere gange.
Alligevel køber han sig kort tid efter ind i et andet dansk selskab Blue Energy, der lever af at sælge strøm og internet til private danske husstande.
Heller ikke den handel er han i stand til at betale fuldt ud, men i begge tilfælde med løfter om senere betaling.
Alligevel lykkes det ham altså også – allerede inden årets udgang – yderligere at købe sig ind i en endnu større forsikringsselskab, Alpha Insurance.
Via sit selskab New Nordic på kanaløen og skatteparadiset Guernsey køber han altså godt ti procent af Alpha Insurance.
Så mens han skylder for betalingen for både Qudos og Blue Energy, lykkes det ham altså at finde de 105 mio. kr. via egne selskaber, men betalingen bliver også lynhurtigt lånt tilbage til hans andet forsikringsselskab Qudos.
Men som med Qudos synes [Klager] ikke at være det største geni til at forstå forsikringsbranchen.
Som nævnt går Alpha Insurance helt ned få måneder efter, at han har postet 105 mio. kr. i selskabet.
Investeringen i ejerandele i Alpha var dermed tabt, og han skyldte stadig for købet af Qudos til Echelon.
Et luftkastel?
Lånet på de 105 mio. kr. hos Alpha vil selskabets kurator, Kammeradvokat [Advokaten], her i foråret gerne have fingre i.
Som kurator i konkursboet efter Alpha Insurance er hans opgave at sikre flest mulige af pengene til kreditorerne efter konkursboet.
Hos Kammeradvokaten studser man også en del over den underlige transaktion med først at købe sig ind i Alpha Insurance og derefter låne det selv samme beløb tilbage til [Klager]s koncern.
Ifølge Økonomisk Ugebrevs kilder undrer man sig mere over, hvor skrøbeligt et økonomisk fundament hele Qudos koncernen bygger på.
Hvordan det er lykkes at købe en række virksomheder tilsyneladende uden at skulle betale en krone ved overtagelsen, samt den meget svage kapitalisering i [Klager]s koncernforbundne selskaber.
Kammeradvokaten konkluderer antageligt, at det ikke giver mening at afkræve de 105 mio. kr. i en tidskrævende retssag på grund af de svage kapitalforhold i New Nordics netværket af selskabet, og det ender at med, at man indgår et forlig med Kammeradvokaten, hvor konkursboet får 65 mio. kr. tilbage af de 105 mio. kr.
Forliget falder på plads overraskende hurtigt.
For [Klager] er ved at blive indhentet af alle de penge, han skylder for sine køb af virksomheder.
Han er nemlig i fuld gang med at optage et obligationslån på 23 mio. euro – eller godt 170 mio. kr. via udstederne Nordic Trustee og rådgivere i Pareto Securities.
Og de har i mellemtiden gjort det klart, at han næppe skal forvente interesse fra investorer, hvis han samtidig har Kammeradvokaten på nakken.
I marts 2018 har [Klager] allerede sendt det første prospekt ud.
Men han æder sin første udmelding til Kammeradvokaten om ikke at ville betale, og skynder sig at lave forliget, så han i juni kan sende et nyt prospekt ud, hvor han kan skrive, at aftalen er på plads med Kammeradvokaten.
Underligt nok lykkes det ham at rejse de 23 mio. euro, ca. 170 mio. kr. – endda med option på at udstede 22 mio. euro mere.
Pengene, skriver han, skal bruges til at betale Kammeradvokaten 65 mio. kr., Echelon 32 mio. kr., som han længe har skyldt og fået henstand på mindst to gange og sidst Blue Energys ejere 30 mio. kr. Endelig er indskudt 45 mio. kr. i hans opkøbte forsikringsselskab, Qudos.
Samlet summer det op til – ca. 170 mio. kr.
Sikkerheden er stillet gennem alle hans allerede købte selskaber, hvoraf flere af dem næppe har nogen værdi.
Qudos kæmper for overhovedet at opfylde solvenskravene og bliver åndet i nakken af Finanstilsynet.
Derudover de registrerede ejerselskaber i New Nordic, hvor det ultimative moderselskab New Nordic Service hjemhørende i London blot har en kapital på få hundrede pund, ifølge den engelske udgave af selskabsstyrelsen.
Men obligationsudstedelsen lykkes med skyhøje renter på otte til ti procent årligt.
Spørgsmålet er, hvor de 170 mio. kr. kommer fra.
Måske via forbindelser til mangeårig direktør i Danske Bank Koncernen, [Person A], der har et kæmpe netværk blandt danske og udenlandske investorer.
Han er undervejs blevet en del af [Klager]s netværk af selskaber og arbejder nu som Senior Advisor i New Nordic og sidder i bestyrelsen i Qudos.
Det vides dog ikke, hvem der i sidste ende har købt obligationerne, og det ønsker [Klager] heller ikke at oplyse fra hans hjemmebase i London.
Ugebrevet kontakter også Senior Advisor [Person F] fra New Nordic, der står som kontaktperson på udstedelsen.
Men han smækker røret på.
Kamp mod de store
Så udefra set virker det som om, at [Klager] som en anden finansiel troldmand har formået at købe virksomheder og senere betale, da han kom til penge.
Værre ser det så ud med den tidligere porteføljemanagers evner og track-record inden for forsikringsdrift.
Kort efter den befriende kapitaludstedelse kom det så frem i august, at regnskaberne i Qudos tilsyneladende har været stærkt misvisende i årevis – uden at han har opdaget noget som helst.
I en pressemeddelelse oplyste han, at han nu vil stævne de canadiske sælgere af Qudos for 263 mio. kr. Altså et højere beløb end han selv har givet for selve selskabet.
Årsagen, som angives: At han købte selskabet på falske betingelser, og at regnskaberne den gang var ikke var retvisende.
Samtidig oplyste han for få uger siden her i Økonomisk Ugebrev, at han nu også agter at køre en retssag mod revisorerne PwC for at have godkendt selvsamme regnskaber.
Altså ligger han nu i krig med et stort canadisk børsnoteret forsikringsselskab samt et af verdens største revisionsselskaber.
Tilbage står dog, at han inden for et år altså har skudt helt forkert på sine investeringer i den danske forsikringsbranche.
Først ved ikke at læse og undersøge regnskaber i Qudos grundigt nok, og derefter at satse 105 mio. kr. på et selskab, der gik ned en måned senere.
Tilbage står også, at Qudos netop er blevet tvunget til at stoppe nytegningen af forsikringer, som beskrevet her i Økonomisk Ugebrev for få uger siden.
Årsagen er, at selskabet ikke længere kan overholde Finanstilsynets solvenskrav, hvilket vil sige, de ikke kan modsvare de forventede erstatninger i fremtiden.
Så nu er spørgsmålet om kapitaludvidelsen fra i sommer på 170 mio. kr. allerede er sluppet op ved at betale gammel gæld.
Ugebrevet har forsøgt at få svar på nogle af de spørgsmål, der rejses i artiklen hos [Klager].
Men han lader gennem sit pressebureau forstå, at han ikke ønsker at svare på spørgsmålene.
”
Økonomisk Ugeblad bragte den 18. november 2018 artiklen ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” med følgende underrubrik
”Presset vokser nu voldsomt på Qudos ejer [Klager], efter at hundredvis af danskere har klaget til Forbrugerombudsmanden over behandlingen i hans selskab Blue Energy.
Den offentlige vagthund overvejer nu en politianmeldelse.
Ejeren bryder sig ikke om artiklerne i Økonomisk Ugebrev, som er blevet indbragt for Pressenævnet.
”
Af artiklen fremgik følgende
”ANALYSE: Klagerne vælter ind hos Forbrugerombudsmanden over aggressive salgsmetoder og kunder, der bliver bundet til købsaftaler, de aldrig har accepteret, i [Klager]s selskab Blue Energy.
Det sker til trods for, at Forbrugerombudsmanden allerede i 2017 kom med en afgørelse om, at selskabet handlede i strid med markedsføringsloven.
Men selskabet har tilsyneladende blot foresat de kontroversielle salgsmetoder.
Skærpede omstændigheder
”Jeg kan bekræfte, at vi stadig får klager over Blue Energy omkring deres salgsmetoder, hvor kunderne bliver bundet til en aftale uden at have accepteret det.
Vi har løbende fået klager siden slutningen af 2016, og får det fortsat, efter vi sendte en indskærpelse til virksomheden.
Vi anser det for en skærpende omstændighed, at Blue Energy allerede er blevet orienteret om reglerne på det her område.
Det betyder, at vi nu ser på mulighederne for at indgive en politianmeldelse mod selskabet” siger fuldmægtig [Person G] fra Forbrugerombudsmandens kontor.
Dermed er [Klager]s koncern af selskaber nu både i søgelyset hos Kammeradvokaten, Finanstilsynet og nu altså også Forbrugerombudsmanden.
Fra sidstnævnte fortæller [Person G], at der er tale om endog mange klager mod Blue Energy, og at i alt 114 utilfredse danskere nu har klaget deres sag til ombudsmanden over de seneste fem år.
[Klager] er registret som ejer af New Nordic-koncernen, der hører hjemme på kanaløen Guernsey.
Herfra ejer han bl.a. selskabet Blue Energy, der sælger strøm og internet til private danskere.
Selvom han er registreret ejer af forsikringsselskabet Qudos, er han - ifølge ham selv - blot en af mange ejere i en kapitalfondskonstruktion.
Han vil dog ikke oplyse andre ejere.
Qudos er i øjeblikket under skærpet overvågning fra Finanstilsynet, da selskabet er i alvorlige økonomiske vanskeligheder, efter solvensen for nylig faldt under lovens mindstekrav.
Qudos har også været involveret i en række mystiske handler i starten af året med det nu konkursramte Alpha lnsurance.
Fra Kammeradvokatens kontor oplyses det over for Økonomisk Ugebrev, at man her også er på vej med en undersøgelse af de handler, der skete lige op til konkursen, og som er beskrevet mere indgående i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev.
Nu er Forbrugerombudsmanden altså også ved at undersøge forretningsmetoderne i søsterselskabet Blue Energy.
For tiden pågår der en hørings fase over for selskabet, og derefter kan der så blive tale om en politianmeldelse, hvis vidnerne i sagen er stærke nok, oplyser [Person G].
Svært at undgå klager
[Klager]s reaktion på Økonomisk ugebrev artikelserie har været at indklage Økonomisk Ugebrev for Pressenævnet.
Klagen omhandler især oplysningen om de mange klager og kritiske bemærkninger, som Blue Energy og søsterselskabet Studido har modtaget på Trustpilot.
Ejeren ønsker dog ikke at svare på spørgsmål over for Ugebrevet, men han oplyser i en mail via sit pressebureau
”Blue Energy har ingen tabte ankenævnssager haft i den tid jeg har været medejer af Blue Energy.
Det er vanskeligt helt at undgå kundeklager, men jeg kan forsikre, at Blue Energy arbejder konstant og fokuseret på at minimere antallet af utilfredse kunder.
Derudover har jeg ingen kommentarer til det medie jeg har en klage til behandling i Pressenævnet over, og det vil jeg gerne citeres for,” lyder det i mailen.
Han kommenterer ikke på de nye oplysninger om Forbrugerombudsmandens undersøgelse mod hans firma.
Økonomisk Ugebrev har skrevet en række artikler om [Klager] koncern New Nordic.
Særligt om forsikringsselskabet Qudos, der længe har skrantet økonomisk.
I denne uge indbragte [Klager] så Økonomisk Ugebrev for pressenævnet.
”Din sidste artikel ”Qudos” ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” overgik alligevel, hvad du hidtil har bedrevet ud i uanstændig og presseetisk uforsvarlig journalistik, så den kan jeg ikke sidde overhørig.
Min klage er Pressenævnet i hænde i denne uge,” lød det bl.a. i en mail.
”
Følgende mailkorrespondance fandt efterfølgende sted
”Fra: [Journalisten] <[Mailadresse]>
Sendt: 6. december 2018 13:30
Til: [Presserådgiveren] <[Mailadresse]>
Kære [Presserådgiveren],
Jeg har nogle spørgsmål til vores kommende udgivelse.
1) Er det korrekt, at Qudos nu arbejder på at lave aftaler med andre selskaber (Daraq, det er [Klager] citeret for i artikler) om at overtage risikoen på flere af Qudos kunder?
2) Hvad er hensigten med det set fra Qudos ejeres side?
3) Er de aftaler med Daraq fra maj måned (som også er beskrevet i jeres seneste regnskab) på nuværende tidspunkt blevet godkendt af tilsynene på Malta og i Danmark?
Jeg har deadline i morgen kl 9 - og skal derfor bede om svar inden da.
På forhånd tak og bh.
[Journalisten]
Fra: [Journalisten] <[Mailadresse]>
Dato: 6. december 2018 kl.
13.34.02 CET
Til: [Presserådgiveren] <[Mailadresse]>
Kære [Presserådgiveren],
Vi bringer samtidig en artikel om Finanstilsynets redegørelse fra denne uge.
I er i den forbindelse velkomne til at afklare, hvorfor I er uenige I tilsynets konklusioner.
Samme deadline.
Bh.
[Journalisten]”
Økonomisk Ugebrev bragte den 9. december 2018 artiklen ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” med følgende underrubrik
”Denne uges sønderlemmende kritik af den økonomiske situation i forsikringsselskabet Qudos, sætter et stort spørgsmålstegn ved, om Qudos Insurance allerede er i en situation, som vil udløse en konkurs.
Det kan betyde alt for Garantifonden for Skadesforsikring, der ellers så ud til at slippe for en trecifret millionregning.
Imens arbejder ejerne af Qudos ihærdigt på at sælge sine kunder.
”
Af artiklen fremgik følgende
”Mens alle danske forsikringskunder krydser fingrene for, at forsikringsselskabet Qudos holder sig oven vande i bare få uger endnu, sidder langt flere forsikringskunder i lande som Irland, England, Frankrig og Grækenland og håber på en hurtig konkurs.
Ved årsskiftet er de udenlandske kunder nemlig ikke længere dækket af den danske Garantifond for Skadesforsikring ved en konkurs.
Her træder en ny lov i kraft, hvorefter Garantifonden kun dækker danske forsikringstagere.
Men indtil da betaler Garantifonden de udenlandske kunder.
Og det er de danske forsikringstagere, der i sidste ende skal betale regningen fra udlandet.
”Det er klart, at det for danske og udenlandske kunder har en stor betydning om en konkurs indtræffer før eller efter årsskiftet.
Qudos er jo nærmest en kopi af Alpha, så der kan være tale om ret mange kunder i udlandet.
Og det er jo nok også årsagen til, at det er blevet forsidestof i aviserne i udlandet,” siger direktør [Person I] fra Garantifonden for Skadesforsikring.
Torsdag advarede direktør [Person H] fra Irish Insurance på forsiden af en af Irlands største aviser ”Irish Examiner” eksempelvis 50.000 irere med Qudos forsikringer om at se at få tegnet nye forsikringer, og han efterlod det som et stort spørgsmålstegn om de i sidste ende bliver dækket af den danske Garantifond.
Onsdag i denne uge fik de endog meget ”bedre kort” på hånden over for Garantifonden, da Finanstilsynet offentliggjorde en voldsom kritisk redegørelse om den økonomisk situation i Qudos.
Med den i hånden kan de eksempelvis 50.000 irere stævne Garantifonden og med god grund hævde, at en kommende konkurs i Qudos allerede reelt var indtruffet i 2018 – uanset om Qudos formelt holder stand et godt stykke ind i 2019.
Gode kort på hånden
Hvis Qudos ligner Alpha kan der blive tale om rigtig mange penge for Garantifonden, der allerede er ved at være tømt efter konkurserne i Husejernes Forsikring og Alpha.
Alene de udenlandske kunder har indtil videre kostet Garantifonden et godt stykke over 500 mio. kr.
”Ja, de kunder vil nok undre sig, hvis konkursen kommer efter nytår.
Men jeg tror ikke, at tilsynet kunne have gjort så meget andet.
De er meget bekymrede for udviklingen i Qudos.
I sidste ende kommer det vel an på, hvordan man læser tilsynets redegørelse.
Jeg læser det som om, at det står skidt til i Qudos, og at tilsynet ikke er hundrede procent sikre på, om der i sidste ende er penge nok i selskabet,” siger [Person I].
Så Garantifonden kan ikke længere ånde lettet op, hvis Qudos holder året ud, men i så fald måske imødese en bølge af udenlandske sagsanlæg, hjulpet på vej af andre landes myndigheder.
En kompliceret affære
Men det er ikke kun Garantifonden, der er ved at få grå hår i hovedet af udviklingen i Qudos.
Her forhandler ejerne nemlig videre på at sælge ud af selskabets kunder, hvilket kun kan lade sig gøre, fordi selskabet selv har erklæret likvidation – og derefter sat tilsynet stolen for døren (se også artiklen side 9 i denne udgave).
Samme dag som likvidationen blev udmeldt af Qudos, udtalte ejerne anført af [Klager] til internationale medier, at man ville fortsætte med at sælge kunder til det maltesiske selskab Daraq.
Tilsynet har så vidt vides stadig ikke godkendt de første kundesalg fra maj.
Direkte adspurgt om dette henviser tilsynet til Qudos, som siger at sådanne aftaler ikke skal godkendes af Finanstilsynet.
I selskabets seneste halvårsrapport står der dog på side 5, at aftalerne afventer myndighedernes godkendelse.
Tilsynet konstaterer også i sin nylige redegørelse, at netop den slags handler, gør det endnu sværere at fastslå tilstanden i Qudos.
Her sætter Garantifonden sin lid til, at kammeradvokat [Advokaten] griber ind.
Læs her [Klager], CEO, New Nordic Advisors svar på Ugebrevets spørgsmål.
” [link indsat til [Klager]s bemærkninger, hvoraf indholdet ses nedenfor, Pressenævnet.
]
Læs her [Klager], CEO, New Nordic Advisors svar på Ugebrevets spørgsmål: 1.
Er det korrekt, at Qudos nu arbejder på at lave aftaler med andre selskaber (Daraq, det er [Klager] citeret for i artikler) om at overtage risikoen på flere af Qudos kunder?
”Qudos har arbejdet tæt sammen med den tysk-maltesiske run-off specialist Darag siden overtagelsen i marts 2017.
Samarbejdet har fokuseret på at reducere Qudos' historiske forsikringsrisiko.
I 2018 har Qudos indgået to store rammeaftaler (retrospektive reassurance aftaler/Quota Share Agreements) med henblik på at fjerne forsikringsrisiko fra Qudos.
Retrospektive reassurance-aftaler har traditionelt ikke været brugt i Danmark, men er et meget anvendt redskab i den internationale forsikringsverden i forbindelse med reducering af historisk forsikringsrisiko (legacy risk).
Darag er blandt de førende specialister på dette område, og vi har i processen haft Willis Towers Watson på sidelinjen.
Darag er den eneste aktør, vi i øjeblikket samarbejder med på run-off.
” 2.
Hvad er hensigten med det set fra Qudos ejeres side?
”Umiddelbart efter overtagelsen af Qudos i marts 2017 påbegyndtes en omfattende restrukturering.
Blandt andet blev 75% af forsikringsprogrammerne opsagt.
På samme tid blev indsatsen sat ind på at reducere den historiske forsikringsrisiko gennem påbegyndt samarbejde med Darag.
Alt sammen med henblik på at skabe et stærkere fundament for selskabet, der kunne gøre Qudos til en sundere virksomhed.
Dette var i såvel forsikringstagernes som Qudos' ejeres interesse.
Efter Qudos' tegningsstop i oktober 2018 har det fortsatte samarbejde med Darag primært haft til hensigt at reducere risikoen for europæiske forsikringstagere.
Ved gennemførelsen af disse aftaler er ca 80% af Finanstilsynets påbud om hensættelsesforøgelser blevet fjernet.
” 3.
Er de aftaler med Daraq fra maj måned (som også er beskrevet i jeres seneste regnskab) på nuværende tidspunkt blevet godkendt af tilsynene på Malta og i Danmark?
”I samråd med det danske Finanstilsyn besluttede Qudos at gennemføre de retrospektive reassurance aftaler med Darags tyske moderselskab.
Således har både det danske og det tyske tilsyn haft aftalerne til gennemsyn med mulighed for rettelser og tilføjelser, og aftalerne er blevet drøftet på en række møder med tilsynet.
Retrospektive reassurance aftaler skal ikke eksplicit godkendes af tilsynet, men Qudos har imødekommet ønsker fra de respektive tilsyn.
”
Økonomisk Ugebrev bragte samme dag artiklen ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid” med følgende underrubrik
”Et hul på 710 mio. kr. i hensættelserne i det kriseramte Qudos Insurance har det seneste år ført til en lang række kreative forsøg på at pumpe kapitalen i vejret og sminke solvensen.
Finanstilsynet ser nu ”betydelig risiko” for konkurs.
Men Qudos har ikke kastet håndklædet i ringen, men i stedet erklæret krig mod Finanstilsynet.
Qudos har klaget over alle påbud til Erhvervsankenævnet, antageligt for at købe tid og for fortsat at have kontrol over selskabet.
”
Af artiklen fremgik følgende
”Alt for høje værdiansættelser af aktiver, kreativ indregning af kapitalindskud og brud på regnskabslovgivningen er bare nogle af de tricks Qudos Insurance har brugt for at holde sig flydende det seneste år.
Det fremgår af en ny redegørelse fra Finanstilsynets inspektion i Qudos dette efterår.
Hele 13 gange har ejerne af Qudos – anført af udenlandsdanskeren [Klager] – forsøgt at sminke regnskaberne og solvensen i løbet af bare det seneste år, fremgår det af Finanstilsynets redegørelse.
Men selskabets ejere afviser at rette sig efter påbuddene fra tilsynet, der derfor ikke er i stand til at vurdere, om Qudos i dag reelt allerede er gået konkurs.
Tilsynet kan med andre ord ikke agere på grundlag af påbuddene, men er fastlåst.
”I lyset af at selskabet ikke har indsendt fyldestgørende solvens- og regnskabsmæssige opgørelser over konsekvenserne af påbud givet på inspektionen til Finanstilsynet og som følge af, at selskabet efterfølgende løbende har foretaget yderligere dispositioner, har Finanstilsynet på tidspunktet, hvor afgørelserne er truffet, ikke haft mulighed for at danne sig et præcist overblik over de økonomiske effekter af påbuddene,” lyder det i tilsynets redegørelse.
Indtil videre er Qudos indtrådt i Solvent Likvidation, og dermed har selskabets ejere stadig råderet over værdierne via deres egen likvidator til trods for, at tilsynets påbud efter alt at dømme vil sende Qudos i konkurs, hvis de skal efterleves.
”Finanstilsynet vurderer umiddelbart, at der er en betydelig risiko for, at selskabet ikke vil være i stand til at honorere alle sine forpligtelser,” står det nemlig sidst i redegørelsen fra tilsynet.
Altså noget, der kunne ligne en dødsdom.
En regn af påbud
Det er den ene kreative transaktion efter den anden, som ejerne og ledelsen i Qudos har brugt til at holde Finanstilsynet på afstand i løbet af året.
Ved årsskiftet købte Qudos eksempelvis en aktiepost i Alpha Insurance, der kort tid efter gik konkurs.
Men Finanstilsynet vurderede efterfølgende, at værdier var pumpet for 70,2 mio. kr. Det førte til første påbud.
I et andet tilfælde indregnede man værdier for 16 mio. kr. fra et tidligere søsterselskab, hvor Qudos ikke var i stand til at dokumentere større værdier end 1,1 mio. kr.
I et tredje tilfælde fik Qudos påbudt at nedskrive værdierne i et selskab fra hele 104,2 mio. kr. til blot 4,8 mio. kr. Qudos havde også værdiansat udskudte skatteaktiver for højt med godt 10 mio. kr. Og sådan bliver det bare ved og ved i tilsynets redegørelse.
Risikoen er nu, at den slags uregelmæssigheder får lov at fortsætte, så det går ud over kundernes forsikringer i milliardforretningen Qudos, kreditorernes tilgodehavender – og ikke mindst den danske Garantifond for Skadesforsikring, som kan stå tilbage med en trecifret millionregning, hvis selskabet ender i konkurs.
Finanstilsynet finder nemlig også eksempler på transaktioner, hvor der tidligere er fosset penge ud af Qudos – uden at Qudos tilsyneladende har fået noget retur.
Det skete bl.a. ved den omtalte transaktion med Alpha Insurance på 105 mio. kr.
”Transaktionerne har involveret erhvervelse af aktierne i et forsikringsagentur og erhvervelsen af flere tilgodehavender.
Endeligt har transaktionerne medført, at Qudos Insurance har indgået en tabsgivende kontrakt som følge af en ensidig forpligtelse til at betale årlige provisioner uden at få tilført værdi for disse betalinger,” konstaterer Finanstilsynet tørt.
Tilsynet kan kun vente
Finanstilsynet gør i redegørelsen også opmærksom på, at alle påbud er påklaget til Erhvervsankenævnet, og det er måske det mest overraskende i redegørelsen.
Altså at en ejerkreds af et stort dansk forsikringsselskab ikke ønsker at samarbejde med Finanstilsynet.
Ifølge branchekilder er det ikke sket før herhjemme i sådan en situation.
”
Læs svar fra [Klager], CEO, New Nordic Advisor – ejere af Qudos.
(link indsat til [Klager]s bemærkninger, hvoraf indholdet ses nedenfor, Pressenævnet )
[Klager], CEO, New Nordic Advisor - ejere af Qudos: ”Finanstilsynet har aldrig forud for New Nordic's overtagelse af selskabet i marts 2017 udstedt påbud eller afgørelser af væsentlig betydning overfor Qudos.
Dette til trods for, at Qudos har været under skærpet tilsyn siden 2014.
Overtagelsen af Qudos i marts 2017 fandt sted efter en syv måneders godkendelsesproces af selskabet i Finanstilsynet.
En sådan godkendelsesproces må antages at involvere en nøje gennemgang af selskabets hensættelser og øvrige balance-forhold.
På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at det ikke gav anledning til bemærkninger af nogen væsentlig art fra Finanstilsynets side.
Det står i skærende kontrast til de seneste påbud, hvor det angives, at der i november 2017 (ca. et halvt år efter overtagelsen af Qudos) burde have været hensat yderligere godt 700 millioner kroner (brutto, dvs før reassurance der for Qudos typisk er 50-60% afdækket af primært Swiss Re).
Set i lyset af at der efter New Nordics overtagelse er tilført ny kapital, samt at Qudos har reduceret sin præmievolumen med flere hundrede millioner kroner, forekommer Finanstilsynets tal helt ude af proportioner.
Vores vurdering af proportionsforvrængningen understøttes af de retrospektive reassurance aftaler, som blev valideret af flere uafhængige parter bl.a. Willis Towers Watson.
”
- Efterfølgende korrespondance
Ved mail af 19. december 2018 har Økonomisk Ugebrev anmodet [Klager] om et interview, hvilket [Klager] afslog med følgende mail fra hans presserådgivet [Presserådgiveren]
”Kære [Journalisten],
[Klager] har desværre ikke mulighed for at afse tid til flere interviews for nuværende.
Med venlig hilsen
[Presserådgiveren]”
[Klager] har efterfølgende anmodet Økonomisk Ugebrev om at slette artiklerne om ham.
[Klager]s klage over artiklerne ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” bragt den 4. november 2018 , ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” bragt den 11. november 2018 og ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” bragt den 18. november 2018 er modtaget i Pressenævnet henholdsvis den 10. november, 11. november og 25. november 2018.
[Klager] har desuden klaget over artiklerne ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid” begge bragt den 9. december 2018.
Denne klage er modtaget i Pressenævnet den 3. marts 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God Presseskik
[Klager] har blandt andet anført, at Økonomisk Ugebrev har overtrådt de vejledende regler om god presseskik, idet de blandt andet har krænket hans privatliv.
Økonomiske Ugebrev har desuden undladt at oplyse, at Qudos har været under Finanstilsynets skærpede tilsyn helt tilbage fra 2014, altså næsten tre år forud for New Nordics ejerskab, ligesom det heller ikke er oplyst, at New Nordic har anlagt sag mod den tidligere ejer af Qudos.
Privatlivets fred
Artiklerne i Økonomisk Ugebrev handler mere om [Klager] end den række selskaber, som han er medejer af, hvilket er en krænkelse af hans privatliv.
I november 2018 oprettede Økonomisk Ugebrev en Facebook-side med overskriften ”Alarmklokkerne blinker nu rødt omkring udenlandsdanskeren [Klager]” baseret på et yderst betænkeligt kildemateriale.
Korrekt information og forelæggelse
- Generelt om forelæggelse
Af omtalen i Økonomisk Ugebrev fremgår det blandt andet, at han ”afviser at kommentere kritikken”, hvilket er decideret usandt.
Hverken [Klager] eller [Person A], der er bestyrelsesmedlem i Qudos, blev forelagt den endelige artikel, selvom aftalen mellem journalisten og [Person A] netop var, at artiklen skulle sendes til gennemlæsning.
[Klager] modtog den 6. december 2018 en henvendelse fra Økonomisk Ugebrev.
Mailen, der blev sendt kl.
13:30, indeholdt en række spørgsmål til [Klager], hvor deadline for besvarelsen heraf var angivet til den 7. december 2018.
Mailen blev sendt til [Klager]s presseansvarlig [Presserådgiveren].
[Klager] sad i møder hele dagen den 6. december 2018, og fik først lejlighed til at kigge på spørgsmålene fra Økonomisk Ugebrev sent om aftenen.
Både november og december måned var usædvanligt travle grundet Qudos konkurs og forløbet op til.
Det første [Klager] gjorde den 7. december 2018, da han om morgenen kom ind på Nordics kontor i London, var at sende besvarelsen til [Presserådgiveren], der videreformidlede denne til Økonomisk Ugebrev kl.
9:44 (8:44 UK tid).
Kl.
9:38 rykkede Økonomisk Ugebrev [Presserådgiveren] for svar, men efter svaret var modtaget, skrev Økonomisk Ugebrev retur ”Jeg når lige at få det med”.
Alligevel viste det sig, da de to artikler udkom den 9. december 2018, at svarene ikke var integreret i artiklerne, men placeret i et separat link i artiklernes afslutning.
I artiklerne ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid” , begge bragt den 9. december 2018, var [Klager]s var udelukkende reduceret til et link i artiklens bund, og ikke skrevet ind i artiklerne.
[Klager] rettede skriftlig henvendelse til Økonomisk Ugebrev den 10. december 2018 og påpegede fejlene.
[Klager] har løbende været i dialog med Økonomisk Ugebrev i forbindelse med omtalen.
Korrespondancen er gengivet under punktet sagsfremstilling ovenfor.
- Ejerforhold
I omtalen fremlægges det desuden som om, at [Klager] er eneejer af de nævnte selskaber, selvom han blot er én blandt flere ”directors” i New Nordic – hvilket både [Klager] og Blue Energys presserådgiver har gjort Økonomisk Ugebrev opmærksom på gentagne gange.
[Klager] er minoritetsejer med 14,8 % af ejerskabet, hvorfor Økonomisk Ugebrevs udgangspunkt er faktuelt forkert.
Der er tale om en bevidst tilsværtning af [Klager]s person, når han konsekvent anføres som ene-ejer af New Nordic, Qudos, Blue Energy og Studido.
Artiklerne ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” bragt den 4. november 2018 , ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” bragt den 11. november 2018 og ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” bragt den 18. november 2018.
Artiklen ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” bygger kildemæssigt udelukkende på Trustpilot-anmeldelser af energi-selskabet Blue Energy og lektiehjælpsfirmaet Studido, som [Klager] via holdingselskabet New Nordic er medejer af.
Hele artiklen igennem er der beskyldninger om ”fup og humbug” og ”svindel”, uden at disse underbygges af andet end anmeldelser på Trustpilot – hvoraf en del af afgivet allerede før New Nordic overtog virksomhederne.
Artiklen er særdeles krænkende, idet [Klager] aldrig har begået noget kriminelt, og der er pt.
heller ikke foretaget politianmeldelse af ham eller iværksat politiundersøgelse af hverken ham eller de firmaer, han er medejer af.
Artiklen ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” indeholder en lang række fejl.
Det er blandt andet løgn, når Økonomisk Ugebrev skriver, at Garantifonden er blevet snydt.
I artiklen ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” skriver Økonomisk Ugebrev bevidst mod bedre vidende, når de skriver, at der er tale om ”hundredevis af klager”, idet der samlet har været 114 henvendelser til Forbrugerombudsmanden, der ikke nødvendigvis er reelle klager alle sammen, ligesom tallet dækker over en femårsperiode, og New Nordic købte første Blue Energy august 2017.
Overskrifterne i samtlige tre artikler har alle en sensationspræget og tendentiøs form, der insinuerer, at [Klager] skulle have begået noget kriminelt.
Overskrifterne underbygges ikke af indholdet i artiklerne, men fremstår blot som beskyldninger, hvilket er krænkende.
Artiklerne ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid” , der begge blev bragt den 9. december 2018
[Klager] rettede skriftlig henvendelse til Økonomisk Ugebrev den 10. december 2018 og påpegede fejlene.
I artiklen ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” var der en række faktuelle fejl, ligesom en række konkrete oplysninger stod i direkte modstrid til [Klager]s svar.
Økonomisk Ugebrev svarede den 14. december 2018, og afviste, at artiklerne indeholdt faktuelle fejl, ud over en enkelt stavefejl.
Økonomiske Ugebrev skriver tre gange i artiklen ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” , at Qudos solgte sine kunder til Darag – hvilket er faktuelt forkert – var Økonomisk Ugebrevs begrundelse, at det var sådan, [Klager] så ud til at være citeret i andre medier.
Det korrekte er, at Qudos betalte Darag for at påtage sig kunderisikoen, og pengetransaktionen gik således den anden vej.
Reassuranceaftalen mellem Qudos og Darag havde til formål at sikre de europæiske forsikringskunder bedst muligt, hvilket også fremgik af [Klager]s svar til Økonomisk Ugebrev.
Artiklen er skrevet med det formål at få læseren til at tro, at Qudos solgte kunder for at få penge i kassen, og selv da Økonomisk Ugebrev blev opmærksom på fejlen, fastholdt de formuleringen i artiklen.
Der blev dog indsat et link til [Klager]s svar.
I artiklen benævnes Darag ”Maltetiske Darag” og ikke ”Tysk-Maltetiske Darag”.
Økonomisk Ugebrev har ikke ønsket at oplyse læserne om, at reassurance-aftalerne blev indgået i samråd med det danske og tyske finanstilsyn – og ikke det maltetiske.
En gennemgående tråd i Økonomisk Ugebrevs dækning af New Nordics ejerskab af Qudos har været at mistænkeliggøre firmaets helt legale og for London-baserede investeringsfirmaer ordinære selskabsstrukturer i Malta og Guernsey.
Efter Qudos gik konkurs den 20. december 2018 er Økonomisk Ugebrev holdt op med at skrive om [Klager] og New Nordic, hvilket underbygger [Klager]s formodning om, at artiklerne har haft til formål at skade ham og Qudos i firmaets rekonstruktionsfase ved at forsøge at beklikke deres troværdighed.
Økonomisk Ugebrev har bragt ukorrekte oplysninger, som de ikke har berigtiget til trods for, [Klager] gjorde dem opmærksom på fejlen.
Det er stærkt kritisabelt, at Økonomisk Ugebrev bruger et andet medie som sandhedsvidne.
Desuden er [Klager]s svar ikke blevet bragt i sammenhæng, idet hans svar ikke er blevet integreret i de to artikler, selvom hans svar direkte modsiger artiklernes indhold og konklusion – ved at reducere hans svar til et link i slutningen af artiklerne, handler Økonomisk Ugebrev i strid med god presseskik.
Sletning – B.
8
Efter offentliggørelsen af artiklen var [Presserådgiveren] i dialog med Økonomisk Ugebrev om artiklerne, men uden Økonomisk Ugebrev rettede eller fjernede artiklerne.
Ved søgning på [Klager]s navn på internettet dukker der en række visninger op – hvilket blandt andet skyldes Økonomisk Ugebrevs brug af Facebook - der hænger ham ud som odiøs, lyssky, formodet kriminel, hvilket helt indlysende er skadeligt for hans ry og omdømme.
2.2 Økonomisk Ugebrevs Synspunkter
God Presseskik
Privatlivets fred
Økonomisk Ugebrev har indledningsvis anført, at de over det seneste år har skrevet en række artikler om forsikringsselskabet Qudos, der er registreret med [Klager] som ejer.
At [Klager] har opfattet artiklerne som ”krænkende”, ”et brud på privatlivet fred” og som en ”hetz”, var ikke hensigten med artiklerne, og det er heller ikke Økonomisk Ugebrevs opfattelse, at dette er dækkende for artiklernes indhold.
Idet [Klager] var ejer af et stort forsikringsselskab, er hans forretninger og forretningsmetoder naturligvis af offentlig interesse.
I en artikelserie har Økonomisk Ugebrev beskrevet Qudos’ finansielle udfordringer samt en stribe transaktioner, der sår tvivl om selskabets langsigtede overlevelsesevne.
Siden klagen til Pressenævnet blev indgivet, er Qudos trådt i ”solvent likvidation”, hvilket betyder, at selskabet nu er kommet under afvikling, og risikoen for en egentlig konkurs er overhængende.
Da Qudos efterfølgende gik konkurs, stoppede Økonomisk Ugebrev med at skrive om [Klager] og hans selskaber, hvilket [Klager] har udtrykt undren over.
At omtalen stoppede, skyldes naturligvis, at Økonomisk Ugebrev ikke har haft fokus på [Klager] som person, men på at et stort dansk forsikringsselskab var i krise og på vej mod konkurs.
På samme måde satte Økonomisk Ugebrev fokus på de problemer, der var i Husejernes Forsikring længe før, at selskabet gik konkurs.
Sagen med Husejernes Forsikring førte til ny lovgivning på området.
Qudos’ situation, hvor der har været gentagne pålæg fra Finanstilsynet, må anses for at være ”samfundsmæssigt væsentligt og nyhedsværdigt”, især såfremt ejerne af Qudos ikke formår at genskabe selskabets kapital, så selskabet igen lever op til lovens mindstekrav til solvensen.
Af samme grund er det væsentligt og relevant, hvorledes [Klager] driver forretning – blandt andet har [Klager] i starten af dette år gennemført en række utraditionelle handler med Alpha Insurance, der efterfølgende gik konkurs – dette er ved at blive undersøgt af Kammeradvokaten, herunder også [Klager] og Qudos roller i sagen.
Et af Økonomisk Ugebrevs særkender er afslørende og kritisk journalistik, blandt andet at afdække økonomiske og forretningsmæssige forhold på det danske forsikringsmarked.
Dette har betydning for samfundet, herunder kunder, myndigheder og andre finansielle virksomheder.
I forbindelse med afdækningen af Husejernes Forsikring blev Økonomisk Ugebrev indklaget for Pressenævnet to gange, men i ingen af tilfældene fandt nævnet anledning til at udtale kritik.
Korrekt information og forelæggelse
- Generelt om forelæggelse
I forbindelse med samtlige af de påklagede artikler har Økonomisk Ugebrev i god tid inden deadline henvendt sig til [Klager]s pressebureau med henblik på at få [Klager]s kommentarer til artiklerne.
I intet tilfælde ønskede [Klager] at tale direkte med Økonomisk Ugebrev, ligesom han ikke ønskede at svare på konkrete spørgsmål.
Hver gang har Økonomisk Ugebrev fået samme svar – kritik af Økonomisk Ugebrevs journalistik og eventuelt også en generelt udtalelse, der ligger langt fra det, som Økonomisk Ugebrev har spurgt til.
Når Økonomisk Ugebrev har bedt [Klager] pege på konkrete fejl i artiklerne, har svaret hver gang været generelt – og på det grundlag har det været svært at foretage rettelser eller ændringer.
Økonomisk Ugebrev har derfor ikke oplevet, at [Klager] har ønsket af gå i dialog med Økonomisk Ugebrev.
Økonomisk Ugebrev har gennem mere end et år talrige gange opfordret [Klager] til at stille op til et interview, hvilket han ikke har ønsket.
[Klager] har således selv valgt den kommunikationsform, som Økonomisk Ugebrev har anvendt.
[Klager] har gerne ville tale med andre medier, herunder Finanswatch.
Medier, der langt hen ad vejen har ”holdt mikrofon”, hvorimod han ikke har ønsket direkte dialog med Økonomisk Ugebrev grundet den mere kritiske tilgang.
[Klager] har fået rimelig tid til at svare på relativt enkle og konkrete spørgsmål.
- Ejerforhold
I den korrespondance, der har været mellem Økonomisk Ugebrev og [Klager], har han gentagne gange pointeret, at han ikke er den eneste ejer af New Nordic Koncernen, men han ønsker samtidig ikke at fortælle, hvilke andre ejere der er tale om.
[Klager] har dog oplyst, at der er tale om en række danske familiefonde, der ikke ønsker at stå frem, ligesom han har oplyst, at der er tale om en kapitalfond, der løbende skifter ejere.
Både i det danske og det engelske CVR-register står [Klager] som ultimativ og kontrollerende ejer via udenlandske selskaber på blandt andet Guernsey og Malta, hvorfor mulighederne for nærmere undersøgelser er begrænsede.
For så vidt angår Qudos er oplysninger baseret på CVR-registeret, hvor [Klager] var angivet som ejer med 14,7 % ejerskab, og ingen andre ejere fremgik af CVR-registeret.
Artiklerne ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” bragt den 4. november 2018, ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” bragt den 11. november 2018 og ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” bragt den 18. november 2018
- Omtale af kundeklager
For så vidt angår omtalen af kundeklager over Blue Energy i artiklen ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” har Økonomisk Ugebrev oplyst, at omtalen er baseret på kritiske indlæg på Trustpilot, og at en del af de positive indlæg tilsyneladende er baseret på selskabets eget initiativ, men de kritiske må antages at være baseret på mere uafhængige parter.
De kritisable forhold omkring kundehåndteringen er desuden beskrevet i artiklen ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” .
Af denne fremgår det blandt andet, at Forbrugerombudsmanden har modtaget over 100 klager, også af nyere dato, og overvejer at indgive politianmeldelse mod selskabet.
Artiklerne ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid”, der begge blev bragt den 9. december 2018
- Salg af kunder
Økonomisk Ugebrev har skrevet om Qudos forsøg på salg af forsikringer til andre selskaber, blandt andet Topdanmark, der direkte kalder det for salg af kunder.
Desuden har et højt specialiseret forsikringsmedie opfattet salget af kunder på samme måde, som [Klager] også selv nævner – [Klager]s forklaring er en ren forsikringsteknisk vildledningsmanøvre.
Det er Økonomisk Ugebrevs vurdering, at det kan være tilstrækkeligt at linke til svar, enten hvis svaret er omfattende, og Økonomisk Ugebrev lægger vægt på at medtage hovedparten af svaret, eller hvis svaret modtages meget sent i produktionsprocessen, så der ikke er mulighed for at rette det hele til.
I PDF-versionerne af Økonomisk Ugebrev er der en ”længdebegrænsning” på de enkelte artikler, hvilket dog kan fraviges, hvis svarene modtages i god tid, så det let kan indarbejdes i layoutet.
Afslutningsvis har Økonomisk Ugebrev gjort opmærksom på, at artikelserien ret beset fortsatte i en anden artikelserie om den danske forsikringsmafia, hvor det blev påpeget, at der havde været et betydeligt personsammenfald mellem ledende personer i de tre seneste store forsikringskonkurser, som har kostet garantifonden millioner.
Sletning B.
8
Økonomisk Ugebrev ses ikke at have kommenteret klagepunktet.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
[Klager] har klaget til Pressenævnet over et opslag på Økonomisk Ugebrevs Facebook-side, der henviser til de påklagede artikler.
Økonomisk Ugebrevs Facebook-side er ikke anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3.
Da hjemmesiden facebook.com/ugebrev herefter ikke kan anses for anmeldt til Pressenævnet
efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3.
Klagen over Økonomisk Ugebrevs Facebook-side hører således ikke
under nævnets kompetence.
Denne del af klagen afvises derfor i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet medie, og som gengives i redaktørens skrift.
Det forhold, at en artikel er offentliggjort af et andet medie tidligere, ændrer således ikke Økonomisk ugebrevs ansvar for at overholde god presseskik.
Økonomisk Ugebrev skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder.
Pressenævnet bemærker desuden, at det ikke er muligt for nævnet at tage stilling til forsikringstekniske spørgsmål.
God presseskik
Privatlivets fred
[Klager] har klaget over, at Økonomisk Ugebrev har krænket hans privatliv ved at bringe artikelserien med kritisk omtale af hans erhvervsmæssige virke.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse, kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet finder, at omtalen af virksomheders konkurs og forløbet forud for konkursen er i offentlighedens interesse.
Det samme gør sig gældende i forhold til personer, der har en ledende rolle i en sådan virksomhed, særligt hvis personens erhvervsmæssige engagementer kan være relevant i forhold til den omtalte konkurs.
Pressenævnet finder således, at omtalen af [Klager]s erhvervsmæssige engagementer, herunder konkursen af Qudos og forløbet op til, er i offentlighedens interesse.
[Klager] var en del af ejerkredsen af Qudos på konkurstidspunktet, ligesom det er tilfældet med de øvrige virksomheder, der er omtalt i de påklagede artikler.
Nævnet finder, at denne del af omtalen ikke krænker [Klager]s privatliv, og har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om oplysninger om hans virke i forbindelse med driften af de omtalte virksomheder.
Korrekt information og forelæggelse
[Klager] har klaget over, at Økonomisk Ugebrev bragte ukorrekte oplysninger uden forinden at forelægge oplysningerne for ham, og at Økonomisk Ugebrev ikke har overholdt aftale om at sende artiklerne til gennemsyn, inden de blev offentliggjort.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Ligeledes bør angreb og svar, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A.
1, A.
3 og A.
4.
Det følger endvidere af de vejledende regler, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Som sagen er oplyst for Pressenævnet, lægger nævnet til grund, at [Klager] enten direkte eller via sin presserådgiver [Presserådgiveren] har været i løbende dialog med Økonomisk Ugebrev i forbindelse med artikelserien.
Pressenævnet lægger desuden til grund, at [Klager]s kommentarer i de to artikler ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid” er indsat via et link afslutningsvis i artiklerne.
Pressenævnet finder, at [Klager] er kommet til orde, og finder på den baggrund ikke anledning til at udtale kritik af Økonomisk Ugebrev for utilstrækkelig forelæggelse, ligesom det ikke findes godtgjort, at der forelå en aftale mellem [Klager] og Økonomisk Ugebrev om, at artiklerne skulle sendes til gennemsyn, inden de blev offentliggjort.
Artiklerne ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” bragt den 4. november 2018, ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” bragt den 11. november 2018 og ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” bragt den 18. november 2018
[Klager] har klaget over, at de tre artiklers overskrifter insinuerer, at [Klager] skulle have begået noget kriminelt, og underbygges ikke af indholdet i artiklerne.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. A.
6.
Af artiklen ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” fremgår det blandt andet, at
”Det drejer sig om to danske selskaber, Blue Energy og Studido, hvor en lang række kunder har brugt tid og ressourcer på at udtrykke særdeles hård kritik omkring selskabernes forretningsmetoder.
Kunderne føler sig ganske enkelt bondefanget af selskabets sælgere, selvom de afviser at blive kunder, viser en række kundeanmeldelser fra Trustpilot.
”
Af artiklen ”Finansfolk snød garantifonden for stort millionbeløb” fremgår det blandt andet, at
”Efterfølgende havde transaktionen dog også den effekt, at ejerne i Qudos kom ud af gælden ved kun at betale 65 mio. kr. tilbage til konkursboet.
Tabet på differencen – altså 40 mio. kr. – ender i sidste ende i Garantifonden for Skadesforsikring, som Økonomisk Ugebrev har forelagt dokumenterne.
”Et hvilket som helst tab for boet er dårligt nyt for Garantifonden.
Men vi kan ikke gøre noget ved det i Garantifonden.
Ved konkursen i Husejernes Forsikring blev det politisk bestemt, at ansvaret skulle placeres med en advokatredegørelse betalt af garantifonden.
Fonden har ikke mulighed for at beslutte, at der skal udarbejdes en advokatredegørelse i f.eks. Alpha sagen.
Det er derfor op til Kammeradvokaten og Finanstilsynet at undersøge, om der er sket uregelmæssigheder op til konkursen i Alpha Insurance.
Og det forventer fonden også, at de gør,” siger underdirektør [Person I] fra Garantifonden for Skadesforsikring.
”
Af artiklen ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” fremgår det blandt andet, at
”Nu er Forbrugerombudsmanden altså også ved at undersøge forretningsmetoderne i søsterselskabet Blue Energy.
For tiden pågår der en hørings fase over for selskabet, og derefter kan der så blive tale om en politianmeldelse, hvis vidnerne i sagen er stærke nok, oplyser [Person G].
”
Som sagen er oplyst for Pressenævnet, lægger nævnet til grund, at der er flere utilfredse kunder, der har delt deres oplevelser med Blue Energy og Studio på Trustpilot, at det er Garantifonden, der kommer til at dække et eventuelt tab i forbindelse med en konkurs, samt at der har været en række klager over Blue Energy til Forbrugerombudsmaden, og at det er muligt for Forbrugerombudsmanden at indgive politianmeldelse.
På denne baggrund finder Pressenævnet, at de tre artiklers overskrifter har dækning i såvel de faktiske forhold som omtalen i artiklerne.
Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af Økonomisk Ugebrev for overskrifterne til de tre artikler.
- Ejerforhold
[Klager] har klaget over, at han i Økonomisk Ugebrevs artikelserie fremstilles som om, han er den eneste ejer af de omtalte selskaber, når han rettelig kun er én af flere.
Som sagen er oplyst for Pressenævnet, lægger nævnet til grund, at [Klager] er én af flere ejere af de omtalte selskaber.
Det er ubestridt, at [Klager] er angivet i CVR-registeret med 14,7 % ejerskab af Qudos.
Af artiklerne fremgår det blandt andet, at
”De ejes af [Klager] via holdingselskabet New Nordic, som også ejer Qudos.
”
Og
”Her lykkes det finansmanden [Klager] med en fortid som porteføljemanager i først Sydinvest og dernæst Formuepleje, at købe sig ind i det kriseramte forsikringsselskab Qudos.
”
Det fremgår imidlertid også, at
”Men den mangeårige Danske Bank-direktør [Person A], der er også en del af koncernen, og som i dag er ansat som senior advisor i ejerselskabet New Nordic – og i øvrigt bestyrelsesmedlem i Qudos Insurance”
Og
”Efterfølgende havde transaktionen dog også den effekt, at ejerne i Qudos kom ud af gælden ved kun at betale 65 mio. kr. tilbage til konkursboet.
”
Pressenævnet finder på den baggrund, at det fremgår af omtalen, at [Klager] blot er én af flere ejere af de omtalte selskaber, og finder herefter ikke anledning til at udtale kritik.
Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at det flere steder i omtalen står anført, at han er én af flere ejere, ligesom han på intet tidspunkt i omtalen benævnes ”eneejer”.
- Omtale af kundeklager
[Klager] har klaget over, at artiklen ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” bragt den 4. november 2018 udelukkende bygger på Trustpilot anmeldelser, og at den ikke underbygges af andet en disse anmeldelser, ligesom det i artiklen ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” bragt den 18. november 2018er angivet, at Forbrugerombudsmanden har modtaget ”hundredevis af klager”, når der rettelig er indgivet 114 henvendelser.
I artiklen ”Qudos’ ejer beskyldes for fup og humbug i søsterselskaber” er gengivet uddrag af en række anmeldelser fra Trustpilot.
Af artiklen ”Forbrugerombudsmand tæt på politianmeldelse af Qudos-ejere” fremgår det blandt andet, at
”Dermed er [Klager]s koncern af selskaber nu både i søgelyset hos Kammeradvokaten, Finanstilsynet og nu altså også Forbrugerombudsmanden.
Fra sidstnævnte fortæller [Person G], at der er tale om endog mange klager mod Blue Energy, og at i alt 114 utilfredse danskere nu har klaget deres sag til ombudsmanden over de seneste fem år.
”
Pressenævnet finder, at de gengivne Trustpilotanmeldelser klart fremstår som kildernes subjektive vurdering af deres oplevelse med Blue Energy og Studido, og udtaler på den baggrund ikke kritik af forholdet.
Pressenævnet finder heller ikke anledning til at udtale kritik af overskriften ”hundredevis af klager”, idet nævnet finder at overskriften har dækning i de faktiske forhold, ligesom det klart fremgår af artiklens brødtekst, at der er tale om 114 henvendelser over en femårsperiode.
Artiklerne ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid”, der begge blev bragt den 9. december 2018
- Salg af kunder
[Klager] har klaget over, at det af artiklerne ”Finanstilsynets kritik kan koste kassen for Garantifonden” og ”Qudos i krig med tilsynet: Klager over påbud og køber tid.
” fremgår, at Qudos skulle have solgt kunder til Darag, hvor der rettelig var tale om en reassuanceaftale mellem Qudos og Darag.
[Klager] har oplyst, at Qudos betalte Darag for at påtage sig kunderisikoen, og der var tale om en reassuranceaftalen mellem Qudos og Darag, der havde til formål at sikre de europæiske forsikringskunder bedst muligt
Økonomisk Ugebrev har oplyst, at der var tale om at Qudos forsøgte på salg af forsikringer til andre selskaber, blandt andet Topdanmark, der direkte kalder det for salg af kunder.
Det er således bestridt, hvorvidt der er tale om salg af kunder eller en genforsikringsaftale.
Som sagen foreligger oplyst for Pressenævnet, er det ikke muligt for Pressenævnet at tage stilling til klagepunktet.
Pressenævnet udtaler ikke kritik.
Pressenævnet finder, at Økonomisk Ugebrev heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Sletning B.
8
[Klager] har anmodet om, at artiklerne i Økonomisk Ugebrev slettes fra hjemmesiden ugebrev.dk, idet det har negative konsekvenser for ham, at artiklerne er tilgængelig online med hans fulde navne og krænkende omtale.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklerne indeholder omtale af [Klager] og hans erhvervsmæssige virke, herunder opkøb og konkurs af virksomheder.
Af artiklerne fremgår [Klager]s fulde navn.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne fra 2018 på Økonomisk Ugebrevs hjemmeside ugebrev.dk, med oplysninger om [Klager] erhvervsmæssige aktiviteter, herunder også omtale af konkursen med selskabet Qudos, ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager].
Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Økonomisk Ugebrev for ikke at have slettet artiklerne.
Afgjort den 10. september 2019