Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0331
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0331
Person får ikke slettet artikel om skænderi i trafikken
En person klagede over, at Nordjyske Stiftstidende havde afvist at hindre tilgængeligheden af en artikel på nordjyske.dk fra 2012, som omhandlede en episode, hvor personen var blevet overfuset i trafikken.
Pressenævnet udtalte ikke kritik af Nordjyske Stiftstidende.
Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at personen frivilligt havde medvirket i artiklen, og at artiklen ikke indeholdt krænkende eller private oplysninger.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Nordjyske Stiftstidende har afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen ”Fik skideballe af Falckmand” , som blev bragt den 10. marts 2012 på nordjyske.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Nordjyske Stiftstidende bragte på nordjyske.dk den 10. marts 2012 artiklen ”Fik skideballe af Falckmand” .
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
- Jeg fatter simpelthen ikke, Falck vil være ham bekendt.
20-årige [Klager] fra Løgstør er stadig rystet over den opførsel, en chauffør på en sygetransport fra Falck forleden udsatte ham for i en vejchikane i Vindblæs.
Da [Klager], der går på HTX i Aars, kørte hjem mod Løgstør i vestlig retning gennem Vindblæs og kom til vejchikanen i den vestlige del af byen, holdt sygetransporten, der kom fra vest mod øst og ventede, fordi bilisterne, der kører fra øst mod vest, har forkørselsret.
Men pludselig kørte chaufføren af sygetransporten også ind i vejchikanen, så han spærrede for [Klager]s bil, som han havde lånt af sin far.
- Jeg blev så forskrækket, at jeg løftede armen som tegn til, at det var da vist helt galt det her.
Men det skulle jeg ikke have gjort, for Falck-chaufføren rullede vinduet ned, og så blev jeg ellers overfuset, som jeg aldrig er blevet det før.
Selvom det jo var mig, der havde forkørselsret, siger [Klager].
- Hvis du havde været sort, så burde du aldrig have haft kørekort, lød det blandt andet fra Falck-chaufføren til [Klager], som er pæredansk og godt vinterbleg.
Blev bange - Jeg blev fuldstændig paf, og jeg kunne da også se, at den passager i sygetransporten, der sad på bagsædet, kiggede en ekstra gang, siger [Klager], som fik at vide, at Falck-manden vidste bedre end sådan en ung knægt.
Han har nemlig haft kørekort i 31 år, lod han hånligt [Klager] det vide.
- Han var fuldstændig ophidset, og jeg blev da pludselig helt i tvivl, om jeg nu også har forkørselsret, men det er der jo ingen tvivl om, at jeg har.
Og efterfølgende kan jeg da godt undre mig over, at en så rutineret chauffør fra Falck overhovedet kan påstå noget, der er så åbenlyst forkert, siger [Klager], som blev siddende inde i sin fars bil, fordi han simpelthen ikke turde gå ud og snakke med Falck-manden.
Den knap to minutter lange kontrovers endte med, at Falck-chaufføren kørte ud til højre i rabatten og lod [Klager] slippe igennem.
Chokeret Men skideballen betød, at [Klager] var så rystet, at han meldte fra skolen den dag.
Han måtte tage hjem og sunde sig.
- Jeg har aldrig før oplevet noget lignende.
Jeg var fuldstændig rystet og paf, siger [Klager], der har valgt at fortælle om sine oplevelser, netop fordi chaufføren var fra Falck.
- Hvis det havde været en ganske almindelig bilist, havde jeg ikke kontaktet pressen.
Men jeg synes altså, det er noget andet, når manden er chauffør på en sygetransport fra Falck, hvor der er passagerer med, og han så samtidig kommer med halvracistiske udtalelser.
Det er simpelthen ikke i orden, siger [Klager], der har ringet til Falck for at klage over chaufføren og hans opførsel.
- Jeg fik en sød dame i røret, som sagde, at det naturligvis var beklageligt, men at Falck ikke lige kunne finde frem til chaufføren, når jeg ikke havde taget nummeret på bilen.
Det tror jeg godt, de kan, hvis de vil, og jeg synes, han selv burde have en skideballe, siger [Klager].
”
Under artiklens underrubrik er der indsat et billede af en mand, der står ved et vejskilt.
Billedet er ledsaget af følgende billedtekst: ”[Klager] i den vej-chikane i Vindblæs, hvor episoden udspillede sig.
”
[Klager] anmodede den 8. maj 2019 Nordjyske Stiftstidende om at slette artiklen, hvilket Nordjyske Stiftstidende afviste samme dag.
[Klager]s klage over Nordjyske Stiftstidendes afslag er modtaget i Pressenævnet ligeledes den 8. maj 2019.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har anført, at han ønsker artiklen slettet, da han er kommunal medarbejder, hvorfor han gerne vil være anonym på internettet.
Artiklen findes let ved at ”google” [Klager]s navn.
[Klager] har ikke noget imod, at artiklen findes i Nordjyske Stiftstidendes arkiv, men han ønsker ikke, at artiklen kan ses ved en Google-søgning på hans navn.
2.2 Nordjyske Stiftstidendes synspunkter
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
Nordjyske Stiftstidende har anført, at [Klager] ikke har fremført faktuelle fejl eller andre forhold, der fordrer ændringer i artiklen.
Endvidere er der i artiklen ikke særlige forhold, som er personligt belastende eller på anden vis kompromitterende for klager, og som sådan kunne fordre ændringer.
En artikel af den karakter, som bygger på klagerens egen henvendelse og udsagn, kan på ingen måde være anonym.
Det forholder sig sådan, at artiklen kun er i arkivet.
Den publiceres ikke, men den kan fremsøges.
Nordjyske Stiftstidende bestemmer ikke over Google, og [Klager] må kontakte Google angående, hvordan man kan ”google” hans navn.
Der er herefter ikke grundlag for at fjerne [Klager]s navn - eller artiklen - i arkivet.
At arkivartikler kan findes frem ved søgninger må betegnes som helt almindeligt.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Sletning, anonymisering eller afpublicering – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at Nordjyske Stiftstidende har afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen ”Fik skideballe af Falckmand” fra nordjyske.dk.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager efter offentliggørelsen af artiklen i marts 2012 ikke anmodede nævnet om at tage stilling til, hvorvidt artiklen var i strid med god presseskik.
Artiklen indeholder et interview med [Klager], som fortæller om en episode, hvor han følte sig overfuset af en Falck-chauffør.
Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] frivilligt har udtalt sig til artiklen.
Nævnet finder, at der ikke foreligger tilstrækkeligt tungtvejende grunde til, at Nordjyske Stiftstidende burde have imødekommet [Klager]s anmodning om at hindre artiklens tilgængelighed.
Nævnet har lagt vægt på, at klager frivilligt medvirkede i artiklen, og at der efter nævnets opfattelse ikke er tale om krænkende eller private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at de i sig selv taler for at hindre artiklens tilgængelighed i medfør af punkt B.
8.
Afgjort den 10. september 2019