Legislator Case Law & Legislation
W20190978725 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0256

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2019 9787 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0256

KEN#LOKDOK23 2019 9787 Valid

Ikke kritik for på ny at omtale navnestrid mellem café og forlag

I en artikel fra november 2018 omtalte ekstrabladet.dk, at en københavnsk café havde tabt en retssag mod et fransk forlag om retten til at opkalde caféen efter en fransk tegneseriefigur.

Det fremgik også af artiklen, at caféen tidligere havde haft problemer med sin hygiejne.

Ekstra Bladet havde også omtalt caféen i en artikel i januar 2017, som ligeledes omhandlede caféens hygiejneproblemer og navnestriden med det franske forlag.

I en kendelse vedrørende artiklen fra januar 2017 udtalte Pressenævnet blandt andet kritik af overskriften, som var delvist ukorrekt.

Caféen klagede også til Pressenævnet over artiklen fra november 2018.

Det var caféens opfattelse, at Ekstra Bladet med sin fornyede omtale af sagen havde tilsidesat Pressenævnets tidligere fremsatte kritik.

Nævnet fandt, at omtalen i artiklen fra november 2018 var i overensstemmelse med god presseskik, og nævnet udtalte ikke kritik.

KEN#LOKDOK23 2019 9787 Valid

[Klager] har ved advokat Hans Henrik Leschly klaget til Pressenævnet over artiklen ” Kendt café tabte navne-strid: Det hedder den nu ”, som blev bragt af Ekstra Bladet den 11. november 2018 på ekstrabladet.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger.

[Klager] har også klaget over, at Ekstra Bladet har afvist at slette artiklen fra ekstrabladet.dk.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

Ekstra Bladet bragte den 12. januar 2017 artiklen ” FRANKSKMÆND CHOKEREDE: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” , som på ekstrabladet.dk blev bragt under overskriften ”Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer” .

I den trykte udgave af artiklen var første del af overskriften ”Franskmænd chokerede:” placeret øverst på siden og skrevet med en lille, rød skrift.

Resten af overskriften var i cirka tre gange så stor punktstørrelse og placeret hen over billedet af et beskidt gulv.

Af billedteksten fremgik

”Møgbeskidt.

Her dokumenterede Fødevarestyrelsen, at der lå kødrester i et hjørne på et fedtet og møgbeskidt køkkengulv.

FOTO: FØDEVARESTYRELSEN.

”

Af artiklen fremgik blandt andet følgende

”Den gamle danske Café Obelix er under angreb fra de franske ejere af tegneserien Asterix & Obelix.

[…]

Et broddent kar

Ekstra Bladets Maddetektiv har fået aktindsigt i dusinvis af kritiske tilsynsrapporter og billeder fra Fødevarestyrelsen.

De afslører, at dårligt uddannet personale i det beskidte køkken ofte har undladt at vaske hænder - og at kød og andre madvarer har ofte har været for gammelt og på vej til at rådne i det alt for varme og overfyldte køleskab.

- Café Obelix er på vores liste over broddent kar, som vi ganske ofte besøger med to tilsynsførende i stedet én.

Vi har uddelt mange bøder, fordi virksomheden ikke har rettet op på problematiske forhold, som vi tidligere havde indskærpet.

Men det har ikke været nok til, at vi har haft lovhjemmel til at kunne lukke virksomheden, siger [Sektionslederen], sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

Til gengældt arbejder andre på, at Café Obelix skal være fortid - nemlig det fornemme franske forlag Hachette Livre, som ejer rettighederne til tegneseriefigurerne Asterix & Obelix.

Hele [Klager]s café inklusive menukort, facade, skilte og markedsføringsmateriale er plastret ind i de kulørte og skøre Hachettemaskotter.

Fransk chok

Ekstra Bladet har været i kontakt med Hachette, som oplyser, at man indtil for nylig var uvidende om stedets eksistens.

Forlaget oplyser, at man er chokeret over, at Obelix-navnet og de grafiske kendetegn anvendes i en sammenhæng, hvor der sker brud på fødevareloven, og hvor der sælges hård spiritus og tobak i især nattetimerne, hvor stedet omdannes til en natklub.

Det hævdes at stride mod forlagets værdier.

- Vi overvejer, hvilke skridt vi skal tage for at bringe denne krænkelse til ophør, siger [Forlagsmedarbejderen], Asterix Foreign Rights executive hos Hachette, som allerede har sat danske advokater på sagen med krav om, at stedet totalt saneres for enhver anvendelse af Obelix-varemærket.

Benægter krænkelse

[Klager] bestrider, at der finder en krænkelse sted.

Der kan være enkelte af hans forhenværende kunder og café-medarbejdere, som holder med franskmændene i den tvist.

For på nettet raser et ganske højt antal skuffede gæster over, at de har fået serveret meget ringe mad.

Og tidligere har Fagbladet 3F skrevet, hvordan seks ansatte fra Café Obelix på kort tid havde sagt op, fordi de synes, [Klager] bød dem frygtelige arbejdsvilkår.

De fortalte om konstant underbemanding, ingen pauser, ingen løn for mange timers overarbejde, ulønnede tilkaldevagter og krav om at møde på arbejde et kvarter før mødetid for at tælle kassen op - uden at få løn for det - og så videre.

Skældte ud

Flere medarbejderne stod frem og fortalte om forholdene - herunder hvordan [Klager] kameraovervågede dem.

- Han ringede fem-seks gange i løbet af en dag.

Og kunne sågar finde på at skælde mig ud, fordi jeg ikke var taknemmelig nok over, at han ringede og rettede på mig - for han ' hjalp' mig jo, fortalte en tjener til fagbladet.

Fødevarekontrollens chef understreger, at virksomheden ikke udviser 'ond vilje'.

- Faktisk oplever vi at have en fornuftig dialog med virksomheden, som faktisk flytter sig, men problemet er så, at den efter nogen tid begår samme i fejl, som vi tidligere har indskærpet, siger [Sektionslederen].

”

”[Artiklen på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk blev 28. marts 2017 tilføjet følgende præcisering i forlængelse af artiklen

”Præcisering

I Ekstra Bladets artikel af den 12. januar 2017 ”Vil lukke en af Danmarks værste caféer” omtalte redaktionen Café Obelix.

Det blev i artiklen omtalt, at Café Obelix havde modtaget påtaler fra fødevaremyndighederne, og at et fransk forlag havde krævet at caféen ikke måtte kalde sig café Obelix.

Overskriften til artiklen kunne give anledning til den misforståelse, at det franske forlag eller fødevaremyndighederne havde krævet, at Café Obelix skulle ophøre med at drive café.

Dette er ikke tilfældet.

Det skal således præciseres, at det franske forlag ikke har krævet, at Café Obelix skal lukke, men at Café Obelix enten skal ændre sit navn eller alternativt betale en licens for brugen af navnet Café Obelix.

Som det fremgår af artiklen, bestrider Café Obelix, at brugen af navnet krænker det franske forlags påståede rettigheder.

Det skal endvidere påpeges, at Fødevarestyrelsen, som det også fremgik af Ekstra Bladets artikel, ikke har fremsat krav om, at Café Obelix skal lukkes.

Redaktionen

” Genmæle fra Café Obelix

Ekstra Bladet omtalte i en artikel den 12. januar 2017 ”Vil lukke en af Danmarks værste Caféer” Cafe Obelix.

I artiklen blev der henvist til, at Café Obelix havde modtaget påtaler fra fødevaremyndighederne.

Café Obelix skal i den anledning meddele følgende

De henvendelser og påtaler, som Café Obelix har modtaget fra fødevaremyndighederne svarer efter vores opfattelse til, hvad der er sædvanligt i branchen og henvendelserne og påtalerne har således ikke været af en sådan karakter og hyppighed, at der er grundlag for at kalde Café Obelix for ”en af Danmarks værste caféer”.

Café Obelix”]”

Pressenævnet afsagde den 3. august 2017 kendelse i nævnets sag nr. 17-70-01129, [Klager] mod Ekstra Bladet, vedrørende ovennævnte artikel.

Af Pressenævnets kendelse hedder det blandt andet

” 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Turid Fennefoss Nielsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

[Klager] har klaget over, at artiklen bragt under overskriften ” FRANSKMÆND CHOKEREDE: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” i den trykte udgave af Ekstra Bladet og under overskriften ”Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer” på ekstrabladet.dk er misvisende, og over at Ekstra Bladet har afvist at slette artiklen fra ekstrabladet.dk.

Overskrifter ¬[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladets overskrifter giver indtryk af enten forlaget Hachette eller Fødevarestyrelsen ville lukke caféen.

Det er ubestridt, at hverken forlaget eller Fødevarestyrelsen har krævet Café Obelix lukket.

Vurderingen ” en af Danmarks værste caféer ” er heller ikke korrekt.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives er korrekte.

Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel, og berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår, jf. punkt A.

1, A.

6 og A.

7.

På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Café Obelix i de omtalte tilfælde har fået anmærkninger fra Fødevarestyrelsen.

Pressenævnet finder, at udsagnet ” en af Danmarks værste caféer ” er et udtryk for Ekstra Bladets vurdering på baggrund af Fødevarestyrelsens udtalelser om caféens hygiejne i kontrolrapporterne omtalt i artiklen.

Pressenævnet finder videre, at udsagnet fremstår som Ekstra Bladets vurdering.

På baggrund af de mange omtalte anmærkninger i rapporter fra Fødevarestyrelsen, udtaler Pressenævnet ikke kritik af denne del af overskriften.

Nævnet lægger videre til grund, at de franske rettighedsindehavere af ”Obelix”, forlaget Hachette, havde rettet henvendelse til en dansk advokat og overvejede retslige skridt mod Café Obelix, idet Café Obelix ifølge forlaget krænkede deres rettigheder til ”Obelix”.

I Fødevarestyrelsens mail af 8. juni 2017 til [Klager] skriver Fødevarestyrelsen, at

”Det har ikke på noget tidspunkt været relevant at sanktionere lukning af virksomheden i kortere eller længere perioder.

”

Pressenævnet finder, at overskrifterne ” Franskmænd chokerede: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” og ”Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer ” giver indtryk af, at enten det franske forlag Hachette eller Fødevarestyrelsen ønsker at lukke Café Obelix.

Det har hverken dækning i artiklen eller de faktiske forhold.

Nævnet udtaler kritik af overskrifternes misvisende formulering.

Nævnet udtaler videre kritik af Ekstra Bladet for ikke at rette artiklen før 28. marts 2017, selvom avisen allerede den 18. januar 2017 var gjort opmærksom på, at der ikke var dækning for overskriften.

[…]

Redigering

[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet i artiklerne har undladt at oplyse, at han tilbageviste de klager, som tidligere ansatte havde udtalt sig om i fagbladet 3F, ligesom Datatilsynet afviste klagen vedrørende kameraovervågning i Café Obelix.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A.

4.

I artiklen får tidligere ansatte lejlighed til at komme med nogle angreb mod arbejdsforholdene i Café Obelix.

Pressenævnet finder, at [Klager] burde have haft lejlighed til at besvare angrebene.

I artiklen på ekstrabladet.dk fremgik følgende fra Ekstra Bladets interview med [Klager]

”Dine kommentarer til tidligere medarbejderes beskyldninger i Fagbladet 3F?

- Det er et overstået kapitel og meget af det, der stod i de artikler, var ikke korrekt.

”

I avisens papirudgivelse ses [Klager] kommentarer derimod ikke at være medtaget til dette forhold.

Nævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet på dette punkt.

Under henvisning til, at [Klager] har frabedt sig fornyet omtale, pålægger nævnet ikke offentliggørelse i papirudgaven efter medieansvarslovens § 49 vedrørende dette forhold.

Sletning efter punkt B.

8

[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet har afvist hans anmodning om at få slettet artiklen ”Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer” bragt på hjemmesiden ekstrabladet.dk.

- Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

- Den konkrete sag

Af artiklerne fremgår det, at Fødevarestyrelsen har ført ekstra kontrol med caféen, ligesom indholdet af caféens kontrolrapporter med anmærkninger er refereret.

Ligeledes fremgår det, at det franske forlag Hachette mener, at caféen krænker deres rettigheder til navnet ”Obelix”.

Ekstra Bladet indsatte den 28. marts 2017 en præcisering og klagers genmæle, så det af artiklen nu fremgår, at ”det franske forlag ikke har krævet, at Café Obelix skal lukke, men at Café Obelix enten skal ændre sit navn eller alternativt betale en licens for brugen af navnet Café Obelix.

”

Oplysningerne i artiklerne angår [Klager]s erhvervsmæssige forhold.

Oplysningerne om hans erhvervsmæssige forhold må anses for at være af en sådan karakter, at de er belastende for hans cafés omdømme.

På den anden side er oplysningerne i caféens kontrolrapporter gengivet korrekt og fortsat af almen interesse, da [Klager] stadig driver caféen.

Pressenævnet finder herefter, at oplysningerne i artiklens tekst ikke er af en sådan belastende karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden til oplysningerne.

Nævnet har navnlig lagt vægt på, at Café Obelix har fået indsat et genmæle til artiklen.

Nævnet finder imidlertid som ovenfor nævnt under afsnittet ”Overskrifter”, at overskriften ” Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer ” er ukorrekt og i strid med god presseskik.

Pressenævnet pålægger ikke offentliggørelse af nævnets kendelse i den løbende nyhedsstrøm på ekstrabladet.dk i medfør af medieansvarslovens § 49.

Såfremt overskriften ikke ændres, så den bliver retvisende, pålægges den ansvarshavende redaktør af ekstrabladet.dk imidlertid at oprette et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af overskriften” i umiddelbar forlængelse af overskriften.

Linket skal vise hen til nævnets kendelse på pressenaevnet.dk.

”

Ekstra Bladets artikel af 12. januar 2017 er fortsat tilgængelig på ekstrabladet.dk, nu under overskriften ”En af Danmarks værste caféer i navnestrid med fransk forlag” .

Den påklagede artikel

Ekstra Bladet bragte den 11. november 2018 på ekstrabladet.dk artiklen ”Kendt café tabte navne-strid: Det hedder den nu” med følgende underrubrik

”Caféen var en torn i øjet på intellektuelle franske forlæggere, som står bag Asterix og Obelix”

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”Bøder fra Fødevarekontrollen og kritik fra skuffede kunder og fra forhenværende ansatte.

Det var årsag til, at Ekstra Bladet i slutningen af 2016 satte sig for at beskrive forholdene på dengang 25 år gamle Café Obelix på [Bynavn] Torv i København.

Broddent kar

Stedet har hver weekend i årevis haft succes med at udbyde billig brunch-buffet, men Fødevarestyrelsen var ikke imponeret.

- Café Obelix er på vores liste over brodne kar, som vi ganske ofte besøger med to tilsynsførende i stedet for én.

Vi har uddelt mange bøder, fordi virksomheden ikke har rettet op på problematiske forhold, sagde en chef i Fødevarestyrelsen i artiklen, som udkom i januar i fjor.

[I artiklen er der her indsat et billede af et beskidt gulv, som er ledsaget af billedteksten ”Her dokumenterede Fødevarestyrelsen for år tilbage, at der lå kødrester i et hjørne på et fedtet og møgbeskidt køkkengulv.

Foto: Fødevarestyrelsen” , Pressenævnet ]

Men det var nu caféens tobakssalg og knaldtilbud på hård alkohol i aften- og nattetimer, som fik nærværende avis til at undre sig og henvende sig til den formodede francisegiver, det franske forlag Les Éditions Albert René, som ejer alle rettighederne til Asterix og Obelix.

Som de fleste andre udbydere af børneunderholdning har Albert René nemlig mådeholdne principper for salg af rusmidler.

Lagde navn til drukfest

Så hvordan kunne det finde sted, at Obelix lagde navn til den mere eller mindre ustyrlige drukfest, som afholdes på den københavnske café til kl.

fem lørdag og søndag morgen?

Forlaget hævede, at man var intetanende om stedets eksistens.

Man oplyste til Ekstra Bladet, at man var overrasket over, at Obelix-navnet og tegneseriefigurerne blev brugt i en sammenhæng, hvor der blev solgt øl og hård spiritus.

I Paris var man rasende over det, som man opfattede som meget krænkende misbrug af varemærket, så man pudsede i november 2016 det danske advokatfirma

Koch/Christensen på Café Obelix med krav om, at alt brug af Obelix-varemærket skulle ophøre straks.

Koste, hvad det ville.

[I artiklen er der her indsat et billede af en væg, hvorpå der er malet tegninger fra Asterix & Obelix-universet.

Under tegningerne ses mindre, indrammede billeder, hvoraf det er muligt at se motivet på visse af billederne, der forestiller sider fra tegneserier.

Billedet er ledsaget af billedteksten ”Advokatfirmaet tog bl.a. dette billede på Café Obelix.

Foto: Koch/Christensen” , Pressenævnet ]

Advokatfirmaet bad en af sine unge medarbejdere besøge stedet, hvor han under dække af cafékunde diskret affotograferede de noget amatøragtigt udførte Asterix- og Obelix-tegninger, som var at finde overalt på interiør og eksteriør.

Stiv penis

Billederne blev sendt til Frankrig, hvor det, som særligt stødte de pæne intellektuelle forlæggere i Paris, var at se et maleri af deres elskede værk, den store bautasten-hugger, portrætteret 'med erigeret lem i en eksplicit seksuel situation', som det hed i formelle termer.

At Obelix blev vist med stiv penis, opfattede man som aldeles anstødeligt, så ejeren af den homo-venlige café, [Klager], fjernede maleriet til beklagelse for LGBT-mediet Out & About [Teksten ”beklagelse for LGBT-mediet Out & About” udgør et link til artiklen ”Dansk LGBTQ-venlig café tvunget til navneskift” , som blev bragt af netavisen OUT&ABOUT ONLINE på oaonline.dk den 13. december 2017, Pressenævnet ].

Men ellers afviste [Klager] pure, at han krænkede forlagets rettigheder.

Det skete med henvisning til, at en forhenværende ejer havde fortalt, at han telefonisk i 1993 havde fået grønt lys til at bruge navnet.

Tilladelsen var givet af en i dag ukendt kvinde hos det danske forlag Gutenberghus, som udgav Asterix-tegneserien i Danmark.

[I artiklen er der her indsendt et billede af en væg, hvorpå der ses fire indrammede udklip fra tegneserier.

Billedet er ledsaget af billedteksten ”Billederne blev sendt til Frankrig, hvor ejerne af Asterix og Obelix blev rasende.

Foto: Koch/Christensen” , Pressenævnet ]

Så [Klager] blev trukket i Sø- og Handelsretten, hvor han tabte.

For et år siden blev der afsagt dom

'Caféen har ikke har nogen form for adkomst til sin udnyttelse af Albert Renés rettigheder', og det er 'krænkende for ophavsmandens kunstneriske anseelse, at Obelix blev brugt i forbindelse med alkohol og en seksuel akt', lød det eksempelvis.

Læs hele dommen her [Ordet ”her” udgør et link til en pdf-udgave af Sø- og Handelsrettens dom af 11. december 2017 i sagen Les Editions Albert René S.

A.

R.

L mod [Klagers investeringsselskab], Pressenævnet ].

600.000 kr. i vederlag

Café Obelix skulle have nyt navn og stoppe med at misbruge billeder af Obelix.

Derudover skulle caféen inden julen 2017 betale et vederlag på 600.000 kr. for at have brugt Obelix-varemærket og dertil betale en advokatregning på 67.000 kr. samt droppe sit domænenavn cafeobelix.dk - og i øvrigt fjerne sin tilstedeværelse på Facebook og Instagram.

En jurist, som i 1993 arbejde for Gutenberghus, fortalte i retten, at han ikke kendte til, at en caféejer skulle have spurgt om tilladelse til at bruge Obelix-navnet.

Og at han i givet fald ville have henvist den daværende restauratør til det franske forlag.

Ankede dommen

Men [Klager] ankede sagen til Østre Landsret, som behandlede sagen 3. september i år.

I retten gentog [Klager]s advokat et argument om, at caféen har 'larmet' så meget i den danske offentlighed, eksempelvis på busreklamer og i pressen, at hans modpart i Frankrig havde forholdt sig passivt.

Franskmændene måtte have kendt til stedets eksistens og derfor protesteret tidligere, mente han.

Noget, som landsretten pure afviste.

'Under hensyn til Cafe Obelix' lokale beliggenhed, og den helt overvejende lokale markedsføring, har Investeringsselskabet (Café Obelix, red.) ikke godtgjort, at Albert René, hvis virksomhed er beliggende i Frankrig, har haft anledning til at reagere tidligere end sket', lød det i dommen.

I retten endte det i et skænderi mellem [Klager]s advokat og John Kahlke fra advokatfirmaet Koch/Christensen, der repræsenterede Albert René.

Kahlke beskyldte eksempelvis [Klager] for at have en dårlig forretningsmoral.

- Han overtræder bevidst fødevarelovningen og tager bare de bøder, der kommer, lød beskyldningen, hvorefter [Klager]s advokat Gitte Løvgren Larsen straks replicerede, at hun mente, at der var tale om injurier og usandheder.

Men Kahlke fortsatte.

Han harcelerede over [Klager]s alkoholudskænkning, herunder over Obelix' drukarrangement, J-dag, som afholdes den dag, hvor årets julebryg lanceres.

'Skrækkeligt ritual'

- Det er tale om et skrækkeligt ritual, hvor skoleelever skal drikke sig i hegnet på en bestemt dag i november, sagde Kahlke.

Men så viste Gitte Løvgren Larsen dokumentation for, at der i den parisiske forlystelsespark Parc Astérix, som er ejet af det krænkede forlag, søreme også serveres øl - uden at dette strider med forlagets alkoholpolitik.

Men lige lidt hjalp det.

Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom.

Betal 600.000 kr. plus sagsomkostninger.

Det er penge, som [Klager] har.

I hans selskab er der nemlig hele 5,8 mio. kr. i egenkapital.

Læs dombogen fra Østre Landsret her [Ordet ”her” udgør et link til Østre Landsrets dom af 29. juni 2018 i sagerne 1) Foreningen Amagerinvestorer mod Finansiel Stabilitet A/S og Finanstilsynet, 2) Finansiel Stabilitet A/S mod Amagerbanken Aktieselskab under konkurs og 3) Amagerbanken Aktieselskab under konkurs mod Finanstilsynet.

Pressenævnet formoder, at der skulle have været indsat et link til Østre Landsrets dom af 1. oktober 2018 i ankesagen [Klagers investeringsselskab] mod Les Editions Albert René S.

A.

R.

L., Pressenævnet ]

[Klager] havde, inden der faldt dom, sagt, at hvis han tabte, ville han skulle bruge yderligere 300.000 kr. på udskiftning af parasoller og interiør - samt bruge et ukendt beløb på at indarbejde et nyt navn.

[…]

Caféen har nu af Fødevarestyrelsen fået en elitesmiley for god hygiejne.

Caféen har oplyst, at den mener, at den kritik, som fødevaremyndighederne i sin tid gav, svarede til, hvad der var sædvanligt i branchen.

[Klager] ønsker ikke at udtale sig til denne artikel.

”

[Klager] klagede den 2. december 2018 til Ekstra Bladet over artiklen.

Ekstra Bladet afviste klagen den 13. december 2018.

[Klager]s klage over Ekstra Bladets afslag er modtaget i Pressenævnet den 3. februar 2019.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

God presseskik

Fornyet omtale af tidligere sag

[Klager] har anført, at den påklagede artikel i høj grad refererer til artiklen ” FRANSKMÆND CHOKEREDE: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” / ” Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer ”, der blev bragt af Ekstra Bladet den 12. januar 2017.

Det drejer sig om oplysninger, som Pressenævnet i nævnets kendelse af 3. august 2017 i sag nr. 17-70-01129, [Klager] mod Ekstra Bladet, betegnede som belastende for virksomhedens omdømme, og Ekstra Bladet har dermed tilsidesat den kritik, Pressenævnet gav udtryk for, ved igen at bringe oplysningerne.

Læsere af den påklagede artikel kan ikke få andet indtryk end, at [Klager]s café fortsat har så uhumske forhold, som det ses på billedet af et beskidt kældergulv, som ligeledes fremgik af den oprindelige artikel.

Hertil kommer, at underoverskrifterne i den påklagede artikel er de samme som i artiklen fra 2017, eksempelvis ”Brodne kar” , ”Drukfester” og ”Stiv penis” .

Dermed må læseren antage, at [Klager]s café betragtes som et broddent kar af Fødevarestyrelsen, og at der er tale om et i alle henseender uhumsk sted.

Det står i kontrast til, at Ekstra Bladet i artiklen undlader at nævne, at caféen i to år har haft en ”elite-smiley”, hvilket bringer den op i en kategori, hvor den påklagede artikel godt kunne have haft det indhold, at den omhandlede en af Danmarks bedste caféer.

Korrekt information og forelæggelse

Ekstra Bladet har i artiklen bragt fem beskrivelser, betegnelser og udsagn, som intet har med caféens virkelighed at gøre, men som alene kan være udsprunget af Ekstra Bladets og journalistens ønske om at stille virksomheden i det værst tænkelige lys.

I den forbindelse har [Klager] påpeget, at journalisten i artiklen i høj grad har været inspireret af de procedurebemærkninger, det franske forlags advokat fremkom med under den omtalte retssag.

Det burde være journalisten bekendt, at der under proceduren i retssager er en meget høj grad af ytringsfrihed, når det gælder sådanne bemærkninger.

Bemærkningerne har et ofte noget tvivlsomt forhold til sandheden og må ses som et forsøg på at farve den opfattelse, som advokatens klient har dannet sig af sin modpart.

Således har end ikke forlaget selv, som ejer rettighederne til Asterix og Obelix, haft den opfattelse, at Obelix’ fantasiverden er befolket af kost- og drikkevareforagtende personer.

Denne idé er imidlertid adopteret af journalisten, som i nedenstående fem udsagn forsøger at slå caféen i hartkorn med de allerværste beværtninger i København for derved at give caféen et så dårligt skudsmål, at dens omdømme vil blive så belastet, at det vil gå ud over caféens omsætning.

1) Udsagn vedrørende tobakssalg og tilbud på hård alkohol

Det er ikke korrekt, at det tidligere Café Obelix har haft særlige tilbud på tobak, ligesom caféen aldrig har haft knaldtilbud på hård alkohol.

Oplysningerne kan ikke, som anført af Ekstra Bladet, betegnes om værende Ekstra Bladets value-judgments.

Hvis Ekstra Bladet ønsker at bringe sådanne oplysninger, må Ekstra Bladet bevise, at der i usædvanlig grad har været udskænkning af hård alkohol i aften- og nattetimerne.

Ellers er der tale om en ærekrænkende bemærkning, som vil skade [Klager]s virksomhed i betydelig grad, og som vil være retsstridig at fremsætte mod bedre vidende.

På samme måde er det ikke korrekt, at der på caféen skulle være særlige arrangementer i forbindelse med den dag, hvor der kommer juleøl på gaden.

Caféen har med hensyn til de særlige ”mærkedage”, bryggerierne har sat i værk med udskænkning af øl op til store højtider (P-dag og J-dag) haft en helt upåfaldende deltagelse.

Artiklens omtale, set i sammenhæng med underoverskriften ”Skrækkeligt Ritual” , er imidlertid med til at give læseren indtryk af, at caféen deltager i uhyrligheder i forbindelse med denne tradition.

At Ekstra Bladet i forbindelse med omtalen ”gemmer sig” bag en advokats udtalelse i en procedure ændrer ikke herpå, da procedurebemærkningen ikke behøver at have noget forhold til sandheden.

2) Udsagn vedrørende drukfester

Det er endvidere ikke korrekt, at det tidligere Café Obelix har lagt navn til mere eller mindre ustyrlige drukfester til kl.

fem lørdag og søndag morgen.

Caféen har aldrig stået for særlige fester af denne karakter.

Stedet er kendt for at være meget roligt, også i aften- og nattetimerne, da der er tæt privat beboelse i caféens umiddelbare nærhed.

Der har ikke været naboklager, og der har ikke været politibesøg eller andet, der kunne tyde på, at caféen under sin tilladte sene åbningstid gør andet og mere end at servere for det ofte meget stille og rolige publikum, der kommer på caféen i disse perioder.

Heller ikke i dette tilfælde kan der være tale om en value-judgment fra Ekstra Bladets side.

En sådan kræver, at Ekstra Bladet har haft et grundlag for at kunne vurdere den beskrevne situation, hvilket avisen ikke har haft.

Endvidere kan Ekstra Bladet ikke tillade sig at henvise til, at det franske forlag under retssagen forsøgte at stille udskænkning af alkohol over for Obelix-verdenens ædruelighed.

Dette standpunkt blev bestridt, og det havde ikke indflydelse på domsresultatet.

Udsagnets formulering giver imidlertid læseren et indtryk af, at det virkelig forholder sig på caféen som beskrevet, hvilket på et helt forkert grundlag kan være med til at skade caféens omdømme.

3) Udsagn vedrørende billede med seksuelt indhold

Det oplyses i artiklen, at der på caféen skulle være et maleri af en bautastenhugger med erigeret lem.

Ekstra Bladet fremdrager dermed en flere år gammel episode, hvor en kunde i caféen havde fjernet ét af skilderierne og i stedet anbragt et skilderi med et vist erotisk indhold.

Dette blev fjernet, så snart én af tjenerne opdagede dette.

Der er i artiklen vist to fotografier af udsmykningen i caféen, hvorfor læseren ikke kan undgå at tro, at der fortsat er erotiske og anstødelige scener på væggene.

Hvorfor ellers bringe de pågældende fotografier, som igen fremstiller caféen i det mest uheldige lys.

4) Udsagn om, at caféen er homo-venlig

Ovenstående udsagn om fjernelsen af skilderiet efterfølges af endnu et kritisabelt udsagn om, at LGBT-miljøet skulle have været kede af, at skilderiet blev fjernet fra, hvad der i artiklen betegnes som den ”homo-venlige café” .

Udsagnet kan dårligt opfattes som positivt.

[Klager] har ingen indflydelse på, hvordan LGBT-miljøet ser på hans udsmykning af caféen.

Udsagnet giver imidlertid indtryk af, at caféen særligt henvender sig til et homoseksuelt klientel.

[Klager] har ikke noget imod de personer, der vedkender sig at være homoseksuelle, men ud over en traditionel annonce i bladet ”Out & About”, foretager caféen ingen særlig markedsføring over for dette klientel, der udgør en meget lille del af caféens gæster.

Udsagnet ”homo-venlig café” sætter [Klager]s café i bås med de caféer, der i indre by i København særligt henvender sig til homoseksuelle.

Dette kan afholde personer af anden observans at komme på disse caféer, og det ønsker [Klager] – som langt de fleste andre caféejere – ikke bliver tilfældet.

5) Udsagn vedrørende retssagen

I den sidste del af artiklen er subjektive og farvede bemærkninger, som [Klager]s modparts advokat fremkom med under retssagen, anvendt til at tilsværte caféen og skade dens omdømme på et forkert grundlag.

Med udgangspunkt i advokatens procedurebemærkninger under retssagen forsøger Ekstra Bladets journalist endnu engang at omtale caféen som et druksted af værste skuffe stillet over for tegneseriens dydige univers.

Som anført ovenfor havde advokatens vinklede udsagn imidlertid ikke indflydelse på domsresultatet, hvorfor udsagnene i artiklen alene har til formål at skade caféen.

Sletning – punkt B.

8

Med henvisning til ovenstående synspunkter har [Klager] anført, at artiklen indeholder udsagn, som har skadet hans omdømme, og som dermed har haft negativ indflydelse på virksomhedens omsætning.

På den baggrund har [Klager] anmodet om, at artiklen bliver slettet fra ekstrabladet.dk.

2.2 Ekstra Bladets synspunkter

God presseskik

Ekstra Bladet har afvist, at den påklagede artikel er i strid med god presseskik.

Hertil har Ekstra Bladet bemærket, at klagen i vidt omfang går ud på, at [Klager] ikke kun ønsker at diktere, hvad Ekstra Bladet skal skrive, men også hvordan det skal skrives, ligesom [Klager] i klagen har kommenteret artiklens opbygning og opsætning mv. Det er imidlertid fortsat således, at Ekstra Bladets artikler redigeres af Ekstra Bladets redaktion og ikke af klager.

Fornyet omtale af tidligere sag

Ekstra Bladet har herefter anført, at den påklagede artikel drejer sig om, at [Klager] (Café Obelix) har tabt en ankesag i Østre landsret vedrørende rettighederne til navnet ”Obelix” mv.

Ekstra Bladet har tidligere omtalt sagen i en artikel af 12. januar 2017, ” FRANSKMÆND CHOKEREDE: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” / ” Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer ”.

I artiklen omtalte Ekstra Bladet også, at [Klager] havde fået bøder mv. af Fødevarestyrelsen for manglende overholdelse af fødevarelovgivningens hygiejneregler mv.

Den nu påklagede artikel er således blot en opfølgning på den tidligere omtale af [Klager]s juridiske tvist med de franske rettighedshavere og Fødevarestyrelsens påtaler af klagers manglende overholdelse af fødevarelovgivningen.

Det er ikke korrekt, som anført af [Klager] under klagesagen, at den påklagede artikel ”i høj grad” refererer til Ekstra Bladets tidligere artikel fra januar 2017.

Den påklagede artikel handler om Østre Landsrets nylige dom i ankesagen vedrørende rettighederne til navnet ”Obelix”.

Det er endvidere ikke korrekt, at den påklagede artikel gengiver oplysninger fra artiklen fra januar 2017, som Pressenævnet i sin kendelse betegnede som belastende for virksomhedens omdømme.

Den tidligere kendelse fra Pressenævnet af 3. august 2017 vedrører artiklen af 12. januar 2017 og har intet med den nu indgivne klage eller den påklagede artikel af 11. november 2018 at gøre.

Pressenævnet fandt i sin kendelse af 3. august 2017, at udtrykket ”en af Danmarks værste caféer” i artiklen af 12. januar 2017 fremstod som Ekstra Bladets vurdering af klagers café, og nævnet konstaterede, at ”på baggrund af de mange omtalte anmærkninger i rapporten fra Fødevarestyrelsen, udtaler Pressenævnet ikke kritik af denne del af overskriften.

”

Som det i øvrigt fremgår af Pressenævnets tidligere kendelse, har Pressenævnet i kendelsen udelukkende taget stilling til to forhold, nemlig overskriften ”Franskmænd chokeret: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” og det forhold, at [Klager]s kommentar til nogle beskyldninger fra tidligere medarbejdere i Fagbladet 3F ikke var blevet bragt i avisudgaven af Ekstra Bladet, men kun i netartiklen.

Pressenævnet forholdte sig ikke til de klagepunkter, som [Klager] nu henviser til, idet Pressenævnets tidligere kendelse konkret var begrænset til at angå de førnævnte to punkter.

Det er derfor ikke korrekt, når [Klager] under nærværende klagesag har forsøgt at bibringe det indtryk, at Pressenævnet tidligere skulle have forhold sig til de forhold, som han nu klager over.

Det nævnes i den påklagede artikel korrekt, at Café Obelix (nu [Caféens nuværende navn]) tidligere har haft problemer med at overholde fødevarelovgivningens hygiejneregler.

Følgende fremgår samtidig af artiklen

”Caféen har nu af Fødevarestyrelsen fået en elitesmiley for god hygiejne.

Caféen har oplyst, at den mener, at den kritik, som fødevaremyndighederne i sin tid gav, svarede til, hvad der var sædvanligt i branchen.

”

Ekstra Bladet følger således op på den tidligere omtalte kritik fra Fødevarestyrelsen, og oplyser læserne om, at klager nu har fået styr på overholdelsen af gældende hygiejneregler, og at [Klager] nu har fået en elite-smiley af Fødevarestyrelsen.

Omtalen heraf kan naturligvis ikke meningsfuldt ske uden at referere til den alvorlige kritik og de alvorlige påtaler, som [Klager] tidligere havde modtaget fra Fødevarestyrelsen.

Det er således helt naturligt, at Ekstra Bladet oplyser, at klager nu har fået rettet op på de forhold, som tidligere havde givet anledning til bøder og anmærkninger, og at klager nu har fået en elite-smiley.

Korrekt information og forelæggelse

Ekstra Bladet har anført, at [Klager] tilsyneladende ikke bryder sig om den kritik af hans virksomhed, som de franske rettighedshaveres advokat fremførte i Østre Landsret.

Hertil har Ekstra Bladet bemærket, at medierne i forbindelse med retsreportage ikke kun er berettigede, men forpligtede til at gengive, hvad der sker i retten.

Ekstra Bladet er – naturligvis – herunder berettiget til at citere og gengive parternes synspunkter under retssagen.

Til [Klager]s fem, konkrete klagepunkter har Ekstra Bladet nærmere anført følgende

Ad 1) Udsagn vedrørende tobakssalg og tilbud på hård alkohol

Ekstra Bladet angiver ikke i artiklen, som anført af [Klager], at han har haft særlige tilbud på tobak.

Af artiklen fremgår således følgende

”Men det var nu caféens tobakssalg og knaldtilbud på hård alkohol i aften- og nattetimer, som fik nærværende avis til at undre sig og henvende sig til den formodede franchisegiver.

”

Det fremgår ikke af [Klager]s klage, om han benægter nogensinde at have haft tilbud på alkoholiske drikkevarer, men under alle omstændigheder er der tale om Ekstra Bladets berettigede vurdering (value judgment) af [Klager]s priser på drikkevarer med alkohol.

Det er endvidere ikke korrekt, som anført af [Klager], at det i artiklen nævnes, at der skulle være særlige arrangementer på caféen i forbindelse med den dag, hvor der kommer juleøl på gaden (”J-dag”).

Derimod har Ekstra Bladet i forbindelse med retsreportagen om retssagen mod det franske forlag refereret, at forlagets advokat i retten kritiserede [Klager]s alkoholudskænkning, herunder på J-dagen.

Der er således, hvilket klart fremgår af artiklen, blot tale om, at Ekstra Bladet har refereret, hvad forlagets advokat tilkendegav herom under retssagen.

I øvrigt er markeringen af ”J-dag” en sædvanlig årlig begivenhed for alle caféer og værtshuse mv.

Ad 2) Udsagn vedrørende drukfester

Artiklens omtale af ”mere eller mindre ustyrlige drukfester til kl.

05.00 lørdag og søndag morgen” skal læses i sin rette kontekst.

Af artiklen fremgår følgende

”Som de fleste andre udbydere af børneunderholdning har Albert René nemlig mådeholdne principper for salg af rusmidler.

Lagde navn til drukfest

Så hvordan kunne det finde sted, at Obelix lagde navn til den mere eller mindre ustyrlige drukfest, som afholdes på den københavnske café til kl.

fem lørdag og søndag morgen.

?

”

Udsagnet skal således ses i lyset af, at Ekstra Bladet omtaler tvisten med det franske forlag, og at selve kombinationen af varemærket Obelix og udskænkning af alkohol var et tema under retssagen.

[Klager] har ”5-bevilling” lørdag og søndag.

Det påklagede udsagn er en fuldstændig berettiget vurdering fra Ekstra Bladets journalist (value judgment), og [Klager]s kritik heraf afvises af Ekstra Bladet.

Ad 3) Udsagn vedrørende billede med seksuelt indhold

Det er et faktum, at det franske forlag under retssagen blandt andet var pikeret over, at Obelix blev portrætteret ”med et erigeret lem i en eksplicit seksuel situation” .

Det fremgår af artiklen, at [Klager] fjernede maleriet, hvilket er i overensstemmelse med [Klager]s egne oplysninger.

Ekstra Bladet hævder ikke, som anført af [Klager] under klagesagen, at de to i artiklen viste billeder fra caféen viser det omtvistede billede, som jo netop var blevet fjernet.

Ad 4) Udsagn om, at caféen er homo-venlig

Ekstra Bladet har henvist til artiklen ”Dansk LGBTQ-venlig café tvunget til navneskift” , som blev bragt i LGBT-mediet ”Out & About” den 13. december 2017.

Udover, at ”Out & About” omtaler caféen som en LGBTQ-venlig café, fremgår det af artiklen, at ”Café Obelix i en årrække har annonceret fast i Out & Abouts magasin, som findes i caféen, ligesom caféen er at finde i Copenhagen Gay Guide som LGBTQ-venlig café med homoseksuel ejer.

”

Om det omtvistede billede af et ”erigeret lem i en eksplicit seksuel situation” anføres det i artiklen, at: ”Billedet hænger – desværre – ikke længere på caféen.

” .

Ekstra Bladet har endvidere henvist til, at en Google-søgning på Café Obelix viser, at caféen medtages i guides til barer, som homoseksuelle og LGBT-personer henvises til.

Ekstra Bladet finder det beklageligt, at [Klager] har anført i klagen, at betegnelsen ”homo-venlig” dårligt kan opfattes som positivt – en opfattelse, som må stå for [Klager]s egen regning.

Ad 5) Udsagn vedrørende retssagen

Ekstra Bladet har omtalt retssagen og refereret fra denne.

At [Klager] ikke er tilfreds med Ekstra Bladets omtale berettiger ikke til nogen kritik af artiklen.

Sletning – punkt B.

8

Ekstra Bladet har afvist at slette artiklen fra ekstrabladet.dk og bemærket, at Pressenævnet ikke har hjemmel til, som anmodet af [Klager], at tilpligte Ekstra Bladet at slette artiklen.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

Fornyet omtale af tidligere sag

[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet i artiklen har bragt oplysninger, som ligeledes fremgik af Ekstra Bladets artikel af 12. januar 2017, ” FRANSKMÆND CHOKEREDE: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” / ” Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer ”, og som Pressenævnet ved kendelse af 3. august 2017 betegnede som værende belastende for [Klager] og hans virksomhed.

Hertil har [Klager] anført, at den påklagede artikel efterlader det indtryk, at caféen fortsat modtager kritik fra Fødevarestyrelsen.

Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 1, at massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Af Ekstra Bladets artikel af 12. januar 2017, ”FRANSKMÆND CHOKEREDE: Vil lukke en af Danmarks værste caféer” / ” Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer ” fremgik blandt andet

”Den gamle danske Café Obelix er under angreb fra de franske ejere af tegneserien Asterix & Obelix.

[…]

Et broddent kar

Ekstra Bladets Maddetektiv har fået aktindsigt i dusinvis af kritiske tilsynsrapporter og billeder fra Fødevarestyrelsen.

De afslører, at dårligt uddannet personale i det beskidte køkken ofte har undladt at vaske hænder - og at kød og andre madvarer har ofte har været for gammelt og på vej til at rådne i det alt for varme og overfyldte køleskab.

- Café Obelix er på vores liste over broddent kar, som vi ganske ofte besøger med to tilsynsførende i stedet én.

Vi har uddelt mange bøder, fordi virksomheden ikke har rettet op på problematiske forhold, som vi tidligere havde indskærpet.

Men det har ikke været nok til, at vi har haft lovhjemmel til at kunne lukke virksomheden, siger [Sektionslederen], sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

[…]”

Artiklen var ledsaget af et billede af et beskidt gulv, som havde følgende billedtekst: ”Møgbeskidt.

Her dokumenterede Fødevarestyrelsen, at der lå kødrester i et hjørne på et fedtet og møgbeskidt køkkengulv.

FOTO: FØDEVARESTYRELSEN.

” .

Det fremgår af Pressenævnets kendelse af 3. august 2017, som vedrører Ekstra Bladets artikel af 12. januar 2017, at nævnet udtalte kritik af, at artiklens overskrift gav indtryk af, at Fødevarestyrelsen og det franske forlag, der har rettighederne til Asterix & Obelix-universet, ønskede caféen lukket, hvilket ikke var korrekt.

I relation til [Klager]s anmodning om at få artiklen slettet fra ekstrabladet.dk konstaterede Pressenævnet, at artiklen indeholdt oplysninger, som var belastende for hans cafés omdømme.

Nævnet fandt dog samtidig, at oplysningerne ikke var af en så belastende karakter, at der var grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at have afvist at slette artiklen.

Den påklagede artikel af 11. november 2018, ”Kendt café taber navne-strid: Det hedder den nu” , indledes som følger

”Bøder fra Fødevarekontrollen og kritik fra skuffede kunder og fra forhenværende ansatte.

Det var årsag til, at Ekstra Bladet i slutningen af 2016 satte sig for at beskrive forholdene på dengang 25 år gamle Café Obelix på [Bynavn] Torv i København.

Broddent kar

Stedet har hver weekend i årevis haft succes med at udbyde billig brunch-buffet, men Fødevarestyrelsen var ikke imponeret.

- Café Obelix er på vores liste over brodne kar, som vi ganske ofte besøger med to tilsynsførende i stedet for én.

Vi har uddelt mange bøder, fordi virksomheden ikke har rettet op på problematiske forhold, sagde en chef i Fødevarestyrelsen i artiklen, som udkom i januar i fjor.

”

I artiklen er der her indsat samme billede af et beskidt gulv, som fremgik af artiklen fra januar 2017.

Billedet er i den påklagede artikel ledsaget af billedteksten ”Her dokumenterede Fødevarestyrelsen for år tilbage, at der lå kødrester i et hjørne på et fedtet og møgbeskidt køkkengulv.

Foto: Fødevarestyrelsen” .

Sidst i artiklen fremgår følgende oplysning

”Caféen har nu af Fødevarestyrelsen fået en elitesmiley for god hygiejne.

Caféen har oplyst, at den mener, at den kritik, som fødevaremyndighederne i sin tid gav, svarede til, hvad der var sædvanligt i branchen.

”

Pressenævnet finder, at det ligger inden for redaktørens redigeringsret, at Ekstra Bladet i den påklagede artikel, som primært omhandler den på offentliggørelsestidspunktet netop afsluttede retssag mellem forlaget Albert René og Café Obelix, har valgt at omtale den kritik, som caféen tidligere har modtaget fra Fødevarestyrelsen.

Således finder nævnet, at det klart fremgår af artiklen, at omtalen af Fødevarestyrelsens kritik af Café Obelix angår forholdene omkring januar 2017, hvor den tidligere artikel blev offentliggjort, og ikke forholdene på offentliggørelsestidspunktet for den nu påklagede artikel i november 2018.

Samtidig fremgår det af den nu påklagede artikel, at caféen af Fødevarestyrelsen har fået en elite-smiley for god hygiejne, og at de af Fødevarestyrelsen tidligere kritiserede forhold derved er bragt i orden.

Uanset, at Pressenævnet i sin kendelse af 3. august 2017 fandt, at Ekstra Bladets artikel fra januar 2017 indeholdt oplysninger, som var belastende for [Klager]s cafés omdømme, fandt nævnet, som anført ovenfor, ikke, at der var grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for ikke at have slettet artiklen.

Artiklen er også fortsat tilgængelig på ekstrabladet.dk, nu under overskriften ”En af Danmarks værste caféer i navnestrid med fransk forlag” .

På baggrund af ovenstående finder Pressenævnet herefter ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for i den påklagede artikel at have omtalt forhold, som ligeledes blev omtalt i Ekstra Bladets artikel af 12. januar 2017, der fortsat er tilgængelig på ekstrabladet.dk.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet i artiklen har bragt ukorrekte og økonomisk skadelige oplysninger om hans café, som har haft som formål at fremstille caféen som et ”druksted af værste skuffe”.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkt A.

1 og A.

5.

[Klager] har klaget over fem udsagn i artiklen.

Ad 1) Udsagn vedrørende tobakssalg og tilbud på hård alkohol og 2) Udsagn vedrørende drukfester

[Klager] har klaget over, at det ukorrekt fremgår af artiklen, at Café Obelix har haft særlige tilbud på tobak og knaldtilbud på hård alkohol, samt at det tidligere Café Obelix har lagt navn til mere eller mindre ustyrlige drukfester til kl.

fem lørdag og søndag morgen.

Udsagnene fremgår i artiklen i følgende sammenhæng

”[…]

Men det var nu caféens tobakssalg og knaldtilbud på hård alkohol i aften- og nattetimer, som fik nærværende avis til at undre sig og henvende sig til den formodede franchisegiver, det franske forlag Les Éditions Albert René, som ejer alle rettighederne til Asterix og Obelix.

Som de fleste andre udbydere af børneunderholdning har Albert René nemlig mådeholdne principper for salg af rusmidler.

Lagde navn til drukfest

Så hvordan kunne det finde sted, at Obelix lagde navn til den mere eller mindre ustyrlige drukfest, som afholdes på den københavnske café til kl.

fem lørdag og søndag morgen?

”

Pressenævnet bemærker, at artiklen, for så vidt angår tobak, alene indeholder en oplysning om, at dette sælges eller blev solgt på caféen.

Det er under Pressenævnssagen ikke bestridt af [Klager], at der sælges tobak på caféen.

Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Ekstra Bladet for at bringe denne oplysning i artiklen.

Uanset, at det faktiske grundlag for at anvende udsagnene ”knaldtilbud på hård alkohol” og ”mere eller mindre ustyrlige drukfest” kunne være blevet fremhævet tydeligere i artiklen, finder Pressenævnet, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at udsagnene er udtryk for Ekstra Bladets subjektive vurdering af caféens alkoholpriser sammenholdt med caféens åbningstider.

Hertil bemærkes, at det fremgår af artiklen, at udsagnene angår forholdene på caféen på tidspunktet for Ekstra Bladets henvendelse til det franske forlag, som ligger flere år tilbage.

Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Ekstra Bladet for at have bragt udsagnene.

[Klager] har også klaget over, at det fremgår af artiklen, at der på caféen skulle være særlige arrangementer i forbindelse med den årlige, såkaldte ”J-dag”.

I artiklen fremgår følgende

” I retten endte det i et skænderi mellem [Klager]s advokat og John Kahlke fra advokatfirmaet Koch/Christensen, der repræsenterede Albert René.

[…]

Men Kahlke fortsatte.

Han harcelerede over [Klager]s alkoholudskænkning, herunder over Obelix' drukarrangement, J-dag, som afholdes den dag, hvor årets julebryg lanceres.

'Skrækkeligt ritual'

- Det er tale om et skrækkeligt ritual, hvor skoleelever skal drikke sig i hegnet på en bestemt dag i november, sagde Kahlke.

”

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse, jf. punkt A.

2.

Det følger videre, at de under A anførte almindelige presseetiske regler også gælder for retsreportagen.

Retsreportagen bør være objektiv.

På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, jf. punkt C.

1 og C.

3.

Pressenævnet finder, at det fremgår tilstrækkelig klart, at artiklens udsagn vedrørende caféens afholdelse af ”J-dage” stammer fra advokat John Kahlkes bemærkninger under den omtalte retssag.

Det fremgår dermed klart af artiklen, at udsagnet kan være farvet af forlaget Albert Renés interesser under retssagen mod [Klager].

Pressenævnet udtaler ikke kritik af Ekstra Bladet for at bringe udsagnet.

Ad 3) Udsagn vedrørende billede med seksuelt indhold

[Klager] har klaget over, at det i artiklen fremstår som om, der hænger billeder med anstødeligt indhold på væggene i caféen.

Af artiklen fremgår følgende

”Advokatfirmaet bad en af sine unge medarbejdere besøge stedet, hvor han under dække af cafékunde diskret affotograferede de noget amatøragtigt udførte Asterix- og Obelix-tegninger, som var at finde overalt på interiør og eksteriør.

Stiv penis

Billederne blev sendt til Frankrig, hvor det, som særligt stødte de pæne intellektuelle forlæggere i Paris, var at se et maleri af deres elskede værk, den store bautasten-hugger, portrætteret 'med erigeret lem i en eksplicit seksuel situation', som det hed i formelle termer.

At Obelix blev vist med stiv penis, opfattede man som aldeles anstødeligt, så ejeren af den homo-venlige café, [Klager], fjernede maleriet til beklagelse for LGBT-mediet Out & About.

”

Af artiklen fremgår endvidere to billeder af en væg, som er udsmykket med henholdsvis vægmalerier fra Asterix & Obelix-universet og mindre, indrammede billeder af tegneserieudklip, som det i artiklen ikke er muligt at se detaljerne på.

Det oplyses i billedtekst, at de indsatte billeder blev taget af advokatfirmaet Koch/Christensen under en medarbejder fra firmaets besøg på Café Obelix.

Pressenævnet finder, at det klart fremgår af artiklen, at det omtalte, anstødelige billede ikke længere hænger i caféen.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at have omtalt det konkrete billede eller for at have indsat billederne af caféens daværende vægudsmykning.

Ad 4) Udsagn om, at caféen er homo-venlig

[Klager] har klaget over, at hans café i artiklen bliver omtalt som ”homo-venlig”.

Pressenævnet finder, at udsagnet fremstår som Ekstra Bladets vurdering, som har grundlag i de faktiske forhold.

Således er der i artiklen i forlængelse af udsagnet ”[…] så ejeren af den homo-venlige café, [Klager], fjernede maleriet til beklagelse for LGBT-mediet Out & About” indsat et link til artiklen ”Dansk LGBTQ-venlig café tvunget til navneskift” , som blev bragt af LGBT-mediet Out & About på oaonline.dk den 13. december 2017.

Pressenævnet udtaler herefter ikke kritik af Ekstra Bladet for at bringe udsagnet.

Ad 5) Udsagn vedrørende retssagen

[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet har fremstillet retssagen i Østre Landsret mellem Café Obelix og det franske forlag Albert René på en ukorrekt og for caféen og økonomisk skadelig måde.

Hertil har [Klager] anført, at Ekstra Bladet har gentaget forlagets advokats forsøg på at stille det ”dydige tegneserieunivers” over for caféen, som omtales som et ”druksted af værste skuffe”.

Dette til trods for, at Østre Landsret ikke lagde vægt på disse af forlagets bemærkninger ved domsafsigelsen.

Artiklen indeholder, foruden en reportage fra retssagen, oplysninger om forløbet, der ledte frem til forlagets sagsanlæg.

Det fremgår således af artiklens indledning, at Ekstra Bladet i 2016 rettede henvendelse til forlaget og bad dem forholde sig til, at Obelix-figuren blev anvendt på en café, som sælger spiritus, og som har åbent til kl.

5 om morgenen lørdag og søndag.

Det fremgår endvidere af artiklen, at Sø- og Handelsretten under retssagens behandling i første instans blandt andet fandt, at det var ”krænkende for ophavsmandens kunstneriske anseelse, at Obelix blev brugt i forbindelse med alkohol og en seksuel akt” .

Som anført ovenfor finder Pressenævnet, at det fremgår tilstrækkeligt klart af artiklen, at udsagnene vedrørende caféens afholdelse af ”J-dag” stammer fra advokat John Kahlkes bemærkninger under retssagen, og at disse var farvet af det franske forlags interesser i den forbindelse.

Samtidig fremgår det, hvad [Klager]s advokat under retssagen anførte som modargument hertil

”Men så viste Gitte Løvgren Larsen dokumentation for, at der i den parisiske forlystelsespark Parc Astérix, som er ejet af det krænkede forlag, søreme også serveres øl - uden at dette strider med forlagets alkoholpolitik.

”

På baggrund af ovenstående finder Pressenævnet herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for at have omtalt bemærkningerne fra Østre Landsretssagen, som angik Café Obelix’ salg af alkohol.

Sletning – punkt B.

8

[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet har afvist at slette artiklen fra ekstrabladet.dk.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen omtaler, at [Klager]s café af Østre Landsret er blevet dømt for at have misbrugt Obelix-varemærket.

I artiklen omtales ligeledes, at caféen tidligere har modtaget kritik for sin hygiejne af Fødevarestyrelsen.

Oplysningerne i artiklen angår forhold til relation til klagers erhvervsmæssige virke, og oplysningerne kan være belastende for virksomheden.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for sletning.

Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses for at have en vis almen interesse.

Efter en samlet afvejning finder nævnet herefter, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for, at indholdet af artiklen er af en sådan karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden heraf.

Afgjort den 10. september 2019

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →