Legislator Case Law & Legislation
W20190972525 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0280

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2019 9725 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0280

KEN#LOKDOK23 2019 9725 Valid

Radio24syv får ikke kritik for vinkling af udsendelse

En person medvirkede i radioprogrammet ”24syv morgen” om sit fravalg af at lade sine børn vaccinere, som blev sendt live på Radio24syv.

Personen klagede til Pressenævnet over udsendelsens vinkling, og at udsendelsen krænkede hans privatliv, herunder at værterne pressede ham til at sige sine børns navne i liveradio.

Nævnet fandt, at de vide grænser for redigering ikke var overskredet.

Nævnet bemærkede, at personen under udsendelsen frivilligt oplyste sine børns navne, da han blev spurgt herom, ligesom han fik mulighed for at kommentere de kritiske udsagn, i umiddelbar forlængelse af de blev fremsat.

Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

KEN#LOKDOK23 2019 9725 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Radio24syvs radioprogram ”24syv morgen” den 11. februar 2019, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen er fortsat tilgængelig på Radio24syvs hjemmeside, 24syv.dk.

[Klager] har klaget over udsendelsens vinkling, og at udsendelsen krænker hans privatliv.

1 Sagsfremstilling

Radio24syv bragte den 11. februar 2019 radioprogrammet ”24syv morgen” .

Udsendelsen er fortsat tilgængelig på Radio24syvs hjemmeside, 24syv.dk under overskriften ”Far vil ikke vaccinere sine børn” .

På hjemmesiden fremgår følgende omtale af udsendelsen

”Flere børn vil dø af mæslinger, hvis ikke flere forældre sørger for at vaccinere deres børn.

[…]

Far vil ikke vaccinere sine børn pga.

de mulige bivirkninger.

[…]”

Udsendelsen indeholder et ca. 12 minutters langt indslag med et interview af [Klager], hvoraf følgende fremgår

”[Tidskode 34:33 – 47:05]

[Vært A] : Godmorgen, [Klager].

[Klager] : Godmorgen.

[Vært A] : Du er far til fire, og du har valgt ikke at vaccinere de to yngste af dine børn, som er tre og fem år.

De er ikke blevet vaccineret.

Når vi har inviteret dig herind i studiet, så er det jo fordi, at mæslingeudbrud det er tredoblet i Europa på et år fra 2017 til 2018.

Det er tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, og ja lige nu der ser vi et stort mæslingeudbrud i USA.

Og alligevel så er der jo en stadig større gruppe forældre, dig selv inklusiv, som ikke vil lade jeres børn vaccinere.

Og det har så fået WHO til at placere modstanden mod vaccine på en top ti liste over de største sundhedstrusler i 2019.

Prøv lige helt kort at fortælle, hvorfor er det du ikke vaccinerer dine børn?

[Klager] : Som forælder, der står jeg jo med det her valg.

Jeg vil mine børn det bedste, så kan jeg vælge at vaccinere, så risikerer jeg bivirkninger og andre skadelige følgevirkninger.

Så kan jeg risikere de får mæslinger, så er der nogle mulige skadelige eftervirkninger af det.

Så hvilken terning har jeg lyst til at rulle.

[Vært B] : Opfordrer du andre til heller ikke at vaccinere deres børn?

[Klager] : Nej.

[Vært B] : Oplyser du om det?

[Klager] : Jeg fortæller om min egen valg i det omfang folk er interesseret.

Og så blander jeg mig i debatten, når jeg synes, at fortalerne for, at der skal lovgives, eller vi skal tvinges, bliver for stærk.

For det er mig meget imod, at jeg ikke selv må bestemme, hvad jeg synes, der er bedst for mine børn.

[Vært B] : Og hvorfor holder du det egentlig ikke bare for dig selv?

[Klager] : Fordi at jeg vil.

Der er sådan en.

Vi er nogle forfærdelige nogle i nogen kredse, os der ikke vaccinerer.

Så jeg synes ikke det er rigtigt.

Jeg er en far, der gerne vil mine børn det bedste.

Og jeg vælger omhyggeligt og grundigt og tænker mig om, og så vil jeg sætte mit ansigt på i håb om, at jeg ser rar nok ud til folk kan se der er mennesker bag sådan nogle valg, og vi er også nogle mennesker, der tænker os om.

[Vært B] : Så du vil dine børn det bedste?

[Klager] : Ja.

[Vært B] : Så er spørgsmålet vel om du også vil andre børn det bedste?

[Klager] : Det vil jeg.

[Vært B] : Og der er jo det der hedder folkeimmunitet her i Danmark.

[Klager] : Flokimmunitet.

[Vært B] : Flokimmunitet, ja, tak skal du have.

Du kender ordet.

95 % får den første vaccine mod mæslinger, så dine børn bliver højst sandsynligt ikke smittet her i Danmark, fordi der er så mange, der får den, men hvad ville der ske, hvis alle gjorde ligesom dig?

[Klager] : Ja, for det første, så ville små børn under et år være beskyttet med antistoffer fra modermælken.

Det er jo et problem, der er kommet.

[Vært B] : Ja, det er så det første halve år, hvad så efter der?

[Klager] : Jamen, så er de jo så blevet større, og så får man jo så mæslinger med meget stor sandsynlighed.

Det gjorde vi jo før i 1987, hvor MFR blev indført.

Så får de med meget stor sandsynlighed mæslinger, men på vores, med det sundhedsniveau vi har her i vores del af verden i den vestlige del af verden, der er det jo en ufarlig sygdom.

[Vært B] : 72 døde sidste år af mæslinger i Europa, vores del af verden.

Så hvad tror du, der ville ske, hvis alle gjorde ligesom dig her i Danmark?

[Klager] : Hvis vi gjorde det i Danmark?

[Vært B] : Ja, hvis folk gjorde ligesom dig her i Danmark.

[Klager] : Jeg tror.

[Vært B] : Hvis de ville deres børn det bedste og undgå de bivirkninger, som du nu tror der er.

Hvad tror du så, der ville ske i Danmark?

[Klager] : Ja, så ville vi have en meget effektiv flokimmunitet, fordi vi får jo naturlig beskyttelse, fordi vi får sygdomme.

Vi får sygdomme, så bliver vi immune meget mere, end MFR-vaccinen kan gøre.

[Vært B] : Så du anerkender ikke, at den kan have dødelige konsekvenser for nogen, denne her sygdom?

[Klager] : Jo, det anerkender jeg.

[Vært B] : Tror du så ikke, at der er flere, der ville være i fare, hvis alle gjorde ligesom dig?

[Klager] : Jo, altså så ville vi så risikere de skadelige følgevirkninger, der kan komme efter mæslinger, og der vil jo komme nogen, men om det er en farlig sygdom, det vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved.

[Vært B] : Okay, det er vi så enige om, at det er.

Det kan du så stille spørgsmålstegn ved.

Vi har lige talt med to forskere, der siger, det er meget farligt det her.

Tager du til for eksempel steder, hvor der er, eller hvor du kan risikere at få mæslinger med dine børn?

Kunne du finde på at tage til Washington i USA, hvor der lige nu er et udbrud?

[Klager] : Ja, det kunne jeg godt.

[Vært B] : Så du holder dem ikke væk fra områder, hvor der er mæslinger?

[Klager] : Altså, jeg har ikke planer om at tage til Washington, men.

[Vært B] : Det kunne også være Frankrig?

[Klager] : Men det ville jeg ikke gøre, nej.

[Vært B] : Nej, det ville du ikke gøre?

[Klager] : Nej.

[Vært B] : Du ville ikke tage dem til steder, hvor der er udbrud af mæslinger?

[Klager] : Nej, men omkring det her, at.

[Vært B] : Ville du tage dem til Frankrig for eksempel med dine børn?

[Klager] : Ja, det ville jeg ikke tænke særlig meget over.

[Vært B] : Men der kunne de jo også risikere at blive smittet.

Så kunne du tage tilbage og smitte nogen her i landet.

Ville du så ikke føle et ansvar over for dem, der blev smittet?

[Klager] : Altså, nu er de jo.

Nu har vi jo en meget høj vaccinationsdækning her i landet, så det er jo meget få, der ville risikere det.

Vi har jo en dækning på næsten 95 % mellem 90 og 95.

[Vært B] : Ja, og det har vi, fordi andre får den her vaccine, men det vil du så ikke give til dine børn.

[Klager] : Nej, så derfor risikerer de jo ikke noget, de andre, fordi de er jo vaccineret, for de vælger at beskytte deres børn på den måde.

[Vært B] : Nu siger WHO så, at modstanden mod vacciner er på top ti, og når du står frem i medierne her og ellers udtaler dig om det, så udtrykker du jo en modstand.

Føler du selv, at du har et ansvar for, at det kan være sundhedsskadeligt at tale om det her?

Fordi man så kunne risikere, at flere gjorde ligesom dig, og man så ikke ville opnå den her flokimmunitet?

[Klager] : Altså, om jeg har et ansvar for, om andre vælger?

[Vært B] : Ja, kan du selv se, der er konsekvenser ved, at du udtaler modstand mod vacciner?

[Klager] : Jeg vil gerne fortælle om mine valg, og jeg synes, jeg går ind for informeret valg og informeret åbenhed, og forældre skal have alle de informationer, der overhovedet kan tilflyde dem, så de kan træffe nogle fornuftige valg, om de vil risikere bivirkninger ved vaccinen, som der jo er.

Der har jo været 19 erstatningssager i Danmark, hvor der er udbetalt erstatning, og det er jo alvorlige bivirkninger, som lammelser og hjerneskader og mange flere i USA, hvor der også er død, der er udbetalt erstatning for.

Så man risikerer jo noget ved at tage vaccinen.

[Vært A] : Men det, du bliver ved med, du kalder det lige følgevirkninger, hvis man får mæslinger, ikke?

[Klager] : Det hedder det også.

[Vært A] : Ja, men vi taler jo om, at folk kan dø af det, ikke?

[Klager] : Der er ikke nogen, der er døde i.

[Vært A] : Sidste år var der 72 i vores lille afkrog af verden i Europa, 72 mennesker, der døde.

Det kalder du en følgevirkning?

Sådan lige slår en streg henover det som om, at det er en følgevirkning.

Vi taler jo altså om, at børn dør.

Hvis alle gjorde som dig, så har vi sundhedsvidenskabens ord for, at så ville der være flere mennesker, der døde i Europa.

Det, du kalder en følgevirkning.

Altså døde.

Og det ville du ikke føle et medansvar for?

[Klager] : For hvad?

[Vært A] : Det jeg lige sagde, at der er flere mennesker i Europa, der ville dø, hvis alle gør som dig.

[Klager] : Det har du vel ikke noget belæg for at sige?

[Vært A] : Det er der jo sundhedsfagligt belæg for.

Det er det, WHO siger.

[Vært B] : Ja, skal vi lige høre klippet.

Det er [Specialisten], der er specialist hos WHO:”

Der afspilles et klip, hvor [Specialisten] udtaler følgende

” [Specialisten] : Jeg synes, det er vanvittigt trist, at vi sidste år i vores rige, velfungerende europæiske region, havde 72 børn og voksne, som døde af mæslinger.

Det er nemt af undgå.

”

Udsendelsen fortsætter

” [Vært B] : Vi kan også lige høre [Afdelingslægen], der er afdelingslæge og overvåger mæslinger hos Statens Serum Institut herhjemme.

Han kalder din beslutning, [Klager], for egoistisk:”

Der afspilles et klip, hvor [Afdelingslægen] udtaler følgende

” [Afdelingslægen] : Ja, det kan man jo godt synes, det er, fordi hvis rigtig mange har den holdning, så går det jo galt igen.

For vi ved jo af erfaring, at hvis man nedsætter andelen af dem, der er vaccineret, ja så kommer mæslinger tilbage.

Det er jo den mest smitsomme livssygdom, vi kender, og den er hurtig til at finde sprækker inde i, kan man sige, i flokbeskyttelsen, hvis det er, at den falder, ikke.

Så hvis vi holder op med at vaccinere, så får vi mæslinger tilbage i Danmark.

”

Udsendelsen fortsætter

” [Vært B] : Ja, hvis vi nedsætter vacciner, så får vi mæslinger tilbage, [Klager].

Og du har så ikke vaccineret dine to børn, og det kalder han jo så egoistisk her, ham her afdelingslægen, som er ekspert og overvåger det her.

Og du siger, du gør det, fordi du gerne vil dine børn det bedste.

Og spørgsmålet er så, om du sætter dine børn højere end andres børn?

[Klager] : Det gør jeg.

[Vært B] : Gør du det?

[Klager] : Ja, det gør jeg.

[Vært B] : Ja.

[Klager] : Og vi er vel alle sammen egoistiske, når det gælder vores egne børn.

[Vært B] : Okay, så dine børn betyder mere end andres?

Prøv at forklare hvorfor.

Hvorfor gør de det?

[Klager] : Fordi det er mine.

Det er mine børn, altså de er vel det vigtigste i hele verden for mig.

Der findes jo ikke noget vigtigere end dem, og jeg vælger for dem, det jeg synes er allerbedst.

Jeg tror ikke, der er nogle forældre, der vaccinerer deres børn, fordi de synes, de ofrer deres børn for flokimmuniteten.

De gør det vel alle sammen fordi, de synes, det er bedre for dem, at de er beskyttet af vaccinen, end at de får mæslinger.

Så jeg tænker, at alle forældre er egoistiske.

[Vært B] : Altså jeg ville 100 % vaccinere mine børn, også fordi, at så ville jeg aldrig nogensinde stå i den situation, at jeg risikerede, at mine børn smittede nogen ovre i vuggestuen.

[Klager] : Også fordi, så du gør det også for at beskytte dine egne børn.

[Vært B] : Jeg gør det da i høj grad også for, at de ikke skal smitte andre.

[Klager] : Men hvordan skiller du de to ting ad?

[Vært B] : Det gør da ikke noget.

Jeg synes da begge ting er gode argumenter for at gøre det.

[Klager] : Ja, fint for dig.

[Vært B] : Men du udgør jo faktisk et samfundsproblem, en sundhedstrussel, altså det er på top ti over WHOs sundhedstrusler, det du gør, fordi dine børn er ligesom vigtigere end andres børn.

[Klager] : Det her med de 82.000 tilfælde i Europa.

De 50.000, det er i Ukraine.

I Danmark, der havde vi sidste år otte.

[Vært B] : Vi er ikke kommet herind for at diskutere tal.

Altså, vi er kommet herind for at diskutere, hvorfor at du synes dine børn er vigtigere end andre.

Hvorfor du egentlig er ude at tale om modstand mod vacciner.

Det er en sundhedstrussel.

Anerkender du overhovedet, at det er en sundhedstrussel, at du sidder og taler om det her?

[Klager] : At det er en sundhedstrussel, at jeg siger her i dag, hvorfor at jeg vælger for mine børn, som jeg gør?

[Vært B] : Ja, anerkender du, at det er en sundhedstrussel?

[Klager] : Nej, det anerkender jeg ikke.

[Vært B] : Nej.

Okay.

[Vært A] : Det er vist det, WHO siger.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, [Klager], altså du vaccinerer ikke dine to yngste her.

Hvor gamle er det, at de er?

[Klager] : Tre og fem.

[Vært A] : Hvad hedder de?

[Klager] : [Barn A] og [Barn B].

[Vært A] : [Barn A] og [Barn B].

Hvis de får mæslinger, det er der jo en risiko for.

[Klager] : Ja.

[Vært A] : Der kommer jo folk til landet, der har mæslinger.

[Klager] : Ja.

[Vært A] : Der er mæslinger i Danmark på dem, men vi har det ikke, men der kan komme.

Dine børn, [Barn A] og [Barn B], de kan få det.

Så ville de få høj feber, de ville få rødt udslæt, mellemørebetændelse, måske, lungebetændelse, diarre, og så ville de måske dø, [Barn A] og [Barn B].

Ville du så som far, fordi du valgte ikke at lade dem vaccinere, føle et vist ansvar, kunne man kalde det, for at du ikke har ladet dem vaccinere, og nu går de hen og dør af det?

[Klager] : Ja, selvfølgelig, altså, det ville da være frygteligt, men det er jo så hvis jeg vælger at rulle den terning, at så risikerer jeg, at de får følgevirkninger efter mæslinger, men jeg ville også få det frygteligt, hvis jeg havde givet dem MFR-vaccinen, og de fik en hjerneskade.

[Vært A] : Men stop lige en halv.

Altså, dine børns liv, det kalder du at rulle med en terning, som om det ligesom er en eller anden form for sandsynlighedsberegning, du lige laver på dine unger, om skal de have det ene, eller skal de have det andet?

Det er jo ikke sådan, det er.

[Klager] : De skal vel have en af dem.

De skal vel enten vaccineres eller leve med risikoen for mæslinger.

[Vært A] : Og hvis de så går hen og får mæslinger og dør af det, så vil du føle et vist ansvar, men du kunne jo bare have ladet dem vaccinere?

[Klager] : Jamen, jeg føler ikke et vist ansvar, jeg føler 100 % ansvar.

Og hvis jeg lader dem vaccinere, og de får en hjerneskade, så ville synes, det var ganske, ganske frygtelig forfærdeligt.

Det værste, jeg kunne forestille mig.

Så det er jo nogen fuldstændig katastrofale ting, vi sidder og snakker om lige nu.

[Vært A] : Okay, jamen jeg har ikke mere at spørge dig om, [Klager].

[Vært B] : Nej, tak fordi at du kom, [Klager].

Jeg vil bare lige sige, at du kan stadig nå at vaccinere dem, dine børn, hvis du vil.

[Klager] : Det ved jeg godt, og de kan også selv nå det, når de bliver voksne.

[Vært B] : Ja, og det, du hører i dag, altså, med at der er en tredobling, og at det er en sundhedstrussel, det får dig slet ikke til at tvivle på din beslutning?

[Klager] : Jeg tvivler dagligt.

[Vært B] : Du tvivler dagligt, nå okay.

Så hvis du blev præsenteret for gode nok argumenter, så kunne vi godt overbevise dig?

[Klager] : Ja, da.

[Vært B] : Ja, okay.

Okay, jamen altså.

[Vært A] : Tak skal du have, [Klager].

[Klager] : Velkommen.

[Vært B] : Så håber jeg da, at der er nogen, der tager sig tid til at gøre det.

”

[Klager]s klage er modtaget den 12. marts 2019 i Pressenævnet.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har indledningsvis anført, at Radio24syv har overtrådt følgende grundlæggende synspunkter i de presseetiske regler

”Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med mediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt.

Den frie kommentar er en forudsætning for ytringsfriheden.

Men med ytringsfrihedens muligheder for ubegrænset formidling, bør medierne også tage hensyn til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.

”

[Klager] har oplyst, at han forud for udsendelsens offentliggørelse havde en samtale med journalisten fra Radio24syv, hvor han blev oplyst om, at Radio24syv ønskede at høre hans mening om, hvorfor han og hans ægtefælle har valgt, at deres to børn ikke skal vaccineres.

Værterne fremstod under hele interviewet afvisende og aggressive i deres fremtoning og tonefald, hvor [Klager] konstant blev afbrudt.

Det var tydeligt, at værterne ikke var interesseret i at høre [Klager]s mening, da han konstant blev afbrudt.

Det var en yderst ubehagelig oplevelse, hvor [Klager] på ingen måde følte sig velkommen.

De gentagne afbrydelser og den manipulerende spørgeform udgjorde en personlig hetz mod [Klager], hvor han på ingen måde fik lov til at fremføre sine synspunkter.

Sagen er derfor på ingen måde blevet fremstillet korrekt.

I udsendelsen blev [Specialisten] fra WHO og afdelingslæge [Afdelingslægen] fra Statens Serum Institut interviewet før [Klager], og begge var fortalere for vaccination og professionelle inden for sundhedsområdet.

Eftersom [Klager] var den eneste interviewede repræsentant for et andet synspunkt, var det uetisk, at han ikke fik lov til at fremføre sine synspunkter på ordentlig vis, således som [Specialisten] og [Afdelingslægen] gjorde.

Der er således en skævvridning i forhold til at fremstille sagen korrekt og ligevægtigt, hvilket blev endnu tydeligere i interviewformen, hvor værterne fik mulighed for at fremkomme med deres synspunkter uden at blive sagt imod, hvorimod værterne anvendte ord såsom farlighed, død, egoisme, samfundstrussel mv. i forhold til [Klager]s holdning til vacciner.

[Klager] har endvidere anført, at det er dybt uetisk og krænkende, at værterne anvendte hans børn imod ham og pressede ham til at sige børnenes navne i liveradio, hvorefter værterne udtrykte, at [Klager] sætter sine børn i livsfare.

I interviewet gjorde [Klager] sit bedste for at holde fokus på sagen, men det blev umuliggjort, da værterne tilsyneladende havde en anden agenda.

Det var i det hele taget en meget rystende oplevelse, at en public service kanal, som promoverer sig ved at være en saglig nyhedskanal, behandler inviterede gæster så nedværdigende og respektløst.

Formålet med at interviewe [Klager] var således ikke – som oplyst forud for udsendelsen – at høre om baggrunden for de valg, som han har foretaget på sine børns vegne.

Formålet har derimod været en tilsvining af hans person, idet Radio24syv tilsyneladende har en anden holdning til vacciner.

2.2 Radio24syvs synspunkter

Radio24syv har indledningsvis oplyst, at den konkrete anledning til interviewet er fornyede udbrud af mæslinger i Europa og Danmark – en sygdom, som lægevidenskaben altovervejende er enige om er en alvorlig sygdom – i værste fald dødelig.

I Europa døde 72 børn og voksne af sygdommen i 2018 ifølge WHO.

[Klager] og hans ægtefælle har valgt ikke at vaccinere deres to yngste børn.

Argumentationen mod vaccine hos [Klager] er bekymringen for ”bivirkninger og andre følgevirkninger”.

[Klager] forklarer i interviewet, at han ikke anerkender, at mæslinger udgør en sundhedsrisiko.

Radio24syv har endvidere oplyst, at Radio24syvs nyhedsredaktion forud for interviewet kontaktede [Klager] om den sammenhæng, han indgik i, indholdet i interviewet og de overordnede spørgsmål, som værterne ville stille ham.

[Klager] repræsenterer en konkret og kontroversiel stillingtagen til vacciner og deltager i debatten om vaccine.

Kontroversiel, fordi myndighederne kraftigt opfordrer forældre til at lade deres børn vaccinere.

WHO har således anbragt modstanden mod vaccine på en top ti over sundhedstrusler i 2019.

I Danmark vaccineres 95 % af alle børn.

[Klager] må derfor som alle andre, der indvilger i at stille op til interview, være indforstået med, at der stilles kritiske spørgsmål til hans holdning og hans afvisning af lægevidenskabens opfattelse af vacciner og mæslinger.

Interviewet omhandler dels [Klager]s forhold til lægevidenskabens helt faktuelle oplysninger om vacciner og mæslingers farlighed, dels mere moralske overvejelser om de potentielle risici, han udsætter andre børn for, når hans egne børn ikke vaccineres.

[Klager] interviewes på en helt igennem professionel måde og får i alle sekvenser lov til at svare uddybende.

Det forhold, at [Klager] stilles kritiske og opfølgende spørgsmål, er en del af et journalistisk interview og på ingen måde i strid med de presseetiske regler.

[Klager] har i sin klage til Pressenævnet anført, at det er i strid med de presseetiske regler, at Radio24syv har valgt at interviewe to sundhedsfaglige personer og kun en modstander af vaccine.

Der er intet i de vejledende regler for god presseskik, som pålægger et medie at have en matematisk ligelig repræsentation af holdninger.

[Specialisten] er valgt som repræsentation for WHO og redegør for WHOs opfattelse af situationen, herunder hvorfor organisationen har sat vaccinemodstand på top ti listen over sundhedsrisici i 2019.

Afdelingslæge [Afdelingslægen] er valgt som kilde til at forklare om situationen i Danmark.

Der er intet i disse valg, som hindrer [Klager] i at fremføre sine argumenter.

[Klager] har i sin klage til Pressenævnet påstået, at han blev presset til at oplyse navnene på sine børn.

[Klager] fremstår i hele interviewet rolig, velovervejet og velargumenteret.

Den ene vært spørger: ”Hvad hedder dine børn?

”, hvorefter [Klager] uden betænkning svarer med børnenes navne.

Der er absolut intet pres i den situation og intet belæg for, at spørgsmålet eller situationen skulle være i strid med de presseetiske regler.

Radio24syv har anset [Klager]s klage som udelukkende baseret på hans subjektive opfattelse af værterne og spørgsmålene – en opfattelse, som ikke på nogen måde kan underbygges af interviewet.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.

God presseskik

[Klager] har klaget over udsendelsens vinkling, og at udsendelsen krænker hans privatliv, herunder at værterne pressede ham til at sige sine børns navne i liveradio.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.

1.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende

”[Vært A] : Godmorgen, [Klager].

[Klager] : Godmorgen.

[Vært A] : Du er far til fire, og du har valgt ikke at vaccinere de to yngste af dine børn, som er tre og fem år.

De er ikke blevet vaccineret.

Når vi har inviteret dig herind i studiet, så er det jo fordi, at mæslingeudbrud det er tredoblet i Europa på et år fra 2017 til 2018.

Det er tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, og ja lige nu der ser vi et stort mæslingeudbrud i USA.

Og alligevel så er der jo en stadig større gruppe forældre, dig selv inklusiv, som ikke vil lade jeres børn vaccinere.

Og det har så fået WHO til at placere modstanden mod vaccine på en top ti liste over de største sundhedstrusler i 2019.

Prøv lige helt kort at fortælle, hvorfor er det du ikke vaccinerer dine børn?

[Klager] : Som forælder, der står jeg jo med det her valg.

Jeg vil mine børn det bedste, så kan jeg vælge at vaccinere, så risikerer jeg bivirkninger og andre skadelige følgevirkninger.

Så kan jeg risikere de får mæslinger, så er der nogle mulige skadelige eftervirkninger af det.

Så hvilken terning har jeg lyst til at rulle.

[…]

[Vært B] : 72 døde sidste år af mæslinger i Europa, vores del af verden.

Så hvad tror du, der ville ske, hvis alle gjorde ligesom dig her i Danmark?

[…]

[Klager] : Ja, så ville vi have en meget effektiv flokimmunitet, fordi vi får jo naturlig beskyttelse, fordi vi får sygdomme.

Vi får sygdomme, så bliver vi immune meget mere, end MFR-vaccinen kan gøre.

[Vært B] : Så du anerkender ikke, at den kan have dødelige konsekvenser for nogen, denne her sygdom?

[Klager] : Jo, det anerkender jeg.

[…]

[Vært B] : Ja, anerkender du, at det er en sundhedstrussel?

[Klager] : Nej, det anerkender jeg ikke.

[…]

[Vært A] : Det er vist det, WHO siger.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, [Klager], altså du vaccinerer ikke dine to yngste her.

Hvor gamle er det, at de er?

[Klager] : Tre og fem.

[Vært A] : Hvad hedder de?

[Klager] : [Barn A] og [Barn B].

[Vært A] : [Barn A] og [Barn B].

Hvis de får mæslinger, det er der jo en risiko for.

[Klager] : Ja.

[Vært A] : Der kommer jo folk til landet, der har mæslinger.

[Klager] : Ja.

[Vært A] : Der er mæslinger i Danmark på dem, men vi har det ikke, men der kan komme.

Dine børn, [Barn A] og [Barn B], de kan få det.

Så ville de få høj feber, de ville få rødt udslæt, mellemørebetændelse, måske, lungebetændelse, diarre, og så ville de måske dø, [Barn A] og [Barn B].

Ville du så som far, fordi du valgte ikke at lade dem vaccinere, føle et vist ansvar, kunne man kalde det, for at du ikke har ladet dem vaccinere, og nu går de hen og dør af det?

[Klager] : Ja, selvfølgelig, altså, det ville da være frygteligt, men det er jo så hvis jeg vælger at rulle den terning, at så risikerer jeg, at de får følgevirkninger efter mæslinger, men jeg ville også få det frygteligt, hvis jeg havde givet dem MFR-vaccinen, og de fik en hjerneskade.

[…]”

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Radio24syv inden offentliggørelsen af udsendelsen kontaktede [Klager] med oplysning om indholdet af interviewet, herunder baggrunden om sit fravalg af at lade sine børn vaccinere, og de overordnede spørgsmål, som værterne ville stille ham.

Pressenævnet bemærker, at [Klager] under udsendelsen frivilligt oplyste sine børns navne, da han blev spurgt herom, ligesom han fik mulighed for at kommentere de kritiske udsagn, i umiddelbar forlængelse af de blev fremsat.

I den forbindelse finder nævnet, at offentliggørelsen af navnene på [Klager]s børn og udsagnet om, at [Klager] udsætter sine børn for potentielt at dø, når han har undladt at lade dem vaccinere, i situationen ikke er egnede til at krænke [Klager].

Nævnet udtaler ikke kritik.

Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at Radio24syv ved at inddrage kritiske udtalelser om vaccinemodstand fra fagpersoner, har overskredet de vide grænser for redigering.

Nævnet udtaler ikke kritik af den valgte vinkling.

Afgjort den 12. august 2019

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →