Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0358
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0358
Afvisning af klage over TV 2 Fyn på grund af fristoverskridelse
En person klagede over en artikel bragt af TV 2 Fyn.
Klagen var indbragt for Pressenævnet efter udløbet af 12-ugers klagefristen.
Klagen blev derfor afvist uden nærmere behandling.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Fyns Internat græder: Måtte aflevere 12 hunde tilbage til ejer” , som blev bragt den 1. april 2016 af TV 2 Fyn på tv2fyn.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen er modtaget i Pressenævnet den 25. juli 2019.
Den påklagede artikel indeholder omtale af en internatleders bekymring for, at 12 hunde, som tidligere er blevet fjernet fra ejeren af politiet, er blevet afleveret tilbage til ejeren.
[Klager] har til støtte for klagen anført, at god presseskik er tilsidesat i artiklen, da TV 2 Fyn udelukkende har bragt artiklen efter ønske fra internatlederen.
[Klager] har endvidere anført, at artiklen har forvoldt hende skade og er blevet brugt som led i en personlig hetz mod hende.
De efterfølgende konsekvenser har haft ufatteligt omfang for [Klager], navnlig at hun fik stjålet hunden [hundenavn].
[Klager] har endvidere oplyst, at hun rettede henvendelse til TV 2 Fyn efter modtagelse af en aktindsigt syv måneder efter offentliggørelsen, hvor den fulde sandhed gik op for hende.
TV 2 Fyn har ikke besvaret hendes klage.
Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler
En klage over overtrædelse af god presseskik indgives til TV 2 Fyn.
Fristen for at klage til Pressenævnet over mediets afgørelse er 12 uger efter modtagelsen af afgørelsen, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 3.
Klagen vedrører en artikel på tv2fyn.dk bragt af TV 2 Fyn den 1. april 2016, og klager har efter at have klaget til TV 2 Fyn omkring syv måneder efter offentliggørelsen først klaget til Pressenævnet den 25. juli 2019.
Da klagen derved er indgivet efter 12-ugers klagefristens udløb, afvises den som for sen, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 3.
Det kan tilføjes, at Pressenævnet ikke kan behandle spørgsmål om overtrædelse af straffeloven.
Disse forhold skal anmeldes til politiet og henhører under domstolene.
Afgjort den 1. august 2019