Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - ej medhold
J.nr. 18-72109
En patient klagede over forskelsbehandling pga.
race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at en læge i patientens psykologhenvisning havde anført, at patienten var af grønlandsk oprindelse.
Patientens mor stammede fra Grønland, mens han selv var født og opvokset i Danmark.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at han ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin race eller etniske oprindelse.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at klagers læge i en psykologhenvisning havde anført, at klager var af grønlandsk oprindelse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede anførte, at klager var af grønlandsk oprindelse.
Sagsfremstilling
Klager, hvis mor stammer fra Grønland, var den 14. december 2017 til samtale ved den indklagede læge grundet psykiske gener.
Den 20. december 2017 skrev lægen en psykologhenvisning til klager.
Af henvisningen fremgår blandt andet
”14-12-2017
Ny pt!
Kommer i dag til samtale vedr.
psykiske tilstand.
Af grønlandsk oprindelse.
Pt.
har skiftet læge idet han ikke følte sig mødt.
Han kommer i dag pga.
symptomer fra sin kendte PTSD, hvor han har flash backs.
Desuden tiltagende agorafobi-symptomer.
Han var udsat for et voldeligt overfald i 2008 og senere igen, men det er hændelsen i 2008, der har sat sig i ham.
[…]”
Klager indbragte herefter en klage for Det Regionale Samarbejdsudvalg for almen praksis over, at lægen havde udtrykt sig racistisk.
Det Regionale Samarbejdsudvalg for almen praksis traf den 11. december 2018 afgørelse.
Klager fik ikke medhold.
Udvalget udtalte, at der var forskellige opfattelser af hensigten med at beskrive klager som grønlænder.
Klagen indbragte den 11. december 2018 klagen for Ligebehandlingsnævnet.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af race.
Indklagede anførte i en henvisning, at klager var grønlænder.
Dette er forkert, idet klager er født og opvokset i Danmark.
Klagers mor er grønlænder, men klager har aldrig selv været i Grønland.
Henvisningen fra indklagede vedrørte psykologhjælp, som klager ønskede, idet klager havde PTSD, og har således intet med klagers race eller etnicitet at gøre.
Det er klagers opfattelse, at formålet med angivelsen var at sætte klager i bås som grønlænder og generalisere på baggrund af race.
Indklagede afviser, at klager skulle have været udsat for forskelsbehandling på grund af race.
Indklagede angav i psykologhenvisningen, at klager var af grønlandsk oprindelse.
Klagers mor er fra Grønland, og indklagede mener ikke, at angivelsen af klagers oprindelse er udtryk for forskelsbehandling.
Når indklagede skriver henvisninger, beskriver indklagede gerne patienternes genetiske og opvækstmæssige ophav, så den læge, der modtager patienten, er på forkant med oplysningerne og kan danne sig et billede af patienten.
Indklagede angiver også, hvis patienter har anden oprindelse end grønlandsk.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands race eller etniske oprindelse.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager har henvist til, at indklagede i psykologhenvisningen af 20. december 2017 angav, at klager er af grønlandsk oprindelse.
Klager følte sig derved udsat for forskelsbehandling på grund af race, idet han er født og opvokset i Danmark.
Indklagede har oplyst, at indklagede normalt beskriver patienters genetiske og opvækstmæssige ophav, så den læge, der modtager patienten, er på forkant med oplysningerne og kan danne sig et billede af patienten.
Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
<18-72109>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 2, om lovens anvendelsesområde
-
§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 3, stk. 4, om chikane
-
§ 7, om delt bevisbyrde