Legislator Case Law & Legislation
W20190955925 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0316

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2019 9559 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0316

KEN#LOKDOK23 2019 9559 Valid

Radio24syv får kritik for foromtale til debatprogram

Radio24syv bragte på sin Facebook-side i april måned en foromtale til en udsendelse af debatprogrammet ”Det Røde Felt”.

I foromtalen fremgik det, at to navngivne ministre har overtrådt loven i forbindelse med deres embedsførelse.

En af de omtalte ministre klagede til Pressenævnet over foromtalen.

Pressenævnet fandt ikke, at foromtalen kunne betragtes som værende en del af selve debatudsendelsen, hvor der tillades en højere grad af frisprog.

Nævnet udtalte derfor kritik af Radio24syv for i foromtalen at have fremstillet det som et faktum, at ministeren har brudt loven, selvom der ikke foreligger en dom herfor.

KEN#LOKDOK23 2019 9559 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en foromtale til radioprogrammet ”Det Røde Felt”, som blev bragt på Radio24syvs Facebook-side den 8. april 2019, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at foromtalen indeholder ukorrekt information.

1 Sagsfremstilling

Radio24syv bragte den 8. april 2019 på deres Facebook-side en foromtale til radioprogrammet ”Det Røde Felt”.

Af omtalen fremgår

”Hvordan kan en minister ved højlys dag bryde loven og slippe afsted med det?

Flere ministre fra Venstre, Danmarks Liberale Parti er på det seneste blevet grebet i at bryde lovgivningen.

Men indtil videre ser et flertal i Folketinget ud til at se igennem fingre med, at både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og fiskeriminister [Klager] regerer uden om lands lov og ret.

Er Folketinget magtesløst over for egenrådige ministre?

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, juraprofessor Jens Elo Rytter samt Socialdemokratiets Simon Kollerup deltager i debatten hos Lars Trier Mogensen i Det Røde Felt.

”

I samme Facebook-opslag er det muligt at høre den omtalte udsendelse af ”Det Røde Felt”.

Af udsendelsen fremgår blandt andet

”Værten: Hvad kalder man et land, hvor ministre kan bryde loven uden, at det får konsekvenser.

Altså sådan et lille land, hvor der gælder regler for helt almindelige mennesker.

Hvis man bryder loven, som er demokratisk vedtaget, ja, så risikerer man at blive sigtet og straffet.

Og det er det, man kalder et retssamfund.

Man har regler, og hvis man bryder dem, og det kan bevises, ja, så bliver man straffet.

[…] Men hvad kalder man sådan et land, hvor der tilsyneladende er sådan nogle ministre, der opfører sig som konger fra en svunden tid og tilsyneladende kan være fuldstændigt ligeglade med at bryde loven.

Kan gøre det demonstrativt ved højlys dag, ja, og der sker ikke noget.

[…] For i de senere år har der været, ja, indtil flere Venstre-ministre, som helt åbenlyst har brudt deres egen lovgivning.

Man skal huske, at en minister er ansvarlig for den lovgivning, der er på området, så det er i virkeligheden ministerens egen lovgivning, der bliver brudt.

Men det får ikke nogen konsekvenser.

Vi har mest grelt set det med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, men her på det seneste er der også noget, der tyder på, at fiskeriminister [Klager] også er ved at rode sig ud i noget, der er ikke bare på kant med loven, men som er decideret strid med de regler, der gælder.

Jeg synes, det er fortvivlende, og i dag vil jeg prøve at finde ud af, hvad det er for en tilstand, stilstand, vi er i Danmark, hvor ministre altså åbenbart kan bryde loven, uden at det får konsekvenser.

[…] ”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 23. april 2019.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har anført, at hun ikke har brudt loven.

Foromtalen er derfor i strid med god presseskik, navnlig punkt A.

1 i de vejledende regler for god presseskik, hvoraf det fremgår, at medierne skal bringe korrekt information.

2.2 Radio24syvs synspunkter

Radio24syv har anført, at præmissen for udsendelsen, som den påklagede foromtale angår, er, at [Klager] netop ikke er blevet dømt for brud på ministeransvarlighedsloven.

I selve udsendelsen lyder det indledende spørgsmål således

”Hvordan kan en minister ved højlys dag bryde loven og slippe afsted med det”.

Baggrunden for værtens spørgsmål er netop det faktum, at et flertal i Miljø- og Fødevareudvalget ved to lejligheder inden for blot to måneder har udtalt skarp kritik af fiskeriministeren i form af såkaldte ”næser”.

Flertallet har i den forbindelse påtalt, at [Klager] ikke har levet op til ministeransvarlighedslovens krav om at informere Folketinget retvisende og om at følge flertallets ønsker.

Den markante kritik af ministeren har imidlertid ikke ført til yderligere sanktioner, da et flertal i Folketinget indtil videre har undladt at nedsætte en egentlig rigsret.

I dag findes der ingen andre måder at holde ministre ansvarlige for mulige lovbrud, og det er netop dette forfatningsretlige dilemma, som er udsendelsens omdrejningspunkt.

Da flertallet foreløbigt ikke ønsker at igangsætte en rigsretssag, får det ingen konsekvenser for [Klager], at et flertal i Miljø og Fødevareudvalget i første omgang, den 20. februar 2019, ”udtaler sin meget skarpe kritik af ministeren for fiskeri og ligestilling for ministerens håndtering af implementeringen af den politiske aftale om rettighederne til muslinge- og østersfiskeriet på Limfjorden” og kort tid efter, den 23. april 2019, ”finder flertallet samlet set ministerens håndtering af sagen om forsøgsfiskeri i Storebælt utilfredsstillende” .

I udsendelsen – som primært har fokus på sager i Udlændinge- og Integrationsministeriet – udfoldes en principiel debat om, hvorfor det i dag er retstilstanden i Danmark, at ministre ikke kan sanktioneres, når et flertal i Folketinget mener, at de forvalter i strid med ministeransvarlighedsloven og ikke orienterer Folketinget korrekt.

Og i videre perspektiv hvordan reglerne eventuelt vil kunne ændres, så det rent faktisk får konsekvenser, når et flertal i Folketinget mener, at en minister forvalter på kant med loven.

Den påklagede foromtale gengiver kerneindholdet i den debat, der bringes i udsendelsen, og på den baggrund er der hverken i foromtalen eller i selve radioudsendelsen indhold, der strider mod god presseskik.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

[Klager] har klaget over, at Radio24syv i en foromtale på facebook.com/24syv har oplyst, at hun har brudt loven, hvilket ikke er korrekt.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

jf. punkt A.

1.

I den påklagede foromtale til radioprogrammet ”Det Røde Felt” fremgår

”Hvordan kan en minister ved højlys dag bryde loven og slippe afsted med det?

Flere ministre fra Venstre, Danmarks Liberale Parti er på det seneste blevet grebet i at bryde lovgivningen.

Men indtil videre ser et flertal i Folketinget ud til at se igennem fingre med, at både udlændige- og integrationsminister Inger Støjberg og fiskeriminister [Klager] regerer uden om lands lov og ret.

Er Folketinget magtesløst over for egenrådige ministre?

[…]”

”Det Røde Felt” er et debatprogram og fremstår også efter sit indhold som et sådant.

I debatprogrammer tillades – ligesom i lederartikler og debatindlæg – en højere grad af frisprog end i nyhedsprogrammer og reportager.

I udsendelsen, som den påklagede foromtale angår, debatteres, at der kan forekomme situationer, hvor et stort mindretal eller et flertal i Folketinget mener, at en minister har handlet kritisabelt i forbindelse med sin embedsførelse, uden at dette får konsekvenser for den pågældende minister.

Pressenævnet finder imidlertid, at den påklagede foromtale står alene og dermed ikke kan betragtes som værende en del af selve debatudsendelsen.

I foromtalen fremstår det som et faktum, at [Klager] har brudt loven i forbindelse med sin embedsførelse som minister, hvilket ikke er korrekt.

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Radio24syv for at have bragt udsagnet.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Radio24syv at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Radio24syv.

[underrubrik]

Radio24syv får kritik for ukorrekt oplysning i redaktionel foromtale.

[tekst]

Radio24syv bragte i april 2018 på Radio24syvs Facebook-side en foromtale til en udsendelse af debatprogrammet ”Det Røde Felt”.

I foromtalen fremgik det som et faktum, at daværende fiskeriminister [Klager] havde brudt loven i forbindelse med sin embedsførelse.

[Klager] er ikke blevet dømt for at have brudt loven i forbindelse med sin embedsførelse, og Pressenævnet udtaler kritik af Radio24syv for at have bragt udsagnet.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal ske som en selvstændig artikel, der prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” til nævnets kendelse ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet.

Afgjort den 18. juni 2019

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →