Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige
J.nr. 19-15259
En forening anmodede om genoptagelse af en sag, hvor de af Ligebehandlingsnævnet var blevet tilpligtet at betale godtgørelse på 2.500 kr. til en mand for forskelsbehandling på grund af køn.
Ligebehandlingsnævnet havde truffet afgørelsen den 30. januar 2019 i sag nr. 18-50717.
Hverken sagens forløb eller det, indklagede efterfølgende anførte, kunne føre til, at særlige grunde talte for at genoptage sagen.
Nævnet afviste derfor at genoptage sagen.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Sagen angår, om der efter anmodning fra indklagede er grundlag for at genoptage Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 30. januar 2019.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Klager indgav den 14. august 2018 en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at kvinder kunne træne gratis hos den indklagede forening, mens mænd blev opkrævet kontingent.
Ligebehandlingsnævnet traf den 30. januar 2019 afgørelse i sagen.
Sagen blev behandlet under sagsnr.
18-50717.
Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det var i strid med ligestillingsloven, at kvinder kunne træne gratis hos indklagede, mens mænd blev opkrævet kontingent.
Af afgørelsens sagsfremstilling fremgår
”Klager, som er en mand, har den 14. august 2018 klaget til Ligebehandlingsnævnet over en forenings opkrævning af kontingent.
Klager havde i en prøveperiode trænet i den indklagede forening.
Ifølge foreningens opslag kunne kvinder træne gratis i 2018, mens mænd blev opkrævet et kontingent.
”
Af nævnets bemærkninger og konklusion fremgår følgende
”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Efter de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at klager har retlig interesse i sagen.
Nævnet kan derfor behandle klagen.
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn, idet kvinder efter det oplyste kunne træne gratis hos indklagede, mens mænd blev opkrævet kontingent.
Indklagede er trods opfordret hertil ikke fremkommet med bemærkninger til sagen, og har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 2.500 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 14. august 2018, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
”
Indklagede har ved brev af 20. marts 2019 anmodet nævnet om at genoptage sagen.
Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af klager i forbindelse med indklagedes anmodning om genoptagelse.
Indklagedes bemærkninger
Indklagede har anmodet om, at sagen bliver genoptaget.
Indklagede har indledningsvis beklaget, at klubben ikke besvarede Ligebehandlingsnævnets henvendelser.
Indklagede har nu indhentet nem-ID til brug for klubbens e-Boks.
Indklagede er en lille klub med cirka 20 faste betalende medlemmer.
Klubben er med i en årlig mixturnering, hvor der skal være to kvinder på holdet.
Klubben havde i en længere periode haft svært ved at tiltrække piger/kvinder til holdet.
Det medførte, at det var svært for klubben at deltage i turneringen.
Klubben valgte derfor i 2018 at forsøge at tiltrække flere kvinder ved, at kvinder i en afgrænset periode kunne træne gratis i klubben.
Kvinder, der allerede var medlemmer af klubben, betalte fortsat kontingent.
Tilbuddet om gratis træning i en afgrænset periode var derfor alene rettet mod nye medlemmer.
Alle, der har lyst til at prøve at træne i klubben, spiller gratis de første tre gange.
Derefter vil alle nye spillere blive bedt om at melde sig ind i klubben som betalende medlemmer.
Medlemsskabet koster 350 kroner pr. halve år.
Det er et medlemskab, som alle betaler for.
Klager deltog i træningen i klubben én gang og viste sig aldrig i klubben igen.
Derfor blev klager aldrig præsenteret for et medlemskab.
Indklagedes opslag med tilbud om gratis træning for kvinder var på klubbens Facebookside på det tidspunkt, hvor klager var til træningen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.
En sag kan eksempelvis genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.
Det kan i den forbindelse tillægges vægt, om disse nye oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.
Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet sendte den 20. august 2018 et brev til indklagede med oplysning om, at nævnet havde modtaget klagen over indklagede.
Sekretariatet anmodede om, at indklagede kom med sine bemærkninger til klagen.
Da sekretariatet ikke modtog svar, blev indklagede ved brev af 17. september 2018 rykket for svar.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet anmodede ved brev af 9. oktober 2018 klager om at sende skriftlig dokumentation for, at klubben i en periode opkrævede forskellige kontingentpriser afhængigt af køn.
Samme dag modtog sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet skriftlig dokumentation herfor.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet sendte den 23. oktober 2018 et brev til indklagede med oplysning om, at klager havde fremsendt nye oplysninger i sagen.
Da sekretariatet ikke modtog svar, blev indklagede ved brev af 20. november 2018 rykket for svar.
Da sekretariatet fortsat ikke modtog svar fra indklagede, blev indklagede ved brev af 13. december 2018 orienteret om, at sagen blev anset som færdighørt, og at sagen ville blive behandlet på møde i Ligebehandlings-nævnet på det foreliggende grundlag.
Det fremgår af begrundelsen i nævnets afgørelse af 30. januar 2019, at nævnet ved afgørelsen vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte forskelsbehandling.
Ved afgørelsen vurderede nævnet også, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Efter nævnets faste praksis kan hverken sagens forløb eller det, indklagede nu har anført, føre til, at særlige grunde taler for at genoptage sagen.
Der er herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
<19-15259>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
-
§ 1 a om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
-
§ 3 c, om godtgørelse