Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold
J.nr. 18-48114
En mand mente, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at Familieretshuset havde behandlet en sag.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet behandlet ringere eller anderledes på grund af sit køn.
Han fik derfor ikke medhold i sin klage.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med den tidligere Statsforvaltnings behandling af klagers sag om bopæl og samvær.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Statsforvaltningen har ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med behandlingen af klagers sag.
Sagsfremstilling
Klager og moderen til deres fælles barn var til møde den 12. juli 2018 i Statsforvaltningen (nu Familieretshuset).
Ifølge klager var han forud for mødet af sin advokat blevet frarådet at fremlægge sine synspunkter.
Ifølge klager havde advokaten oplyst, at klager risikerede, at moderen ville forlade mødet, og at klager derved risikerede ikke at se sit barn, før sagen havde været for retten.
På mødet den 12. juli 2018 blev der indgået aftaler mellem klager og moderen om bopæl og samvær for deres fælles barn.
Efterfølgende anmodede klager om et nyt møde om bopæl og samvær, som Statsforvaltningen derefter indkaldte til.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. juli 2018.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med behandlingen af hans sag om bopæl og samvær i Statsforvaltningen.
Klager oplevede i forbindelse med sin sag om bopæl og samvær, at Statsforvaltningen havde en praksis, hvorefter kvinden automatisk fik bopæl over parternes fælles børn, uden at der blev foretaget en vurdering af barnets forhold.
Det er klagers opfattelse, at det ville være i hans barns tarv at have bopæl hos ham og en samværsaftale med moderen, hvilket var klagers ønske i forbindelse med mødet i Statsforvaltningen den 12. juli 2018.
Forud for mødet i Statsforvaltningen holdt klager et møde med sin advokat, hvor advokaten frarådede klager at fremlægge sine synspunkter under mødet i Statsforvaltningen.
Advokaten udtalte, at klager kunne risikere, at moderen rejste sig og gik, og at klager derved risikerede ikke at se sin søn, før sagen havde været for retten, samt at moderens advokat også kendte denne praksis.
Dette gentog advokaten inden mødet.
I klagers sag var Statsforvaltningen på forhånd på moderens side.
Statsforvaltningen fulgte ikke en praksis, der gav begge forældre mulighed for at fremlægge deres synspunkter.
Der foregik derved en slags afpresning, og der blev ikke foretaget en konkret vurdering af barnets forhold, fordi klager ikke turde fremkomme med sine argumenter.
Hvis Statsforvaltningen havde foretaget en konkret vurdering af barnets forhold, var man ikke var kommet frem til den samværsaftale, som blev indgået.
Indklagede afviser at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.
Sager om forældremyndighed, bopæl og samvær startes op i
Statsforvaltningen, hvor forældrene indkaldes til et møde.
Her har de mulighed for at komme med deres formelle ansøgninger, synspunkter og bemærkninger til sagen generelt.
Det bliver også under mødet afklaret, om der er mulighed for, at forældrene indgår et forlig om forældremyndighed, bopæl og samvær.
Hvis forældrene indgår en aftale på mødet, bliver forældrenes aftale noteret i mødenotatet, såfremt forældrene ønsker det.
Herefter foretager Statsforvaltningen sig ikke yderligere, idet det antages, at en aftale indgået af forældrene, som er nærmest barnet og kender barnet bedst, er bedst for barnet.
Hvis forældrene ikke indgår en aftale, vil Statsforvaltningen eller domstolene foretage den videre sagsbehandling.
I klagers sag indgik forældrene en aftale om bopæl og samvær på mødet den 12. juli 2018.
Da forældrene indgik en aftale på mødet, foretog Statsforvaltningen ikke yderligere sagsbehandling, og foretog således heller ikke en nærmere konkret vurdering af barnets forhold hos hver af forældrene.
I øvrigt var mødet med klager og moderen særligt på den måde, at begge forældre havde overladt det til deres advokater fuldstændigt at udtale sig på deres vegne.
På mødet understregede Statsforvaltningen overfor forældrene, at det var deres møde og ikke advokaternes møde, og der blev spurgt, om der var bemærkninger fra forældrene selv i forhold til det, som advokaterne oplyste.
Begge forældre tilkendegav, at der ikke var supplerende bemærkninger.
Til klagers oplysninger om, at hans advokat oplyste, at det er almindeligt, at moderen forlader et møde i Statsforvaltningen, hvis faderen stiller for mange krav, og at faderen derved risikerer at miste kontakten til barnet, bemærkes, at en sådan udtalelse må stå for klagers advokats regning.
Statsforvaltningen genkender ikke en sådan praksis, og oplever ikke, at det er almindeligt, at moderen rejser sig og går fra et møde, hvis der stilles for mange krav.
I øvrigt kan en forælder ikke undgå, at der træffes en afgørelse ved at forlade et møde.
Klagers sag er blevet behandlet efter gældende regler og retningslinjer, og det er ikke Statsforvaltningens opfattelse, at der er sket forskelsbehandling på baggrund af køn.
Statsforvaltningen har i øvrigt indkaldt klager og moderen til et nyt møde, da klager ikke er enig i den indgåede aftale.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede har bestridt klagers oplysninger om, at der i forbindelse med behandlingen af hans sag om samvær og bopæl er sket forskelsbehandling på grund af køn.
Der er ikke noget i de fremlagte oplysninger, der tyder på, at klager i forbindelse med den tidligere statsforvaltnings sagsbehandling er blevet behandlet ringere eller anderledes på grund af sit køn.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
<18-48114>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1 a om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1-3 om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 2, stk. 4, om delt bevisbyrde