Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - kommuner - ej medhold

J.nr. 18-48670

En mand, der er kørestolsbruger, søgte en stilling som kommunikationskonsulent i en kommune.

I sin ansøgning til stillingen havde manden anført, at han ønskede at gøre brug af fortrinsadgangen for handicappede ved ansættelse i offentlige stillinger.

Manden blev indkaldt til jobsamtale, men fik afslag på ansættelse med henvisning til erfaring og faglige kompetencer.

Ved afslaget lagde kommunen blandt andet vægt på, at manden var den eneste af de fem ansøgere, der blev indkaldt til samtale, som ikke havde en formel uddannelsesbaggrund i form af en journalist- eller kommunikationsuddannelse.

Der var ikke oplysninger i sagen, der tydede på, at mandens handicap blev tillagt betydning i ansættelsesprocessen og ved kommunens beslutning om ikke at tilbyde ham ansættelse.

Manden havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Han fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse i en stilling som kommunikationskonsulent i en kommune .

I sin ansøgning havde klager gjort opmærksom på, at han ønskede at anvende fortrinsadgangen for handicappede ved ansættelse i offentlige stillinger.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med ansættelsesprocessen.

Sagsfremstilling

Den indklagede kommune annoncerede fra den 2. juni 2017 efter en kommunikationskonsulent.

Det fremgik blandt andet af annoncen, at kommunen søgte en kollega, der havde ”en journalist- eller kommunikationsuddannelse bag sig”.

Ved ansøgning dateret den 11. juni 2017 søgte klager stillingen.

Klager anførte i sin ansøgning, at han ønskede at gøre brug af fortrinsadgangen for handicappede til stillinger i offentligt regi, da han er kørestolsbruger efter et trafikuheld i 1984.

Klager oplyste i øvrigt i sin ansøgning og sit CV, at han er mesterlært journalist, og at han var ved at tage en diplomuddannelse i kommunikation.

Den 20. juni 2017 deltog klager i en ansættelsessamtale.

Ved mail af 27. juli 2017 rettede klager henvendelse til leder A i den indklagede kommune

”Kære [leder A]

Tak for sidst – selv om det er ved at være et stykke siden.

Jeg vil egentlig bare lige høre, hvor I er i ansættelsesproceduren.

Med venlig hilsen

[klager]”

Ved mail af 28. juli 2017 svarede leder A

”Hej [klager]

Jeg beklager, hvis du ikke har fået besked.

Der skulle gerne være kommet svar ud til alle ansøgere.

Vi har fundet vores nye medarbejder, der begynder hos os i august.

Venlig hilsen

[leder A]”

Den 31. juli 2017 skrev leder A fra indklagede kommune til en fastholdelses- og handicapkonsulent i jobcentret i klagers bopælskommune

”Til [navn]

[Afdelingen] har haft opslået en stilling som kommunikationskonsulent.

Denne stilling blev søgt af [klager].

Han bad om at komme til samtale, jf. reglerne om fortrinsret for handicappede til stillinger i offentlige virksomheder.

[Klager] og fire andre kandidater har været til samtale, og vi ønsker at gå videre med en anden kandidat.

Den anden

kandidat har flere års erfaring fra [et medie].

Dertil kommer erfaring som pressekonsulent i en forvaltning i [en kommune], samt kommunikationskonsulent i en anden forvaltning i [samme kommune].

Vi har vurderet [klager]s faglige kompetencer, der ikke matcher den anden kandidat.

Der er blandt de fire

øvrige til samtale både var kandidater med mindre og nogle mere erfaring end [klager].

Det helt afgørende for vores

vurdering, er derfor kvaliteten af de erfaringer.

Det er erfaringer, der [] ikke kan kompenseres for, uanset om kandidaten har et handicap eller ej.

Det er alene faglige egenskaber, der kan erhverves gennem erfaring.

Ud over de faktuelle kompetencer, har vi naturligvis vurderet alle fem kandidater til samtalen.

Ønsker [jobcentret] yderligere forhandling, inden jeg kan meddele afslag på stillingen til [klager].

Venlig hilsen

[leder A]”

Den 1. august 2017 skrev fastholdelses- og handicapkonsulenten i en mail til klager

”Kære [klager].

Hermed referat fra forhandlingen med [leder A].

31.7.17. referat af forhandling vedr.

ansøgning om fortrinsadgang vedr.

[klager]

Tlf.

henvendelse til [leder A]

[leder A] har sendt en skriftlig redegørelse til mig pr. mail d. 31.7.17 kl.

14.19.

Ud fra denne har vi efterfølgende en telefonisk forhandling.

[leder A] oplyser mig, at under ansættelsessamtalen med [klager], blev der kort drøftet, at der var en forventning om, at man kunne møde ude i forvaltningerne, hvilket [klager] besvarede, at dette ikke var noget problem.

[klager] var 100 % selvhjulpen i forhold til, at komme til samtalen på Rådhuset.

Der er elevator på Rådhuset, og hvor [afdelingen] har til huse, samt i de enkelte forvaltninger.

Der er således ingen problemer med at kunne varetage jobbet fra en kørestol.

[leder A] oplyser, at [klager]s handicap ikke blev yderligere drøftet, idet det ikke har betydning for udførelsen af jobbet.

Når de ikke ønsker at tilbyde [klager] jobbet, skyldes det således alene, at en anden kandidat vurderes at have stærkere kompetencer og erfaring end [klager].

…”

Klager modtog den 31. maj 2018 en udtalelse fra Ankestyrelsen om, hvorvidt den indklagede kommune havde overholdt reglerne om fortrinsadgang for handicappede til stillinger i offentlige virksomheder.

Af udtalelsen fremgår bl.a.

”Resultatet er

Det betyder, at [kommunen] ikke har overholdt pligten til at udarbejde en redegørelse samt pligten til at forhandle med jobcenteret i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. ”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 29. juli 2018.

Indklagede har under sagens behandling fremlagt ansøgning og CV for den ansøger, der blev ansat i stillingen som kommunikationskonsulent.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede kommune overtrådte fortrinsreglerne for handicappede til stillinger i offentlige virksomheder.

Reglerne om fortrinsadgang skal sikre, at personer med handicap ikke stilles dårligere end andre ansøgere ved ansøgning til en stilling i en offentlig virksomhed.

Hvis reglerne ikke overholdes, sker der forskelsbehandling.

Klager fik ikke skriftligt afslag på ansættelse.

Først da han rykkede for en afgørelse, fik han telefonisk at vide, at den indklagede kommune havde ansat en anden i stillingen.

Den manglende korrespondance kan skyldes, at indklagede vidste, at indklagede havde overtrådt reglerne om fortrinsadgang.

Indklagede trak derfor sagen i langdrag, indtil der var ansat en anden, idet klager derved ville få svært ved at få stillingen.

Den indklagede kommune var klar over, at klager i henhold til fortrinsreglerne skulle indkaldes til samtale.

Efterfølgende valgte indklagede imidlertid at overtræde den del af reglerne, som er ”besværlig”.

Indklagede må have vidst, at der skulle være en forhandling forud for et afslag til klager.

Efter klagers opfattelse kan uvidenhed i forhold til fortrinsreglerne ikke undskylde indklagedes overtrædelse heraf.

Han gjorde i sin ansøgning opmærksom på, at han ønskede at benytte fortrinsadgangen, og indklagede burde have sat sig ind i reglerne.

Det fritager ikke den indklagede kommune, at leder A ikke var opmærksom på reglerne om fortrinsadgang.

Klager skønner, at leder A vidste, at han overtrådte ligebehandlingsreglerne.

Derfor forsøgte leder A at fremstå som om, at han overholdt fortrinsreglerne ved at indgå i forhandling med jobcentret.

Indklagede vil naturligvis ikke vedkende sig, at de i kommunen kendte reglerne om forhandling.

Det lyder imidlertid ikke sandfærdigt, at den indklagede kommune ikke skulle have været bekendt med reglerne.

Indklagede forskelsbehandlede klager, da reglerne netop skal sikre, at personer med handicap sidestilles med personer uden handicap.

Klager var ikke sidestillet med de øvrige ansøgere, eftersom fortrinsreglerne for handicappede til ledige stillinger i offentlige organisationer ikke blev overholdt.

Hvis det ikke var et problem, at klager er kørestolsbruger, kunne indklagede kommune have overholdt fortrinsreglerne uden problemer.

Det skal også bemærkes, at indklagedes kommunikationsafdeling har kontorer i et af byens ældste huse, som på ingen måde er handicapegnet.

Det er netop den del, som forhandlingerne med jobcenteret skal have som emne;

at finde en løsning på de fysiske forhold, således at klager kunne blive ansat.

Kommunikationsafdelingens fysiske forhold blev aldrig nævnt af indklagede.

Indklagede oplyste ikke, at afdelingen er i et hus, som på ingen måde er tilgængeligt for en kørestolsbruger.

Ifølge indklagede ansatte kommunen en anden ansøger med stærkere kompetencer.

Indklagede springer imidlertid et led over, når de bruger den argumentation;

tilsidesættelsen af fortrinsreglernes krav om forhandling.

Indklagedes argumentation kunne anvendes, hvis de i kommunen havde fulgt fortrinsreglerne og herefter ansat en anden ansøger i stillingen.

Sammenholdt med jobopslaget har klager de ønskede kompetencer.

Klager blev forskelsbehandlet på grund af sit handicap.

På ansøgningstidspunktet havde klager næsten 10 års erfaring med kommunikationsarbejde med opgaver som dem, der var oplistet i jobopslaget.

Endvidere var klager på ansøgningstidspunktet mere end halvvejs i sin diplomuddannelse i kommunikation.

Klagers baggrund som journalist skal opfattes som værende fuldt på højde med de tre uddannelser ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Syddansk Universitet eller Roskilde Universitetscenter.

Dansk Journalistforbund har anerkendt klagers baggrund, og han har dermed ret til at kalde sig journalist.

Klager har været medlem af Dansk Journalistforbund i mere end 20 år.

Klager har tidligere været ansat på en professionshøjskole, som er politisk styret.

Det er derfor usandt, når indklagede anfører, at klager mangler erfaring fra arbejde i en kommune eller en anden lignende politisk styret organisation.

Indklagede har i sine bemærkninger for nævnet oplistet kompetencer, der ikke er enslydende med de ønskede kompetencer, der fremgik af jobopslaget.

Indklagede har således opfundet kompetencer for at stille klager i et dårligt lys.

Klagers kompetencer er imidlertid ikke til drøftelse.

Det handler om, hvorvidt klager var sidestillet med de øvrige ansøgere.

Det var han ikke, eftersom indklagede tilsidesatte fortrinsreglerne.

Hvis klager ikke levede op til kravene til den opslåede stilling, skulle indklagede slet ikke have indkaldt ham til samtale.

Klager kan kun fortolke det således, at hans handicap havde afgørende betydning.

Hans handicap ville have konsekvenser i forhold til de fysiske forhold, og handicappet blev dermed afgørende for, at han ikke blev ansat i stillingen.

Klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling af ham i forbindelse med afslaget på at ansætte ham i stillingen som kommunikationsmedarbejder.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap.

Kommunen har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingslovens regler i forbindelse med afslaget på ansættelse af klager.

Kommunen modtog i alt 118 ansøgninger til den opslåede stilling, hvoraf fem ansøgere blev indkaldt til samtale, herunder klager.

Modsat klager havde de fire øvrige ansøgere, der blev indkaldt til samtale, en formel uddannelsesbaggrund i form af en journalist- eller kommunikationsuddannelse, som ønsket i jobopslaget.

I tråd med det i jobopslaget anførte skete udvælgelsen af, hvem der skulle til samtale – og senere hvem kommunen ønskede at ansætte – på baggrund af følgende kriterier

Ud fra de nævnte kriterier vurderede kommunen umiddelbart på baggrund af ansøgningerne, at klager var den mindst kvalificerede kandidat til stillingen af de fem ansøgere, der blev indkaldt til samtale.

Der blev ved vurderingen taget hensyn til kvaliteten/relevansen af klagers joberfaringer og hans manglende formelle uddannelsesbaggrund.

Indklagede fastholder, at de oplistede udvælgelseskriterier var helt i tråd med, hvad der fremgik af jobopslaget.

Af jobopslaget fremgik blandt andet følgende om, hvad kommunen søgte i en kommunikationskonsulent

”Du vil bl.a. møde opgaver som

Ganske få minutter af den cirka én time lange samtale gik med at drøfte klagers handicap i relation til det forhold, at opgaverne i stillingen blandt andet indebar at betjene to forvaltninger og de tilhørende institutioner, som ligger på forskellige geografiske lokationer.

I den forbindelse oplyste klager, at han var selvhjulpen, og at han havde bil til rådighed, og at det derfor ikke var noget problem for ham at komme rundt til de to forvaltninger.

Under jobsamtalen fik kommunens kommunikationschef og en kommunikationskonsulent et godt indtryk af klager som person.

De tvivlede imidlertid på, om klager havde de rette personlige kompetencer i form af ”power/drive/initiativ/selvstændighed” i forhold til at tackle rådgivning af kommunens byråd og direktører, hvilket er en vigtig del af jobbet som kommunikationskonsulent hos indklagede.

Derudover fandt de, at klager manglede relevant faglig erfaring fra arbejde i en kommune eller anden lignende politisk styret organisation.

Endelig manglede klager en formel uddannelsesbaggrund i form af en journalist- eller kommunikationsuddannelse.

Det er indklagedes vurdering, at en professionshøjskole ikke er en politisk styret organisation, der er sammenlignelig med en kommune, uanset at der i bestyrelsen for professionshøjskoler blandt andet sidder medlemmer, der er politikere.

Indklagede bemærker, at klager på ansøgningstidspunktet endnu ikke havde færdiggjort sin kommunikationsuddannelse, hvilket adskilte ham fra de øvrige ansøgere, der blev indkaldt til samtale, idet de øvrige ansøgere alle havde gennemført en journalist- eller kommunikations-uddannelse.

Indklagede er ikke enig i, at klagers baggrund som mesterlært journalist kan sidestilles med en formel uddannelsesbaggrund fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, RUC eller SDU.

Klager har ikke en anerkendt formel journalist- eller kommunikationsuddannelse.

Dansk Journalistforbund optager også ikke-journalistuddannede som medlemmer, herunder fx fodboldspillere der bliver studieværter.

Det var på baggrund af den beskrevne vurdering af klagers kompetencer, herunder særligt den manglende kvalitet/relevans af hans erfaring i forhold til opgaverne i jobbet, at kommunen besluttede ikke at ansætte ham i stillingen som kommunikationskonsulent.

Indklagede anfægter ikke, at klager har kompetencer inden for fagområdet, herunder kompetencer som nævnt i jobopslaget.

Kommunen fandt imidlertid, at klager ikke var den bedst egnede til den opslåede stilling.

Det bemærkes, at kommunen på ingen måde anså det som et problem, at klager er kørestolsbruger.

Det havde således på ingen måde betydning for vurderingen af klagers egnethed til stillingen, at han er kørestolsbruger.

Den pågældende afdeling i kommunen ligger i en af byens ældste huse.

Der er tale om en fredet bygning, hvor det ikke er muligt at etablere elevator til 1. sal.

Der er imidlertid kun to trin ind fra gaden til husets stueetage, hvor det ville have været muligt at indrette et kontor til klager, hvis han var blevet ansat i stillingen.

Den ansøger, som kommunen valgte at ansætte, havde, som den eneste af de fem ansøgere, der havde været til samtale, erfaring med alle de opgaver, som var en del af stillingen som kommunikationskonsulent.

Umiddelbart efter afholdelse af alle fem jobsamtaler ringede kommunikationschefen til den ansøger, som kommunen ønskede at ansætte i stillingen.

På grund af forhandlinger om ansættelseskontrakten og ferieafholdelse gik der noget tid, inden kommunikationschefen kontaktede de fire øvrige ansøgere telefonisk og gav dem besked om, at de havde fået afslag på deres ansøgning.

Klager fik således både pr. mail og telefonisk besked om, at kommunen havde valgt en anden ansøger til stillingen, efter at han ved mail af 27. juli 2017 havde efterspurgt tilbagemelding.

Klager modtog desuden via kommunens rekrutteringssystem et standardafslag pr. mail, som dog slettes fra systemet efter seks måneder.

Indklagedes kommunikationschef var ved gennemførelsen af ansættelsesproceduren beklageligvis ikke opmærksom på den del af fortrinsadgangsreglerne i bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv mv. § 6, stk. 3, hvorefter arbejdsgiver skal vente med at besætte stillingen, indtil arbejdsgiver har givet jobcenteret en skriftlig redegørelse for, hvorfor ansøgeren med handicap ikke ønskes ansat, og derefter på baggrund af redegørelsen har forhandlet med jobcenteret om, hvorvidt ansøgeren alligevel vil kunne ansættes i stillingen.

Kommunikationschefen blev gjort opmærksom på denne del af reglerne på baggrund af en telefonsamtale med klager i slutningen af juli 2017.

Herefter sendte kommunikationschefen straks ved mail af 31. juli 2017 en skriftlig redegørelse til jobcenteret for at forsøge at rette op på denne fejl.

Kommunikationschefen og jobcenteret drøftede ikke spørgsmålet om elevator i andre bygninger end rådhuset.

Det er således ikke korrekt, når der i referatet fra samtalen står, at der er en elevator, hvor afdelingen har til huse.

Indklagede bestrider ikke, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager har imidlertid ikke påvist nogen faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling af ham i forbindelse med, at indklagede valgte ikke at ansætte ham i stillingen som kommunikationsmedarbejder.

Det følger af fast praksis fra både Ligebehandlingsnævnet og domstolene, at det forhold, at en arbejdsgiver ikke har overholdt reglerne om fortrinsadgang i bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv mv., ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at en klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet mod forventning måtte vurdere, at klager har skabt en formodning for, at der er udøvet forskelsbehandling af ham, gøres det gældende, at indklagede har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket i denne sag.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ved ansættelse ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger.

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager er kørestolsbruger som følge af et trafikuheld i 1984.

Det er på den baggrund og efter sagens øvrige oplysninger godtgjort, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ankestyrelsen har i udtalelse af 31. maj 2018 vurderet, at indklagede ikke overholdt pligten til at udarbejde en redegørelse samt pligten til at forhandle med jobcentret i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. Efter nævnets faste praksis er dette ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at der er påvist faktiske omstændigheder, der tyder på forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager søgte med fortrinsadgang den opslåede stilling som kommunikationskonsulent i den indklagede kommune.

Klager blev indkaldt til jobsamtale, men fik afslag på ansættelse med henvisning til erfaring og faglige kompetencer.

Indklagede har oplyst, at i alt fem ansøgere blev indkaldt til jobsamtale, og at klager modsat de fire øvrige ansøgere ikke havde en formel uddannelsesbaggrund i form af en journalist- eller kommunikations-uddannelse.

Indklagede har endvidere oplyst, at karakteren og relevansen af klagers erfaring gjorde ham til den mindst kvalificerede af de fem ansøgere, der var indkaldt til samtale.

Den ansøger, der blev ansat i stillingen, var ifølge indklagede den eneste af de fem ansøgere, der deltog i en ansættelsessamtale, som havde erfaring med alle de opgaver, som var en del af stillingen som kommunikationskonsulent.

Indklagede har til belysning af kandidatens kvalifikationer fremlagt dennes ansøgning og CV.

På den baggrund vurderer nævnet, at der ikke er oplysninger i sagen, der tyder på, at klagers handicap blev tillagt betydning i ansættelsesprocessen og ved indklagedes beslutning om ikke at tilbyde ham ansættelse.

Klager har herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<18-48670>

-

[Kommunen] har overholdt pligten til at afholde en ansættelsessamtale med dig.

-

[Kommunen] har ikke overholdt pligten til at sende en skriftlig redegørelse til dit jobcenter, før stillingen blev besat.

-

[Kommunen] har heller ikke overholdt pligten til at forhandle med dit jobcenter, før stillingen blev besat.

-

Erfaring med kommunikationsarbejde og pressehåndtering, helst fra en kommune eller en anden politisk styret organisation, da der var brug for en medarbejder med politisk tæft

-

Erfaring med relevante fagområder

-

Uddannelsesbaggrund i form af en journalist- eller kommunikationsuddannelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, RUC eller SDU

-

Erfaring med markedsføringsopgaver og PR

-

Kenskabs til sociale mediers virkemåde

-

Gode sprogkundskaber, herunder engelskkundskaber og retstavning

-

Personlige egenskaber i form af at være en initiativrig og udadvendt person

-

Strategisk kommunikation

-

Pressekontakt

-

Mindre markedsføringsopgaver

-

Hjemmeside og sociale medier

-

Profilering af vores vision”

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde