Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0233
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0233
Fyns Amts Avis får ikke kritik for at anvende arkivbillede uden samtykke
Fyns Amts Avis bragte i november 2018 et interview med en person, som udtalte sig om sin ansøgning om at få offentlig støtte til et erhvervsprojekt.
Personen klagede til Pressenævnet over, at Fyns Amts Avis i interviewet havde indsat et billede af hende, uden at hun var blevet orienteret herom på forhånd.
Personen klagede også over, at Fyns Amts Avis efterfølgende havde afvist at slette billedet fra artiklen på fyens.dk.
Det påklagede billede var et arkivbillede taget i forbindelse med en artikel bragt i 2013, hvor personen også havde udtalt sig om sin erhvervsvirksomhed.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fyns Amts Avis for at have bragt billedet uden at have indhentet samtykke fra klageren, ligesom Fyns Amts Avis ikke fik kritik for efterfølgende at have afvist at slette billedet.
Nævnet lagde vægt på, at billedet viste klager som led i sit erhvervsmæssige virke, og at billedet ikke kunne anses for krænkende, følsomt eller privat.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Mange LAG-projekter bliver aldrig til noget” , bragt i Fyns Amts Avis den 15. november 2018, og artiklerne ”Erhvervsstyrelsen: Ærø er ikke dårligere end andre til at bruge LAG-kroner” og ”Lokale opgiver støttekroner: Mange LAG-projekter bliver aldrig til noget” , bragt på fyens.dk samme dag, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Fyns Amts Avis i artiklerne har bragt et billede af hende, uden at hun har givet samtykke hertil, og at Fyns Amts Avis efterfølgende har afvist at slette billedet fra artiklerne på fyens.dk.
1 Sagsfremstilling
Fyns Amts Avis bragte den 15. november 2018 artiklen ”Mange LAG-projekter bliver aldrig til noget” .
Af artiklen fremgik blandt andet
”[…]
- Jeg arbejdede som ridefysioterapeut i den lokale rideklub, men jeg havde besluttet, at hvis jeg skulle fortsætte med det, skulle det være som selvstændig med mit eget sted.
Og det var den hal, jeg ville etablere med min ansøgning.
Tanken var at udvide min virksomhed, og så ville jeg have nogle bedre faciliteter og måske mulighed for at få nogle nye samarbejdspartnere, forklarer [Klager].
Prisen på projektet havde hun anslået til at blive 1,2 millioner kroner.
[Klager] søgte LAG-puljen om 600.000 kroner og blev indstillet til at modtage 400.000.
Men hun valgte at trække stikket på sit ridehalsprojekt, inden det endelige tilsagn fra Erhvervsstyrelsen.
- Det var et dyrt projekt, og jeg havde selv en del af pengene, men der var ingen kreditforeninger, der havde lyst til at gå ind i projektet.
Det var et projekt, der lå i et yderområde, og jeg tror simpelthen, det var det, der gjorde, at man anså det for en dødssejler.
Det var meget sværere, end jeg havde regnet med.
Der var ikke en eneste kreditforening i hele landet, der ville være med, forklarer [Klager].
- Det var da skuffende.
Det var et enormt projekt, og så var det da superærgerligt at skulle droppe det.
Der er lagt en masse arbejde, som er spildt, og der har været en revisorregning, der skulle betales.
Så det endte da med at koste mig 15.000-20.000 kroner, fortæller [Klager].
[…]”
I artiklen var der blandt andet indsat af et billede af [Klager], hvor hun står sammen med tre heste.
Billedet var ledsaget af følgende billedtekst
”[Klager] var en af dem på Ærø, som fik bevilliget støtte gennem LAG, men som endte med at droppe sit projekt.
Arkivfoto”.
Samme dag, den 15. november 2018, bragte Fyns Amts Avis på fyens.dk artiklerne ”Erhvervsstyrelsen: Ærø er ikke dårligere end andre til at bruge LAG-kroner” og ”Lokale opgiver støttekroner: Mange LAG-projekter bliver aldrig til noget” .
I begge artikler er ovenstående omtalte billede indsat, ligesom billedet i begge artikler er ledsaget af ovenstående omtalte billedtekst.
Af artiklen ”Lokale opgiver støttekroner: Mange LAG-projekter bliver aldrig til noget” fremgår blandt andet [Klager]s udtalelser, som er gengivet ovenfor, mens artiklen ”Erhvervsstyrelsen: Ærø er ikke dårligere end andre til at bruge LAG-kroner” indeholder et interview med en fuldmægtig fra Erhvervsstyrelsen, samt følgende faktaboks
” LAG
Lokale aktionsgrupper (LAG'er) er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter.
Lokale aktionsgrupper modtager midler fra Erhvervsstyrelsen og fra EU, som går til dels at støtte lokale projekter og dels til at drive foreningen.
Ærø er i en fælles LAG sammen med Langeland, Læsø og Samsø.
”
[Klager] klagede den 15. november 2018 til Fyns Amts Avis og anmodede i den forbindelse om, at billedet af hende blev slettet fra artiklerne på fyens.dk.
Fyns Amts Avis afviste samme dag [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage over Fyns Amts Avis’ afslag er modtaget i Pressenævnet den 12. december 2018.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
Anvendelse af billede
[Klager] har anført, at hun anser det af Fyns Amts Avis anvendte billede af hende som et portrætbillede, og at hun ikke har givet samtykke til, at der måtte bringes et billede af hende i avisen.
I forbindelse med det til omtalen afgivne interview blev hun ikke spurgt, om hun ville have taget et billede, og hun ville i så fald have sagt nej til et interview.
[Klager] føler sig krænket over, at Fyns Amts Avis har offentliggjort et billede af hende, og at hun dermed ikke selv kan bestemme om og hvad, hun måtte ønske offentliggjort.
Sletning – punkt B.
8
Med henvisning til ovenstående synspunkter har [Klager] anmodet om, at billedet af hende bliver slettet fra artiklerne på fyens.dk.
2.2 Fyns Amts Avis’ synspunkter
God presseskik
Anvendelse af billede
Fyns Amts Avis har oplyst, at det påklagede billede er et arkivbillede, som blev taget af en journalist i forbindelse med en tidligere historie om [Klager] og dennes stutteri, som blev bragt i Fyns Amts Avis og på fyens.dk den 13. maj 2013, ”Tilbyder voksenferie på hesteryg” .
Billedet blev dengang taget med klagerens samtykke, og dermed er billedet allerede en gang blevet offentliggjort med klagerens billigelse.
Dernæst er det blevet arkiveret med henblik på, at det eventuelt kan anvendes på et senere tidspunkt.
[Klager] udtaler sig i den påklagede omtale, og hun er derfor blevet oplyst om, at Fyns Amts Avis ville bringe en historie, som hun medvirker i.
Fyns Amts Avis har anført, at det klart ligger inden for redigeringsretten at bringe arkivbilleder af kilderne, så længe mediet har ophavsretten til billederne, og billedernes kontekst ikke skaber et misvisende indtryk af historien.
Dette er ikke tilfældet i denne sag, og [Klager] gav i øvrigt ikke udtryk for, at hun ikke ønskede et billede bragt i forbindelse med historien, hun medvirkede i.
Sletning – punkt B.
8
Fyns Amts Avis har henvist til ovenstående synspunkter som begrundelse for, hvorfor mediet har afvist at fjerne billedet fra artiklerne på fyens.dk.
Fyns Amts Avis betragter sin journalistiske produktion som løbende skrivning af Danmarkshistorien, og derfor skal der meget tungtvejende grunde til at slette materialet fra de digitale arkiver.
Sådanne grunde findes ikke i dette tilfælde.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Michael Voss.
God presseskik
Anvendelse af billede
[Klager] har klaget over, at Fyns Amts Avis har bragt et billede af hende, uden at hun har givet samtykke hertil.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, bør undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
På baggrund af parternes oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at det anvendte billede blev bragt i den påklagede omtale, uden [Klager] var orienteret herom.
Ved vurderingen af, hvorvidt Fyns Amts Avis var berettiget til at bringe billedet, må det tillægges betydning, at artiklerne vedrørende anvendelsen af tildelte LAG-tilskudsmidler har offentlig interesse, men at det konkrete arkivbillede har begrænset nyheds- og informationsværdi.
Hertil kommer, at billedet ikke viser klager i en privat situation, men som led i hendes arbejde med heste, hvilket hun også har udtalt sig om i den påklagede omtale, og at billedet ikke viser klager i en krænkende situation.
Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Fyns Amts Avis for ikke at have indhentet klagers samtykke til at offentliggøre arkivbilledet.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Sletning – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at Fyns Amts Avis har afvist at slette arkivbilledet af hende fra artiklerne på fyens.dk.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Billedet, som [Klager] har klaget over, viser hende stående sammen med tre heste.
Billedet er efter det oplyste taget med hendes samtykke og bragt tidligere i forbindelse med omtale af hendes virksomhed.
Pressenævnet finder ikke, at billedet kan anses for følsomt eller privat, hvorfor nævnet ikke finder, at billedet er særligt belastende for klager.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis for at have afvist [Klager]s anmodning om sletning.
Afgjort den 21. maj 2019