Legislator Case Law & Legislation
W20190932325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - uanset handicap - ej medhold

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2019 9323 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - uanset handicap - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2019 9323 Valid

J.nr. 18-52084

En ansøger til en ledig stilling klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev indkaldt til en ansættelsessamtale som følge af fortrinsadgang efter Bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Ansøgeren blev indkaldt til og deltog i en ansættelsessamtale som følge af, at hun havde søgt stillingen med fortrinsadgang.

Der var ikke oplysninger, der tydede på, at ansøgeren blev udsat for ringere behandling på grund af handicap i forbindelse med baggrunden for at indkalde hende til en ansættelsessamtale.

Hun fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2019 9323 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager deltog i en ansættelsessamtale .

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager indbragte den 20. august 2018 en klage til Ligebehandlingsnævnet over påstået forskelsbehandling på grund af handicap.

Ved afgørelse af 3. marts 2014 havde Arbejdsskadestyrelsen fastsat klagers varigt mén til 10 % som følge af en ulykke den 27. april 2012.

Klager havde daglige nakkesmerter med hovedpine samt smerter, skurren og ømhed i albuerne.

Hun havde fri bevægelighed i nakke og albuer.

Den 21. februar 2017 fastsatte et ulykkesforsikringsselskab klagers invaliditetsgrad til 8 % som følge af en ulykke den 22. oktober 2013.

Klager havde let bevægetab i håndleddet og let nedsat følesans svarende til 4. og 5. finger.

Ved opslag oprettet den 11. juli 2018 og ansøgningsfrist den 7. august 2018 søgte indklagede en fuldmægtig til et barselsvikariat.

Klager søgte stillingen med fortrinsadgang efter bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Den 16. juli 2018 skrev en HR-medarbejder hos indklagede til klager i en e-mail

”Kære [klager]

Tak for din ansøgning.

I forbindelse med din ansøgning har du påberåbt dig fortrinsret på grund af handicap.

Venlig[s]t vedhæft dokumentation fra kommunen.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

[Navn]

HR-medarbejder”

Hertil svarede klager ved mail af 22. juli 2018

”Kære jer

Jeg har været i 2 ulykker og har derfra 18% mén grad - vil I have afgørelse[]rne fra AST eller skal jeg få lavet et skriv på jobcentret?

Mvh

[klager]”

Ved mail af 8. august 2018 orienterede indklagedes HR-afdeling ansættelsesudvalget om den videre proces.

Det fremgår bl.a. af mailen

” Handicappet ansøger: Hvis I under læsning af ansøgningerne opdager, at der er tale om en ansøger med handicap, eller finder, at én har påberåbt sig fortrinsret pga.

handicap uden at have markeret dette ved ansøgning (sat kryds i ansøgningsskema), så kontakt HR for at få afklaret det videre forløb.

Jeg gør opmærksom på, at der er en ansøger, der har påberåbt sig fortrinsret pga.

handicap.

I skal indkalde vedkommende til samtale, hvis vedkommende opfylder de formelle uddannelseskrav.

Hvis ikke skal der gives besked til Jobcenter.

Kontakt HR, så bistår de med dette.

[afsnittet fremhævet med gul farve]

Under samtale

…

Handicappet ansøger: Hvis det under en samtale kommer frem, at vedkommende har et handicap, må I gerne spørge til, om den pågældende ønsker at påberåbe sig fortrinsret.

Hvis det ikke er tilfældet, kan I fortælle, at I så vil fortsætte processen på helt sædvanlig vis.

Hvis det er tilfældet, så vær opmærksom på følgende

Efter samtale

…

Handicappet ansøger: Hvis der er en handicappet ansøger blandt ansøgerne og vedkommende er mindst lige så kvalificeret som andre ansøgere, er det den handicappede kandidat, der skal tilbydes stillingen.

Hvis I vurderer, at ansøgeren med handicap ikke er mindst lige så kvalificeret som andre ansøgere på baggrund af kravene i stillingsopslaget og uden at lægge vægt på handicappet, skal I kontakte HR.

HR sender herefter en skriftlig redegørelse til jobcenteret.

HR vender tilbage, når dialogen med jobcenteret er afsluttet.

Husk, først når dialogen med jobcentret er afsluttet, må I tilbyde stillingen til en anden kandidat.

”

Den 17. august 2018 deltog klager i en ansættelsessamtale hos indklagede.

Efter samtalen skrev klager til en sektionsleder hos indklagede

”Kære [sektionsleder]

Tak for samtale idag.

Der er desværre ingen direkte kontakt til Karriere centret jeg er tilknyttet på Jobcenteret blot dette hovednummer [telefonnummer], så ved ikke hvor I skal rette henvendelse ang.

afrapportering om I har haft en med handicap til samtale.

Beklager

God weekend

Mvh

[klager]”

Ved mail af 20. august 2018 oplyste indklagede jobcentret i klagers bopælskommune om, at en anden ansøger i højere grad end klager opfyldte kvalifikationskravene og oplyste om baggrunden for denne vurdering.

Det fremgår af forhandlingsnotat af 20. august 2018 fra jobcentret i klagers bopælskommune

”Afslaget: Retten tilgodeset ved jobsamtale.

Afslaget er fagligt begrundet.

Ønsker, at ansætte kandidat med bedre kvalifikationer inden for området.

”

Ved mail af 21. september 2018 fik klager afslag på ansættelse

”Kære [Klager]

Tak for en behagelig samtale.

Der var mange kvalificerede til stillingen som Fuldmægtig til […] i et barselsvikariat.

Ved ansøgningsfristens udløb var der 36 ansøgere til stillingen.

Vi har valgt at gå videre med nogle andre ansøgere, hvis kompetencer matcher stillingen bedre, og vi må derfor desværre meddele dig, at du ikke vil komme i betragtning til stillingen.

Vi har ved samtalerne lagt vægt på relevante kompetencer og indtrykket ved den personlige samtale…"

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun udelukkende blev indkaldt til samtale på grund af fortrinsadgangen.

Hun ønsker en godtgørelse, der vil kunne betale et kursus, hun gik glip af, mens hun deltog i samtalen samt for svie og smerte.

Klagen angår ikke, hvorvidt klager fik ansættelse eller ej.

Klager blev alene indkaldt til samtale, fordi indklagede ifølge lovgivningen skal tage minimum en ansøger med handicap til samtale.

Indklagede havde inden reel interesse for klager og hendes evner.

Det meste af samtalen blev brugt på at italesætte, hvor lidt indklagede mente, at klager kunne bestride stillingen som administrativ medarbejder til trods for, at klager har en kandidatgrad.

Stillingen kan bestrides af personer med alene en bachelorgrad.

Samtalen sluttede med, at indklagede efterspurgte oplysning om, hvortil de kunne indberette, at klager havde været til samtale.

Det var ydmygende at deltage i samtalen, og klager kan ikke være den eneste, der har været udsat herfor.

Det er dybt problematisk at behandle andre mennesker på denne måde.

Klager har et varigt mén på 18 % på grund af to ulykker.

Jobbet ville derfor have været perfekt i klagers situation.

Klager har deltaget i en samtale hos en anden offentlig arbejdsgiver, der medgav, at det udelukkende var på grund af fortrinsadgangen, og at klager ikke havde de fornødne kompetencer.

Indklagede har delvist indrømmet, at klager udelukkende blev indkaldt til samtale, fordi hun havde påberåbt sig fortrinsret på grund af handicap.

Indklagede bør undskylde den uprofessionelle behandling, de gav klager den pågældende dag og kompensere herfor.

En karrierevejleder på jobcentret havde opfordret klager til at blive registreret ved enheden på jobcentret.

Klager var endnu ikke registreret.

Efter oplevelsen hos indklagede har hun ikke i sinde at blive registreret.

Indklagede afviser at have forskelsbehandlet klager og mener ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.

Indklagede forstår klagen således, at klager påstår at være blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, fordi hun ikke fik tilbudt stillingen, som hun selv vurderer, at hun på grund af sin uddannelse kunne bestride.

Klagers senere bemærkninger angår, at klager dels klager over, at hun alene blev indkaldt til samtale på grund af fortrinsret som handicappet, dels over, at indklagede ikke under samtalen oplyste klager om, at hun alene var indkaldt til samtale på grund af fortrinsretten.

Endvidere har klager i bemærkningerne henvist til, at indklagede efter samtalen kontaktede jobcentret.

Indklagede beklager, at klager opfattede samtalen som forskelsbehandlende.

Indklagede kan ikke genkende klagers udlægning, eller at der på nogen måde skulle være udvist forskelsbehandling under selve samtalen.

Indklagede vurderede, at klager ikke var lige så kvalificeret som en anden ansøger.

Afgørelsen om at give stillingen til en anden blev truffet på grundlag af en konkret vurdering af, hvilken af de ansøgere, der var indkaldt til samtale, der var bedst egnet til stillingen.

Indklagede lagde herved vægt på ansøgernes faglige kvalifikationer og erfaringer.

Processen i forbindelse med rekrutteringen foregik i overensstemmelse med reglerne om fortrinsret, som de fremgår af Bekendtgørelse af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 8. februar 2008 med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 483 af 12. juni 2009 og af Bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Handicappede ansøgeres fortrinsadgang ved rekruttering er opbygget i flere trin.

Fortrinsadgang til at komme til ansættelsessamtale følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

En ansøger, der påberåber sig fortrinsret på grund af handicap, har ret til at blive tilbudt en ansættelsessamtale, hvis blot ansøgeren opfylder de formelle uddannelseskrav til stillingen.

Fortrinsadgang til ansættelse i stillingen følger af bekendtgørelsens § 2.

En ansøger, der påberåber sig fortrinsret på grund af handicap har fortrinsadgang til at blive ansat i stillingen, hvis arbejdsgiveren vurderer, at personen med handicap er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere.

Arbejdsgiverens forhandlingspligt følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 3.

Hvis arbejdsgiver ikke ønsker at ansætte ansøgeren, der har påberåbt sig fortrinsret på grund af handicap, kan stillingen først tilbydes en anden ansøger, når arbejdsgiver har forhandlet med kommunen.

Endelig fremgår det af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at afslag på ansættelse skal opfylde forvaltningslovens regler bl.a. om begrundelse.

Klager søgte en stilling som fuldmægtig i et barselsvikariat til varetagelse af en bred opgaveportefølje.

Efter ansøgningsfristens udløb sendte indklagedes HR-afdeling den 8. august 2018 en standardmail til ansættelsesudvalget med information om den videre proces, herunder afholdelse af samtaler.

Af mailen fremgår, at en ansøger havde påberåbt sig fortrinsret til stillingen, og at det betyder, at den pågældende skulle indkaldes til samtalen, hvis vedkommende opfyldte de formelle uddannelseskrav.

Det fremgik af stillingsopslaget, at der blev krævet en akademisk uddannelse.

Da klager således opfyldte det formelle uddannelseskrav, blev hun inviteret til samtale, uagtet at den ansættende leder vurderede, at ansøgningen fremstod sjusket og med stavefejl.

Der var ifølge stillingsopslaget brug for en medarbejder, der bl.a. skulle være stærk i skriftlig formidling.

Klager blev indkaldt til ansættelsessamtale som følge af fortrinsretten på grund af handicap, som klager havde påberåbt sig.

Det følger af § 6, stk. 2 i Bekendtgørelse om kompensation til handicappede, at klager havde krav på at blive indkaldt til samtale, når blot hun opfyldte de formelle uddannelseskrav til den ledige stilling.

Da klager har en akademisk uddannelse, ville det således have været i strid med lovgivningen ikke at indkalde klager til samtale.

Ansøgere med fortrinsret på grund af handicap skal behandles på lige fod med de øvrige ansøgere, hvilket bl.a. betyder, at der bliver stillet de samme spørgsmål om kvalifikationer og krav i stillingen, som bliver stillet til andre ansøgere for derved at få afdækket ansøgers kompetencer.

Der må ikke spørges til selve handicappet eller lægges vægt på det under samtalen.

I overensstemmelse med reglerne om fortrinsret må der spørges til ansøgers egen forestilling om, hvad der skal til, for at den pågældende kan fungere i stillingen, ligesom muligheden for hjælpemidler skal afdækkes, hvis det er relevant.

¬

Samtalemodellen anvendes ved alle jobsamtaler.

Ansættelsessamtalen med klager blev afholdt på samme måde og med samme spørgsmål som øvrige samtaler med ansøgere til stillingen.

Indklagede afviser, at den rekrutterende leder under ansættelses-samtalen burde have oplyst klager om, at hun alene var indkaldt til samtale som følge af fortrinsretten.

Ansøgere, der påberåber sig fortrinsretten, skal behandles på lige fod med andre ansøgere og skal under samtalen have samme muligheder for at redegøre for, hvorfor de er mindst lige så kvalificerede til at bestride stillingen som andre ansøgere.

Ansættelsesudvalget foretog efter samtalen en samlet vurdering af ansøgernes faglige kvalifikationer.

En anden ansøger opfyldte i højere grad kvalifikationskravene end klager.

Udvalget ønskede derfor at tilbyde denne ansøger stillingen.

Klager havde ikke fortrinsret til at blive ansat i stillingen.

Indklagede vurderede, at der var andre ansøgere, der fagligt var bedre kvalificerede en klager.

Indklagede sendte den 20. august 2018 en redegørelse til jobcentret, der samme dag konstaterede, at afslaget var fagligt begrundet.

Ved henvendelsen til jobcentret overholdt indklagede blot sin forpligtelse i henhold til bekendtgørelsens § 6, stk. 3.

Den rekrutterende leder kontakter sædvanligvis de ansøgere, der har været til samtale for at fortælle, om de tilbydes stillingen.

Derefter sender indklagedes HR-afdeling afslag til de ansøgere, der ikke får tilbud om ansættelse.

Efter afslutning af dialogen med jobcentret ringede indklagedes chefkonsulent flere gange til klager for at orientere klager om, at hun desværre ikke ville få tilbudt stillingen.

Idet chefkonsulenten ikke kom i kontakt med klager, indtalte hun en besked på en telefonsvarer.

I forbindelse med afslutning af rekrutteringen sendte indklagedes HR-afdeling den 21. september 2018 skriftligt afslag til de ansøgere, der ikke blev tilbudt stillingen, herunder klager.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.

Rekrutteringssagen blev gennemført korrekt og sobert og med respekt for klagers påberåbte fortrinsret på grund af handicap.

Klager fik et skriftligt afslag, hvoraf det fremgår, at afslaget var begrundet i, at der var andre ansøgere, der i højere grad end klager opfyldte kvalifikationskravene til stillingen.

Der er ikke i sagens faktuelle hændelsesforløb nogen form for grundlag, bevis eller indikation for berettigelsen af klagers påstand om, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klagen angår ifølge klager ikke spørgsmålet om, hvorvidt indklagede tillagde klagers eventuelle handicap efter forskelsbehandlingsloven betydning i ansættelsesprocessen og/eller ved indklagedes beslutning om ikke at tilbyde klager ansættelse.

Klagen angår derimod ifølge klager, hvorvidt klager blev indkaldt til ansættelsessamtale som følge af fortrinsadgang efter Bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Det følger af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, at fortrinsadgangen sikres ved retten til en ansættelsessamtale samt ved forhandlingspligt.

Klager søgte med fortrinsadgang den opslåede stilling som fuldmægtig i barselsvikariat.

Hun blev indkaldt til og deltog i en ansættelsessamtale.

Samtalen fandt efter det oplyste sted som følge af, at klager havde søgt stillingen med fortrinsadgang.

Der er herefter ikke oplysninger, der tyder på, at klager blev udsat for ringere behandling på grund af handicap i forbindelse med baggrunden for at indkalde hende til en ansættelsessamtale.

Klager får herefter ikke medhold i klagen.

Nævnet er ikke tillagt kompetence til at påse, om indklagede har levet op til den forpligtelse, der følger af Bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<18-52084>

KEN#LOKDOK23 2019 9323 Valid

-

Ansøger skal behandles på lige fod med de øvrige ansøgere.

Det betyder bl.a. at der skal stilles de samme spørgsmål bl.a. om kompetencer og krav i stillingen, jfr.

stillingsopslaget, som stilles til andre ansøgere.

Der må ikke spørges til selve handicappet eller lægges vægt på det under samtalen.

-

Der må godt spørges til ansøgers egen forestilling om, hvad der skal til for at vedkommende kan fungere i stillingen.

-

Hvis ansøger nævner muligheden for hjælpemidler, skal denne mulighed afdækkes, evt.

efter samtalen.

Hjælpemidler kan fx være en speciel stol eller specielt IT-udstyr.

KEN#LOKDOK23 2019 9323 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2019 9323 Valid

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →