Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige

J.nr. 19-7825

En forening og foreningens formand anmodede om genoptagelse af en sag, som Ligebehandlingsnævnet havde truffet afgørelse i den 22. januar 2019 i sag nr. 19-392.

Nævnet afviste at genoptage sagen under henvisning til, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der kunne føre til, at sagen skulle genoptages.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Sagen angår, om der efter anmodning fra klagerne er grundlag for at genoptage sagen om forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

En forening, der varetager fædres rettigheder, og foreningens formand indbragte den 20. december 2018 en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indstilling til Børnerådet og i forbindelse med Børnerådets sammensætning.

Ligebehandlingsnævnet traf den 22. januar 2019 afgørelse.

Nævnet kunne ikke behandle klagen fra foreningen og afviste at behandle klagen fra foreningens formand.

Det fremgår af nævnets bemærkninger og konklusion

”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbe-handling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Krav om kønssammensætning i offentlige udvalg, kommissioner og lign.

fremgår af ligestillingslovens kapitel 4.

Ligebehandlingsnævnet er ikke tillagt kompetence til at påse overholdelsen af kravene i lovens kapitel 4.

Det fremgår af ligestillingslovens § 2, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskels-behandling på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestem-melse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt fordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Foreningen

Ligebehandlingsnævnet har i to afgørelser af 9. august 2018 (sag nr. 18- 27767 og sag nr. 18-39387) slået fast, at en forening som klager ikke er beskyttelsessubjekt efter ligestillingsloven, og at klage fra en forening derfor falder uden for nævnets kompetence.

Nævnet kunne derfor ikke behandle to klager.

Efter fast praksis kan nævnet herefter ikke behandle klagen fra foreningen.

De nævnte afgørelser kan findes på retsinformation.dk

Foreningens formand

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Begge køn er repræsenteret blandt Børnerådets medlem-mer, og der er ikke et åbenbart misforhold i antallet af kvindelige og mandlige medlemmer.

Endvidere ses der ikke i Børnerådets lovgrundlag at være krav om, at en bestemt andel af Børnerådets medlemmer skal være enten kvinder eller mænd.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af oplys-ningerne i sagen er der ikke påvist faktiske omstændig-heder, der giver anledning til at formode, at foreningens formand på grund af sit køn er blevet udsat for ringere behandling i ligestillingslovens forstand.

Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at foreningens formand ikke kan få medhold i sin klage.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen fra foreningens formand.

Det bemærkes, at nævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen og nævnets praksis ikke har fundet anledning til at foretage partshøring af det indklagede ministerium.

”

Den 1. februar 2019 henvendte foreningen og foreningens formand sig til Ligebehandlingsnævnet med anmodning om genoptagelse af sagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af indklagede i forbindelse med anmodningen om genoptagelse.

Klagernes bemærkninger

Klagerne har anmodet om, at sagen genoptages.

Klagerne har til støtte for anmodningen anført, at Ligebehandlingsnævnet ikke var klar over og heller ikke ved afgørelsen lagde til grund, at foreningens formand var en af parterne i sagen.

Endvidere har sagen åbenlys samfundsmæssig interesse for befolkningen og 1,1 millioner børn og deres forældre.

Alene derfor må og bør nævnet behandle sagen.

Sagen bør behandles i henhold til ligestillingslovens øvrige bestemmelser om beskyttelse mod direkte og indirekte forskelsbehandling baseret på køn, foruden internationale konventioner som Danmark er underlagt, herunder Børnekonventionen artikel 2 og 7 samt den Europæiske menneskerettighedskonvention artikel 8, 14 og 17.

Klagerne henstiller til, at Ligebehandlingsnævnet behandler sagen i nævnet, da sagen er af åbenlys samfundsmæssig interesse.

Alternativt skal nævnet gøre ministeriet opmærksom på, at der er behov for lovændringer, så sagerne kan blive behandlet.

Klagerne oplever en markant bias hos de menneskeretlige, ligestillingsmæssige og familieretslige institutioner med betydning for store grupper af samfundets borgere.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Nævnet vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Da nævnet den 22. januar 2019 traf afgørelse i sagen, var nævnet bekendt med de oplysninger, som klagerne har henvist til i anmodningen om genoptagelse.

Det fremgår af nævnets afgørelse, at nævnet opfattede foreningens formand som part i sagen.

Nævnet vurderede imidlertid, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at foreningens formand på grund af sit køn var blevet udsat for ringere behandling i ligestillingslovens forstand, og at det på den baggrund var åbenbart, at foreningens formand ikke kunne få medhold i klagen.

Der er ikke fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og der foreligger heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kan føre til, at sagen skal genoptages.

Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

<19-7825>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 8, om nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 10, om genoptagelse

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1 a, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2, stk. 4, om bevisbyrde