Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 18-69683

En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med Statsforvaltningens sagsbehandling i en sag om samvær.

Der var ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med Statsforvaltningens sagsbehandling havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen, fordi det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med Statsforvaltningens sagsbehandling i en sag om samvær.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

En mandlig klager indbragte den 25. november 2018 en klage for Ligebehandlingsnævnet over Statsforvaltningens sagsbehandling.

Ved brev af 5. oktober 2018 foretog Statsforvaltningen høring af klager om suspension af klagers samvær med sine to børn.

Baggrunden for høringen var, at Statsforvaltningen havde modtaget en ansøgning om ændring af samværet og om suspension af samværet under sagens behandling.

Klager besvarede høringen ved to mails.

Den 17. oktober 2018 traf Statsforvaltningen afgørelse om suspension af samværet mellem klager og hans to børn, idet klager var sigtet for et strafbart forhold.

Den 26. november 2018 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at der ikke kunne fastsættes et midlertidigt kontaktbevarende samvær.

Ved brev af 28. november 2018 redegjorde Statsforvaltningen over for klager for sagsbehandlingen i forbindelse med afgørelsen om suspension af samværet, idet han havde klaget over sagsbehandlingen.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Han ønsker erstatning for Statsforvaltningens behandling og den skade, der er forvoldt ham og hans børn.

I forbindelse med suspension af klagers samvær med sine to børn tog Statsforvaltningen kun kontakt til og hørte børnenes mor.

Hverken klager, hans søster eller hans advokat blev kontaktet.

Klager blev anmeldt til politiet, hvilket imidlertid blev frafaldet.

Klager anmodede i mange mails om som minimum at få samvær med sin søn og anmodede også om midlertidigt kontaktbevarende samvær.

Klager hørte imidlertid ikke noget fra Statsforvaltningen.

Klager blev ikke behandlet på lige fod med børnenes mor, og Statsforvaltningen hørte mere på moderen.

Statsforvaltningen er hele tiden kommet med nye ubegrundede undskyldninger for, hvorfor klager ikke kan se sine børn, selvom der ikke er grundlag herfor.

Hver gang klager har søgt om kontaktbevarende samvær, har Statsforvaltningen kontaktet moderen.

Klager har fået afslag, hvis moderen har sagt nej.

Samarbejdet mellem klager og børnenes mor har været godt, og børnene trivedes godt under samvær hos ham.

Klager har haft samvær med børnene i over seks år.

Statsforvaltningen har ikke hørt klagers side af sagen, før der er truffet afgørelse, hvilket er et problem for ligestillingen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for enhver myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Der er ikke i klagen af 25. november 2018 eller i klagers efterfølgende oplysninger påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med Statsforvaltningens sagsbehandling har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Det bemærkes, at nævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen og nævnets praksis ikke har fundet anledning til at foretage partshøring af Statsforvaltningen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

<18-69683>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence

-

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

-

§ 8, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1 a, stk. 1, nr. 1, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2, stk. 4, om bevisbyrde