Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0253
Statutory Text (4 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0253
Klage over Fyens Stiftstidende genoptages ikke
En person klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at bringe to af klagers læserbreve.
Klagen blev afvist af Pressenævnets formand som åbenbart grundløs.
Personen anmodede herefter Pressenævnet om at genoptage sagen.
Pressenævnet afviste anmodningen, da personen hverken havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl eller var fremkommet med nye, faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2019-80-0247, [Klager] mod Fyens Stiftstidende, som nævnets formand traf afgørelse i den 25. januar 2019.
Sagen vedrørte [Klager]s klage over Fyens Stiftstidendes afvisning af at bringe hans læserbreve ”Hvem var dèt, der fremmede fhv.
PET chef, [Person A]s, karriere?
” og ”Tobakskrigen raser” .
Pressenævnets formand afviste at behandle klagen som åbenbart grundløs, da redaktøren må anses for berettiget til at beslutte ikke at bringe læserbrevene.
[Klager] har anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen, da han mener, at klagen bør afgøres ved en nævnsafgørelse.
I Pressenævnets kendelse af 25. januar 2019 hedder det
”[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende ikke har bragt følgende af hans læserbreve
Han har blandt andet anført, at læserbrevene også er sendt til Fyns Amt Avis og Avisen Danmark.
Fyns Amts Avis valgte at bringe det førstnævnte læserbrev, hvilket Fyens Stiftstidende ikke gjorde.
Han mener, at dette er udtryk for, hvor vægelsindede redaktionerne er.
De mangler tilsyneladende det journalistiske gen.
Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler
[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende ikke har bragt hans læserbreve.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der gælder et almindeligt princip om, at redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Det bemærkes dog generelt, at en avis (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Fyens Stiftstidende har forpligtet sig til at bringe [Klager]s læserbreve.
Klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1.
”
[Klager] har den 30. januar 2019 anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen.
Af anmodningen om genoptagelse fremgår blandt andet følgende
”Med mine mange anbringender og bevisførelse ville jeg stå stærkt i en retssag!
I en lind strøm har jeg kunnet forsyne Nævnet med en uanstændig adfærd fra redaktørside, der på ingen måde kan begrundes i en ordentlig, redaktionel adfærd, som jeg vist tydeligt har givet udtryk for indtil nu!
Det er dét saglig dommer [Person B] sagde, når han fortalte om oprettelsen af private nævn - oprettet for at aflaste domstolene, hvorved retssikkerheden gik fløjten ved, at Nævnet blev betalt af brugerne og bemandet med fagfæller.
Nu sidder formandinden, Hanne Schmidt, endda og træffer afgørelser alene!
Nævn betyder ellers udvalg af flere ikke-fagfælle personer, der efter afstemning træffer afgørelse.
Jeg må derfor fastholde, at alle mine klager afgøres af alle Nævnets medlemmer!
”
Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler
[Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0247: [Klager] mod Fyens Stiftstidende.
Nævnets kendelse af 25. januar 2019 er afsagt af nævnets formand, Hanne Schmidt.
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnets formand træffer derfor også afgørelse vedrørende spørgsmålet om genoptagelse.
Spørgsmålet om genoptagelse
[Klager] har anmodet om, at behandlingen af Pressenævnets sag genoptages, da han mener, at klagen bør afgøres ved en nævnsafgørelse.
Pressenævnet bemærker generelt, at nævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parten undskyldeligt forhold.
Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
Nævnet bemærker endvidere, at det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 1, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god pressesskik, og hvorvidt et medie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at Pressenævnets formand kan afvise klager, som åbenbart ikke hører under nævnets kompetence, jf. stk. 1, eller som er åbenbart grundløse.
[Klager] er ikke fremkommet med nye faktiske oplysninger af en sådan konkret art, at oplysningerne kan anses for at have betydning for sagens afgørelse om at afvise at behandle klagen.
Da der heller ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen om genoptagelse.
Afgjort den 15. februar 2019
-
”Hvem var dèt, der fremmede fhv.
PET chef, [Person A]s, karriere?
” (anmodning sendt den 8. oktober 2018 til Fyens Stiftstidende)
-
”Tobakskrigen raser” (dateret den 1. november 2018 og genanmodning sendt den 16. november 2018 til Fyens Stiftstidende)