Hjemvisning af påbud om at sikre at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med patienter og pårørende ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed
Statutory Text (5 Articles)
Hjemvisning af påbud om at sikre at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med patienter og pårørende ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed
Resume
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud til virksomheden om at sikre, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med patienter og pårørende på afdelingen ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed.
Et flertal af nævnets stemmeberettigede medlemmer hjemviste Arbejdstilsynets afgørelse, da det var uklart, hvorvidt arbejdet med patienter og pårørende var planlagt, tilrettelagt og udført, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Flertallet fandt, at sagen ikke i tilstrækkelig grad var oplyst i forhold til, om der faktisk var en utilstrækkelig mulighed for at bearbejde følelsesmæssige belastninger som følge af de høje følelsesmæssige krav i arbejdet.
Flertallet lagde herved vægt på, at det ikke var tilstrækkeligt belyst, hvordan de beskrevne forebyggende tiltag fungerede, herunder i hvilken grad tiltagene blev anvendt af sygeplejerskerne i det daglige, når de var udsat for høje følelsesmæssige krav under arbejdet med patienter og pårørende.
Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at virksomheden havde oplyst om en række forebyggende tiltag og systematiske foranstaltninger til håndtering og forebyggelse af følelsesmæssige belastninger, herunder briefing, defusing, tværfaglig debriefing, pop-up møder, daglig sparring på teammøder mellem kolleger, supervision, plejeteams, daglige teammøder, mentorordning, systematisk vagtoverlevering, nærværende ledelsesmæssig støtte og ”åben dør” for de ansatte.
Et mindretal fandt, at de tiltag, som arbejdsgiveren havde iværksat, ikke var tilstrækkelige til at imødegå de dokumenterede høje følelsesmæssige krav, og ville af den grund fastholde påbuddet.
Den konkrete afgørelse
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 18. december 2018 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 12. marts 2018 med påbud til virksomheden om at sikre, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med patienter og pårørende på [navn udeladt] ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed.
Virksomheden skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Virksomheden skal derfor sikre, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med patienter og pårørende på [navn udeladt] ikke forringer de ansattes sundhed på kort eller lang sigt.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse af 12. marts 2018 med påbud til virksomheden om at sikre, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet med patienter og pårørende på [navn udeladt] ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed.
Det betyder, at Arbejdstilsynet skal vurdere sagen på ny.
B E G R U N D E L S E
Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer vurderer, at det er uklart, hvorvidt arbejdet med patienter og pårørende på [navn udeladt] ikke var planlagt, tilrettelagt og udført, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Flertallet finder, at sagen ikke i tilstrækkelig grad er oplyst i forhold til, om der faktisk var en utilstrækkelig mulighed for at bearbejde følelsesmæssige belastninger som følge af de høje følelsesmæssige krav i arbejdet.
Flertallet lægger herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt belyst, hvordan de beskrevne forebyggende tiltag fungerer, herunder i hvilken grad tiltagene blev anvendt af sygeplejerskerne i det daglige, når de havde været udsat for høje følelsesmæssige krav under arbejdet med patienter og pårørende.
Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at [navn udeladt] har oplyst om en række forebyggende tiltag og systematiske foranstaltninger til håndtering og forebyggelse af følelsesmæssige belastninger, herunder briefing, defusing, tværfaglig debriefing, pop-up møder, daglig sparring på teammøder mellem kolleger, supervision, plejeteams, daglige teammøder, mentorordning, systematisk vagtoverlevering, nærværende ledelsesmæssig støtte og ”åben dør” for de ansatte.
Herudover har [navn udeladt] i brev af 29. august 2018 blandt andet oplyst, at forebyggelsen og håndteringen af høje følelsesmæssige krav er integreret i det daglige og løbende arbejde med patienter og pårørende.
[Navn udeladt] har yderligere anført, at det ikke er korrekt, at flere tiltag ikke var iværksat, inden Arbejdstilsynet traf afgørelse.
Der var tale om tematisk supervision og møder med hospitalspræst, som virksomheden oplyste om i høringssvar.
Disse tiltag havde været sat på pause i en periode, men var igen virksomme på tidspunktet for Arbejdstilsynets afgørelse.
Det var og er endvidere fortsat muligt for sygeplejerskerne at få individuel supervision, hvilket de også henvises til af ledelsen.
Ledelsen henviser årligt 2-3 medarbejdere til ”individuel supervision”, ligesom sygeplejerskerne kan rette direkte henvendelse til hospitalspræsten.
[Navn udeladt] vurderer, at de foranstaltninger og tiltag, der eksisterer på afdelingen, fungerer og benyttes af personalet.
Der er tale om relevante, systematiske, strukturerede, velegnede og effektive foranstaltninger.
Arbejdsmiljørepræsentanten har i brev af 4. september 2018 tilkendegivet, at pågældende er enig med ledelsen i dennes svar af 29. august 2018.
Det er oplyst, at [navn udeladt] er et selvstændigt afsnit under [navn udeladt], der er normeret med 12 senge.
Afsnittet er selvvisiterende og modtager hospitalets mest kritisk syge patienter, hvor der som oftest er indikation for respiratorbehandling.
Indikationen for at indlægge en patient på [navn udeladt] er behandlingskrævende, livstruende sygdomme og multiorgansvigt.
Nævnet lægger til grund, at de ansatte sygeplejersker på [navn udeladt] er udsat for høje følelsesmæssige krav i arbejdet med patienter og pårørende.
Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis, og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et flertal på 6 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer.
M I N D R E T A L S U D T A L E L S E
Et mindretal på 5 af nævnets medlemmer fandt, at de tiltag, som arbejdsgiveren har iværksat, ikke er tilstrækkelige til at imødegå de dokumenterede høje følelsesmæssige krav, og ville af den grund fastholde påbuddet.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
Om høje følelsesmæssige krav i arbejdet
Reglerne kan læses på de følgende sider
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet breve af 29. september 2018 og 19. oktober 2018, brev fra arbejdsmiljørepræsentanten, samt breve fra [Navn udeladt] af 29. august 2018 og 8. oktober 2018.
På klagenævnets vegne
[Navn udeladt]
[Stilling udeladt]
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
Kapitel 4
Almindelige pligter
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse
Kapitel 2
Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet
§ 4.
Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1.
Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse.
Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed.
Kapitel 3
Arbejdets udførelse
Almene krav
§ 7.
Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.
Bilag 1
Generelle forebyggelsesprincipper
(Jf. artikel 6, stk. 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet).
1) Forhindring af risici.
2) Evaluering af risici, som ikke kan forhindres.
3) Bekæmpelse af risici ved kilden.
4) Tilpasning af arbejdet til mennesket, navnlig for så vidt angår udformningen af arbejdspladsen samt valg af arbejdsudstyr og arbejds- og produktionsmetoder, i særdeleshed med henblik på at begrænse monotont arbejde og arbejde i en bestemt rytme og at mindske virkningerne af sådant arbejde på helbredet.
5) Hensyntagen til den tekniske udvikling.
6) Udskiftning af det, der er farligt med noget, der er ufarligt eller mindre farligt.
7) Planlægning af forebyggelsen for at gøre den til en sammenhængende helhed, inden for hvilken forebyggelsen omfatter teknik, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsforhold, sociale relationer og påvirkninger fra faktorer i arbejdsmiljøet.
8) Vedtagelse af foranstaltninger til kollektiv beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse.
9) Hensigtsmæssig instruktion af arbejdstagerne.
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
•
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
•
§ 4, og § 7, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse