Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - kommuner - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - kommuner - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 18-22740

En ansøger til en ledig stilling, som i et ansøgningsskema havde markeret, at hun søgte med fortrinsadgang på grund af handicap, blev ikke indkaldt til ansættelsessamtale.

Afklaring af, om arbejdsgiveren på tidspunktet for beslutningen om ikke at indkalde kvinden til samtale var bekendt med, at hun havde fortrinsret, og derfor muligvis havde et handicap i forskelsbehandlingsloven forstand, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet, kunne nævnet ikke behandle sagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke blev indkaldt til ansættelsessamtale, selvom hun i elektronisk ansøgningsskema havde oplyst, at hun søgte stillingen med fortrinsadgang og ret til ansættelsessamtale efter bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. udstedt i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v .

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Indklagede søgte ved opslag i perioden fra den 23. september til den 23. oktober 2016 en sagsbehandler til kommunens folkeregister.

I oktober 2016 søgte klager stillingen.

Ansøgningen er dateret den 10. oktober 2016 og blev ifølge klager sendt til indklagede den 22. oktober 2016.

Det fremgår ikke af klagers ansøgning, at hun søgte stillingen med fortrinsadgang.

I indklagedes elektroniske ansøgningsskema havde klager markeret, at hun søgte med fortrinsadgang.

Ved brev af 17. oktober 2016 stilet til indklagede orienterede jobcentret i klagers bopælskommune indklagede om klagers brug af fortrinsadgangen på grund af handicap.

Det fremgår blandt andet af brevet, at klager havde henvendt sig til jobcentret for at gøre brug af fortrinsadgang efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Jobcentret gjorde i brevet indklagede opmærksom på, at klager havde ret til en personlig samtale.

Det fremgår af hæmatologisk beskrivelse af klagers sygdomsforløb af 28. november 2014, at klager har svær blodmangel, som betegnes ”Betathalassamia major”.

Klager laver ikke tilstrækkeligt blod selv, og hun er derfor afhængig af transfusionsblod.

På tidspunktet for erklæringen modtog klager tre portioner blod hver tredje uge.

Mængden af blod og afstanden mellem transfusionerne kan ifølge erklæringen variere lidt.

Klager modtog på daværende tidspunkt jernfjernende medicin, som kunne give bivirkninger i form af træthed og lidt fordøjelsesproblemer.

Blodtransfusionsbehandlingen betyder, at klager svinger mellem blodmangel og nærmest normal blodprocent.

I perioder vil klager derfor være generet af klassiske blodmangelsymptomer i form af træthed, svimmelhed, åndedrætsbesvær og øresusen.

Blodet gives gennem et permanent kateter indopereret under huden.

Dette havde periodevis givet infektionsproblemer, som havde ført til indlæggelser i forbindelse med antibiotikabehandling.

I forbindelse med en sådan infektion havde klager udviklet voldsomt krampeanfald og siden flere små anfald.

Hun er i permanent antiepileptisk behandling, som kan medføre koncentrationsbesvær.

Afslutningsvis anføres

”Jeg kan derfor bekræfte, at pt.

samlet set må vurderes, som havende nedsat fysisk kapacitet og derfor ikke vil være i stand til at bestride et hvilket som helst job.

”

Den 29. december 2016 fik klager afslag på sin ansøgning.

Det fremgår blandt andet af afslaget, at indklagede havde modtaget 518 ansøgninger, og at de havde tilbudt stillingen til den kandidat, som matchede jobprofilen bedst.

Den 11. februar 2017 anmodede klager i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. § 17 a, stk. 2 Beskæftigelsesankenævnet om en udtalelse om, hvorvidt indklagede havde overholdt samtalepligten.

Den 21. december 2017 udtalte Ankestyrelsen, at indklagede kommune ikke havde overholdt pligten til at indkalde klager til en ansættelsessamtale, før den ledige stilling blev besat.

Det kunne ud fra oplysningerne i sagen ikke konstateres, om klagers ansøgning og brevet fra jobcentret var blevet sendt til indklagede samlet.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. marts 2018.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Hun ønsker en godtgørelse.

I forbindelse med rekrutteringsprocessen gjorde klager indklagede opmærksom på, at hun søgte stillingen med fortrinsadgang på grund af handicap.

I henhold til bekendtgørelsen om kompensation til handicappede i erhverv m.v. skal fortrinsadgangen sikret ved retten til en ansættelsessamtale.

Dette blev ikke overholdt, og klager fik afslag på sin ansøgning, selvom ansøgningen var vedlagt dokumentation fra jobcentret i klagers bopælskommune.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling af klager på grund af handicap i forbindelse med den manglende ansættelsessamtale.

Ansættelsesudvalget så beklageligvis ikke, at klager havde søgt med fortrinsret i henhold til bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Klager havde markeret i det elektroniske ansøgningsskema, at hun søgte med fortrinsret.

Det fremgik derimod ikke af hendes ansøgning, at hun søgte med fortrinsret.

På baggrund af det meget store antal ansøgninger til den ledige stilling valgte ansættelsesudvalget i første omgang at læse de modtagne ansøgninger uden tilhørende bilag for at foretage en indledende udvælgelse af de kandidater, som ansættelsesudvalget ville foretage en uddybende vurdering af.

Ansættelsesudvalget var derfor ikke opmærksom på, at klager ansøgte med fortrinsadgang.

Ansættelsesudvalget lagde ved vurderingen af ansøgerne vægt på erfaring inden for offentlig administration, herunder forvaltningsloven og særligt i forhold til cpr-lovgivningen.

Derudover blev der lagt vægt på ansøgernes erfaring med borgerbetjening generelt.

Ansættelsesudvalget indkaldte seks ansøgere til ansættelsessamtale og tilbød ansættelse til en ansøger, der havde 19 års erfaring i offentlig administration.

Herudover lagde ansættelsesudvalget vægt på solidt kendskab til cpr-lovgivningen, forvaltningsloven samt stor erfaring med borgerbetjening.

Endelig tillagde ansættelsesudvalget det vægt, at den valgte kandidat havde et indgående kendskab til udlændingeområdet, herunder bredt kendskab til alle typer af opholdstilladelser samt til oprettelse af administrative cpr-numre.

Ansøgeren accepterede tilbuddet om ansættelse og tiltrådte stillingen den 1. januar 2017.

Indklagede blev beklageligvis først opmærksom på, at klager havde søgt stillingen med fortrinsret, da hun henvendte sig telefonisk i januar 2017.

På dette tidspunkt var stillingen allerede besat, og medarbejderen var tiltrådt.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.

Det forhold, at klager ikke blev indkaldt til ansættelsessamtale er ifølge Ligebehandlingsnævnets praksis ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at klager har påvist sådanne faktiske omstændigheder.

Indklagede har henvist til nævnets praksis med sag nummer 2016-6810-56262, 2016-6810-50618 og 2500095-10.

Den manglende ansættelse af klager var sagligt begrundet.

Ansættelsesudvalget vurderede på baggrund af klagers ansøgning, at hun var mindre kvalificeret til stillingen end øvrige ansøgere.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Klagen angår afslag på ansættelse meddelt klager den 29. december 2016.

Klagen blev indbragt for nævnet den 3. marts 2018.

På baggrund af, at der verserede en sag ved Ankestyrelsen om udtalelse efter reglerne om handicappedes fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, hvori der blev meddelt udtalelse den 21. december 2017, vurderer nævnet, at der ikke er grundlag for at fastslå, at klager har udvist retsfortabende passivitet.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Det er uden betydning for sagen, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, hvis det efter bevisførelsen må lægges til grund, at det forhold, at klager ikke blev indkaldt til ansættelsessamtale, udelukkende var begrundet i forhold, som intet havde med handicappet at gøre.

Det er ikke under sagen oplyst, om indklagede på tidspunktet for beslutningen om ikke at indkalde klager til samtale var bekendt med, at klager havde fortrinsret efter lov om kompensation til handicappede i erhverv og derfor muligvis havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Afklaring heraf kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet, kan nævnet ikke behandle sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<18-22740>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 8, om afvisning

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2 a, om tilpasningsforanstaltninger

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde