Offererstatningslovens § 10, nævnets j.nr. 15-520-06489 og 18-520-00336

Offererstatningslovens § 10, nævnets j.nr. 15-520-06489 og 18-520-00336

Ansøger blev den 07-08-2014 under sit arbejde som sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling slået med knyttet næve flere gange på siden af ansigtet af en psykotisk patient.

Ansøger udviklede tegn på hjernerystelse og blev sygemeldt.

Ansøger rettede den 15-08-2014 henvendelse til politiet via e-mail med henblik på anmeldelse af episoden.

Det fremgik, at ansøger ønskede at foretage politianmeldelse, da hun var blevet klar over, at en ansøgning om erstatning ved Erstatningsnævnet kun kunne imødekommes, hvis forholdet var politianmeldt.

Politiet kontaktede den 08-10-2014 telefonisk ansøger, som oplyste, at hun efter nærmere overvejelse og drøftelse med arbejdsgiveren ønskede at frafalde anmeldelsen.

Ved ansøgning af 16-02-2015 til Erstatningsnævnet oplyste ansøger, at baggrunden for den manglende politianmeldelse var, at afdelingssygeplejersken og oversygeplejersken ikke mente, at der var grund til at politianmelde hændelsen, idet skadevolder stod til en længere dom og muligvis udvisning af landet.

Arbejdsgiveren oplyste nævnet om, at hændelsen ikke blev politianmeldt, fordi der var tale om en svært psykotisk patient, der var dømt til anbringelse.

Da der således ikke fra arbejdsgivers side var oplyst om konkrete, individuelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolder eller episoden, som skulle tale imod politianmeldelse, fandt nævnet ikke grundlag for at se bort fra, at politianmeldelsen var frafaldet, og nævnet meddelte derfor i medfør af den nu underkendte praksis afslag på erstatning.

Nævnet genoptog i lyset af Højesterets dom behandlingen af sagen.

Nævnet fandt, at sagen efter nævnets ændrede praksis i lyset af Højesterets dom måtte anses for omfattet af offererstatningsloven¬