Offererstatningslovens § 10, nævnets j.nr. 13-520-00092 og 18-520-00003

Offererstatningslovens § 10, nævnets j.nr. 13-520-00092 og 18-520-00003

Ansøger var i praktik på en døgninstitution for børn med udviklings- og personlighedsforstyrrelser.

Efter ca. 1½ måneds ansættelse skulle hun på egen hånd passe tre drenge i alderen 10-13 år.

En af drengene (10 år) blev ophidset og fik fat i en køkkenkniv.

I forbindelse med, at ansøger skulle have kniven fra drengen og føre ham væk fra de andre, tog drengen ansøger på brysterne, ligesom han slog, sparkede og spyttede på hende.

Episoden blev ikke politianmeldt.

Ansøger oplyste efterfølgende, at baggrunden for den manglende politianmeldelse var, at der var pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn at tage i sagen.

Ifølge arbejdsgiveren blev forholdet imidlertid ikke politianmeldt, fordi institutionen ikke havde praksis for at anmelde episoder, hvor børn og unge slår, sparker, spytter og truer osv., da denne adfærd er årsagen til deres anbringelse og til, at de er i behandling.

Arbejdsgiveren henviste videre til, at skadevolderen var en dengang 10-årig dreng.

Da der således ikke fra arbejdsgiverens side var oplyst om konkrete, individuelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolderen eller episoden, som skulle tale imod politianmeldelse, fandt nævnet ikke grundlag for at se bort fra, at forholdet ikke var anmeldt til politiet, og nævnet meddelte derfor i medfør af den nu underkendte praksis afslag på erstatning.

Nævnet genoptog i lyset af Højesterets dom behandlingen af sagen.

Nævnet fandt, at sagen efter nævnets ændrede praksis i lyset af Højesterets dom måtte anses for omfattet af offererstatningsloven.