Offererstatningslovens § 1

Offererstatningslovens § 1 – direkte og indirekte skadelidte, nævnets j.nr. 16-520-10778

Ansøger var ansat som bankassistent i en bank, som blev udsat for et røveri.

Røveren henvendte sig til ansøgerens kollega i den tilstødende kasse.

Ansøgeren blev således ikke selv direkte udsat for en trussel eller vold.

Efter hændelsen fik ansøgeren det psykisk dårligt og søgte derfor om erstatning for svie og smerte og helbredelsesudgifter.

Nævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udsat for en straffelovsovertrædelse, hvorfor ansøgeren som udgangspunkt ikke var omfattet af offererstatningsloven.

Nævnet vurderede dog, at ansøgeren med rette havde følt sig i overhængende risiko for selv at lide personskade, og at hun derfor havde været så tæt på begivenhedernes centrum, at ansøgningen, selvom ansøger ikke kunne anses for egentlig forurettet, var omfattet af offererstatningsloven.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde befundet sig i kassen ved siden af den, som røveren henvendte sig ved, at hun så, at røveren truede hendes kollega med en kniv, og at hun aktiverede overfaldsalarmen.