Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0163
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0163
Redox.dk får ikke kritik for omtale af persons politiske tilhørsforhold
En person klagede over, at Redox.dk bragte oplysninger om, at han havde været leder for en nazistisk organisation uden forinden at forelægge oplysningen for ham.
Selv om oplysninger som denne som udgangspunkt bør forelægges, fandt Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af Redox.dk, blandt andet fordi personen ikke havde klaget over de bragte oplysninger om, at han havde været del af den nazistiske bevægelse i mange år, og at oplysningen i sammenhængen derfor ikke kunne betragtes som tilstrækkelig krænkende for personen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Martin Henriksen fejrer burkaforbud med nazister” bragt den 31. juli 2018 på hjemmesiden redox.dk, fordi han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Researchkollektivet Redox (Redox.dk) har bragt ukorrekte oplysninger om ham.
1 Sagsfremstilling
Redox.dk bragte den 31. juli 2018 artiklen ”Martin Henriksen fejrer burkaforbud med nazister” med under underrubrikken
”På onsdag indføres burka-forbuddet.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen markerer dagen i selskab med en række kendte nazister”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
Redox har kigget nærmere på deltagerlisten for onsdagens demonstration og kan derfor dokumentere, at Martin Henriksen skal fejre forbuddet med en række centrale personer fra den danske nazibevægelse.
For Friheds naziforbindelser
En af dem, der på Facebook har meddelt sin ankomst onsdag, er [Klager], der er en af de faste deltagere i For Friheds demonstrationer.
Han har været en del af den nazistiske bevægelse i mange år, og har blandt andet marcheret til minde om topnazisten Rudolf Hess.
Han var leder af den københavnske afdeling af det nynazistiske netværk Dansk Front i midten af 00'erne og spillede også en rolle i det ligeledes nynazistiske Danskernes Parti indtil dets lukning sidste år.
Siden da har han fortsat sin deltagelse i For Friheds demonstrationer, samtidig med at han på sociale medier flere gange har givet udtryk for sympati med den militante nazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse, der af svenske eksperter betegnes som en terrororganisation.
[…]”
I artiklen var bragt et billede flere demonstrerende personer.
Billedet havde følgende billedtekst
”[Klager] ses her i blå skjorte og briller ved For Friheds demonstration for Tommy Robinson i København den 14. juli 2018.
(Foto: Researchkollektivet Redox)”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 1. august 2018.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information
[Klager] har anført, at hans ”klage til Pressenævnet alene omhandler Redox-grupperingens beskyldning mod min person for at have været leder i nazistisk organisation, nærmere bestemt Dansk Front.
”
[Klager] har i den forbindelse anført, at Dansk Front aldrig var nynazistisk, og at han aldrig har været leder i Dansk Front.
Han har i den forbindelsen anført, at han kun har haft en løs tilknytning til Dansk Front og først indtrådte i organisationen i efteråret 2004, altså først efter, at organisationen skiftede karakter til det mere ”nationalistiske og mindre racistiske og nazistiske” og blev en paraplyorganisation uden egentlig ideologi.
Han har anført, at han i en kortere periode var kontaktperson for Dansk Front, men altså menigt medlem.
Han har i den anledning anført, at Redox.dk aldrig har forelagt ham påstanden om, at han skulle have været leder i Dansk Front.
Som beskrivelse af Dansk Front har [Klager] blandt andet henvist til følgende citat fra 2006 fra en ekspert i højreekstremisme fra Københavns Universitet, Rene Karpantschof
”Dansk Front er det mest vellykkede forsøg på at samle de unge højreaktivister.
Det er helt bevidst en paraplyorganisation, der ser sig selv som patrioter.
De tæller altså både nationalister, nazister og militante racister, men der er også folk med holdninger, der overlapper Dansk Folkeparti,« forklarer han.
”
[Klager] har bemærket, at han først nu har erfaret, at han har lavet ”likes” og lignende på de sociale medier til Den Nordiske Modstandsbevægelse, og at han ikke har været klar over, hvad Den Nordiske Modstandsbevægelse egentlig stod for.
Han har tilføjet, at han naturligvis ikke sympatiserer med Den Nordiske Modstandsbevægelse efter at have undersøgt mere om modstandsbevægelsen.
Dog sympatiserer han med modstandsbevægelsens miljøpolitik, hvilket imidlertid ikke gør ham til sympatisør.
Afslutningsvis har [Klager] bemærket, at han i 2004 var i Wunsidel som observatør for Dansk Front, ikke for at hylde Rudolf Hess.
2.2 Redox.dks synspunkter
Korrekt information
Redox.dk har anført, at der findes omfangsrig dokumentation for [Klager]s mangeårige deltagelse i og aktiviteter for nazistiske og nynazistiske grupper, bevægelser og partier.
Redox.dk betragter dertil [Klager] som sympatisør af Den Nordiske Modstandsbevægelse, da Redox.dk kan dokumentere, at han i vidt omfang sympatiserer med organisationen og har hjulpet organisationen med at etablere sin danske afdeling.
Dele af dokumentationen stammer fra interne kilder i organisationen, hvis identitet ikke kan afsløres.
Redox.dk derudover medsendt et skærmprint af et Facebook-opslag fra [Klager] den 1. maj 2017 med opslagsteksten
”NS'ere marcherer i Sverige.
Mange har uden tvivl mistet troen på at demokratiet kan redde Sverige.
Jeg vil på ingen måde fordømme eller tage afstand fra disse kræfter, for jeg har ikke selv en løsning på problemet så længe folk stemmer på alt fra Venstre/LA til Enhedslisten.
Så vågn op konsensusdanmark!
”
Redox.dk har anført, at NS’ere er en forkortelse for nationalsocialister og har dertil anført, at der efter teksten var der indsat et link til Den Nordiske Modstandsbevægelses indkaldelse til demonstration i Falun, Sverige.
Derudover har Redox.dk medsendt et skærmprint af et VK-opslag fra [Klager] fra den 12. juli 2018 med opslagsteksten: ”10 bonus point til, den der deler dette på Facebook.
” ¬
Herefter har [Klager], ifølge Redox.dk, indsat et antisemitisk billede.
Blandt andre fremgår af billedet teksten ” 88 BEST Oven Memes ”.
En hentydning til jokes om de ovne, der blev brugt til jødeudryddelserne under 2. verdenskrig.
Redox.dk har i den anledning anført, at tallet 88 en udbredt nazistisk talkode, der står for HH, altså ”Heil Hitler”.
¬
Redox.dk har tillige indsendt et skærmbillede af, at [Klager] den 19. juli (årstal ukendt) på VK har delt et opslag fra en person, der har et hagekors som profilbillede.
Det delte opslag forestiller en plakat fra Den Nordiske Modstandsbevægelses svenske afdeling.
Plakaten indeholder, ifølge Redox.dk, klassisk nationalsocialistisk racepolitik, som kommer til udtryk i teksten på plakaten.
Oversat til dansk står der: ”De etablerede forrædderpolitikere udgør en direkte biologisk trussel mod den hvide nordbo.
”
Endelig har Redox.dk indsendt et billede, hvorpå [Klager], ifølge Redox.dk, ses deltage i en tysk nazistmarch i Wunsidel i 2004.
Marchen var til minde om topnazisten Rudolf Hess, der hvert år stadig hyldes af nazister i Europa.
Redox.dk har dertil fastholdt, at Dansk Front var nynazistisk, og har anført, at det kan dokumenteres, at netværket dyrkede nazistisk ideologi.
Blandt mange andre beviser for dette er, at man på danskfront.dk kunne downloade Adolf Hitlers 'Mein Kampf', ligesom netværket på sin hjemmeside hyldede den nazistiske terrororganisation Combat 18.
Redox.dk har yderligere blandt andet anført, at der ved organisationens demonstrationer og koncert åbenlyst blev heilet.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt [Klager] var leder af Dansk Fronts afdeling i København, har Redox.dk blandt andet anført, at det fremgår af offentlige forumopslag på Dansk Fronts forum, hvor han blandt andet, men ikke kun, indkalder til afdelingsmøder og er den person, der står for at sikkerhedsgodkende nye medlemmer.
Dertil fremgår det også af lækkede emails fra organisationen, som Redox.dk er i besiddelse af, ligesom det er fremkommet i interviews med tidligere medlemmer af Dansk Fronts afdeling i København, at [Klager] i en periode var leder af afdelingen.
Derudover fremgår det af bogen 'Fronten i Danmark' på side 112, der er udgivet i efteråret 2005 af foreningen Demos.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter
Blicher, Lene Sarup og Otto Juhl Nielsen.
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklens oplysninger om, at han har været leder for en nazistisk organisation, ikke er korrekte.
Han har derudover klaget over, at oplysningen ikke blev forelagt for ham.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
1 og A.
3.
Parterne er ikke enige om, hvorvidt Dansk Front kan betegnes som en nynazistisk organisation.
Pressenævnet bemærker i den henseende, at nævnet ikke kan tage stilling til, om organisationen Dansk Front kan betegnes som nynazistisk.
Af den påklagede artikel fremgår blandt andet følgende
”[…] med en række centrale personer fra den danske nazibevægelse.
For Friheds naziforbindelser
En af dem, der på Facebook har meddelt sin ankomst onsdag, er [Klager], der er en af de faste deltagere i For Friheds demonstrationer.
Han har været en del af den nazistiske bevægelse i mange år, og har blandt andet marcheret til minde om topnazisten Rudolf Hess.
Han var leder af den københavnske afdeling af det nynazistiske netværk Dansk Front i midten af 00'erne og spillede også en rolle i det ligeledes nynazistiske Danskernes Parti indtil dets lukning sidste år.
”
Pressenævnet finder, at ovennævnte oplysninger om [Klager] generelt må betragtes som skadelige og krænkende for [Klager], hvorfor oplysningerne i særlig grad bør efterprøves inden offentliggørelse, først og fremmest ved forelæggelse.
Som sagen er oplyst og påklaget til nævnet, herunder at [Klager] alene har påklaget oplysningerne om, at han skulle have været leder for en nazistisk organisation, og altså ikke artiklens oplysninger om, at han har været en del af den nazistiske bevægelse i mange år, sammenholdt med [Klager]s oplysninger om sit tidligere engagement i Dansk Front, finder nævnet efter en samlet vurdering, at oplysningen om, at [Klager] betegnes som ”leder af den københavnske afdeling af det nynazistiske netværk Dansk Front” , i sammenhængen ikke kan betragtes som tilstrækkelig krænkende for [Klager] til, at Redox.dk skulle have forelagt ham disse oplysninger.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik.
Afgjort den 20. november 2018