Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0140
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0140
Ikke kritik af Lolland-Falster Folketidende for omtale af Facebook-debat
Lolland-Falster Folketidende bragte i april måned en artikel, der indeholdt omtale af debat fra en offentlig Facebook-gruppe.
En person klagede over, at hendes debatindlæg på Facebook er omtalt i artiklen.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Lolland-Falster Folketidendes omtale eller for ikke at have forelagt klager oplysningerne.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at rigtigheden af oplysningerne ikke er bestridt, samt at det klart fremgår af artiklen, at oplysningerne stammer fra en offentlig debat på Facebook.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Polemik om regnskabet for Nakskovs skøjtebane” , bragt i Lolland-Falster Folketidende den 7. april 2018, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Lolland-Falster Folketidendes artikel er ensidig og indeholder ukorrekte oplysninger.
[Klager] har desuden klaget over manglende forelæggelse.
1 Sagsfremstilling
Forud for den påklagede artikel
Lolland-Falsters Folketidende bragte den 5. april 2018 artiklen ”Julen og Julebyen er den største aktivitet” i den trykte udgave af avisen på side 15 med underrubrikken
”Fødevaremarkeder på torvet hen over sommeren.
”
Af artiklen fremgik følgende
”NAKSKOV De handlende og erhvervsdrivende i Nakskovs største aktiviteter på året er stadig julen og Julebyen, som trækker rigtig mange mennesker udefra til byen.
Det vi sukker så meget efter, tilføjede formanden for Nakskov Handel & Erhverv [Formand], i sin beretning ved generalforsamlingen.
- Julebyen er altid ny.
Ny opstilling, nye huse, nye aktiviteter, nye events, men det kræver mange penge og rigtig megen arbejdskraft.
Der er opstart cirka 1. februar, møde en gang om måneden med mellem 12 og 17 personer pr. gang, og vi starter hvert møde med at synge "Højt for træets grønne top" klokken 07.30, morede [Formand] forsamlingen med.
- I 2016 havde vi det ene af de to pariserhjul, som findes i Danmark, en stor begivenhed for byen og for publikum.
I 2017 kom der i 11. time et forslag om en kunstskøjtebane, og den blev også en realitet.
- Den gav desværre foreningen et underskud på 30.000 kroner, som vi ikke havde budgetteret med, foruden at det kostede kommunen den underskudsgaranti på 50.000 kroner, som vi havde fået, beklagede formanden.
Et fødevaremarked en lørdag formiddag i efteråret blev til gengæld en formidabel succes til trods for silende regnvejr, og markederne gentages hen over sommeren.
Det samme gælder den musikalske underholdning på torvet.
”
Til artiklen var der indsat et billede af skøjtebanen, hvor en gruppe personer løber på skøjter, og person i julemandskostume står i forgrunden.
Til billedet var der indsat følgende tekst
”Kunstskøjtebanen på Axeltorv gav desværre et underskud på 80.000
kroner.
FOTO: [PERSON 1]”
Den påklagede artikel
Lolland-Falsters Folketidende bragte den 7. april 2018 artiklen ”Polemik om regnskabet for Nakskovs skøjtebane” i den trykte udgave af avisen på side 26.
Ovenover artiklens overskrift var der indsat en tekstboks med følgende tekst
”Videregivet misforståelse giver mange kommentarer på Nakskovs Facebook-side”
Under tekstboksen stod følgende
”Momsen blev glemt”.
Af artiklen fremgik følgende
”NAKSKOV Artiklen i Folketidende torsdag om, at decembers kunstskøjtebane på Axeltorv gav et underskud på 80.000 kroner har givet stor polemik på Facebook.
Den hårde meningsudveksling er startet af restauratør [Klager], der fik ideen til skøjtebanen.
På Facebook sår hun tvivl om regnskabet.
På Nakskov Handel & Erhvervs generalforsamling onsdag - som avisen refererede -sagde den afgående formand [Formand], at banen har givet foreningen et underskud på 30.000 kroner, som man ikke havde budgetteret med, og at kommunens underskudsgaranti på 50.000 kroner er brugt.
Regnskabet var fremlagt på generalforsamlingen.
Ej opmærksomme på moms
Ideen med skøjtebanen kom efter, at foreningen havde disponeret over de afsatte penge til juleaktiviteter.
- Men vi hjalp ved at oprette en konto, så [Klager] kunne holde sponsoraterne til banen ude af sit eget regnskab, forklarer [Formand] til avisen.
- Det hele gik jo i huj og hast, og hverken hun eller foreningen var opmærksomme på moms-problematikken, tilføjer han og henviser ellers til foreningens registrerede revisor, [Revisor] fra AC Revision, der har revideret regnskabet.
Leje og opstilling af banen kostede 214.000 kroner excl.
moms, og [Klager] mener, at der er kommet 169.101 kroner ind i sponsorater og skøjteleje.
Foreningens regnskab viser en bruttoindtægt på 172.000 kroner.
Det giver et underskud på 42.000 kroner, som [Klager] mener kan dækkes af kommunens underskudsgaranti på 50.000 kroner.
Men af indtægten på 172.000 kroner, skal der svares moms.
Hvis firmaer bidrog med 10.000 kroner, var det reelt kun 8.000, der gik til banen.
De burde have betalt 10.000 kroner plus moms, forklarer revisoren.
Foreningen kom til at hænge på momsen og har fået et underskud på 26.523 kroner på skøjtebanen.
Tallet rundede [Formand] i sin mundtlige beretning op til 30.000 kroner.
Underskuddet er på 26.532 kroner efter, at den skatteyder-finansierede underskudsgaranti på 50.000 kroner er brugt.
Så banen gav et totalt minus på 76.523 kroner før underskudsgarantien.
”
Til artiklen var der indsat et billede af en skøjtebane, hvor folk løber på skøjter.
I forgrunden står en person i julemandskostume med armen om en kvinde iført pelshue.
Til billedet var indsat følgende tekst
”Revisor [Revisor] fra AC Revision, som har revideret skøjtebane-regnskabet, siger, at han gerne vil gennemgå regnskabet med [Klager], hvis det kan løse forståelsesproblemet.
Her er hun (iført pelshue) på isen med julemanden.
Arkivfoto: [Person 1].
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 29. maj 2018.
Yderligere oplysninger
Det fremgår af Facebook-gruppen ”Nakskov”, facebook.com/groups/nakskovit/ , at det er en offentlig gruppe, og at ”alle kan finde gruppen, se dens medlemmer og det, de slår op” .
Det er således muligt at se opslag i gruppen uden at være medlem af denne.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God Presseskik
Korrekt information og forelæggelse
[Klager] har anført, at Lolland-Falster Folketidendes journalist har overtrådt de vejledende regler om god presseskik ved at have bragt artiklen ”Polemik om regnskabet for Nakskovs skøjtebane” , idet artiklen er baseret på information fra kun én part.
[Klager] har endvidere anført, at hun er utilfreds med, at artiklen er blevet bragt af Lolland-Falster Folketidende, uden at journalisten har hørt hendes version, ligesom artiklen er baseret på usande fakta.
[Klager] har hertil anført, at hun føler artiklen er rettet personligt mod hende, og at hun føler sig hængt ud.
[Klager] har desuden anført, at hun i artiklen er identificeret via det billede, der er indsat til artiklen, og hvor det af billedteksten fremgår, at [Klager] er personen med pelshuen.
[Klager] har gengivet, hvad hun har skrevet i Nakskov-gruppen på Facebook, facebook.com/groups/nakskovit/, som er det opslag, der omtales i artiklen
”Kære Nakskovvitter og sponsorer.
Har lige læst i Folketidende, at Skøjtebanen har genereret et underskud i NHE på 80000 kr. Jeg er total uforstående for det.
Jeg kommer med tal asap, men ville bare svare på artiklen.
Er mundlam lige nu.
”
[Klager] har i forlængelse heraf anført, at hun hverken har skrevet om journalisten eller Lolland-Falster Folketidende på Facebook, ligesom hun heller ikke har skrevet noget om, at fakta i artiklen er ukorrekt eller noget negativt om andre personer.
2.2 Lolland-Falster Folketidendes synspunkter
God Presseskik
Korrekt information og forelæggelse
Lolland-Falster Folketidende har anført, at artiklen ”Polemik om regnskabet for Nakskovs skøjtebane”, som Lolland-Falster Folketidende bragte den 7. april 2018, indeholder en omtale af den debat, som Lolland-Falster Folketidendes artikel fra den 5. april 2018 havde afstedkommet.
I debatten på Facebook deltog [Klager] selv med navns nævnelse, hvorfor Lolland-Falster Folketidende mener, at artiklen fra den 7. april 2018 indeholder en relevant opfølgning på den første artikel.
I artiklen fra den 7. april 2018 henviser formand [Formand] til moms-problematikken, som foreningens revisor uddyber.
Revisoren har ikke over for Lolland-Falster Folketidende anfægtet historiens faktuelle indhold.
Lolland-Falster Folketidende har desuden oplyst, at Lolland-Falster Folketidende efter offentliggørelsen af artiklerne blev kontaktet telefonisk af [Klager]s mand, [Person 2], og at Lolland-Falster Folketidende bad ham oplyse, hvorvidt der var faktuelt forkerte oplysninger i artiklerne, hvilket han svarede benægtende til.
Lolland-Falster Folketidende har anført, at det er Lolland-Falster Folketidendes opfattelse, at artiklen har offentlighedens interesse, og at den på nøgtern vis redegør for problemstillingen i forhold til skøjtebanen og momsbetalingen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Otto Juhl Nielsen.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence.
Disse forhold behandles derfor ikke.
God Presseskik
Korrekt information og forelæggelse
[Klager] har klaget over, at artiklen er i strid med god presseskik, idet den er ensidig og indeholder ukorrekte oplysninger.
[Klager] har desuden klaget over manglende forelæggelse.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.
Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A.
1-A.
3.
Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger hentet fra en ” offentlig ” Facebook-gruppe er at betragte som offentligt tilgængelige, dog kan der være tale om et brud på de presseetiske regler, hvis en opdatering tages fra en offentlig gruppe, men anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende.
Som sagen er oplyst, lægger Pressenævnet til grund, at skøjtebanens økonomi har været drøftet på Facebook i en offentlig gruppe, og at det ikke er bestridt af sagens parter, at der har været et underskud i forbindelse med skøjtebanen.
Af artiklen fremgik blandt andet følgende
”NAKSKOV Artiklen i Folketidende torsdag om, at decembers kunstskøjtebane på Axeltorv gav et underskud på 80.000 kroner har givet stor polemik på Facebook.
Den hårde meningsudveksling er startet af restauratør [Klager], der fik ideen til skøjtebanen.
På Facebook sår hun tvivl om regnskabet.
”
Og
”- Det hele gik jo i huj og hast, og hverken hun eller foreningen var opmærksomme på moms-problematikken, tilføjer han og henviser ellers til foreningens registrerede revisor, [Revisor] fra AC Revision, der har revideret regnskabet.
”
Pressenævnet finder, at Lolland-Falster Folketidende på tilstrækkelig vis har gjort det klart for læseren, at oplysningerne i artiklen dels stammer fra en debat på Facebook, dels fra regnskabet, der blev fremlagt på Nakskov Handel og Erhvervs generalforsamling.
Nævnet finder, at den påklagede artikels omtale af debatten på Facebook foranlediget af Lolland-Falster Folketidendes artikel af 5. april 2018 om skøjtebanens underskud er i offentlighedens interesse, idet der er tale om en opfølgning på avisens tidligere omtale af skøjtebanens underskud.
Nævnet finder, at oplysningerne i artiklen om, at [Klager] ikke var opmærksom på momsproblematikken, kan være krænkende over for [Klager], hvorfor det havde været hensigtsmæssigt, såfremt Lolland-Falster Folketidende havde givet [Klager] mulighed for at komme med sine bemærkninger til sagen inden offentliggørelsen.
Da rigtigheden af regnskabet og underskuddet ikke er bestridt, og det af artiklen klart fremgår, at oplysninger stammer fra en offentlig debat på Facebook, hvor [Klager] har udtrykt sin uforståenhed i forhold til skøjtebanens regnskab og underskud, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at kritisere Lolland-Falster Folketidende for ikke at indhente yderligere kommentarer fra [Klager].
Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik af Lolland-Falster Folketidende.
Afgjort den 20. november 2018