Legislator Case Law & Legislation
W20180995925 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0137

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2018 9959 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0137

KEN#LOKDOK23 2018 9959 Valid

Klager får ikke afindekseret artikel om bødesag

Epn.dk bragte i juni 2009 en artikel om en sag, hvor en advokat af Advokatnævnet havde modtaget en stor bøde for groft at have overtrådt god advokatskik.

Det fremgik af artiklen, at flere navngivne advokater fra samme advokatfirma, herunder klager, ligeledes havde modtaget bøder fra Advokatnævnet.

Klageren anmodede om, at artiklen blev afindekseret fra finans.dk, hvor artiklen fortsat er tilgængelig.

KEN#LOKDOK23 2018 9959 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Finans.dk har afvist at afindeksere artiklen ”Tyrkiet-advokat meldt til politiet” , som blev bragt den 13. juni 2009 på epn.dk, og som nu er tilgængelig på finans.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Epn.dk bragte den 13. juni 2009 artiklen ”Tyrkiet-advokat meldt til politiet” .

Af artiklen, som nu er tilgængelig på finans.dk, fremgår blandt andet følgende

”[…]

Den omstridte advokat [Advokat 1] er blevet politianmeldt for sin rolle i forbindelse med salget af en tyrkisk feriebolig til en dansker.

I forvejen er [Advokat 1] idømt en rekordstor bøde på 150.000 kr. for groft at have overtrådt god advokatskik.

Han har både repræsenteret sælgere og købere i forbindelse med danskeres køb af tyrkiske ferielejligheder.

[…]

Flere dømt

[Advokat 1]s tvivlsomme transaktioner fandt sted, da han var en del af det daværende [Advokatfirmaet].

Resten af dets ledelse er også blevet dømt ved Advokatnævnet.

Af den øvrige ledelse fik advokat [Advokat 2] den hårdeste straf i form af en bøde på 25.000 kr. for at have overtrådt god advokatskik.

Det har han ifølge Advokatnævnet bl.a. gjort ved at frigive [Person 1]s deponerede købesum, inden betingelserne for at frigive den var opfyldt.

Derudover er advokaterne [Advokat 3], [Klager] og [Advokat 4] idømt bødestraffe.

Sagen betød, at Advodan brød med de sydjyske advokater.

[…]”

Finans.dk afslog den 22. maj 2018 [Klager]s anmodning om sletning henholdsvis afindeksering af den påklagede artikel.

[Klager]s klage over Finans.dks afslag er modtaget i Pressenævnet den 22. maj 2018.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har oplyst, at den påklagede artikel ved en googlesøgning på hans navn kommer frem som ét af de første hits.

Selvom artiklen ikke drejer sig om klager, fremgår hans navn, hvilket giver indtryk af, at han var direkte involveret i den i artiklen omtalte sag.

Hertil har [Klager] anført, at det er uproportionalt, at han fortsat og tilsyneladende fremadrettet skal tåle at blive hængt ud på internettet, hver eneste gang folk søger på hans navn.

Artiklen er ni år gammel, og den omtalte sag har ingen aktuel relevans i dag.

Det har imidlertid en urimelig stor skadevirkning på [Klager] og på hans virke som advokat at blive forbundet med den påklagede artikel.

2.2 Finans.dks synspunkter

Finans.dk har anført, at mediet af princip ikke sletter artikler offentliggjort i dets netavis.

I pagt med punkt B.

8 i de vejledende presseetiske regler kan artikler dog i særlige tilfælde afindekseres, hvor det skønnes rimeligt.

Finans.dk har videre anført, at [Klager] indtager en ganske perifer rolle i den påklagede artikel, som i øvrigt indeholder en række oplysninger af væsentlig betydning, som det også nu kan være relevant for offentligheden at have adgang til.

Finans.dk har anerkendt, at artiklens omtale af [Klager]s bødestraf vil kunne opfattes som generende af klager.

Hertil har mediet anført, at dette hensyn skal vejes op imod hensynet til offentlighedens rimelige og berettigede interesse i at have fri adgang til tidligere offentliggjorte oplysninger af samfundsmæssig relevans i avisens elektroniske arkiv.

Efter nøje overvejelse af disse modsatrettede hensyn har Finans.dk anført, at der ikke er rimelig grund til at hindre offentlighedens frie adgang til den påklagede artikel.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Otto Juhl Nielsen

[Klager] har klaget over, at Finans.dk har afvist at afindeksere en artikel fra juni 2009 fra finans.dk.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen omtaler, at en navngiven advokat har modtaget en rekordstor bøde for brud på god advokatskik i en sag vedrørende ejendomshandler i Tyrkiet.

Det fremgår af artiklen, at resten af ledelsen i det advokatfirma, som den omtalte advokat var en del af, også har modtaget bødestraffe for brud på god advokatskik.

Det nævnes i den forbindelse, at tre navngivne advokater, herunder [Klager], er idømt bødestraffe.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at [Klager] efter offentliggørelsen af artiklen i juni 2009 ikke anmodede nævnet om at tage stilling til, hvorvidt artiklen var i strid med god presseskik.

Pressenævnet lægger til grund, at oplysningerne i artiklen angår forhold i relation til [Klager]s erhvervsmæssige virke, og at oplysningerne kan være belastende for klager.

Hertil kommer, at artiklen er fra 2009, og at den omtalte sag, efter klagers oplysninger, er afsluttet.

På den anden side er det nævnets opfattelse, at der ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for afindeksering.

Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fra 2009 fortsat kan anses at have en vis almen interesse, da de nævnte oplysninger relaterer sig til [Klager]s erhvervsmæssige virke, hvor han fortsat arbejder som advokat.

Efter en samlet afvejning finder nævnet herefter, at indholdet af artiklen ikke er af en sådan følsom eller privat karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden.

Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af Finans for ikke at imødekomme klagers anmodning om at afindeksere artiklen på finans.dk.

Afgjort den 20. november 2018

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →