Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 18-44137

En mand, der er døv og kommunikerer på tegnsprog, søgte en læreplads som VVS-lærling.

Ved en ansættelsessamtale fik manden afslag på ansættelse på grund af sit behov for tegnsprogstolk.

Virksomheden oplyste, at de arbejder med akkordarbejde på storebyggepladser med audioalarmer.

Nævnet vurderede, at karakteren og det nærmere omfang af arbejdet som led i akkorder på store byggepladser, herunder bygherrens og/eller andre entreprenørers ansvar for sikkerheden på byggepladsen og dermed muligheden for at vurdere, om manden ville være egnet til at arbejde for virksomheden, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet men ved domstolene, kunne nævnet ikke behandle sagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse som lærling .

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager er døv og kommunikerer på tegnsprog.

Den 29. september 2017 ansøgte klager om en læreplads som VVS-lærling hos indklagede.

I ansøgningen oplyste klager, at han er døv

”Jeg skal for en god ordens skyld i min ansøgning fastlægge, at jeg er døv.

Men dette skal på ingen måder være en udfordring for min fremtidige arbejdsgiver, da den eneste forskel på mig og hørende er, at jeg ikke kan høre noget.

Jeg bruger høreapparater til hverdag og det betyder, at jeg kan høre lidt.

Måden, jeg kommunikerer med hørende på er via papir eller via en tegnsprogtolk.

[Kommunen] har bevilget en tegnsprogtolk, hvorfor jeg til enhver tid kan have en tolk med mig, såfremt dette skulle være aktuelt.

”

Klager blev inviteret til ansættelsessamtale den 4. oktober 2017, hvor han deltog sammen med en tegnsprogstolk.

Ved samtalen oplyste indklagede, at klager ikke ville blive tilbudt en læreplads.

Den deltagende tegnsprogstolk har i erklæring fremlagt for nævnet oplyst

”Hej [navn på medarbejder i klagers faglige organisation]

Jeg vil her give en beskrivelse af hændelsen.

Vi ankom til stedet og ventede i receptionen.

Da vi blev kaldt indtil samtalen, var manden vi talte med vist ikke klar over at [klager] er døv.

[klager] blev afvist med begrundelser som at han ikke kan høre, hvis der på byggepladsen bliver råbt, at han er ved at [f]å noget ned i hovedet.

Så var det ellers farvel og tak.

Vh.

[tegnsprogstolkens navn]”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. juli 2018.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager blev alene afvist på grund af sit hørehandicap.

Samtidig foretog indklagede ikke en konkret vurdering af, om det ved relevante tilpasningsforanstaltninger var muligt at have klager ansat.

Indklagede skal tilpligtes at betale en godtgørelse.

Klager har behov for kompensation i form af tegnsprogstolk for at kunne kommunikere med omverdenen på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Han er således handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Graden af klagers hørehandicap fremgik af hans ansøgning.

Klager kan høre lidt med sit høreapparat.

Han gjorde det imidlertid klart, at han kommunikerer skriftligt eller med hjælp fra en tegnsprogstolk.

Han oplyste endvidere, at kommunen allerede havde bevilget en tegnsprogstolk.

Den planlagte ansættelsessamtale fandt aldrig sted.

Da klager og tegnsprogstolken mødte til samtalen, blev de modtaget af entrepriselederen.

Her erfarede entrepriselederen for første gang, at klager er hørehandicappet.

Klager blev med det samme bedt om at tage hjem igen.

Han blev også oplyst om, at han ikke kunne komme i betragtning som lærling på grund af sit hørehandicap.

Tegnsprogtolken har bekræftet hændelsen.

Da indklagede blev bekendt med klagers hørehandicap, blev der ikke iværksat en undersøgelse af, hvilke tilpasningsmuligheder der var nødvendige for en ansættelse af klager.

Klager blev blot afvist med det samme uden kontakt til kommunen.

Klager blev således direkte diskrimineret på grund af sit hørehandicap.

Da klager er under uddannelse, har han ret til specialpædagogisk støtte i form af tegnsprogstolk og IT-hjælpemidler.

Udgifter hertil bliver dækket af Styrelsen for undervisning og kvalitet.

Der findes endvidere flere offentlige kompensationsordninger, som indklagede kunne være blevet informeret af jobcentret om.

Hvis indklagede havde kontaktet kommunen, ville de således have erfaret, at klager er omfattet af lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. Der kunne derfor ydes personlig assistance i form af tegnsprogstolk på gennemsnitlig 20 timer ugentligt.

Klagers hørehandicap hindrer ham ikke i at udføre VVS-arbejde eller at stå i lære inden for VVS-branchen.

Flere hørehandicappede lærlinge og faglærte udfører VVS-arbejde uden problemer.

De klarer sig på arbejdspladserne med skriftlig kommunikation, tegnsprogstolk og armfagter.

En døv VVS-lærling kan sagtens håndtere de sikkerhedsforanstaltninger, som er nødvendige på en byggeplads.

I en fremlagt artikel fra klagers faglige organisations fagblad fortæller en overmontør om, hvordan det er at have ansvaret for en døv medarbejder.

Her beskriver overmontøren blandt andet, at han foretrækker den døve medarbejder ude på byggepladserne ved udførsel af anlægsopgaver fremfor de generelle serviceopgaver, da serviceopgaverne kan kræve en del kommunikation med kunderne.

Kommunikation med kunder er imidlertid ikke nødvendigt ved arbejde på byggepladser.

Indklagede har ikke en saglig begrundelse for, at en VVS-lærling på en byggeplads er nødt til at være hørende.

Indklagede afbrød udelukkende jobsamtalen af sikkerhedsmæssige årsager.

Da indklagede modtog den uopfordrede ansøgning, blev klager inviteret til en samtale.

Klager beskrev i sin ansøgning, at han kan høre lidt.

Da indklagedes entrepriseleder spurgte ind til dette under samtalen, oplyste klager, at han ikke kan høre noget.

Samtalen stoppede på den baggrund.

Entrepriselederen oplyste klager om, at indklagede arbejder med akkorder på store byggepladser, hvor der er stort fokus på både egen og andres sikkerhed.

Det indebærer blandt andet, at flere maskiner på byggepladserne har audioalarmer.

På den baggrund kan indklagede ikke tilbyde klager et ordentligt uddannelsesforløb.

Indklagede har gode intentioner.

Derfor blev klager indkaldt til en samtale.

Ved jobsamtalen vurderede indklagede imidlertid, at de af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan have ansatte, der er helt uden høresans.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager har bevisbyrden for, at han har et handicap i forskelsbehandlings-lovens forstand.

Klager er døv og kommunikerer på tegnsprog.

Klagers døvhed forhindrer ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Klager har således et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager fik afslag på ansættelse som lærling hos indklagede med henvisning til, at han ikke ville kunne høre alarmer på byggepladser.

Klager har på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit hørehandicap.

Nævnet lægger til grund, at indklagede vidste eller burde vide, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Arbejdsgiverens pligt til at foretage tilpasninger

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.

Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen.

Indklagede indkaldte klager til samtale, men oplyste allerede under første møde, at klager ikke kunne blive lærling hos indklagede på baggrund af sit handicap, da klager har behov for tegnsprogstolk.

Indklagede har oplyst, at indklagede arbejder med akkordarbejde på store byggepladser, hvor der er stor fokus på egen og andres sikkerhed, som bl.a. indebærer, at der på flere maskiner på byggepladserne er audioalarmer.

Der er for nævnet tvivl om karakteren og det nærmere omfang af det arbejde, indklagede udfører som led i akkorder på store byggepladser, herunder bygherrens og/eller andre entreprenørers ansvar for sikkerheden på byggepladsen og dermed muligheden for at vurdere, om klager ville være egnet til at arbejde for indklagede.

Dette kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet men ved domstolene, kan nævnet ikke behandle sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<18-44137>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 8, stk. 1, om afvisning

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2 a, om tilpasning

-

§ 7 a, om delt bevisbyrde