Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - ej medhold
J.nr. 18-38980
En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på en stilling.
Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med afslaget på ansættelse havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Indklagede søgte i maj 2018 i et fælles stillingsopslag en IT-supportelev og en IT-datateknikerelev.
Klager søgte stillingen som IT-supportelev, og han deltog i en samtale den 31. maj 2018.
Ved mail af 1. juni 2018 fik klager afslag på ansættelse.
Det fremgår blandt andet heraf
”I vores vurdering har vi har prioriteret bl.a. relevant erhvervserfaring, og da stillingen indebærer IT support, har vi lagt vægt på servicemindedhed.
”
Klager har ifølge fremlagt psykiatrisk speciallægeerklæring en skizotypisk sindslidelse.
Han er ifølge sine egne oplysninger desuden ordblind.
Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 3. juni 2018.
Sagen er i nævnet behandlet sammen tre andre sager fra klager, jf. sagerne 18-44479, 18-37019 og 18-46122.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager er handicappet og har nedsat funktionsevne.
Han har ikke gode muligheder på arbejdsmarkedet, og indklagede har ikke taget hensyn til hans handicap.
Klager opfylder alle kravene til stillingen som IT-supportelev, og han viste interesse for stillingen.
Klager afviser således indklagedes påstand om, at han ikke var interesseret i deres teknologier.
Der er tale om en undskyldning for at undgå at ansætte klager i stillingen som IT-supportelev.
Indklagede havde de kommunale dokumenter om klagers handicap.
Indklagede var således gjort opmærksom på hans handicap og havde også en telefonsamtale med jobcentret.
På trods af alle oplysningerne om klagers handicap blev han afvist på baggrund af sit handicap.
Klager har de nødvendige kvalifikationer til jobbet.
Klager nævnte sit handicap under samtalen.
Det er klagers opfattelse, at indklagede ikke ønsker at ansætte klager, fordi han vil være en byrde og vil belaste indklagede.
Indklagede havde ved ansøgningsfristens udløb den 21. maj 2018 modtaget 62 ansøgninger til de to stillinger, heriblandt ansøgningen fra klager.
Den 22. maj 2018 udvalgte ansættelsesudvalget ni kandidater, som skulle til samtale.
Klager havde med sin ansøgning uploaded et dokument fra jobcentret med oplysning om, at han blev vurderet til at være i målgruppen for personer, der kan søge opslåede stillinger i det offentlige med fortrinsret, da han har nedsat funktionsevne.
Brevet indeholdt ikke oplysninger om typen af handicap.
Idet klager havde påberåbt sig fortrinsret på grund af handicap, og da ansættelsesudvalget umiddelbart ud fra klagers ansøgning fandt, at han havde relevante uddannelsesmæssige kvalifikationer, blev han indkaldt til samtale.
Ved screeningen af samtlige ansøgninger blev der lagt vægt på
• Relevant erhvervserfaring
• Gennemført grund- og hovedforløb på skole
• Linuxinteresse og evt.
erfaring
• Kundebetjening
Klager omtalte ikke sit handicap under samtalen.
Såfremt klagers handicap ville have haft praktisk betydning for udførelse af jobbet, havde han pligt til at oplyse herom.
Klager nævnte imidlertid intet om sit handicap, og ved udvælgelsen af den endelige kandidat til stillingen blev der udelukkende lagt vægt på personlige og faglige kompetencer.
Indklagede var ikke vidende om typen af klagers handicap og tillagde ikke handicappet vægt ved udvælgelsen af den endelige kandidat til stillingen.
Klager havde tidligere erfaring med truckkørsel frem for erfaring med IT.
Han virkede uengageret og ikke interesseret i supportdelen af jobbet.
Klager efterlod ved samtalen indtryk af at være mere interesseret i andre teknologier og var ikke åben over for indklagedes teknologier.
Ansættelsesudvalget skønnede, at klager mere var en projektorienteret type end en supporttype.
Da stillingen indebærer IT-support, vægtede personlig servicemindedhed meget højt ved udvælgelse af den endelige kandidat.
Klager blev ikke udvalgt til stillingen, hvorfor indklagede, som reglerne foreskriver, tog kontakt til jobcentret i klagers bopælskommune.
Indklagede orienterede jobcentret om beslutningen om ikke at ansætte klager som IT-supportelev.
Jobcentret havde ikke noget at bemærke til afslaget, og afslaget blev derefter sendt skriftligt til såvel klager som jobcentret.
Efterfølgende var der en kort dialog mellem indklagede og jobkonsulenten, idet klager var af den opfattelse, at han havde ret til at få elevpladsen.
Indklagede har flere medarbejdere ansat, der har nedsat funktionsevne.
Et handicap afholder således ikke indklagede fra at ansætte en kandidat, såfremt denne findes bedst egnet til jobbet.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.
Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
<18-38980>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
-
§ 8, nævnets afvisning af klagen
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 7 a, om delt bevisbyrde