Fastholdelse af strakspåbud om at sikre, at temperaturen er tilpasset den menneskelige organisme ved de ansattes arbejde med montage af skørter af farmacellplader
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Fastholdelse af strakspåbud om at sikre, at temperaturen er tilpasset den menneskelige organisme ved de ansattes arbejde med montage af skørter af farmacellplader
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse strakspåbud om at sikre, at temperaturen var tilpasset den menneskelige organisme ved de ansattes arbejde med montage af skørger af farmacellplader.
Et enigt nævnt fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede, at der på 4. sal i bygningen på byggepladsen, hvor de ansatte arbejdede, var en tydelig kulde, som mærkedes på krop og hænder.
Nævnet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at det føltes koldere inde i bygningen end udenfor, og at temperaturen udenfor var på ca. 2 °C, jf. DMI.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der var forberedt til opvarmning af bygning, men at varmekilderne ikke var i funktion.
Nævnet lagde endelig vægt på, at betydelig afkøling af kroppen i sig selv øger risikoen for sygdomme som forkølelse og infektionssygdomme, fordi den nedsætter immunforsvaret, og at kulde øger risikoen for ulykker, brud og skader i led og muskler, når disse bliver kolde og stive.
Desuden bliver reaktionsevnen langsommere, når kroppen er afkølet.
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 24. april 2018 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 11. december 2017 med strakspåbud om at sikre, at temperaturen er tilpasset den menneskelige organisme ved de ansattes arbejde med montage af skørter af farmacellplader på 4. sal i [navn udeladt] på byggepladsen [adresse udeladt].
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E R
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [navn udeladt] er rette modtager af Arbejdstilsynets afgørelse af 11. december 2017.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder afgørelse af 11. december 2017 med strakspåbud om at sikre, at temperaturen er tilpasset den menneskelige organisme ved de ansattes arbejde med montage af skørter af farmacellplader på 4. sal i [navn udeladt] på byggepladsen [adresse udeladt].
B E G R U N D E L S E R
Om virksomheden er rette modtager
Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet på tilsynsbesøg den 4. december 2017 konstaterede, at ansatte fra [navn udeladt] arbejdede med montage af farmacellplader på 4. sal i [navn udeladt] på byggepladsen [adresse udeladt].
Arbejdsmiljøklagenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der i bygningen, hvor de ansatte fra [navn udeladt] arbejdede, var en tydelig kulde, som mærkedes på krop og hænder, og at varmekilderne ikke var i funktion.
Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Det følger af reglerne om bygge- og anlægsarbejde, at forpligtelserne ifølge reglerne påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsledere og øvrige ansatte efter arbejdsmiljølovgivningens almindelige regler.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
Om strakspåbuddet
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejde med montage af farmacellplader på 4. sal i [navn udeladt] på byggepladsen [adresse udeladt], ved Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 4. december 2017 ikke foregik sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet temperaturen ikke var tilpasset det fysiske arbejde, som de ansatte fra [navn udeladt] udførte i bygningen.
Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede, at der på 4. sal i [navn udeladt] på byggepladsen, hvor de ansatte arbejdede, var en tydelig kulde, som mærkedes på krop og hænder.
Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at det føltes koldere inde i bygningen end udenfor, og at temperaturen udenfor var på ca. 2 °C, jf. DMI.
Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der var forberedt til opvarmning af bygning, men at varmekilderne ikke var i funktion.
Nævnet lægger endelig vægt på, at betydelig afkøling af kroppen i sig selv øger risikoen for sygdomme som forkølelse og infektionssygdomme, fordi den nedsætter immunforsvaret, og at kulde øger risikoen for ulykker, brud og skader i led og muskler, når disse bliver kolde og stive.
Desuden bliver reaktionsevnen langsommere, når kroppen er afkølet.
Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Det fremgår af reglerne om bygge- og anlægsarbejde, at ved udførelsen af arbejdet skal temperaturen være tilpasset den menneskelige organisme under hensyntagen til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de beskæftigede udsættes for.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN
[Navn udeladt] har klaget over, at virksomheden har fået strakspåbuddet, når det var [navn udeladt], som var ansvarlig for vinterforanstaltninger, herunder opvarmning.
Virksomheden har desuden anført, at bedømmelsen udelukkende sker på baggrund af udetemperatur fra DMI, og at det ikke umiddelbart fremgår nogle steder i Arbejdstilsynets vejledninger/bekendtgørelser og lign., at temperaturen skal være over 10 grader ved indendørs fysisk arbejde.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal til klagen bemærke, at arbejdsgiveren har et selvstændigt ansvar over for egne ansattes sikkerhed og sundhed på byggepladsen.
Ansvaret for at sikre, at forholdene for egne ansatte er sundhedsmæssige forsvarlige gælder ikke kun for egne arbejdsområder, men også på færdselsveje og arealer, hvor arbejdsgiverens ansatte i øvrigt arbejder og færdes.
Dette er også tilfældet, selvom det er andre virksomheder, der ifølge aftale med bygherren har ansvaret for vinterforanstaltninger, herunder opvarmning.
Nævnet skal desuden bemærke, at nævnet lægger Arbejdstilsynets konstateringer og oplysninger under tilsynsbesøg den 4. december 2017 på byggepladsen [adresse udeladt] til grund for afgørelsen.
Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede, at der var en tydelig kulde, som mærkedes på krop og hænder, og at der føltes koldere inde i bygningen end udenfor, hvor der var ca. 2 °C, klart vejr og en svag vind (DMI).
Nævnet kan endelig henvise til, at det fremgår af branchevejledningen om vinterforanstaltninger, at tilpasning af temperaturen om vinteren fx kan ske ved, at arbejdssteder i bygninger varmes op, og at normalt vil en rumtemperatur på omkring 10˚C være passende ved aktivt fysisk arbejde.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
Om Arbejdstilsynets kompetence til at afgive påbud
Om temperaturer ved udførelse af bygge- og anlægsarbejde
Om arbejdsgivers ansvar
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
[Navn udeladt]
[Stilling udeladt]
Kopi til
[Adressat udeladt]
[Adressat udeladt]
Regler
Lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
…
Kapitel 4
Almindelige pligter
Arbejdsgiveren
§ 15.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Der henvises her særlig til
…
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
…
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde
…
Kapitel 3
Almindelige bestemmelser
…
Temperatur og vejrlig m.v.
§ 29.
Ved udførelsen af arbejdet skal temperaturen være tilpasset den menneskelige organisme under hensyntagen til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de beskæftigede udsættes for.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse
…
Kapitel 4
Oplæring og instruktion
…
§ 21.
En virksomhed, der beskæftiger personer, hvis arbejdskraft er udlejet til den eller på anden måde stillet til rådighed for den af en fremmed virksomhed, har pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens regler.
…
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
•
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
•
§ 29, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde
•
§ 15, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017
•
§ 21, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse
1)
kapitel 5 om arbejdets udførelse,
2)
kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet,
3)
kapitel 7 om tekniske hjælpemidler m.v.,
4)
kapitel 8 om stoffer og materialer.