Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0059
Statutory Text (4 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0059
DK4’s anvendelse af titlen ”arkitekt” kritiseres ikke
En person klagede over DK4’s udsendelse ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)”.
Klager havde lavet arkitekttegninger til ombygningen af Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar og klagede blandt andet over, at projektlederen for ombygningsprojektet, der også stod for stil og indretning, var betegnet som ”arkitekt” i udsendelsen.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, da titlen ”arkitekt” ikke er en beskyttet titel og dermed kan anvendes om personer, der ved at planlægge, formgive, indrette og overvåge kan betegnes som arkitekten i forhold til et bygge/indretningsprojekt.
Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at DK4 ikke havde nævnt klager i udsendelsen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)” bragt den 9. juli 2017 på tv-kanalen DK4 og hjemmesiden dk4.
tv, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet afviste ved kendelse af 27. oktober 2017 [Klager]s klage og besluttede ved kendelse af 22. november 2017 at genoptage sagen.
[Klager] har klaget over, at udsendelsen misvisende fremstillede en scenograf som arkitekt samt undlod at nævne de egentlige arkitekter bag ombygningen af Wittrup Motel.
1 Sagsfremstilling
DK4 bragte den 9. juli 2017 udsendelsen ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)” , der omhandlede Wittrup Motels historie og ombygning.
Af udsendelsen fremgik blandt andet
[Tidskode: 06.23]
”[…]
Interviewer: Den attraktion har I jo taget til jer og sagt: ”Vi skal have en arkitekt til at gøre noget ved det her, fordi I ikke selv havde den indsigt.
Hvad har det betydet at have en arkitekt på?
Claus Hansen, ejer af Wittrup Motel: Det har betydet rigtig meget.
Altså, [Person A], som har været idémand og arkitekt bag mange af de ting, vi har lavet, mødte jeg rent faktisk til nogle filmoptagelser herude, og [Person A] er jo meget interesseret i det miljø, der var herude.
[[Person A] og en ældre dame vises i Sallie’s Restaurant og Snack Bar, Pressenævnet ] Så vi blev hurtige enige om, at vi skulle lave noget sammen, og det har været en fantastisk rejse, vi har været på sammen, og jeg må sige, at nogle af de ideer, [Person A] er kommet med, havde jeg aldrig nogen sinde selv kunne finde på.
Så det har været et helt fantastisk samarbejde, vi har haft.
[Der vises et nærbillede af en loftslampe med ti arme, hvor der forenden af hver arm sidder en pære i pastelfarvede fatninger.
Derefter ses en del af restauranten med billeder, lamper og møbler i amerikansk 50’er stil, Pressenævnet ]
[…]
[Tidskode 11.14]
Speak: Når man kører ind mod København ad Roskildevej, ser man på højre side de originale skilte til Motel Wittrup, og her møder jeg arkitekten [Person A], der står bag den store renovering, men faktisk er skiltene ikke helt originale, og jeg spurgte ham derfor, hvor han har fået inspirationen fra.
[[Person A] interviewes med Wittrup Motel i baggrunden.
Motellets skilte er i amerikansk 50’er stil med blandt andet neonrør, Pressenævnet ]
[Person A]: Det er i hvert fald kraftigt inspireret af det originale.
Den øverste del af skiltet.
Den beigefarvede trekant er tyvstjålet fra gode gamle dage og resten er fri-digtning fra alverdens inspiration fra amerikanske skilte og 50’er ting, men lad os gå indenfor og se, hvad der sker indenfor.
[[Person A] ses siddende ved et bord i restauranten.
Nederst i venstre side ses teksten ”[Person A], Arkitekt”.
I baggrunden ses et lokale, der er ved at blive istandsat, Pressenævnet ]
[Person A]: Altså, jeg havde mødt stedet her, fordi jeg lokkede en filmoptagelse herud […] Under de optagelser så mødte jeg Claus og Henrik, der har stedet, og de fortalte om, at de havde en drøm om, at gøre noget ved stedet og komme lidt tilbage til rødderne, og jeg fortalte om, at jeg havde rejst meget rundt i USA og var forelsket i gamle moteller og gamle amerikaner biler og i det hele taget alle mulige gamle ting og sager.
Og så gik der en rum tid, og så kontaktede de mig og sagde: ”Nu skal vi til at lave noget.
Er du interesseret i at være med?
”, og det var en drømmeopgave og få kastet i hænderne, og det var sjovt.
Interviewer: Så de sidste tre års tid, der har du faktisk haft det her projekt stående lige foran dig på skrivebordet?
[Person A]: Ja, der var sådan en lang forberedelsesperiode, inden den gennem-, gennemgribende sidste ombygning, hvor vi jo virkelig ændrede stedet markant.
Så nu her, så er vi så i gang med at lave fase to af det, som måske ikke er så drastisk en ændring, hvor vi viderefører, det vi startede på.
[…] Oprindelig fra gamle dage var der en del vinduer, der så blev lukket mere og mere til med tiden, og det er jo blandt andet en af de store ændringer, vi så har lavet om på.
Vi skulle have lys og luft og kig ind og ud til stedet.
Det var sådan en gennemgribende ændring.
[Der vises et billede af et tomt lokale med mange vinduer.
I venstre side står der malerstiger m.v. på gulvet, Pressenævnet ]
Interviewer: Og man må jo sige, at når man går rundt på motellets værelser og restaurant, så er det jo spraglet.
Det er mørkt, men det er den der amerikanerstil, der var i 50’erne.
[Person A]: Det er jo i hvert fald med mit lille snævre optik.
Der er det jo, hvad jeg har valgt ud og ladet mig inspirere af kan man sige.
Hvad jeg godt kunne lide.
Der fandtes jo alle mulige versioner af den slags også i 50’erne både med meget spraglet, men også i mere ensfarvede ting og sager.
Der har jeg jo ladet mig inspirere af noget, der lige faldt mit hjerte for.
Interviewer: Når du ser de billeder fra den tid, hvor Sallie byggede det op.
Hvad har du så ladet dig inspirere af fra dengang?
[…]
[Person A]: Hver en lille ting er der taget stilling til her, om det er skruer med krydskærv eller torx, eller hvordan håndtaget er formet, eller ikke er formet, eller har vi fået lavet vores egne håndtag eller lamperne i loftet.
Hvad slags ledning sidder der på lamperne.
[Der zoomes ind på først et aflangt dørhåndtag i messing og derefter på to kegleformede lamper i limegrøn farve med sorte ledninger, Pressenævnet ] Altså, der er tænkt over alt, og noget har jeg så måtte sige.
Nu tænker jeg over det, og det kan jeg ikke gøre noget ved, og mange andre ting, næsten alt andet, er der blevet gjort noget ved, og det er blevet valgt sådan med omhu af, hvad der findes i denne her verden.
Interviewer: Så det er detaljer.
Altså, kunne man købe de her ting, eller har det været svært at købe?
[Person A]: En del af tingene er genbrug og second hand og er blevet restaureret og malet om, og møblerne har vi jo fået specialbygget, hvor jeg har fået sendt tegningerne til en møbelfabrik, som så har bygget møblerne til os med de farver og med syningerne de steder og sådan alle detaljer beskrevet om, hvordan det skulle se ud.
Så man kan sige, at mange ting er jo skræddersyet til det her og lavet ud fra det her lille designmanual, der sidder oven i mit hoved om, hvordan tingene må se ud, og hvordan de ikke må se ud.
[Der vises billederne af et sofahjørne i bordeaux og grønt læder, et mørkt tapet med guldblade og den tiarmede lampe, Pressenævnet ]
[…]
[Tidskode: 15.33]
[Person A] : Til at starte med havde vi snakken om, at vi kunne godt tænke os, at det ikke skulle være noget plain og noget helt almindeligt.
At det skulle være, når man gik på toilettet, så sagde man: ”Wauw, hvad fanden, hvad sker der her”, og når det så er sagt, så fik jeg sådan set frie hænder til at finde på, hvad jeg ville.
Og så har jeg hægtet mig meget i detaljer om, hvad størrelse fliserne har, hvad farve fliserne har, hvad farve fugen har, hvordan er toiletterne udformet og håndvasken og vandhanerne og grebene på vandhanerne og alle detaljer for, som om, at det kunne have været lavet i 50’erne med den form og den farve, der er derude.
[Der vises billeder af restaurantens fire toiletter med forskellige spraglede tapeter.
Dørene er i mørkt træ med hvide dørkarme.
Der zoomes på et tidspunkt ind på et toilet med handicaphåndtag, en fugl på et tapet og en vandhane, Pressenævnet ]
Interviewer: Hvordan var det så at skaffe materiale.
Altså VVS-udstyr.
[Person A]: Det har været en lang jagt.
Jeg har googlet hele verden rundt.
Skaffet toiletter fra England.
[Der vises et toilet fra et af badeværelserne , Pressenævnet ] og håndvask et andet sted fra og tapeter fra også rundt omkring i udlandet fra forskellige steder, og fliser fra Italien og alle mulige steder, har jeg været på jagt, […]
Speak: Meget fint med de akitektoniske detaljer, men uden mad og drikke duer konceptet ikke.
[…]”
Sagsforløb og genoptagelse
[Klager] klagede over udsendelsen ved mail af 27. juli 2017 til DK4.
Han bad samtidig DK4 om at berigtige udsendelsen, således at [Person A] blev betegnet som scenograf i stedet for arkitekt.
DK4 afviste [Klager]s klage den 3. august 2017 og senest den 8. august 2017.
Den 25. oktober 2017 klagede [Klager] til Pressenævnet.
Pressenævnet afviste i kendelse af 27. oktober 2017 klagen (Pressenævnets sag nr. 2017-80-0041: [Klager] mod DK4), da DK4’s hjemmeside ikke var anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3.
Den 6. november 2017 anmodede [Klager] Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, da hans klage også vedrørte tv-kanalen DK4.
Af Pressenævnets kendelse af 22. november 2017 i sag nr. 2017-80-0051 fremgik følgende
”[…]
2 Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler
[…]
På baggrund af Radio- og tv-nævnets registreringer lægger Pressenævnet til grund, at tv-kanalen DK4 siden 1997 har været registreret til at udøve fjernsynsvirksomhed, jf. Radio- og fjernsynsloven.
På denne baggrund finder Pressenævnet, at DK4 er omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 2.
Tv-kanalen hører derved under Pressenævnets område.
Fristen for at klage til Pressenævnet over mediets afgørelse er tolv uger efter modtagelsen af afgørelsen, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2.
Da klagen er indgivet til Pressenævnet (den 25. oktober 2017) inden tolv uger fra modtagelsen af mediets svar (den 8. august 2017), er klagen til nævnet rettidig.
Eftersom Pressenævnet ikke ved kendelsen den 27. oktober 2017 behandlede klagen i forhold til tv-kanalen, genoptager nævnet behandlingen af klagen, for så vidt angår tv-kanalen.
[Klager]s anmodning om genoptagelse imødekommes.
”
Yderligere oplysninger
Af hjemmesiden sproget.dk fremgår følgende ved opslag på ordet ” arkitekt ”
”Den Danske Ordbog
[…] person der planlægger og formgiver bygninger og deres indretning samt overvåger opførelsen af byggeriet;
synonym bygningsarkitekt jævnfør bygningsingeniør
● (arkit.) person der er uddannet på en arkitektskole med speciale i enten bygningsarkitektur, byplanlægning, industrielt design el.
møbelkunst
● ophavsmand til en idé eller et projekt”
På Arkitektforeningens hjemmeside arkitektforeningen.dk fremgår
”Ordet arkitekt er ikke beskyttet som hverken titel eller funktion i Danmark.
Uddannede arkitekter har derfor to muligheder for at signalere høj faglighed til omverden: ¬¬ Cand.arch ¬Cand.arch.
er den titel, alle får tildelt ved afgang fra en af de to danske arkitektskoler.
Titlen er beskyttet og indikerer, at man har taget en kandidatuddannelse ved en anerkendt arkitektskole og kan virke i forhold til det europæiske Arkitektdirektiv.
Cand.arch.
-titlen angiver derfor alene den uddannelsesmæssige baggrund, men siger ikke i sig selv noget om arkitektens kvalifikationer eller praktiske erfaring.
¬¬ Arkitekt MAA ¬Arkitekt MAA betyder Medlem af Akademisk Arkitektforening og er en beskyttet titel.
Kun arkitekter (cand.arch’er) uddannet ved anerkendte danske og udenlandske arkitektskoler kan blive medlemmer, og de forpligter sig gennem medlemskabet til at udvikle deres faglighed løbende.
Arkitekt MAA er derfor en titel, der både signalerer anerkendt uddannelse, løbende faglig udvikling indenfor et felt og dertil muligheden for godkendt dokumentation af kvalifikationer og praksiserfaring.
”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har anført, at det må være i strid med de vejledende regler for god presseskik, at DK4 i udsendelsen ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)” ukorrekt omtalte en scenograf, [Person A], som ” arkitekt ”, ” arkitekten ” og på skærmen titelgav ham ” Arkitekt ” i omtalen af ” ombygningen ”/” den store renovering ” af Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar, som faktisk uddannede arkitekter har udarbejdet arkitekttegningerne til.
Dertil blev de egentlige arkitekter, [Person B] og [Klager], ikke på noget tidspunkt nævnt i udsendelsen.
[Klager] har anført, at [Person A] er en scenograf, der har lavet et glimrende scenografisk arbejde på Wittrup Motel, og at han i samarbejde med arkitekterne [Person B] og [Klager] har lavet et glimrende ombygningsprojekt.
[Person A] har også været projektleder på projektet, men da rollen som projektleder på en byggesag ofte varetages af personer med anden byggefaglig baggrund end arkitekter, bliver man ikke arkitekt af at være projektleder.
[Person A] har ikke udført arkitekttegningerne bag ombygningen, hvorfor det er forkert at betegne ham som ” arkitekten ”.
[Klager] har som dokumentation for, at han har udarbejdet arkitekttegninger til ombygningen af Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar medsendt 11 arkitekttegninger af restauranten, herunder af restaurantens toiletter.
[Klager] står anført som arkitekt på alle tegningerne.
På tegningen over restauranten står der nederst i højre hjørne ” Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar, Ombygning af restaurant, selskabslokaler og toiletter.
Tegning: Stueplan restaurant, selskabslokaler og toiletter, Fremtidige forhold, Mål 1/100, Dato: 19.02.2017, Arkitekt [Klager] ”.
Derudover var [Klager]s telefonnummer og mailadresse anført.
Herudover har [Klager] medsendt en arkitekttegning over Wittrup Motels facade.
Nederst i højre hjørne står der ” Wittrup Motel, facaderenovering og ombygning af restaurant og selskabslokaler, Tegn: TA04 Facade mod nord, øst og vest, Fremtidige forhold, Mål: 1/100, Dato 09.03.2015, [Person B] Arkitektur ”.
Derudover var [Person B]s telefonnummer og mailadresse anført.
[Klager] har yderligere anført, at hans arbejde fremvises samt beskrives af [Person A] i udsendelsen, så seerne fik det indtryk, at det var [Person A]s arbejde.
Han har i den forbindelse fremhævet følgende udtalelse fra [Person A]
”Til at starte med havde vi snakken om, at vi kunne godt tænke os, at det ikke skulle være noget plain og noget helt almindeligt.
At det skulle være, når man gik på toilettet, så sagde man: ”Wauw, hvad fanden, hvad sker der her”, og når det så er sagt, så fik jeg sådan set frie hænder til at finde på, hvad jeg ville.
”
Derudover ses i baggrunden til størstedelen af interviewet med [Person A] opførelse af byggeriet, som [Klager] har tegnet arkitekttegningerne til, eksempelvis vægge, de fire toiletter og rørføringen efter den gulvplan, [Klager] har tegnet.
[Klager] har i den forbindelse anført, at det af mail af 30. december 2016 fra Wittrup Motel til ham fremgik, at [Person A] skulle på ferie det meste af januar 2017, hvorfor beslutningerne om toiletter, håndvaske og klinker skulle træffes af Wittrup Motel i samarbejde med [Klager].
I forhold til toiletterne har [Klager] anført, at han i mail af 13. januar 2017 i detaljer præsenterede sin idé til Wittrup Motel.
Mailen blev sendt cc til blandt andet [Person A].
Af mailen fremgik det blandt andet
”[…]
Derudover er mine tanker om toiletterne som hele rum, at de gerne må være en oplevelse og med 4 toiletter, kan vi give 4 forskellige oplevelser der bliver en overraskelse for kunden, når kunden ved et tilfælde kommer ind på et andet toilet, end der hvor kunden var sidst.
Til det foreslår jeg at vi beklæder de 4 toiletter gulv og vægge til ca. 1.5 m højde, i 4 forskellige farver klinker, farveafstemt til 4 forskellige mønstret tapet, væggenes øvre del beklædes med.
Et rum med grønne klinker til det grønne tapet med bladene.
Et rum med blå klinker til tapet med noget blåt i.
Et turkis rum og et rødt rum.
Hvide toiletter og håndvaske.
Krom/poleret rustfrit stål rør, vandhaner, lamper, udsugning håndtørrer.
Døre i lakeret mørk finér.
Mellemgangen, farvestærk tapet med billeder i rammer og farvestærkt skridsikkert gulv.
Håndlister i mørkt træ med krom fæster.
Har i andre tanker, eller skal jeg gå videre med ovenstående?
[…]”
[Klager] har desuden henvist til sin mail af 11. august 2017 til DK4, hvori han gjorde DK4 opmærksom på følgende om [Person A]
”Ud over en skitse til hvor jeg skulle placere møblerne i restauranten på de arkitekttegninger jeg skulle lave, har jeg ikke [modtaget] så meget som en mail med nogle af [Person A]s ideer.
” ¬
[Klager] har henvist til, at arkitekters arbejde er beskyttet af både ABR 89 (Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand) og lov om ophavsret.
Arkitekter varetager almindeligvis også den scenografiske konceptudvikling og projektledelse som scenograf [Person A] har varetaget på Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar, men varetages disse opgaver ikke af arkitekten, er det stadig arkitekttegningerne, der er arkitektens centrale arbejdsopgave, og arkitekterne er dem, der udarbejder arkitekttegningerne, der bygges efter og skal nævnes som arkitekterne jf. lov om ophavsret og ABR 89.
Titlen arkitekt bekriver den meget konkrete arbejdsopgave, nemlig arkitekttegningerne, ligesom titlerne journalist, forfatter, direktør og musiker beskriver konkrete arbejdsopgaver.
Arkitekttegningerne er et byggeris juridiske grundlag, og titlen arkitekt kan ikke benyttes af alle.
Genmæle
[Klager] har anført, at han bad DK4 om at berigtige udsendelsen, således at scenograf [Person A] ikke blev præsenteret som ” arkitekt ”, men i stedet blev præsenteret som ” scenograf ”, der i samarbejde med arkitekterne [Person B] og [Klager], havde stået for ombygningen.
DK4 har afvist at ændre udsendelsen.
[Klager] mener derfor, at han er berettiget til at få bragt et genmæle.
2.2 DK4s synspunkter
DK4 har indledningsvis anført, at rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Lene Dammand Lund, over for DK4 har bekræftet, at titlen ” arkitekt ” ikke er en beskyttet titel.
DK4 har henvist til, at [Klager]s indsats i forhold til ombygningen af Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar vedrørte nogle bygningstekniske beregninger og specifikationer samt konstruktionstegninger til en række toiletter.
Udsendelsens indhold omhandlede imidlertid ikke det arkitektarbejde, [Klager] har været involveret i.
De emner, som blev berørt i DK4s udsendelse var indretning, tapeter, lamper, stolen, borde og andre tilsvarende detaljer, og at ” [Person A]s arbejde er omfattende og af klart design- og arkitekttur-karakter ”.
DK4 har derfor fastholdt den oprindelige titel som arkitekt på [Person A] og har henvist til følgende to grunde
DK4 har på denne baggrund afvist at skulle have tilsidesat god presseskik.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Michael Voss.
[Klager] har klaget over udsendelsen ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)” bragt af DK4 den 9. juli 2017.
Udsendelsen omhandlede Wittrup Motels historie og ombygning.
[Klager] har klaget over, at udsendelsen misvisende fremstillede en scenograf som arkitekt samt undlod at nævne de egentlige arkitekter ([Person B] og [Klager]) bag ombygningen af Wittrup Motel.
Han har over for Pressenævnet tilkendegivet, at han alene klager på egne vegne.
Klagen behandles således alene med [Klager] som klager.
Kompetence
Det bemærkes indledningsvis, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse i strid med god presseskik, og hvorvidt et medie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, jf. medieansvarslovens § 34 og § 40, jf. lovens § 36.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af ophavsretsloven eller ABR 89 (Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand), henhører under domstolene eller voldgiftsretten og falder uden for nævnets kompetence.
- Tv-kanalen DK4
Pressenævnet afgjorde i kendelse af 22. november 2017 (Pressenævnets sag nr. 2017-80-0051: [Klager] mod DK4), at behandlingen af sag nr. 2017-80-0041: [Klager] mod DK4 skulle genoptages, således at [Klager]s klage over udsendelsen ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)” , der blev bragt på tv-kanalen DK4 den 9. juli 2017, skulle behandles i forhold til tv-kanalen DK4.
Klagen over tv-kanalen DK4 behandles herved.
- Hjemmesiden dk4.
tv
Et medie (en hjemmeside) skal være anmeldt til Pressenævnet på tidspunktet for indgivelse af klage til Pressenævnet.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 25. oktober 2017.
På tidspunktet for klagens indgivelse var DK4’s hjemmesider ikke anmeldt til Pressenævnet.
Pressenævnet afviste derfor klagen i kendelse af 27. oktober 2017 (Pressenævnets sag nr. 2017-80-0041).
Sagen blev som nævnt ved nævnets kendelse af 22. november 2017 (Pressenævnets sag nr. 2017-80-0051) genoptaget i forhold til [Klager]s klage over tv-kanalen DK4.
Den 29. november 2017 blev DK4’s hjemmesider dk4.dk, dk4.
tv, dk4podcast.dk og dk4radio.dk anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, hvorfor hjemmesiderne efter denne dato er omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3.
Pressenævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parten undskyldeligt forhold.
Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
Anmeldelsen til Pressenævnet skete i forlængelse af nævnets kendelse af 22. november 2017 (Pressenævnets sag nr. 2017-80-0051), hvor Pressenævnet bestemte, at [Klager]s klage over tv-kanalen DK4 skulle behandles.
DK4’s tilmelding i umiddelbar forlængelse af nævnets kendelse kan efter Pressenævnets opfattelse på baggrund af sagens forløb sidestilles med et samtykke til, at nævnet behandler klagen i forhold til hjemmesiden dk4.
tv, hvorpå den påklagede udsendelse er bragt.
Da der således er fremkommet nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse, genoptager Pressenævnet behandlingen af sag nr. 2017-80-0041: [Klager] om DK4, og den del af klagen, der vedrører hjemmesiden dk4.
tv, realitetsbehandles.
God presseskik
[Klager] har klaget over, at en scenograf i udsendelsen ukorrekt præsenteres som ” arkitekt ”, og at han selv, som den egentlige arkitekt, ikke nævnes.
Han har også klaget over, at hans arbejde fremvises samt beskrives af [Person A] i udsendelsen, så seerne misvisende fik indtryk af, at det var [Person A]s arbejde.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil
sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og
fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information
iagttages.
På baggrund af definitionen af begrebet ” arkitekt ” på hjemmesiden sproget.dk samt oplysninger på Arkitektforeningens hjemmeside lægger Pressenævnet til grund, at titlen ” arkitekt ” hverken er en beskyttet titel eller funktion, og at titlen kan anvendes om personer, ” der planlægger og formgiver bygninger og deres indretning samt overvåger opførelsen af byggeriet ”.
[Klager] har anført, [Person A] var projektleder på ombygningsprojektet og lavede scenografisk arbejde på Wittrup Motel.
Derudover fremgår det af [Klager]s mail af 11. august 2017 til DK4, at [Person A] havde lavet en skitse til møblernes placering i restauranten.
DK4 har henvist til, at titlen ” arkitekt ” ikke er en beskyttet titel og har anført, at ” [Person A]s arbejde er omfattende og af klart design- og arkitekttur-karakter ” og har henvist til, at hans arbejde lå inden for det arbejdsfelt, der typisk varetages af arkitekter uanset deres akademiske baggrund.
Som sagen er oplyst for nævnet og ud fra ejer Claus Hansen og [Person A]s udtalelser i udsendelsen om deres samarbejde samt [Person A]s udtalelser om sine overvejelser vedrørende blandt andet design af restaurantens skilte og møbler, valg af lamper og dørhåndtag, finder nævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af DK4 for at betegne [Person A] som ” arkitekt ”.
Nævnet har lagt vægt på, at ” arkitekt ” ikke er en beskyttet titel og dermed kan anvendes om personer, der ved at planlægge, formgive, indrette og overvåge kan betegnes som arkitekten i forhold til et bygge/indretningsprojekt.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [Person A] var projektleder for ombygningen af Wittrup Motel, herunder stod for den samlede stil og indretning.
[Person A]s udtalelser vedrørende restaurantens toiletter, som [Klager] har lavet arkitekttegningerne til, og som [Klager] er kommet med indretningsforslag til, kan ikke give tilstrækkelig anledning til at udtale kritik af DK4, ligesom det ikke ændrer det samlede billede af [Person A]s rolle i forbindelse med ombygningen af Wittrup Motel.
Nævnet finder i den forbindelse, at DK4 heller ikke har overskredet de vide rammer for redigering ved ikke i udsendelsen at nævne [Klager], der som arkitekt har lavet arkitekttegninger til ombygningen af Wittrup Motel, herunder til restaurantens toiletter.
Pressenævnet udtaler således ikke kritik af DK4.
Genmæle
[Klager] har anmodet om at få bragt et genmæle.
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet lægger som nævnt oven for til grund, at titlen ” arkitekt ” ikke er en beskyttet titel, og at titlen kan anvendes i forhold til personer, der blandt andet står for bygningers indretning samt overvåger opførelsen af byggeriet.
Pressenævnet finder, at DK4’s brug af titlen ” arkitekt ” i forhold til [Person A] i den konkrete sammenhæng må betragtes som en vurdering, der ikke er uden belæg i de faktiske omstændigheder.
[Klager] er, som arkitekt for arkitekttegningerne til ombygningen af Wittrup Motel, således ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
Afgjort den 10. april 2018
1)
Det arbejde, [Person A] har foretaget, ligger inden for det arbejdsfelt, der typisk varetages af arkitekter uanset deres akademiske baggrund.
2)
Det var den måde [Person A]s arbejde bedst kunne beskrives over for seerne, der i løbet af få sekunder skulle forholde sig til et navn og en arbejdsfunktion, når skiltet med navn og titel blev vist på tv.