Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0087
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0087
REDIGERINGSRET.
Ikke kritik af Politikens redigering af ”læserbrevs-digt”
En person klagede over, at Politiken havde redigeret hans læserbrev, der var udformet som et digt, sådan at det ikke længere rimede og fremstod uforståeligt.
Pressenævnet fandt, at budskabet i læserbrevet ikke fremstod forvansket på grund af Politikens opsætning og redigering, og at Politiken ikke havde overskredet de vide rammer for redigering.
Pressenævnet udtalte ikke kritik og fandt heller ikke grundlag for genmæle.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over Politikens redigering af hans læserbrev ”Politiken og læserne” , der blev bragt i Politiken den 18. januar 2018, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen vedrører også Politikens afslag på genmæle.
1 Sagsfremstilling
Politiken bragte den 18. januar 2018 [Klager]s læserbrev ”Politiken og læserne ”.
Det offentliggjorte læserbrev var af Politiken redigeret i forhold til [Klager]s oprindelige version.
Den oprindelige version havde følgende opsætning og ordlyd
”Hvor må det dejligt at være,
som Politiken-læser at føle sig højt erigeret
over den store hob af alle de sære,
der ikke med åndens gunst er privilegeret.
Måske skulle Politiken og dennes ret konforme læsere
overveje det hele en ”kende”
og ikke bare fortsat være et nyt ”Land og Folk” med ”hvæsere”
hvis sikre budskaber, man bare skal sende.
”
Læserbrevet blev offentliggjort med følgende opsætning og ordlyd
”Hvor må det dejligt at være som
Politiken-læser at føle sig højt
hævet over den store hob af
sære folk, som ikke med
åndens gunst er privilegeret.
Måske skulle Politiken og
dennes ret konforme læsere
overveje det hele en kende og
ikke bare fortsat være et nyt
Land og Folk med hvæsere,
hvis sikre budskaber man
bare skal sende.
”
[Klager] klagede til Politiken over redigeringen.
Politikens ’Læsernes Redaktør’, Bjarne Schilling, svarede den 18. januar 2018.
Læsernes Redaktør fandt ikke, at redigeringen havde forvansket indholdet, men beklagede, at opsætningen var ændret som følge af den elektroniske formular.
Den 19. januar 2018 anmodede [Klager] Politiken om at bringe et genmæle.
Politiken ses ikke at have svaret på anmodningen, før [Klager] klagede til Pressenævnet den 21. januar 2018.
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
[Klager] har anført, at hans læserbrev var skrevet som et ” læserbrevs-digt ”, der rimede, og at Politikens redigering af læserbrevet er i strid med god presseskik.
Politikens redigering medførte, at hans læserbrev ikke længere rimede, fremstod uforståeligt, forvirrende og uden sammenhæng med hensigten.
Genmæle
[Klager] har anført, at han må være berettiget til et genmæle, da indholdet af hans læserbrev blev ændret.
2.2 Politikens synspunkter
God presseskik
Politiken har afvist, at redigeringen af [Klager]s læserbrev var i strid med god presseskik.
Politiken har beklaget, at Politiken under redigeringen ikke var opmærksom på, at der var tale om et rimet indlæg.
Når læserbreve, debatindlæg og kronikforslag bliver sendt ind via formularen på Politikens hjemmeside, forsvinder formateringen fra teksten.
Det indebærer desværre, at tekster kan miste den tiltænkte opbygning.
Politiken har anført, at [Klager]s tekst blev bragt med få ubetydelige ændringer.
Politiken har i den relation henvist til, at Pressenævnet flere gange har udtalt, at et massemedie på egen hånd har ret til at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, hvis skribentens opfattelse efter foretagne forkortelser og redigering fremstår uforvansket.
Genmæle
Politiken har afvist at bringe det ønskede genmæle efter medieansvarsloven, da der efter Politikens opfattelse ikke er bragt forkerte ” oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning ”.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen.
[Klager] har klaget over Politikens redigering af hans læserbrev ”Politiken og læserne” samt over Politikens afslag på genmæle.
God presseskik ¬Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Et massemedie har således som led i den redaktionelle proces ret til på egen hånd at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse efter foretagne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket.
Pressenævnet finder, at budskabet i [Klager]s læserbrev ikke fremstår forvansket på grund af Politikens opsætning og redigering.
Nævnet finder således, at [Klager]s kritik af Politikens læsere fortsat kommer til udtryk i læserbrevet, som det blev bragt i Politiken.
Den omstændighed, at læserbrevet ikke som sådan havde karakter af et digt i den offentliggjorte udgave, kan ikke føre til et andet resultat.
På denne baggrund finder Pressenævnet, at Politiken ikke har overskredet de vide rammer for redigering, og nævnet udtaler ikke kritik af Politiken.
Genmæle
[Klager] har anført, at han må være berettiget til et genmæle, da indholdet af hans læserbrev blev ændret.
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i medierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et medie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at indholdet i [Klager]s læserbrev fremstår som kommentarer og ikke faktiske oplysninger, som er egnet til at påføre [Klager] økonomisk eller anden skade af betydning.
[Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
Afgjort den 13. marts 2018