Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0078
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0078
En person havde ikke retlig interesse
En person klagede over artiklen ”Psykolog: Selvmord er det største egotrip”.
Da personen hverken var omtalt eller afbildet i artiklen, afviste Pressenævnet at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Psykolog: Selvmord er det største egotrip” , som blev bragt den 27. marts 2011 på fyens.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] er ikke selv omtalt i artiklen.
Kendelsen angår spørgsmålet om klagerens retlige interesse.
Den påklagede artikel omhandler selvmord og nævner en række eksempler på selvmordsforsøg.
I artiklen udtaler en psykolog, at selvmord er en meget egoistisk handling.
[Klager] har til støtte for klagen anført, at psykologens negative udtalelse om personer, der begår selvmord, er unødvendig og i strid med god presseskik.
Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler
Klagen angår en artikel på fyens.dk.
[Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen.
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
Henset til, at [klager] ikke selv er omtalt eller afbildet i artiklen, har han ikke en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han personligt kan anses for klageberettiget.
Der er derfor ikke grundlag for at behandle klagen i forhold til [klager].
¬¬Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
Afgjort den 15. januar 2018