Erstatningsansvarslovens § 26 a - godtgørelse til efterladte, nævnets j.nr. 16-520-10403 og 16-520-10295
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens § 26 a - godtgørelse til efterladte, nævnets j.nr. 16-520-10403 og 16-520-10295
To sønner på henholdsvis 13 og 19 år søgte om erstatning herunder efterladtegodtgørelse som følge af deres mors død 12 år tidligere.
Afdødes to brødre og mor søgte også om erstatning og godtgørelse.
Moderen blev med adskillige knivstik og ved strangulering dræbt af de to sønners biologiske far, som også var moderens stedfar.
Drabet fandt sted om natten i familiens fælles hjem, hvor moderens to brødre og mor også boede.
Den dengang 1-årige søn befandt sig i rummet, hvor drabet skete, og var efterfølgende alene med afdøde i flere timer, indtil liget blev fundet om morgenen.
Den dengang 7-årige søn var med til at finde sin afdøde mor.
Da afdøde blev fundet, sad kniven stadig i hendes brystkasse, mens en afskåret ledning var viklet omkring hendes hals.
Udgangspunktet for efterladtegodtgørelsens størrelse ved forsætligt drab er 100.000 kr. Nærmere herom fremgår af nævnets årsberetning for 2016, side 46.
Nævnet tilkendte sønnerne hver en godtgørelse på 120.000 kr.
For så vidt angår den yngste søn lagde nævnet vægt på omstændighederne ved drabet, herunder at ansøger var til stede under drabet og efterfølgende var i rummet sammen med afdøde, indtil hændelsen blev opdaget, hvilket var ca. 3 timer efter drabet fandt sted.
For så vidt angår den ældste søn lagde nævnet vægt på ansøgers alder og på omstændighederne ved drabet, herunder at ansøger var en af de første, som fandt afdøde.
Afdødes to brødre og mor fik afslag på deres ansøgninger om erstatning og godtgørelse.