Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen, nævnets j.nr. 14-520-04696

Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen, nævnets j.nr. 14-520-04696

Ansøger blev overfaldet af flere skadevoldere.

Ansøger blev i den forbindelse tildelt ét knytnæveslag i ansigtet, flere spark i hovedet og på kroppen samt ét slag i hovedet med en flaske.

Én af skadevolderne blev i retten dømt for at have tildelt ansøger et knytnæveslag i ansigtet, ét spark i ansigtet og ét spark på låret.

Ansøger blev ved overfaldet påført en lille flænge på højre side af overlæben, et lille sår på venstre kind, flere buler i baghovedet, hjernerystelse samt en defekt plastfyldning i en kindtand.

Bistandsadvokaten nedlagde under straffesagen påstand om godtgørelse for svie og smerte i ca. 3 måneder samt erstatning for udgifter til behandling.

Bistandsadvokaten tog samtidig forbehold for senere at fremsætte krav om godtgørelse for varigt mén samt erstatning for erhvervsevnetab.

Ansøger blev ca. 10 måneder efter dommen sygemeldt på ny, og Erstatningsnævnet modtog i den forbindelse en ansøgning om yderligere godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Nævnet besluttede at afslå ansøgningen om yderligere godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under henvis-ning til, at bistandsadvokaten ikke i forbindelse med straffesagens be-handling i retten havde taget forbehold for senere at fremsætte krav herom.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på skadens karakter, at ansøger forud for straffesagen havde været sygemeldt i de første tre måneder og raskmeldt i én måned, og at der allerede på tidspunktet for straffesagen forelå lægelige oplysninger, som indikerede, at ansøger kunne have pådraget sig varig nedsættelse af arbejdsevnen.

Nævnet fandt på denne baggrund, at det, da straffesagen blev behandlet i retten, ikke med rimelig grund kunne udelukkes, at der ville opstå yderligere krav om erstatning og godtgørelse som følge fremtidig sygemelding og uarbejdsdygtighed, og at der således ikke var grundlag for i medfør af offererstatningslovens § 10, stk. 2, at fravige kravet i samme bestemmelses stk. 1, hvorefter erstatning blandt andet er betinget af, at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning eller tager forbehold herfor.