Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2017
Statutory Text (2 Articles)
Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Udlændingenævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, som var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Udlændingenævnet fandt , at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Udlændingenævnet lagde vægt herved på , at det fremgik af Afgangsbevis 9. klasse fra juni 2010, at ansøgeren havde bestået Dansk (læsning, skriftlig fremstilling og mundtlig) med karakteren 02, og at ansøgeren i august 2017 havde bestået den sproglige prøve i Dansk på G-niveau hos VUC.
Udlændingenævnet fandt således , at ansøgeren på afgørelsestidspunktet havde bestået en danskprøve på et tilsvarende niveau som Prøve i Dansk 1.
Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt.