Skrivelse om, hvorvidt et medlem af et byråd, der har vedtaget en bøde for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, er valgbar (Valgbarhedsnævnets skrivelse af 29. november 2017 til et byråd)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om, hvorvidt et medlem af et byråd, der har vedtaget en bøde for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, er valgbar
(Valgbarhedsnævnets skrivelse af 29. november 2017 til et byråd)
Ved e-post af 22. og 26. september 2017 har byrådet i X Kommune i henhold til § 101, stk. 4, i lov om kommunale og regionale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 1089 af 26. september 2017, indberettet til Valgbarhedsnævnet, at byrådsmedlem N.
N.
har vedtaget et bødeforelæg for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1.
Det fremgår af sagen, at den pågældende den …… har ført en personbil med en hastighed på mindst 66 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed.
Forseelsen er straffet med en bøde på 2.500 kroner og et klip i medfør af færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 5.
I den anledning skal det meddeles, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at den begåede handling ikke i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd, jf. den kommunale og regionale valglovs § 4.
Den pågældende må derfor anses for valgbar.